Stil! :-D {{forumTopicSubject}}

Hvad syntes i er der noget der mangler og er der mange gramatiske fejl?

Drømmen om Olak!


Jeg hørte kniven skrabe op ad mit ribben, og så vidste jeg det.
Nu skulle jeg dø. Men det gjorde ikke ondt. Ikke sådan rigtigt. For jeg tænkte kun på én ting. Anpu.
Hvor var han?
Men jeg fik hurtigt svaret. For så hørte jeg barnegråd nær mig. Hvorfor havde han også
været så skide loyal.

”.Monifa! Monifa vågn op!” Råbte Anpu og ruskede til mig. Jeg vågnede med et sæt og lod blikket glide langsomt rundt. Jeg lå i det varme grus. Det havde bare været en drøm.
”Vi må videre,” sagde han længselsfuldt. ”Vi har ikke mere stof til maskinen her.” Anpu var den lillebror jeg aldrig nåede at få. Jeg smilte varmt og rejste mig. ”Okay Anpu. Vi skynder os. Måske kan vi nå Congo og Olak om et par dage.”
Det hele var startet med forurening. Alt denne elendighed. Al denne død. Ozonlaget var blevet total smadret. Heden havde overtaget verden som en forbandelse. Først blev det meste af verden oversvømmet. Vi var heldige i Egypten. Vores landsby var ikke blevet udsat for nogen stor oversvømmelse. Men efter et par år tørrede alt vandet ud. Ja så varmt blev det. Og det skulle vise sig at føre til mere død og elendighed.
Anpu og jeg havde nu gået et par timer. Kun endeløse marker fyldt med rødligt grus
havde vi set i al den tid, vi havde gået. Hvor lang tid det var, vidste vi ikke. Måske et
halvt år? ”Gruset ser en smule grønligt ud her,” sagde jeg. ”Der er måske noget X6O25 her.”
Efter verden var tørret ud begyndte der at komme kamp om vandet. U.S.A, Rusland, Kina og Tyskland var de lande der kæmpede hårdest. I starten førte det bare til små krige, hvor få soldater døde. Jeg kan huske jeg så det på TV. Der var min mor lige blevet gravid. Hun skulle have en dreng. Min lillebror.
”Hallo!” sagde Anpu , og jeg glippede forskrækket med øjnene. ”Undskyld,” mumlede jeg og fandt maskinen frem. Jeg følte det lille sugerør som stak ud af den lille maskine, som egentlig lidt lignede en lommeregner. Jeg trykkede på en grøn knap, og gruset fra jorden blev suget op. På den lille skærm kom denne tekst frem: Omdanner til X6O25. Anpu fandt hurtigt en stor plastikflaske frem og skruede den fast til en dut for enden af maskinen. Ud af den kom rent og klart vand. Nu mærkede jeg for alvor tørsten.
Men som sagt begyndte den 3. verdenskrig småt. Men den udviklede sig hurtigt. Meget hurtigt. Ikke bare en 3. verdenskrig blev det. Det blev verdens første og sidste atomkrig. Og der blev udsendt så mange radioaktive stråler, at verden døde. Kun 7 millioner mennesker overlevede. Heriblandt mig, min mor, min far og Anpu. Men babyen i min mors mave døde. Jeg kan huske hvor ulykkelig min mor var. Det var 5 uger efter nytåret år 2800.
Men det skulle blive meget, meget værre endnu.

”Se!” råbte Anpu. En grå skikkelse længere fremme kom gående langsomt. Dens mærkelige måde at gå på viste tydeligt, at den var ved at dø af tørst. Perfekt! Da elefanten faldt død om, styrtede Anpu og jeg hen til den. Elefanter havde vist sig at være immune overfor strålerne. De var den eneste føde der fandtes. Heldigvis var de så store, at når Anpu og jeg fandt en kunne vi klare os i lang, lang tid.
Men 3 måneder efter nytår blev situationen værre. Som om den ikke var slem nok i
forvejen. Strålerne havde nemlig tiltrukket nogle væsner man kaldte Hayoinere fra en heltanden galakse. Og de åd hjerter. Men hjerterne skulle stadig være varme og derfor rives ud af et levende væsen. De åd hjerte fra alting. Endda fra andre Hayoinere. De havde ledt på mange planeter igennem efter væsner med hjerter. Og da de mærkede de radioaktive stråler skyndte de sig til jorden. Mennesket, der havde mistet alle våben og soldater i krigen var forsvarsløse. Min landsby i Egypten med terroriseret. Jeg flygtede og mødte Anpu på min vej. Anpu er egyptisk for royalt barn, imens Monifa betyder heldig.
Vi gik længe uden mål. Men så spredte rygterne sig imellem de få overlevende som
langsomt blev mindre og mindre, at en flok på 3 tusinder havde lavet et hemmeligt
tilflugtssted i Congo. Stedets dæknavn var Olak. For 3 uger siden havde Anpu og jeg ledt efter Olak. Vores eneste håb og største drøm blev Olak.
I mange dage gik vi. Vi spiste kød fra den døde elefant, vi havde skåret i stykker med en form for laser kniv der blev kaldt for en skarpolia. ”Hvad er det?” spurgte Anpu og kiggede ned i gruset. Det var brændt. Jeg gik et par skridt bagud og prøvede at tyde det der var brændt med meget store bogstaver. Der stod: OLAK. Anpu og jeg græd af glæde, idet vi fulgte det råd en døende engang havde givet os. Stampe 26 gange i jorden. Og ganske vidste kom en dør til syne. Uden ord styrtede vi ind i den. Den førte til en elevator. Det var stort og grønt, med masser af vand. Vi satte os i skyggen og drak en masse vand.Vi vidste med det samme at vi havde fundet Olak. Og hvad vi ikke vidste var der var fyldt med Hayoinere.

Jeg vågnede på en kold metalplade. Jeg mærkede kniven skrabe op ad mit ribben, og så vidste jeg det. Nu skulle jeg dø. Men det gjorde ikke ondt. Ikke sådan rigtigt. For jeg tænkte kun på én ting.
Anpu. Hvor var han?
Men så hørte jeg barnegråd. Hvorfor var han også så skide loyal? Han burde have flygtet! Men jeg nåede ikke at bekymre mig. Ikke engang at græde. For pludselig skød en kølig hånd ind i mit bryst og rev mit hjerte ud.