´han skød alle omkring mig´ {{forumTopicSubject}}

Min søster sendte lige et link til mig, er rystet det jp nærmest en gyser :,(
Her har lige kopieret det hele:

- Jeg er vågnet. Jeg kan ikke sove mere. Jeg sidder i stuen. Føler sorg, vrede, lykke, Gud, jeg ved ikke hvad. Det er for mange følelser. Det er for mange tanker. Jeg er bange. Jeg reagerer på den mindste lyd. Nu vil jeg skrive, hvad der skete på Utøya. Hvad mine øjne så, hvad jeg følte, hvad jeg gjorde.


Ordene kommer fra norske Prableen Kaur, der fredag var på sommerlejr på øen Utøya udenfor Oslo. Her skød og dræbte en eller to gerningsmand mindst 85 af de omkring 700 unge socialdemokrater, der var forsamlede på lejren. Det skete efter, at en kraftig bombe var eksploderet i en regeringsbygning i hjertet af den norske hovedstad. Her mistede mindst syv personer livet.

En 32-årig nordmand er anholdt i sagen. Politiet er bange for, at endnu en gerningsmand er på fri fod.

Prableen Kaur overlevede tragedien og fortæller sin historie i et indlæg på sin blog. Hun er 18 år gammel og stiller op til kommunalvalget i Oslo for Arbejderpartiet. Her er et uddrag af hendes beretning:

- Vi havde haft krisemøde i hovedbygningen efter eksplosionerne i Oslo. Vi trøstede os med, at vi var trygge på en ø. Ingen vidste, at helvede ville bryde ud hos os også.

Jeg stod i hovedgangen, da panikken brød ud. Jeg hørte skud. Jeg så ham skyde. Alle begyndte at løbe. Det første tanke var: Hvorfor skyder politiet på os? Hvad fanden?! Jeg løb ind i den lille sal. Folk løb. Skreg. Jeg var bange. Jeg nåede ind til et af de bagerste rum. Vi var mange derinde. Vi lå på gulvet alle sammen. Vi hørte flere skud. Blev mere bange. Jeg græd. Jeg forstod ingenting. Jeg så min bedste ven gennem vinduet og tænkte på, om jeg skulle gå ud for hente ham. Jeg kunne ikke. Jeg så frygten i hans øjne.

Vi blev liggende på gulvet inde i rummet i nogle minutter. Vi blev enige om ikke at lukke flere ind i tilfælde af, at morderen kom. Vi hørte flere skud og bestemte os for at hoppe ud af vinduet. Panikken brød ud blandt os.

Alle inde i rummet skyndte sig hen til vinduet og prøvede at hoppe ud. Jeg var den sidste og tænkte: Nu dør jeg. Jeg kastede min taske ud af vinduet. Prøvede at klatre ned, men mistede taget. Jeg landede hårdt på venstre del af kroppen. En fyr hjalp mig op. Vi løb ind i skoven. Jeg så mig omkring.

- Er han her? Skyder han mod mig? Ser ham mig?

En pige havde brækket anklen. En anden var hårdt såret. Jeg prøvede at hjælpe lidt, før jeg fortsatte ned mod vandet. Jeg søgte dækning bag en slags mur. Vi var mange. Jeg bad, bad, bad. Jeg håbede på, at Gud så mig. Jeg ringede til min mor og sagde, at det ikke var sikkert, vi ville mødes igen, men at jeg ville gøre alt for at klare mig. Jeg sagde flere gange, at jeg elskede hende. Jeg hørte frygten i hendes stemme. Hun græd. Det gjorde ondt. Jeg sendte en sms til min far, sagde, at jeg elskede ham. Jeg sendte en sms til min bedste ven. Han svarede ikke.

Vi hørte flere skud. Krøb sammen. Gjorde alt, hvad vi kunne, for at holde varmen. Der var så mange tanker. Jeg var så bange. Min far ringede til mig. Jeg græd, sagde, at jeg elskede ham. Han sagde, at han var på vej sammen med min bror for at tage imod mig, når jeg kom over til fastlandet eller de kom til øen. Det var så mange følelser. Så mange tanker. Jeg bad alt jeg kunne. Der gik en del tid. De andre ringede til deres forældre, men efter et stykke tid begyndte alle at sende sms'er i frygt for, at morderen skulle høre os.

Jeg tænkte på min søster, som er bortrejst. Hvordan jeg skulle fortælle hende, hvordan det gik? Hvad der skete? Jeg opdaterede på Twitter og Facebook, at jeg foreløbig var i live. Jeg skrev, at jeg ventede på politiet. Folk hoppede ud i vandet, begyndte at svømme.

Jeg blev liggende.

Jeg besluttede mig for, at hvis han kom, skulle jeg spille død. Jeg skulle ikke løbe eller svømme. Jeg kan ikke beskrive frygten, alle tankene, det jeg følte.

En mand kom.

- Jeg er fra politiet.

Jeg blev liggende. Nogen råbte, at han måtte bevise det.

Jeg husker ikke helt, hvad han sagde, men morderen begyndte at skyde. Han ladede. Skød mere. Han skød dem, der lå omkring mig.

Jeg blev liggende. Jeg tænkte: Nu er det ovre. Han er her. Han tager mig. Nu dør jeg.

Folk skreg. Jeg hørte, at andre blev skudt. Andre hoppede ud i vandet. Jeg lå der. Mobilen i hånden. Jeg lå ovenpå benene af en pige. To andre lå på mine ben. Jeg blev liggende. Der tikkede sms'er ind. Min mobil ringede flere gange. Jeg blev liggende. Jeg spillede død. Jeg lå der i mindst en time. Det var helt stille. Jeg drejede forsigtigt på hovedet for at se, om jeg kunne se nogen levende. Jeg så lig. Jeg så blod. Frygt.

Jeg bestemte mig for at rejse mig. Jeg havde ligget ovenpå en, der var død. To andre døde lå ovenpå mig. En engel havde holdt hånden over mig..

Jeg vidste ikke, om han ville komme tilbage. Jeg skyndte mig ned mod vandet. Tog min trøje af. Den var stor. Jeg tænkte, at det ville blive vanskeligt at svømme med den på. Jeg overvejede, om jeg skulle tage min mobiltelefon med eller lade den ligge. Jeg puttede den i baglommen og hoppede i vandet.

Jeg så flere andre ude i vandet. De havde svømmet langt. Jeg så, at nogen havde samlet sig omkring en gummibåd eller noget lignende. Det var mange, som samlede dem op, som svømmede. Jeg svømmede, svømmede og svømmede mod gummibåden. Jeg skreg. Græd. Blev kold. Tænkte, at nu ville jeg drukne. Det blev hårdere og hårdere. Jeg bad. Jeg fortsatte. Blev træt i armene. Bestemte mig for at vende mig om på ryggen og kun bruge benene for at svømme videre. Jeg sank. Jeg begynde at svømme almindeligt igen.

Et øjeblik troede jeg, at dem, som var samlet omkring gummibåden var ved at bevæge sig væk. Jeg skreg. Tryglede dem om at vente på mig. Jeg må have set syner. Jeg svømmede i hvert tilfælde flere hundrede meter, før jeg nåede frem. Vi talte lidt sammen. Fortalte, hvad vi hed, hvor vi kom fra. Vi skreg om hjælp, men bådene samlede hele tiden nogle andre op.

En mand i en båd kom til os. Han kastede nogle redningsveste ud. Jeg fik fat i en. Fik den på. Manden kom tilbage for at samle os op. Alle kom op i båden. Han begyndte at sejle mod land. Efter en tid begyndte hans lille båd tage vand ind. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at få mest muligt vand ud. Jeg brugte en øse. Jeg blev træt. En anden pige i båden tog over.

Vi nåede i land. Vi fik tæpper. Tårerne pressede sig på. Jeg græd igen. En dame gav mig et kram. Det var så godt. Jeg græd højt. Jeg hulkede. En mand lånte mig sin telefonen. Jeg ringede til min far: Jeg lever. Jeg klarede det. Nu er jeg sikker. Jeg lagde på. Græd mere.

Vi måtte gå et lille stykke. Fremmede mennesker kørte os til Sundvollen hotel. Jeg løb ind for at se, om jeg kunne se min bedste ven. Jeg så ham ikke nogen steder. Jeg så en veninde. Jeg græd højlydt. Vi krammede længe. Det var godt. Jeg gik rundt, ledte efter venner. Mit hjerte bankede. Jeg græd igen. Jeg lod mig registrere hos politiet, så deres lister igennem. Jeg vidste ikke, om min bedste ven levede. Jeg kunne ikke finde hans navn noget sted. Jeg var bange. Jeg fik en dyne. Tog de våde sokker af. Jeg var halvnøgen. Fik en jakke.

Jeg prøvede at sunde mig lidt og kontaktede mine forældre igen. Far og storebror var på vej for at hente mig. Jeg satte mig ned, så flere venner, krammede dem. Tænkte. Græd. Lånte en computer og opdaterede Facebook og Twitter om, at jeg nu var i sikkerhed. Jeg var på hotellet i flere timer, inden min familie kom. Jeg talte med en præst. Jeg fortalte, hvad jeg havde set. Det var en god samtale. En mand fra Røde Kors rensede mine sår. Tiden gik.

Jeg spurgte flere, om de havde set min bedste ven. Ingen havde set ham. Jeg blev bange. Tænkte på, at det var min fejl, fordi vi ikke havde holdt sammen. En veninde fik nøglen til et hotelværelse. Vi satte os der, så nyheder. Der var vrede, sorg, så mange følelser. Mine forældre kom. Jeg græd højt. min bror græd. Det var et godt øjeblik.

Jeg så en fyr, som lignede min bedste ven. Jeg råbte hans navn. Hav vendte sig om. Det var ham.
...

Der er gået nogle timer siden, alt dette skete. Jeg er fortsat i chok. Det hele er ikke sunket ind. Jeg har set mine venners lig. Flere af mine venner er savnet. Jeg er glad for, at jeg kan svømme. Jeg er glad for at jeg lever. For at Gud passede på mig. Der er så mange følelser, så mange tanker. Jeg tænker på alle de pårørende. På alle, jeg har mistet. På det helvede, som er og var på øen.

Sommerens smukkeste eventyr er forvandlet til Norges værste mareridt.