efter døden indtræffer {{forumTopicSubject}}

jeg er for få timer siden taget over til mine forældre fordi min onkel og gud far skal begraves.

jeg fik beskeden i sidste uge, torsdag formiddag at han var sovet ind, efter længere tids sygdom, så hans død var forventet.
eller dvs sige de sagde sidste år at han ikke ville leve til jul, men man har alligevel behandlet på ham og for bare en månede siden var der intet målbart i ham, og nu er han altså død.

han skla i morgen begraves fra jersie kirke.
han hører ikke til kirken, men da han levede og var i vigør, spillede han og hans kone badminton i det område, og flere af deres badminton venner er døde, så min onkels ønske er at hans blomster skal fordeles på vennernes grave.
han selv vil brændes og hans aske vil han have spredt ud over havet, som han elskede.

min onkel var oliefyrsmekanikker, det passer meget godt med at blive brændt, og han var en ivrig lystbåd sejler.
så tanken syntes jeg er smuk, og jeg er sikker på at også den kirkelige handling bliver smuk.

men så er det mine tanker om hans pårørende kommer.
for mig er en begravelse en afslutning, men jeg tænker, de siger farvel i kirken, og så skla de vente på at han bliver kremeret, og at de kan få asken udlevet, hvilket vil sige at den endelig afslutning lader vente på sig. når de så får asken skal de så sprede den over havet, og først der får de den afslutning, jeg forventer det må være, og som jeg tror er vigtig.

det hele sætter tanker i gang om hvad man skal gøre for den afdøde og om man skal tænke på de pårørende, altså måske begrave mod afdødes ønske, hvordan man slev vil reagere hvis det var ens egen tætte pårørende, og hvordan man egentlig selv ønsker det skal foregå når tiden rinder ud....