Vilde Venus(Kapitel 2) {{forumTopicSubject}}

Det hele kan læses her: (link fjernet)

Her er starten af andet kapitel:

Kapitel 2

Hjemme


Klokken var mange, da lastbilen endelig drejede ind på den store gårdplads. Lizzie fik med det same øje på sin skimlede pony, der nysgerrigt stak hoved ud over bokslågen, for at følge med i hvad der skete. Lucifer, var navnet på den kække ponyhingst. Den var lige så gammel som Lizzie selv, nemlig 14 år. Lizzies far så ponyen for første gange, da den som to års blev fremvist på et større hestemarked. Dens yderst charmerende udtryk havde straks fanget hans interesse. På daværende tidspunkt havde han kun meget lidt forstand på heste, og de hesteeksperter han fulgtes med, fraråd ham at købe ponyen. Han kunne dog ikke lade være med at tænke på den skimlede hingsteplag, og da han ugen efter erfarede at den ikke var blevet solgt på markedet, lejede han en hestetrailer og kørte af sted for at hente den pjuskede unghest. Han fandt senere en dygtig ponyrytter, som red den op og stod for den grundlæggende ridning af ponyen, og da den som 4 års stod på fløj ved hingstekåringen og senere vandt materialprøven med den højest opnåede pointsum nogensinde, var ingen længere i tvivl om denne hingst kæmpe potentiale. Da Lizzie fyldte 7 år, fik hun endelig lov til at ride Lucifer, som havde været Petes bedste investering nogen sinde, og sammen med Lizzie var den blevet til en af landets mest vindende springponyer. Efter at Lucifer havde vist sig at være en stjerne i svøb, havde Lizzies far altid fulgt den første fornemmelse han fik når han så en hest for første gang, og det havde gjort at hans stutteri og salgsstald var yderst succesfuld. Men det var ikke kun Petes næse for gode heste, der var skyld i denne succes. Hele tiden havde han holdt fast i at hans heste og ponyer skulle have tid til at udvikle sig og falde til inden de blev sat på de prøvelser livet som ridehest byder den.

Hurtigt hoppede Lizzie ud af vognen og skyndte sig om til rampen. Her mødte hun Jeff, som havde ansvaret for hestenes pasning og pleje. Lizzie havde kendt Jeff næsten hele livet, og han var nærmest som en onkel for hende. “Halløj Lizzie. Fik I fat på nogle af de gode heste?” Hun nikkede: “Ja. Far har købt nogle virkelig fine hopper. Den ene er efter Silver Light!” Lizzie kunne mærker hvordan stoltheden susede igennem kroppen. Det var også utroligt at de havde fået denne hoppe med hjem efter den enestående hingst. Det havde ingen regnet med da de tidligt samme dag var kørt sydpå for at se på heste. “Lizzie, har du nu fået din far til at bruge alle sine penge igen? Jeg sagde jo det ikke var en god idé at have dig med.” “Og jeg skulle have lyttet til dig Jeff,” Lizzies far var netop kommet om til dem, “Jeg siger dig. Pigebarnet har fået mig til at købe den mest umulige hest jeg endnu har set. Det er lige før jeg vil vove at påstå at den er livsfarlig.” Jeff så på sin chef, han havde aldrig hørt Pete tale om en hest på den måde, og han vidste derfor at Pete mente hvert et ord han sagde. “Pjat, far. Det er en skøn hoppe. Jeg er sikker på at vi nok skal få en lige så stor stjerne ud af hende, som hendes far var det.” Lizzie mærkede hvordan de to mænd så på hende, og hun vidste præcis hvad de tænkte.

Det var nemlig ikke første gang Lizzie havde slæbt en hest med hjem, som alle andre ville have opgivet. I boksen ved siden af den skimlede Lucifer, stod en ældre sort vallak. Lexus var dens navn. En dag da Lizzie havde være ude og skridte en tur, var hun kommet forbi en gård, hvor to børn råbte og skreg af den stakkels hest. Nysgerrig som hun var, red Lizzie selvfølgelig tættere på, for at se hvad der skete. Ponyen havde smidt den ældste af de to børn af, og løb nu panisk rundt, med sadlen mellem benene. I stedet for at prøve at berolige den skræmte pony, jagede den ældste rundt med den. Da Lizzie senere spurgte om hvorfor hun havde gjort det, fik hun svaret: “Så kan det møg krikke lære at te sig ordentligt” Pludselig var den røget gennem hegnet, og løb alt hvad den kunne af sted. Lizzie fulgte forsigtigt efter den, og da hun fandt den, var den væltet ned af en skrænt og lå i spænd mellem to forhøjninger.

Et øjeblik overvejede Lizzie at ride hjem igen efter, men hun vidste at hjælpen højst sandsynligt ville komme for sent. Hun sad af sin pony og gik langsomt hen til hesten der lå og prustede på jorden. Den havde et sår på halsen, og dens ene bagben var kommet i klemme under sadlen. Den prøvede at sparke sig løs mens den lå der, men det nyttede ikke noget. Den var ved at være udmattet, så udmattet at den var ved at give op. “Rolig dreng” Lizzie prøvede at presse ordene ud over læberne, men det var nær ikke lykkedes hende. Det var dog ikke for hestens skyld hun talte til den, men for hendes egen. Det hjalp hende med at få styr på vejrtrækningen og tænke klart. Hun måtte forsøge at få spændt gjorden op, for ellers ville hesten skade sit ben, hvis det ikke allerede var ødelagt. Hun lagde sin ene hånd ved manken og nussede hesten lidt, hun kunne hører at den træk vejret meget tungt, og nu vidste hun at hun var nødt til at handle nu. Hun lænede sig ind over hesten, og forsøgte at få fat i gjord spændet. Hun tog en dyb indånding, spændte gjorden, og derefter skyndte hun sig væk fra hesten, så hun ikke selv ville komme til skade hvis den pludselig skulle springe op. Den blev liggende i et par minutter, og forsøgte så en sidste gang at komme op. Det lykkedes for den og den stod nu og pustede. Lizzie kunne se hvordan benene rystede på den arme hest. Stille og roligt gik hun hen til den, hun ville ikke risikerer at skræmme hesten. Den kiggede taknemligt på hende, og hun tog fat i tøjlen der var knækket allerede inden den var rendt gennem hegnet. “Kom, jeg skal nok sørge for at ingen gør dig noget ondt igen.”

Langsomt, men sikkert kom Lizzie hjem med en hest mere end da hun tog af sted. Hendes forældre kom løbende ud af huset. De var bekymrede over hvor hun var blevet af, da det var flere timer siden hun var redet af sted. Grædende fortalte Lizzie om hvordan hun havde måtte hjælpe den skræmte pony, og tårerne begyndte at rende endnu mere, da hendes far ringede til dem der ejede ponyen. Sønderknust sad hun i køkkenet og ventede, mens minutterne slæbte sig af sted. Efter en halv time kom hendes far ud fra sit kontor. “Vi er blevet enige om at det er bedst at ponyen bliver her hos os, i hvert fald indtil den har det bedre.” Aldrig havde Lizzie været så lykkelig før. Hun skyndte sig ud i stalden, for at se til den sorte pony.