En kærligheds historie {{forumTopicSubject}}

Ja, jeg er i gang med at skrive en "lille" novelle. Det her er den 3. novelle jeg skriver, men den hænger ikke sammen med de 2 andre. Som det kan ses er det her kun første kapitel, og jeg er i gang med 2. kapitel som hedder Skuffelse.
Men jeg vil faktisk gerne have lidt hjælp til selve novellens navn. Det er jeg elendig til at finde på!
Men ellers nyd den! Og kom gerne med lidt konstruktiv kritik

Og jeg overvejer faktisk at tage en forfatter uddannelse, og jeg er kun 14

Kapitel 1.
Forandring
En helt almindelig lørdag. Sophie lå stadig i sin seng, selvom klokken var blevet over 12. Hun lå og kiggede på sin mørke væg. Gardinet var stadig trukket for. Hun lå med våde kinder. Hun havde grædt igen, men denne gang var det noget nyt. Denne gang var det ikke fordi, nogen havde truet hende, men fordi hun havde fået af vide, at hendes kæreste, Tobias, havde været hende utro. Hendes mobil ringede.
”Ja?” sagde Sophie med gråd i stemmen.
”Hvordan kan du tro på de fucking idioter?! Det er jo bare nogle som er jaloux på mig, som prøver at skille os ad! Du er fandme for dum hvis du tror på dem!” Sophie lagde på og græd igen. Det var Tobias som ringede. Hun var så forvirret, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.
Nogle timer senere, valgte hun at hente sin computer. Hun tændte den lille hvide bærbar, og lagde sig over på sengen. Hendes computer var hurtig til at starte op. Hun gik direkte ind på facebook, hvor der var sket 4 ting:
Julie Petersen kommenterede dit billede.
Tobias Sørensen slog noget op på din væg.
Maria Larsen kommenterede dit vægopslag.
Katrine Christiansen og 4 andre venner synes godt om din status.
Det første Sophie gik ind på, var Tobias vægopslag: ”Jeg elsker dig <3”. Et lille smil kom frem på hendes våde ansigt. Hun tørrede tårerne væg, og skrev tilbage på hans væg: ”Jeg elsker også dig, intet skal komme i mellem os! <3”. Maria havde bare kommenteret: ”NURG!”.


Sophie var blevet lidt gladere, da hun så det, så hun valgte at glemme alt hvad hun havde fået af vide, og det skrev hun også til Tobias. Hun satte sin yndlings sang på, og lukkede øjnene, og sang stille med.
”Sophie, er du okay?” spurgte hendes mor, da hun kom ud, for at få noget at spise.
”Ja-ja, jeg er okay.” svarede Sophie, med munden fuld af mad. ”Jeg har snakket med Tobias, det hele er okay igen.”
Senere ringede hun til en af sine veninder, Josefine. ”Hey du, hvad skal du lave i dag?” spurgte Sophie. ”Hmm, jeg skal så være sammen med dig, vil jeg tro!” Sagde Josefine. ”Korrekt” Sagde Sophie, som en parodi af en af deres lærer fra skolen. ”Haha, hvornår skal jeg komme hjem til dig?” Spurgte Josefine. ”Hm, du kommer bare når du føler du har lyst til det.” Svarede Sophie, og så snakkede de videre i 30 minutter, om de sædvanlige pigeting.
Nogle timer senere kom Josefine. ”Hey Jose, det var da på tide?” Sagde Sophie, og krammede hende. De hyggede sig med film, slik og chips.
*Bib, bib* Det var Sophies mobil. Hun tog den, og læste den besked hun havde fået. Så smed hun sin mobil væk, satte sig over til sin væg, og smadrede sin hånd ind i væggen. Bankede sin hoved ind i væggen igen og igen og skreg: ”Hvorfor?!” Hun rejste sig op, og gik udenfor. Hun satte sig ved den kolde væg, og det begyndte stille at sne. Josefine gik over og hentede hendes mobil, og så på beskeden Sophie lige havde fået: ”Jeg er træt af at du ikke stoler på mig. Det er slut. Jeg gider ikke være sammen med en, som ikke stoler på mig! Jeg vil aldrig se dig igen, jeg sletter dit nummer, og fjerner dig på facebook. Farvel.” Josefine tabte mobilen, og løb ud til Sophie. ”Hvad sker der?” spurgte hun stille sin veninde, som bare sad og stirrede op på himlen, hvor der

langsomt dalede snefnug ned.
”Jeg ved det ikke.” Hviskede Sophie, og brød sammen. ”Jeg vil ikke mere. Jeg er træt af at være nede over idioter, som ikke forstår mig! Jeg vil væk, væk fra alt!” Josefine satte sig ved siden af hende, og Sophie lagde sit hoved på Josefines skulder. Efter en halv times stil-hed rejste Sophie sig op. ”Jeg vil ind, se en film og glemme alt om ham.” Sagde Sophie, og gik ind. Josefine gik med hende.
*
Næste dag. Josefine skulle tage hjem, da hun var nødt til at lave lek-tier. Sophies mor skulle på arbejde, så hun ville være alene hjemme. Hun havde ingen planer for dagen, så hun blev i sin seng, og så bare fjernsyn. Hun ville ikke på sin computer, for hun vidste der ville være sket for mange ting. Hun kunne ikke holde noget ud.
Klokken 14 ringede hendes mobil. Det var hendes ven Felix.
”Hey, jeg synes du er forsvundet?” Spurgte han forsigtigt. ”Tja, sådan er det nu desværre, når kæresten slår op på en løgn.” Svarede hun tungt. ”Hm, han er bare en idiot, som du bare skal glemme alt om!” Sagde han. ”Ja, det vil jeg også.” Sagde hun og tog en dyb indånding.
”Hm, hvad ville du sige til at være sammen med mig i dag så? Vil gætte på du bare ligger i din seng og stener fjernsyn?” Sagde han. ”Jo, det vil jeg gerne, kommer du herhjem, eller hvad?” Spurgte hun, lidt gladere. ”Hm, jeg kommer hjem til dig, du skriver bare når du er klar.” Svarede han, og de lagde på. Hun lagde mobilen ned i sengen og gik i bad. Nogle timer senere kom Felix hjem til hende. ”Det var da på tide!” Sagde han, da han var kommet hjem til hende og smilede til hende. Felix var 180 cm høj, havde dybblå øjne og mørkebrunt hår. Han havde en meget tydelig kæbelinje og muskuløs hals og overkrop. Han trænede en del, så han havde lidt muskler på maven og armene. Han smed sin

jakke og Sophie kunne se de muskuløse arme. Han smilede til hende og gav hende et kram. Hun kunne mærke hans muskuløse krop helt tydeligt igennem hans T-shirt.
”Du har trænet?” Spurgte hun til sin forbløffelse. ”Ja, lidt.” Svarede han hende, og de gik ind på hendes værelse. De var sammen til klok-ken 20, og han var nødt til at tage hjem. De sagde farvel, og han gav hende et kram, og sagde: ”Tak for i dag, det må vi helt sikkert gøre igen, det har været super hyggeligt!” Og så gik han. Hun lukkede forsigtigt døren, vendte sig om, og satte sig ned, og prøvede at forstå hvad der skete. Det gjorde ikke ondt, når hun tænkte på Tobias? Det kunne da ikke være rigtigt! Hun havde jo næsten glemt ham? Hun kunne ikke være gladere end lige nu.
*
Næste dag skulle hun selvfølgelig i skole. Hun kom stille og roligt ind i klassen, der var 20 minutter til timen begyndte, men der var alligevel 7 i klassen. Hun satte sig ned ved sin plads, hvor klassens Diva, Ditte sad. Hun sad, som sædvanlig, og dissede en eller anden. Hun snak-kede løs om hvor fed hun er, og hvor grim hun er, og Ditte er ikke engang bedre selv! Ditte var begyndt at blive lidt tyk, men det kunne alle andre end hende selv se. Der gik ikke længe før Josefine kom ind i klassen. Hun kom stille og roligt over til Sophie, og spurgte om hvordan det gik med hende. ”Det går super! Jeg er så glad, og har allerede glemt alt om ham!” Sagde Sophie og fortalte alt om sin søn-dag med Felix. Klokken ringede og deres lærer kom ind i klassen: ”Så sætter i jer på jeres pladser og slår op på side 56 i grundbogen!”
Da de endelig fik fri klokken halv 15, snakkede Josefine og Sophie videre om Felix. ”Han er blevet så lækker, du kan slet ikke tro på det!” Sagde Sophie. ”Og han er bare så sød!”

Sophies mobil ringede, da hende, Josefine og Maria var på stationen. ”Er du på stationen?!” Spurgte stemmen i mobilen.
”Ja?” Svarede Sophie usikkert. ”Jamen, hvad siger du så til at jeg kom-mer forbi og siger hej?” Spurgte stemmen. ”Ja hvorfor ikke? Hvornår er du her?” Spurgte Sophie glad. ”Om lidt” Svarede stemmen hende. Det var Felix som ringede. Han ville være der om lidt, og Sophie var lige ved at begyndte at skrige. ”Hvem var det?” Spurgte pigerne. ”FELIX!” Svarede Sophie. ’
Et par minutter senere kom Felix og en af hans venner forbi. Sophie løb over og krammede ham. Felix præsenterede sin ven, Eddie. Eddie var lidt højere end Felix og lidt mørkere i huden. Han havde mandelfarvede øjne og sort hår. Han virkede lidt mere muskuløs end Felix, og havde et lidt mere kantet ansigt. De havde begge at håret, som alle andre drenge gør. Sophie kunne lugte det var ID voks. Det lugtede helt nyt, så de havde lige sat håret.
Sophie præsenterede Josefine og Maria. Josefine var en helt typisk dansker i udseendet, men med grønne øjne. Hun havde helt lyst hår og lys hud. Hun var ca. 172 cm høj, og havde en pæn figur. Hun var bare blevet meget undervægtig, da hun lige havde haft anoreksi, og var næsten lige kommet hjem fra behandlingscenteret. Maria var en lille kortbenet én. Hun var ca. 166 cm høj, og hun blev ofte drillet for sjov med det. Hun havde kulsort hår og lyseblå øjne. Hun havde farvet håret for længe siden, så hun var begyndt at have lyse udkroninger. Hun var meget naturlig og brugte kun meget lidt mascara, mens Sophie og Josefine brugte lidt mere og lidt pudder.
Sophie var meget anderledes end de to andre. Hun var ca. 178 cm og havde mørkebrunt hår med lysestriber, og en let gylden hud. Om

sommeren er hun lidt mørkere gylden. Hun havde bronzefarvede øjne. Hun var blevet adopteret, så ingen ved hvor hun er fra. Nogle sagde hun var fra Spanien, andre Italien og så videre.
”Hej smukke” Sagde Felix og smilede til hende. De 5 unge mennesker stod i en halv time og snakkede bare løs om alle mulige ligegyldige ting, men Felix virkede som om han var i sin helt egen verden. Han kiggede adskillige gange på Sophie, uden hun opdagede det. Han kiggede længselsfuldt på hende, som om han så på hans ’the one’.
Sophies mobil ringede, og hun skulle se og komme hjem. ”Vi ses, jeg skal hjem.” Sagde Sophie, krammede alle farvel og gik over til sin bus. Hun kiggede langsomt tilbage, og den eneste der kiggede på hende, var Felix. Kunne han måske lide hende?
Da hun kom hjem, ringede hendes mobil. Det var Felix. ”Hvad skal du i morgen?” Spurgte han. ”Ikke noget.” Svarede hun. ”Jo, du skal være sammen med mig, jeg har noget at sige til dig.” Sagde han, og lagde på. Det var meget underligt. ”Nå, så må jeg da være sammen med ham.”
*
Næste dag efter skole, skulle hun møde Felix på stationen. Da piger-ne også skulle derover, gik de med, men da de mødte ham, bad han om at være alene med Sophie. Så gik de andre over til deres bus, og lod dem være alene. Felix stod og kiggede Sophie direkte ind i hen-des øjne og sagde: ”Jeg ved godt det her vil lyde virkelig underligt, men må jeg gerne kysse dig?”
”J-jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. J-ja.” Fremstammede Sophie nervøst. Han rykkede sig over til hende og kyssede hende. Hun kun-ne mærke hans bløde og forsigtige læber mod sine. Hun trykkede sig tættere på ham, og lagde sine arme om hans hals.

Pift, pift! De vendte sig begge og kiggede der hvor piftene kom fra. ”Haha, hvad så? Afbrød jeg jer? Haha!” Det var Tobias. ”Ja, hvad glor du på din lille luder?!” Råbte han. Felix tog et skridt mod ham, men hun stoppede ham og sagde: ”Han er ikke det værd.” Han så hende i øjnene og kyssede hende igen. ”Jeg elsker dig.” Hviskede han i hen-des øre. Hun svarede ikke. ”Er der noget galt?” Spurgte han hende. ”Nej, nej. Jeg blev bare lidt rystet over Tobias.” Svarede hun og kyssede hans kind. ”Men det gør ikke noget, du skal ikke gøre ham noget, bare fordi han er en idiot.” Hun smilede til ham, og han smilede igen. ”Jeg er nødt til at tage hjem. Jeg har mange lektier for til i morgen.” Sagde hun.
Da Sophie kom hjem, smed hun sig i sengen og sukkede dybt: ”Jeg er forelsket!” Hun tændte sit fjernsyn, der var en kærligheds roman på. Det var vist ’Romeo og Julie’. Sophie var en meget følsom pige, så hun begyndte at græde, men det her var ikke af smerte, som den hun havde følt på det sidste. Nej, det her var sorg, for filmen.
Hun tørrede sine tårer væk, lavede sine lektier og tjekkede sin mobil. Der var 2 beskeder. En fra Maria og en fra Felix. Maria havde bare spurgt om de skulle følges i skole den følgende dag, men da Sophie læste Felix’ besked, tog hun sin mobil og ’krammede’ den. Hun lagde sig i sin seng, og faldt i søvn. I beskeden stod der:
”Godnat min engel, jeg elsker dig til evig tid<3”
*
Den næste dag skulle Sophie ikke noget, så hun ville hjem til Josefine sammen med Penelope. Penelope var ny i klassen, men var hurtigt faldet på Josefine og Sophie. Penelope var en meget høj og ranglet pige, med meget lang overkrop. Hun gik meget med mærketøj, da hendes far var designer, så han fik en masse foræret, og lavede også

en masse til hende. Hun havde et meget særpræget ansigt, da det var meget ovalt, og hun havde en masse fregner og rødt hår; men hun havde ikke sådan en grim form for rødt hår, men det var meget blondt, og hun havde fået en masse brune striber i. Hun gik i meget almindeligt tøj, som passede rigtig godt til hendes hår og hudfarve.
Pigerne gjorde som de plejede, de tændte for fjernsynet og be-gyndte at snakke. Sophie kunne høre ’The Voice’ køre i baggrunden:
” I remember years ago
Someone told me I should take
Caution when it comes to love
I did, I did
And you were strong and I was not
My illusion, my mistake
I was careless, I forgot
I did
And now when all is done
There is nothing to say
You have gone and so effortlessly
You have won
You can go ahead tell them…. “
Sangen havde så meget ret. Det var jo rigtigt, det som blev sunget. Sophie kunne genkende alt der blev sunget. Hun følte sig egentlig meget dum.
”Sophie? Hører du hvad jeg siger?” Sagde Penelope, stille. ”J-ja selvfølgelig.” Sagde Sophie og smilede til hende. ”Jeg sidder bare lidt i min egen verden.” Så sad de der og snakkede som piger nu plejer at gøre.

Da klokken var blevet mange, skulle Sophie hjem. Da hun var på stati-onen så hun noget som hun aldrig havde tænkt sig frem til at kunne ske. Tobias og Maria stod hånd i hånd og kyssede! Sophie var helt knust. Hun ville være så stille som muligt, så de ikke opdagede hende, men da Tobias pressede sin hånd ned i bukserne på Maria, kunne Sophie ikke lade være med at fremstamme et halvt råbende, halvt hviskende ”nej”. Det skulle hun nok ikke have gjort.
Tobias ignorerede hende, men Maria blev forskrækket, og hev hans hånd op af sine bukser, og løb væk fra Sophie. Hun kunne ikke holde ud at være blevet opdaget i at skuffe sin veninde sådan. Hun vidste godt at reglen var, at man aldrig tager en venindes eks. Nu havde hun skuffet Sophie, Tobias og sig selv. Hun løb hjem.
Sophie sad, og kunne ikke forstå noget. Hun var skuffet, vred, forvirret og virkelig ked af det. Hun kiggede over mod hvor de havde stået, Tobias var gået. Det kunne hun godt forstå. Sophie var nok den sidste person som han ville snakke med.