Index til bog :D! {{forumTopicSubject}}

Ja, er ved at skrive en bog om Røskvas og mine bedrifter sammen.

Hvad synes I?

Går KUN i 7. klasse, så der er fejl, og jeg skifter mellem nutid og datid.

Måske har i allerede hørt om Røskva? For det er ikke sjældent, at jeg nævner hende. For Røskva er nemlig en af de ting, der betyder mest for mig, også selvom hun ikke er en ting.

Røskvas og min rejse, begyndte d. 10 maj ’10, hvor jeg blev mødt af en virkelig undervægtig islænderhoppe, der samme dag, blev 14 år. Allerede, da jeg så hende, kunne jeg mærke en speciel kemi, mellem Røskva og mig. Rideturen var speciel, den var spændende, sjov, også selvom hun ikke var blevet reddet hele vinteren. Hun blev sat ud, hvor jeg så så hende første rulletur, jeg optog den og har den stadig.

Røskva og mig, begyndte med store, store fremskridt. Hun begyndte så stille at tage på, og komme i bedre form. På tur stak du af, og det var ikke særlig sjovt, at ride dig derude, fordi du bare tog biddet, og løb. Jeg begyndte at springe med dig, også selvom du var islænder. Ja, spring var helt klart ikke din bedste ting, da du ikke kunne springe over noget, som helst. Men efterhånden, som du begyndte at tage på, og få flere muskler, gik det frem af. Du fløj over en masse spring, og var bare så dygtig. En dag sprang vi over spring, hvor de var stillet op på tønder. På et tidspunkt gik det galt, du sprang, men ramte tønden, gled, og vi styrtede. Der skete dig, ikke noget, og mit første råb/skrig var bare, ”Er hun okay?!”, jeg var så bekymret for dig, om du havde fået en stor flænge, var kraftigt halt.. Jeg troede aldrig vi skulle springe igen. Min arm røg ned i en tidsel, men sådan er livet.

Vi sneg os hurtigt oppe på store højder, du havde nedrivninger, men vi fortsatte. Dressuren var ihvertifald ikke din stærke side, din trav var virkelig svær at sidde i, din galop var.. Smadret, og din skridt var det eneste, der rigtig var noget. Jeg synes dressur ærlig talt er kedeligt, derfor var det ikke det vi trænede hårdt i. Vi begyndte langsomt at ride turer, du var stadig svær, men det er også kedeligt, at ride på bane. Du synes det var sjovt på tur, vippede altid frem og tilbage med ørene. Men når det var på vej hjem, var det altid det samme, bare jorde af sted, uden tænke på andre.. Desværre. 2 gange løb du ud foran biler. Jeg blev rædselsslagen for at ride dig på tur, 2 gange havde du næsten slået dig ihjel.. Og måske mig.

Lidt før, var jeg også på ferie i 3½ uge. Da jeg kom hjem, var du smadret, havde sår og var halt. Men vi gav ikke op, vi ventede bare, nussede, hyggede, skridtede, og trak rundt. Du kom dig ekstrem hurtigt. Jeg var stolt. Stolt af at have sådan en pony.

Da vi så fortsatte banespringning, blev du ekstrem dygtig, du nåede, efter meget træning, oppe på omtrent en meter. Du synes det var så sjovt, at nå højt oppe. Men vi glemte heller ikke hyggeridningen. Lidt tid, før det, var mig og Røskva blevet lidt bidløse, vi red med sidepull og grime og træktov. Det var altid dejligt, at tænke, at man lige kunne ride lidt, ala. HMS på dig, for du var virkelig lærenem. Cordeo var også SÅ sjovt, virkelig noget du også kunne lide.
Igen sprang vi, du faldt ned på knæ, der skete ikke noget, heldigvis. Jeg ville have været ude af mig selv. En dag, da vi sprang uden saddel, så gik det galt. Ihvertifald ud over min arm. Vi galopperede, det var mudret, og ligepludselig ville hun bare den anden vej, så hun gled i muderet, jeg gled af, under hende, og hun trådte på min arm. Det gjorde ondt, det sveg, jeg var bange. Men du stod ved mig, trofast, mens jeg var mudret ind, og min arm gjorde forfærdelig ondt.

Vi begyndte at ride i skoven, det var virkelig hyggeligt, og du elsker jo at jorde rundt, så det var lige dig. Vi sprang også, uden saddel, som vi også havde trænet lidt på bane. Du begyndte at vise stor interesse, inde for springningen. Længere skulle jeg ikke presse dig over, du sprang selv. En dag sprang vi 1,20, jeg var overrasket. Du var virkelig dygtigt. Vi nåede højere op, 1,40-1,60. Jeg var overrasket, på under et halvt år, havde jeg lavet en stjerne pony. Du stikker ikke længere af, du elsker at jorde, uden saddel, kun i rebgrime, på tur. Og man kan stadig styre dig. Jeg kan ikke glemme den dag, hvor der gik en løs hund, der hoppede rundt, knurrede og skulle til at gø. Da den stod bag dig, var jeg næsten sikker på den ville bide, men jeg satte bare i gang, og du jordede. Du var så bange, og næsten ikke til at stoppe. Langt tid efter vi var kommet hjem, stod du stadig, med det hvide ud af øjnene, og prustede af skræk.

Røskva er begyndt at betyde alt for mig, det har hun gjort længe. Vi bliver bedre, for hver dag, der går. Dagene styrker vores bånd.

Velkommen til mig og Røskvas verden og hverdag.


Men ville i læse sådan noget?