Når man ikke lever mentalt, hvad så? {{forumTopicSubject}}

Da vi en hel normal aften, ligesom alle andre aftner var vi hjemme.
Min søster havde denne dag et gymnastik hold, hvilket er meget fint.
Jeg havde været over ved ponyen det meste af dagen.

Det var en hverdags aften, en torsdag aften.
Jeg sidder i min seng, med min computer på skødet og fjernsynet køre.
Jeg havde nattøj på, og dynen trækket godt over mig.

Min mor var igang med vasketøjet, og min far var ude og gå med min hund.
Klokken var vel på daværende tidspunkt 20.30 vil jeg gætte.

Jeg har et vindue, der ligger ud til vores hundegård. Vores hoveddør er lige ved siden af mit vindue.
Jeg har dog også et stort vindue ved siden af hoveddøren.
Jeg havde trækket gardinet for, da jeg er træt af at alle folk der komme på besøg først kigger ind på mit værelse, gennem vinduet -.-

Det var så meget mørkt, da jeg ser en skikkelse ude foran det vindue hvor gardinet var for.
Når jeg tænker ikke mere over det, da jeg regnede med min far bare var ude efter brænde.
Eller sådan noget, det var slet ikke i mine tanker at det kunne være det som det var!

Min far kommer så hjem efter 2min. CA!
Min hund bliver sådan helt vild, gør (ved ikke lige hvordan det staves!(; )
Hvilket han aldrig gør, når de kommer hjem (stadig tænkte jeg ikke på det!)
Min hund Hector, går over mod gården!
Der står skam så en mand! Kigger ind af mit vindue, jeg ligger stadig ikke mærke til noget, jeg syntes bare det var træls min far ikke fik Hector til at stoppe!
Det samme syntes min mor, så hun skynder sig ned.

Hvor hun fik et stort chok. Hun råber så også hvad fanden han havde gang i.

Jeg regnede da bare at det var min far hun råbte det til.
Da manden havde nogle syge undskyldninger, ville min far ikke diskutere det, så han ringede til politiet.
Imens min far snakkede med politiet gik manden, eller rent faktisk løb.

Som sagt havde min far været ude og gå. Han havde en god stor jakke på, og gode sko.
Hvor imod manden havde træ sko på, og en tynd bluse
(der var sne!)

De fortsætte i løb 5km ca. Stadig med politiet i røret!

Først da min mor 'sprang' min dør op, forstod jeg hvad der skete.
Der blev jeg foralvor bange, jeg rystede over det hele.
Jeg begyndte at græde så bange jeg var.

Dagen efter prøvede vi at få en normal dag til at fungere, jeg skulle endnu engang i stalden for at ride.

Min lillebror på 9år. Ville ikke være alene hjemme hvilket vi havde fuld forståelse for!
Jeg skulle så også hjem først, for at få ridetøj på.

Men min faster var hjemme denne dag, så hun spurgte om jeg ikke ville passe hendes 10mdr. gammel datter, og det ville jeg jo meget gerne, da jeg så slap for at tage hjem!(:

Min mor sagde allerede en halv time efter alt dette var sket, at vi skulle få det til at fungere.
Hvilket har gjort det til den sætning jeg frygter og hader!

Jeg kan ikke mere sidde på min værelse når det er mørkt uden for, uden begge gardiner SKAL være nede.
Selvom de er nede, føler jeg han kigger mig over skuldreren. Hvilket er en virkelig ubehaglig følelse!

Hvis jeg er gået i seng, og jeg har glemt at trække gardinet fra, falder jeg ikke i søvn den nat. Jeg tør nemlig ikke tænde mit lys for at gå over og trække det ned!

Jeg er blevet rigtig bange, frygter det værste.
Jeg lever ikke mentalt, og frygter at jeg ikke kommer til at gøre det før jeg er flyttet./:
Jeg føler mig pinlig over at fortælle nogle det, da det jo ikke er så slemt som så meget andet.

Havde brug for at komme af med alle de tanker./:

-Emma Rosenkrantz.