Stil, hvordan skal den ende? (Hvis du Stil, hvordan skal den ende? (Hvis du

- keder dig MEGET ) (;

Jeg er lidt blank. Hvad skal min stil ende med? det må gerne være noget med mord eller noget. Den handler om en mand, der stikker af hjemmefra og to år efter skriver et brev hjem til konen. Enjoy (;

Det er svært for mig at skrive det her. Tro mig, det er det virkelig. Jeg savner dig jo. Jeg savner børnene. Men jeg blev nød til det. Der var ingen anden udvej. Jeg havde jo ikke noget valg. Det var en hård beslutning, jeg blev nød til at tage. Før det gik galt. Tro mig, jeg vil gøre alt for dig. Det var for din skyld. Og for børnenes. Jeg tænker tit på jer. Tænker på hvordan det ville have været hvis jeg ikke var taget af sted. Om vi stadig var til. Jeg har gjort noget, der ikke kan rettes op på. Jeg kan aldrig vende tilbage. Det eneste jeg ønsker er at se dig igen. Du er i mine tanker hele tiden. Jeg elsker dig stadig, det vil jeg have du skal vide. Lige meget hvad. Jeg ville gerne fortælle dig alt. Jeg ved bare ikke om jeg kan. Du har ret til at vide det.

Dagen jeg tog af sted. Stak af. Jeg husker det tydeligt. Ligeså tydeligt som du husker det - det er jeg sikker på. Jeg satte mig ud i bilen. Kørte af sted. Jeg tænkte ikke. Kørte kun. Jeg så mit liv for øjnene af mig. Jeg vidste godt det ville knuse dit hjerte. Jeg vidste det jo godt. Men jeg blev jo nød til det. Havde jeg et valg, var jeg jo aldrig taget af sted. De var kommet på sporet af mig. Jeg vidste min tid var inde. Jeg fortryder hvad jeg har gjort. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne spole tiden tilbage. Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg vil virkelig gerne fortælle dig min historie. Jeg ved bare at du ikke vil kunne forstå det. Men jeg gjorde det jo for os to. Eller, det tror jeg da nok.

Det var en tidlig morgen. Det var smukt. Jeg skulle mødes med hende. Hende jeg havde været sammen med på det sidste. Hun gjorde noget for mig, som du bare ikke var i stand til at give mig. Jeg fik en følelse af magt, det var mig der bestemte. Jeg gjorde hvad jeg ville. Hun fulgte bare efter. Hun var jo ung, uerfaren. Det var spændende, for os begge. Men jeg elskede hende ikke. Jeg elskede jo dig. Hun var der bare. En ting. Noget jeg kunne bruge når jeg havde lyst. Hun gjorde jo bare hvad jeg ville. Hun var ikke stor nok til at sige fra, det sørgede jeg for at hun vidste. Men sådan blev det ikke ved. Det skulle ikke blive ved sådan her. Jeg vidste jo godt at hun ville sige fra på et tidspunkt. Men jeg havde aldrig forestillet mig at det skulle ende på den her måde. Det havde hun helt sikkert heller ikke. Jeg ville ønske at jeg bare kunne fortælle dig det. Men så enklet er det ikke. Jeg har svært ved det her. Svært ved at fortælle dig, hvad der rent faktisk skete.



Hun bad mig komme over på hotellet. Det hotel hvor vi altid mødtes. Hun kiggede på mig. Vi sad over for hinanden. Hendes blik var tomt. Hun virkede kold. Hende der ellers altid var så glad. Hun havde været nede på det sidste. Det var jeg klar over. Hun tog min hånd. Jeg kan ikke beskrive følelserne jeg havde. Jeg vidste jo godt hvad hun ville fortække mig. Hun fortalte mig at vi ikke skulle ses mere. Det føltes som om mit hjerte sprang et slag over. Selvom jeg ikke elskede hende, holdt jeg af hende. Meget. Raseriet inden i mig begyndte at vokse. Jeg fortalte hende at jeg ikke kunne undvære hende. Hun kiggede bare på mig. En tåre trillede ned ad hendes kind. Hun rejste sig op, og bad mig gå. Jeg protesterede. Hun blev sur. Jeg havde aldrig set hende sådan før. Hun gik hen i mod døren.