Essay (advarer mod ubehageligt emne) {{forumTopicSubject}}

Hej
Så fik jeg mod på at skrive et essay, om noget, der har haft stor betydning for mit liv. Der advares mod, at det er hård og lidt skræmmende læsning, og det anbefales at springe det over, hvis man ikke har lyst til at læse om et meget alvorligt emne.

Her kommer det, ikke desto mindre.


Mit år 2009



Nu, her, i en alder af atten år, går det for første gang op for mig, at jeg ikke har dig længere.
Jeg vil tro, at det, der skete i år, var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Og dette udtryk er kun delvist sandt, for selvom jeg hele tiden vidste at det var sket, var det i min verden aldrig helt. Det havde nok noget at gøre med, hvad alle de andre fortalte mig. De sagde, at det ikke var så slemt. At du jo stadig var der. Det fik jeg at vide dengang jeg var ti år, og fik det igen at vide, da jeg var tolv, da jeg var femten. Igen som sytten-årig, her i år. Og det er ikke sidste gang, at de hårdnakket har påstået, at du stadig findes. De vil blive ved. Men der er forskel nu, forskellen kom i mit år 2009, hvor jeg fandt ud af, at de kun talte af uvidenhed, og aldrig nogensinde vil kunne se den rigtige side af den sag.
Prøv at tænke over det en gang. En person du elsker dør, og du ser ham aldrig igen. Men der er ikke megen trøst fra de folk, der står tæt på, for der er et problem. Hylsteret fra den døde person går stadig rundt på Jorden, og gebærder sig næsten akkurat som før, men de andre kan ikke se, at det kun er et hylster, at det ikke længere er ham, du holdt så meget af.
Du har holdt af ham de første ti år af dit liv. Så skræmte han dig fra vid og sans, råbte, skreg, blev så utænkeligt voldsom og aggresiv. Han råbte, men det var ikke hans sprog, han skreg, men det var ikke af dig. Det var stemmerne i hans hoved, der sagde det, der fortalte ham hvordan han nu skulle være og hvad han skulle blive til. Han blev aggresiv og langede ud mod de andre, du elskede, men det var ikke fordi, han hadede dem, det var fordi han ikke vidste, hvem de var.
Du hørte hans råb i natten, inden han blev hentet og kørt væk, og selvom du elskede ham, sov du med lås på døren for en sikkerheds skyld. Du troede, at din mor, en af dine næreste skulle dø, men lod en anden tage kampen op og flygtede over til naboen. Her frygtede du hvert sekund at se hans rasende ansigt i dørens vindue før han sparkede den ind. Men det var ikke så slemt, sagde de andre. De kendte naturligvis ikke til, hvordan besøget havde været, dengang du som ti-årig havde stået med din mor i hånden inde på afdelingen og kigget med frygtsomme øjne på dens beboere, når de turnerede op og ned ad gangene med deres monotone lyde og fjerne blikke.
Det var ikke så slemt, sagde de. Nu er han jo ude igen, så skal det nok gå godt alt sammen. Men det er ikke ovre for dig, for du ønsker stadig at låse døren til dit værelse, når du hører hans stemme i natten, men din dårlige samvittighed forbyder dig det.
Men de siger stadig, at det ikke er så slemt. Både dem omkring dig, og eksperterne - de siger, at det aldrig vil ske igen og at du ikke skal være bange. De siger ikke, hvad det var, der skete - de ved det ikke.
Din familie skulle stå ved dig i al nød, men anden gang, det skete, skyndte de sig at lade dig i stikken. Det skulle have været en dejlig dag for din storesøster, med hendes nonfirmation og den store fest. Men så snart de første tegn viste sig, tog din familie tidligere hjem, og lod dig og din søster, tolv og fjorten år gamle, klare skærerne, når det gik galt igen. For noget var helt galt, og selvom du vidste det inderst inde, stolede du på det, som eksperterne havde fortalt dig - at det aldrig ville ske igen. Men du lærte at du ikke kan stole på eksperter, heller ikke selvom du kun er et barn og at de ved, du sætter al din lid til dem. Du lærte også hvordan man flygter når man står midt i et skræksenarie, når rædslen kommer over dig, og når du for en hver pris må forsøge at slippe helskindet derfra. Alt imens minderne vælter tilbage, og du hører ham skrige de abnorme ord, som de abnorme stemmer i hans hoved fortæller ham, han skal ud med. Hvem ved, hvad de ellers fortæller ham, han skal?
Minderne er nok i virkeligheden det, der holder det i live. Minderne og den begrundede frygt. Da du var femten var du næsten voksen, men måtte alligevel mærke tårerne presse på, når dine klassekammerater spurgte dig, hvad der er galt. Du følte alligevel at du endnu engang var den lille pige på ti, der havde stået for at tilkalde hjælp sammen med din tolvårige storesøster, omkranset af en flok lamslåede voksne, der alle var i en slags choktilstand, da de så ham forandre sig på hvad der føltes som et splitsekund.
Så står du som sytten-årig, og han lover dig, at han vil gøre alt. Selv hvis han får det forfærdeligt, for du har erklæret, at det er den eneste måde, hvorpå du kan føle dig rolig sammen med ham. Du kender til bivirkningerne ved at tage dem, men også de virkninger der er af ikke at tage dem. Og han tager dem også, og du stoler på at han gør det. Da du omsider, efter alle disse år, tør at være alene med ham uden nogle mennesker, du kender, er det et fantastisk, stort skridt. Du havde aldrig troet at det kunne lade sig gøre - for når han tog dem, og fik bivirkinger, var han kun en sølle skygge af sig selv, men det var ovre nu. Du havde fået ham tilbage. Du sad over for ham, du fortalte ham, hvor skønt du syntes det var, og hvor godt du syntes han klarede det. Han sagde, at han også var stolt af sig selv.
Men den, du holdt sådan af, gennem dine første ti leveår, ville aldrig have stukket dig sådan en løgn. For løgn var det - snart blev han kørt væk med fuld udrykning, men du besøgte ham ikke. Du tror ikke, du nogensinde kommer til at besøge ham igen. Ham du holdt af ville aldrig have stukket dig sådan en løgn. Ham du holdt af, eksisterede ikke længere.
Du har dårlig samvittighed, at du kan lade ham i stikken på den måde. Dem omkring dig er ikke sene til at give udtryk for, at du har handlet egoistisk. I medgang og i modgang, både i ægteskabet, men også i familien, mener de. Men der er et problem. De ser ikke, at han ikke er den, der engang var i min familie, som jeg voksede op med, som opdragede på mig, som elskede mig. Han er ikke engang en skygge af sig selv. Hver en handling, hver en tanke, hvert et ord er et produkt af den tilstand, som han lever med nu.
Eksperterne siger alverdens store ord, i hvert fald når man ser på internettet, hvor de skriver smukt om, hvor meget fokus der netop er på at hjælpe familier som din. Men du har aldrig fået tilbudt nogen hjælp, for der mangler så ufatteligt meget viden inden for dette felt, at de ikke vil kunne sige noget konkret. Hvad hvis du fortæller dem om din frygt for, at stemmerne i hans hoved en dag beordrer ham til at gøre dig eller din familie fortræd? De vil ikke kunne finde en løsning på det, eller berolige dig, for det forfærdelige er, at din frygt er begrundet, det kunne blive en realitet. En sag som du ser i lejede film, eller i nyhederne, hvor sindssyge i gerningsøjeblikket tog livet af en hel familie i den anden ende af landet.
Du har så mange spørgsmål - hvad med arvelighed? Hvorfor spørger I mig ikke om hans dagligdags tilstand, som I ikke kender noget til, som er det væsentligste at vide noget om for jer, for at kunne konkludere og behandle?
Men de vifter dig væk. De har jo så travlt. Så mange at hjælpe, så lidt hjælp at give, så lidt viden at give af.

Ti år, hvor du elsker en person - en dag, hvor han uden varsel aldrig kommer tilbage igen. Jeg har oplevet et dødsfald, men det var et dødsfald, der gik ubemærket forbi alles opmærksomhed, som om det aldrig var sket. Et dødsfald, der ikke førte intetheden med sig, men derimod et dilemma, som alle synes jeg har valgt forkert i. Tilbage er der kun en tom følelse af at være alene i verden med et problem, der aldrig bliver løst, og en frygt, der aldrig bliver sat en stopper for.

- Forfattet af Barn af en person med tilbagevendene psykotisk tilstand uden kendt årsag


Psykotisk ~ en tilstand,
hvor et individ
mister al kontakt med virkeligheden.