Novelle Novelle

Ja har skrevet en novelle ved der er mange mange stave fejl jer er bare lort til at stave så ville lige høre om der var nogen der ville hjælpe med komma og rette stave fejl for mig? Og så ville jeg føre om der er nogen der kan lide den eller det bare er noget lort?

Flugten fra døden

Det var en mørk morgen i december klokken var 5 mor vækkede mig. Jeg kunne høre skuddene fra de tyske soldater. Jeg var selv jøde og vi havde været på flugt de sidste 3 år. Vi skulle af sted igen. Min far var blevet skudt da vi var på vej ud af Tyskland. Jeg skulle nu passe på mine to mindre søskende. Der kom et skrig inde fra mine søstre jeg løb ind tog den inde i hånden og lage den lille på skulderen mor kom ud vi var klar havde det vi nu havde tilbage med. Vi måtte ikke blive set når vi gik ud af døren. Vi gik ud af døren prøvede ikke at blive set men den lille skrig og tyskerne løb efter os. Min mor tog min største lille søster og løb med hende men en tysk soldat skød hende og min lille søster. Jeg løb hen til min mor og lille søster min mor tog min hånd lage et guld kors i den og lukkede hånden og øjnene. Jeg skrig jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre at mig selv nu. Jeg lage min anden lille søster hos min mor jeg kunne ikke passe hende. Tyskerne kom og tog fat i mig kastede mig ind i et tog med en masse andre jøder jeg satte mig ned og grad og grad til sidst faldt jeg i søvn.

Jeg vågnede ved et skud jeg rejste mig op. Vi blev alle sammen ført ud af toget og stillet på en rakke. De fleste kvinder og børn blev ført til højre mens mig og nogen andre børn og de fleste mænd blev ført til højre. Vi blev alle ført hen mod en stort port da porten åbnede skulle vi aflever alle vores ejendele. Det lykkedes mig at gemme min mors guld kors. Vi fik også udleveret gammelt arbejdes tøj som var meget laset. De første par dage var meget hårde jeg var ikke van til det hårde arbejde, men man vente sig hurtigt til det, men jeg viste ikke hvad der ventede mig! Dagene gik og jeg blev, tynder og tynder vi fik kun lidt brød. En dag skulle jeg sammen med nummer 8969 som han blev kaldt, fjerne ligene fra gasrummet. Vi gik ind i rummet sammen ’Hvorfor er du komme her hen?’ spurgte jeg. Han kiggede på mig ’jeg er jøde’ svarede han og tog et af ligene. Jeg smilede til ham det var længe siden jeg havde haft løst til at smile. Da vi var færdig med opgaven snakkede vi lidt sammen på vej tilbage til de andre. Han var måske mit eneste håb for overlevelse? Da vi gik forbi nogen af soldaterne slog de os de ville ikke have at vi skulle snakke sammen.

Det blev aften og endnu en lang dag var forbi, vi fik vores daglige aften brød og skulle så gå i seng igen. Jeg lage mig ved siden nummer 8969 vi lå og snakkede stille. Det kunne være døden hvis vi blev opdaget. ’Hvad hedder du?’ spurgte han og smilede. Jeg kiggede på ham ’Inger’ smilede tilbage og forsatte ’hvad med dig?’. Han kiggede igen på mig ’svend’. Vi lå bare og snakkede om alt vores liv før krigen jeg fandt også ud af at han også kom fra Danmark. Døren gik op og en soldat kom ind vi lage os ned og lod som om vi sov han opdagede os ikke. Efter han var gået viste jeg Svend mit guld kors han kunne godt lide det! Han viste mig også hans guld kors vi byttede kors for altid at være hos hinanden.

Der gik uger ugerne blev til måneder som blev til år! Jeg havde i Auschwitz i to år, jeg lignede slet ikke mig selv mere og krigen havde ca. været i gang i 5 år nu. Det var morgen en soldat kom ind som de plejede, der var for mange og nogen skulle gasses i dag. Alle stillede sig op på en lang rakke han begyndte at råbe nummer op ’2365’ ’3698’ ’2589’ ’14789’ ’25936’ til sidst ’9996’ jeg skrig det var mig! ’Tag mig i stedet’ råbte en stemme det var Svend! Soldaterne kiggede på hinanden det kunne der vil ikke ske noget ved de gik hen og tog ham. Jeg grad jeg havde sendt min bedste og eneste ven i døden. Flere uger efter grad jeg mig i søvn, der var ikke mere håb for mig jeg havde mistet alt! Jeg tog Svends guld kors frem det varmede om hjertet.

Der gik et par uger vi var ude i gården og arbejde så kom der en vild jubel, jeg viste ikke helt hvad der skete men jeg sved hammeren for at komme hen og se hvad der skete. Der kom en masse hvide busser de råbte ’Tyskland har kapituleret!’ ’Tyskland har kapituleret!’. Jeg kom med en af de første busser med hjem til Danmark jeg var så glad det var enlig slut det hele, men det var ikke som jeg troede det hele var bare lige begyndt!

- Af Emma