Nemo (novelle) - råtekst Nemo (novelle) - råtekst

Nemo

Jeg ved ikke hvad det er, men mine tårer løber ned i mit tastatur. Der er intet omkring mig. Kun stilhed. Ingen stemmer, ingen musik, ingenting. Tunge lyde. Er det pianoet eller mit hjerte? Når folk synger, er det pået fremmed sprog. Et sprog som jeg slet ikke kender. Jeg ved slet ikke, om jeg burde kende det. Har jeg hørt det gang på gang? Eller er det bare noget, jeg bilder mig ind. Her sidder jeg, Nemo. Jeg er ingenting. Jeg er Nemo. Ingenting. Skyggen du ikke ser, men som er der. Ukendt. Ved du overhovedet at jeg, Nemo, lever? Jeg går igennem elvernes landskab, landet med eventyr. Jeg ser dem alle udspille sig, nu jeg alligevel er her. Jeg har været over alt, set alt. Alle de eventyr, som du kender og elsker. Jeg stod på sidelinjen, hver gang. Du ved det bare ikke, for forfatteren havde så travlt med, at beskrive hvad han så, at han ikke så mig. Jeg blev aldrig nævnt, jeg spiller alligevel heller ingen rolle i disse eventyr. <i> Prinsen kløvede dragen, den faldt til jorden. Død. Prinsessen og det halve kongerige, ville blive hans! Sveden haglede, kampen havde været hård. Ude ved træerne, stod en skikkelse i en lang, mørk dragt. Det var Nemo. </i> Nej, jeg ved det godt selv. Jeg, Nemo, har set så meget. Men i ved det ikke. For hvem skulle fortælle jer det? Jeg føler mig tom. Helt tom. Samtidig med, at det gør så afsindigt ondt. Jeg er for længst stoppet med, at spise. En stemme fortæller mig, at jeg skal lade været. Jeg skal leve op til dét. Ikke bare det med dét. Jeg skal elve op til den enkelte gode ting som jeg, Nemo, kender til. Den som jeg blot er skygge for. Måske kan jeg en dag træde ud af skyggerne, hvem ved? Jeg ved det ikke, men så vil jeg i det mindste, gøre det med stil. Jeg vil så gerne leve op til den, jeg er skygge for. For jeg drømmer om så meget andet end dette. Hvem ved? Måske bliver jeg, Nemo, også anerkendt en dag? Indtil da, må jeg nøjes med, at drømme.

Der er mørkt. Jeg går igennem noget, som godt kunne være en skov. Jeg er ude, jeg er væk fra eventyrlandet. Det er koldt, tror jeg nok. Følelserne har for længst forladt mig, udover den der smerte. Der mangler noget, men jeg ved ikke hvad! Hvorfor kan jeg ikke sætte ord på det? Hvorfor skal jeg, Nemo, både værer følelsesforladt og uvidende? Jeg ville jo bare ønske, at nogle ting ville ændre sig. At jeg, Nemo, kunne få et navn. I stedet for, at være så navnløs, som man kan være. Jeg kan ikke tage mit eget liv, jeg har ikke modet. Måske er det heller ikke så dumt endda?

Du vil aldrig gætte, at jeg er Nemo. For du ser mig ikke, som Nemo. Du kender sikkert det navn, som mine forældre gav mig den dag, for så mange år siden. Du mener, at jeg er blevet til noget. Noget stort. Nej. Jeg, Nemo, er bare her. Her hvor jeg altid har været. Det som jeg aldrig kommer videre fra. Jeg sidder i min dyre sofa, kigger på min dyre udsigt. Jeg ved, at andre ville give så meget for, at være mig. Hvorfor slapper jeg ikke af og blot nyder det? Hvorfor denne konstante søgen efter noget mere, noget bedre, noget andet? Åh, jeg holder det ikke ud! På trods af de fulde siddepladser, mangler her en. Jeg kan ikke forstå det, har jeg nu kvajet mig igen? Hvem mangler? Jeg tæller højt i mit hoved, men ikke højt nok til, at de andre kan høre det. Der mangler en bestemt lyd fra gårdspladsen, en bestemt bil bør trille ind. En ganske bestemt knasen i raldet, en ganske bestemt bilmotor. Jeg kan høre døren der smækker og trinnene. Takten. Et ansgit, et smil og et kys. Varme. Det eneste jeg ikke kan er, at sætte navn på! Så jeg må forblive en noname. Nemo. Jeg går her i skoven og dens mørke. Dette er min fortid. Dette er min nutid. Dette er min fremtid. For jeg er Nemo.


Denne novelle er pt. råtekst, dvs. er ikke gennemlæst endnu. Hvis I derude sidder med ideer til redigering og trimning, vil jeg meget gerne have dem ! (: