Stil - hvad synes i? {{forumTopicSubject}}

Hvad synes i om min novelle? Starten skulle være som den er, og der skulle indgå en scene med nogen børn der kigger ud af en hytte, på en politibill.

Han vidste det! Han vidste at det nu ville blive afsløret. De var ankommet til lejrskolen, efter en dødssyg cykeltur på næsten to timer. I regnvejr. De fik en halv time til at indrette sig på deres værelser. Så skulle de mødes i den lille bygning i udkanten af skoven. Han mærkede i lommen. Den lå der stadigvæk. Den lille pose med det meget dyre pulver i.

Drengen hed Mikkel, og hans klasse var på overlevelsestur. Han vidste at de senere skulle lege smuglerleg. En leg hvor man for sjov skulle gemme ’stoffer’ for hinanden. Men en ting lærerne ikke vidste, var at der var rigtige stoffer med i spillet. Det her, det var ikke for sjov.

Han vågnede op fra sine tanker, da hans allerbedste ven Kasper hev ham i ærmet. ”Hvad sker der?” ”Vågn lige op til virkeligheden. Er det Sasha du står der i regnen og tænker på, eller hvad? Hun er så klam, glem hende nu! Hun gider dig alligevel ikke.” Sasha! I hans tanker om den lille pose med det hvide pulver i lommen, havde han helt glemt hende. Men det kunne også være lige meget nu. Hun havde gjort ham til grin foran alle deres venner, men alligevel kunne han stadig lide hende. ”Kærlighed er en underlig ting” tænkte han, imens han fulgte med Kasper.

De skulle finde hytte nummer 4 inde i skoven. Træerne stod tæt, og det var svært at se noget i tusmørket. Igen sakkede han bagud, så Kasper måtte hive i ham. Hans tanker kredsede hele tiden om den lille pose i lommen, han havde slet ikke overskud til at lede efter en åndssvag hytte, eller til at lege smuglerleg. Han tænkte, at det nok var i sådan en situation at man skulle tage det hvide pulver, men han turde ikke. Alligevel – der skete nok ikke noget, hvis han bare tog en lille smule af det.

”For helvede, skynd dig nu. Jeg gider fucking ikke at komme for sent, når vi skal have mad!” Det var Kasper igen. Han nikkede med hovedet, kiggede op og så for første gang at de havde bevæget sig væk fra den lille bygning, som de skulle spise i. Han kiggede rundt, han kunne ikke se nogen af de andre. Det begyndte at snurre omkring ham, det dunkede i hans hoved og hans blik blev sløret. Han satte sig op ad et træ, og hvilede nakken op ad den kradsende bark. Han glemte alt omkring sig, han mærkede ikke de tunge dråber der ramte ham og han hørte ikke lyden af Kasper der trådte på en gren der knækkede få meter fra ham. ”Mikkel? Mikkel? Hallo!” Han hørte det som en svag hvisken, men mærkede pludselig en bidende smerte i kinden. Han åbnede øjnene og så Kaspers urolige øjne kigge på ham. Han så at Kasper kiggede skiftevis på sin hånd og hans kind. Han grinede en stille falsk latter og sagde langsomt med en grødet stemme: ”Jeg var bare lidt træt. Jeg kommer nu”. Han prøvede at rejse sig, men faldt og tumlede lidt rundt i de visne blade på jorden. Kasper udbrød pludselig: ”Hvad fuck er det, din spasser?!” Han så at Kasper samlede en lille pose med noget hvidt pulver op fra jorden ved siden af ham. Mikkel prøvede endnu engang at rejse sig, men forgæves. Så sagde han: ”Se – der er en regnorm!” Til sidst tog Kasper fat i hans arm og hev ham med ind i hytten. ”Bliv siddende der, mens jeg ordner din seng! Du ved godt hvad der sker hvis de voksne finder ud af det her, ikke? Du er jo vanvittig. Hvor har du det egentlig fra?” Han fik intet svar, for Mikkel lå på gulvet og grinede en stille og uhyggelig latter for sig selv.

Efter 10 minutter mærkede han endnu en gang den bidende smerte i kinden og hørte en stille hvisken. ”Mikkel! Mikkel, for fanden. Vågn nu op! Læg dig op i din seng og sig at du har det dårligt, når jeg kommer med en voksen. Hører du? Mikkel, nævn for guds skyld ikke posen. Du kommer i fængsel, hvis du nævner den!” Han mærkede endnu en gang smerten i kinden og mærkede at han blev hevet i armen. Pludselig hørte han Sashas stemme og åbnede øjnene. Hun kiggede ham i øjnene og sagde: ”Mikkel, hør efter. Nu får Kasper og jeg dig op i din seng, og når der kommer en voksen siger du at du har lidt ondt i maven og gerne vil sove. Ikke?”

Sasha og Kasper gik hen til den lille bygning, hvor de skulle have været samlet for et stykke tid siden nu. Det var en lang tur at gå, når der var så mørkt. De hørte en ugle kukke, i den ellers fredfyldte aften. Endelig nåede de bygningen, så gik de ind ad døren. De valgte at sige det til deres lærer Anette, så de gik hen og fortalte at Mikkel havde det lidt dårligt og ikke kom for at spise. Inden de fik noget svar, vendte deres opmærksomhed sig mod noget udenfor. Der kom en hylende lyd og et blåt blink. Kasper tænkte på den lille pose, hvor var den blevet af? Han mærkede i sine tomme lommer og kiggede forskrækket op på Sasha. Hendes øjne lyste af frygt. De sagde til Anette, at de hellere måtte komme tilbage til Mikkel, men de fik ikke lov. Anette stod op på en stol og klappede i hænderne. ”Ingen går, før vi har hørt hvad politiet vil! De to børn kiggede på hinanden og slog så blikket ned i gulvet. Det bankede på døren, den åbnede og en politimand kom ind og råbte: ”Ingen rører sig, vi har en ransagningskendelse og alt I siger, kan bruges imod jer senere!” Efter ham kom en kvinde ind og sagde stille: ”Vi har fået et anonymt tip om, at nogen af jer skulle have ulovlige rusmidler på jer, så vi bliver nødt til at tjekke de 11 hytter I bor i og så selvfølgelig også jer. Anette kiggede uroligt rundt og sagde så: ”Alle stiller sig på en lang række, så I kan blive kropsvisiteret!” Udenfor hørte de alle en hund gø og en stemme råbe: ”Vi har fundet det! Nogen – ring efter en ambulance!”