jeg deler mine tanker med jer, læs alt {{forumTopicSubject}}

<i><b>JEG VED DER ER MEGET AT LÆSE. MEN HVER SØD AT LÆSE DET HELE. PLEASE. (:

Nogengange er livet bare sådan, ? Jeg er ikke anderledes? Jeg tror bare på noget andet.
Her er min historie fra da jeg valgte at gå ud af den kristne tro.
Det startede egentlig bare med, jeg begyndte at spekulere på konfiramation, og gud og kristendommen, og tænkte på om jeg overhovedet ville konfirameres?. Jeg begyndte at snakke med min mor, og de forskellige venner vi besøgte. De sagde at jeg bare skulle følge mit hjerte, jamen hvad ville mit hjerte. Det var jo det jeg ikke vidste. Jeg vidste ikke om jeg ville konfirameres for penge, fordi jeg troede ikke på gud og jesus. Jeg syntes og jeg synes stadig det er noget være sludder. Men der var mange der sagde til mig, så bliv dog nonfirameret, jeg tænkte, at få gaver for ingenting, at fejre ingenting, er det ikke lidt underligt?
Jeg havde en veninde der blev nonfirameret hun syntes det var skønt at få så mange penge. Jeg tænkte bare da hun var gået igen, dejligt at få så mange penge? Personer giver et andet mennesker penge, for hvad!? Så jeg besluttede, nej jeg ville ikke nonfirameres. Der var ingen tvivl, det var da latterligt. Det blev sommerferie og jeg spekulerede stadig. Vi var på mange ture både med familie og venner ( speedway) hvor jeg fik snakket med forskellige mennesker og personer om det. De sagde også igen, følg dit hjerte. Vi kan ikke bestemme over dit hjerte. De havde jo ret. Skole starten nermede sig igen, og vi skulle begynde til præst. Jeg havde besluttet nu at jeg ikke ville konfirameres. Men mine forældre syntes nu jeg skulle følge konfiramationundervisningen indtil jul. Det syntes jeg der var iorden og jeg forstod godt hvorfor, fordi så vidste jeg jo hvad jeg sagde nej til. Men pengene er jeg ligeglad med og også gaverne. Det handler jo om at fejre sin tro, ikke gaver og penge? Nå, men skolestarten var lige begyndt og jeg fik en rigtig god veninde som hed Annette. Vi havde det så super godt sammen. Jeg nød at være sammen med hende. Vi havde fælles interesser og elskede især heste. Hun begyndte at ride ved mig på welsh-mountainen prima-donna. Vi nød de lange rideture. Vi begyndte til præst og alle spurgte mig, ”iben hvorfor skal du til præst du skal da ikke konfirameres” jeg svarede flittigt igen ”nej. Men mine forældre og jeg syntes jeg skulle følge konfiramant undervisningen.” de lavede himmelvendte øjne af mig. Jeg ignorede det i starten men da der så var gået 1½ måneds tid, Kom disse kommentare ”Iben, du er da så latterlig” ! hvorfor får du dog ikke de penge og fuvker af ?” der kom også mange af dem der hvorfor skal du ikke konfirameres. Jeg svarede selvfølgelig meget pænt igen og sagde stille ” fordi jeg ikke tror på gud og jesus” jeg følte mig, tja, ved ikke hvordan… men lidt nedtrygt når jeg skulle sige det. Og så kom den der igen ” jeg tror da heller ikke på gud, men jeg vil da alligevel.” Hver gang den kom gik jeg bare igen. Men så kom de her fra ne af drengene ” Iben du er sku da så dum, at du kommer.? ” jeg vendte mig rundt og sagde rettere råbte ” Hvad helvede rager det jer? Det her er skuda mit liv, ikke jeres, så fuck af med jeres kommentare til mig. ” jeg gik ind i konfiramant stuen og skrev det hele til min mor. Men hendes mobil lå derhjemme så da jeg kom hjem og min mor kom hjem fortalte jeg hende, det hele, og jeg græd lidt. Nu er jeg så heldig at have annette til min støtte. Og nu er jeg så stoppet til konfiramant undervisning, .. &#61514;

Skriv gerne jeres mening ?