Novelle: Telt nummer 24.. {{forumTopicSubject}}
Skal skrive en uhyggehistorie, og det der med uhygge er jeg ikke liiiige så god til..
Men har da gjort et forsøg, som jeg lige syntes i skal læse inden jeg aflevere den.
Hvad syntes i om den ? (Vær helt ærlige !!)
I må MEGET gerne rette stavefejl 
Telt nummer 24.
Mille kunne ikke sove.
Der var så mange larmende lyde, regnen piskede ned på teltets tag, og vinden rev i træerne, imens det bragede og buldrede, fordi det tordnede.
Hvis man hørte godt efter kunne man selv høre bølgerne plaske op af betonkanten, nede på stranden, der lå blot få meter derfra.
Men hvad var det?
Imellem alle de forskellige lyde, var en hel speciel.
Den lød lidt mærkelig, først troede hun det var en hund der gøede men nej, det kunne det ikke være.. Nej det lød mere som en kvinde der græd, højt og hjerteskærende.
Men det kunne da ikke passe? Det var sidst på sæsonen på campingpladsen og der var kun få mennesker. Teltguiden, som Minna og hendes familie havde lejet telte af, havde sagt at det kun var dem, og så nogle fyre der var på mandetur der havde lejet telte, ved Turist bureauet, næsten inden campingpladsen lukkede.
Og så var der nogle enkelte med campingvogn, men det var helt nede i den anden ende.
Hun lå stille længe og lyttede, måske var det bare vinden i træerne..
Hun sagde til sig selv at hun skulle tænke på noget andet, og prøve at få noget søvn, men jo længere tid hun lå, jo mere nysgerrig blev hun.
Det er bare vinden, det er bare vinden, det er bare vinden..
Lå hun og gentog, igen og igen.
Men nej, det kunne det altså ikke være, det lød som om der var en dame der græd.
Til sidst stod hun op, og trak en poncho over hovedet.
Selvom der i september måned faktisk stadig var sommer, her i Slovenien, havde det gode solskins vejr kun holdt i få dage, så var det blevet det samme kedelige, kolde vejr som derhjemme i kolde Danmark.
Udenfor var alt mørkt, kun gadelygterne bredte et svagt lys, ud over vejen.
Nu kunne hun høre lyden igen, det kom fra en af teltene på den anden side af vejen.
Hun begyndte at gå derhen af, vinden rev og sled i hende, og regnen dryppede ned af hende, lyden kom fra en af teltene, det var hun næsten sikker på.
Men de eneste telte der var lejet ud endnu, var jo dem på græsarealet, her var der grus.
Kunne der var blevet bestilt et telt i sidste øjeblik?
Nej, det ville de da have set, eller hvad?
Teltene herovre havde en meget smukkere udsigt, her kunne man se direkte ned til stranden, men det vidste hun jo godt.
Da de var ankommet, havde de spurgt om de måtte få en af de telte, men turistguiden rystede blot på hovedet..
Hun gik lidt nærmere det telt, hvor hun kunne høre lyden mest, telt nummer 24..
Jo hun havde hørt rigtigt.
Derinde i teltet sad en kvinde i fuldstændig mørke, fra lyset fra gadelygterne kunne hun svagt se store våde tårer trille ned af kinderne og lande i hendes skød, hvor hun holdte et fotografi.
Milles øjne fulgte en tåre, som landede midt på billedet, hun glippede med øjnene for bedre at kunne se hvad det forstilte, men det var umuligt at se fra den lille smule lys hun havde at se med.
Pludselig vendte kvindens øjne fra billedet lige hen i retningen af hende.
Mille veg forskrækket tilbage, da øjnene mødte hendes.
Hun begyndte at løbe tilbage mod hendes telt, så hurtigt hun kunne, i håb om at kvinden ikke havde set hende.
Den nat drømte hun en meget mærkelig drøm.
En mor og hendes søn - som måtte være omkring 5 – var nede ved stranden.
De havde lejet et telt, som de boede i om natten.
De var lige kommet op af vandet og havde lige lagt sig ned igen, da drengen insisterede på at komme ned igen, moren som ikke var så vandglad som sønnen, sukkede og sagde at så måtte kan selv gå ned, hvis han lovede at passe godt på, hun ville nemlig gerne have lidt sol og læse i en bog hun havde med.
Imens hun læste holdte hun hele tiden øje med drengen, der lystigt kiggede på krabber, ude i vandet. Hun kom til et spændende sted i bogen, hun bare ikke kunne slippe, men da hun kiggede op igen var drengen væk..
Hun havde da kun lige kigget ned i 2 minutter?
Hun begyndte at kalde, men tænkte at han nok bare var gået længere hen, for at se om der var nogle større krabber der, men han kom aldrig tilbage..
Til sidst blev der sat en eftersøgning i gang, men uden resultat.
Efter flere dages søgning havde de endnu ikke fundet drengen, og mente han var druknet og forsvundet og havet.
Men moren gav ikke op!
Hun ville have sin søn tilbage, i flere uger sad hun i teltet om aftenen og ventede på han skulle komme hjem, og om dagen ledte hun ved stranden.
Men tiden gik.. Efter kort tid, døde moren af uforklarlige årsager, men hendes sjæl fandt ikke fred før hendes søn var kommet tilbage.
Hver eneste dag, og hver eneste nat, sad hun i teltet og ventede på ham, nogle gange blev det for meget for hende, så kunne hun ikke holde tårerne tilbage.
Men hun gav ikke op! På et eller andet tidspunkt fandt han nok tilbage, og så ville hun være der.
Og hvad var det?
I det svage morgenlys kunne der ganske svagt skimtes en ganske lille skikkelse der roligt kom gående..
maj 2008
Følger: 92 Følgere: 112 Heste: 5 Emner: 188 Svar: 818
jun 2007
Følger: 11 Følgere: 8 Emner: 304 Svar: 1.450
Mille kunne ikke sove.
Der var så mange larmende lyde; vinden fik regndråberne til at piske ned over teltets tag og rev hensynsløst fat i træernes grene, imens tordenen fyldte nattehimlen med øresønderrivende brag.
Hvis man hørte godt efter kunne man høre bølgerne plaske op af betonkanten nede på stranden, der lå blot få meter derfra.
Hun vendte sig en enkelt gang og forsøgte at abstrahere fra de ubehagelige brag og røster, men netop som hun troede, at nu kunne hun slappe af, ramte en ny, helt speciel lyd hendes ører.
Først antog hun, som det mest logiske, at det måtte være en hund, der gøede i det fjerne, men ved nærmere eftertanke kunne hun placere det andetssteds; en kvinde. En kvinde, som græd, højt og hjertensskærende.
Nej, det var jo fjollet - en af den slags tanker, der altid overmander én om natten, for så at virke komplet latterlige et øjeblik efter. Faktum var, at det var sidst på sæsonen, og campingpladsen ikke lige frem myldrede af liv længere. En kvinde, og så endda en grædende én, var så utænkelig at finde her som noget kunne være. Teltguiden, som Mille og hendes familie havde lejet telte af, havde selv oplyst dem om, at det kun var dem og nogle fyre på en såkaldt "mandetur", der havde lejet sig ind via turistbureauet inden campingpladsen skulle lukke.
Og så var der nogle enkelte med campingvogn, men det var helt nede i den anden ende.
Ja, de ubehagelige syner kom såmænd bare af en for stor fantasi, og en pige, der ikke var i stand til at skelne mellem den og virkeligheden.
Med ophøjet ro i sindet lagde hun sig igen til at hvile, stadig lyttende til den særlige lyd, som sikkert ikke var andet end blot vindens rusken i træerne...
Hun sagde til sig selv at hun skulle tænke på noget andet, og prøve at få noget søvn, men jo længere tid hun lå, jo mere nysgerrig blev hun.
For hvad nu, hvis der ikke var en fornuftig forklaring? Hvad hvis det slet ikke var vinden, men virkelig var en kvinde, der gik rundt blandt teltene i nattens mulm og mørke?
Og jo længere tid hun spekulerede, jo mere overbevist blev hun om, at det var sandt.
Til sidst stod hun op, og trak en poncho over hovedet.
Selvom september måned normalt bød på masser af gyldne solstråler og sommervejr i Slovenien, var de mere lune dages tid forbi, og i samme øjeblik, som hun trådte udenfor, slog den bidende vind frontalt mod hendes ansigt. Hun gøs let. Den mindede hende lidt for meget om Danmarks kolde, blæsende, regnvåde perioder. Mørkere, koldere tider, hvor skyggerne lå på lur i hver en afkrog, selv når lyset var borte, og nattens mørke lagde sig over landet som den største af dem alle.
Kun gadelygterne bredte et svagt lys ud over den øde vej foran hende.
Hun vidste, at hun bare skulle gå over den nu, til de andre af pladsens telte; lyden af kvindens hulken, forudsat, at hun nu udelukkende lyttede til sin fantasi, fortalte hende retningen.
Hun begyndte at gå derhen af med varsomme skridt, og forsøgte at forblive upåvirket over den tudende vinds flåen i hendes hår, og regnens slåen mod hendes drivvåde tøj og ansigt. Lyden kom fra et af teltene, det var hun næsten sikker på.
Men teltguiden havde så utrykkeligt fastslået i deres fulde påhør, at de eneste udlejede telte befandt sig på græsarealet. Her var der grus.
Kunne der var blevet bestilt et telt i sidste øjeblik?
Og hvis der var, hvorfor havde ingen af dem så lagt mærke til det?
Teltene herovre havde en meget smukkere udsigt, her kunne man se direkte ned til stranden, men det vidste hun jo godt. Det var af samme årsag, de havde spurgt efter et af disse, da de i sin tid var kommet, men guiden havde blot rystet på hovedet.
Hun nærmede sig, stadigt langsommere, og syntes at høre, hvor lyden stammede fra: telt nr. 24.
Med rystende hænder af bar spænding og en smule nervøsitet, lod hun sine fingre omslutte den del af teltets frontparti, der kunne trækkes til side, og synet, der mødte hende, da hun hev det til side, fik hendes hjerte til at springe et slag over.
Derinde, omkranset af mørke og kun belyst af de spinkle stråler fra lygtepælene på vejen, sad en kvinde. Mille betragtede åndeløst hendes øjne; store, våde tårer som knapt kunne ses i det beskedne lys, trillede fra dem og ned over hendes kinder for så at lande blidt i hendes skød. En af dem ramte et fotografi, hun sad med i hånden; Mille glippede med øjnene for at afgøre, hvad det forestillede, men det skyggefulde mørke gjorde det umuligt at se.
Forskrækkelsen kom i samme øjeblik som den grædende kvinde fik løsrevet sit blik fra det besynderlige fotografi, og rettede det direkte mod hende. Mille veg forfærdet tilbage. I et kort sekund sansede hun hverken, hvad der skete omkring hende, eller hvad der netop var passeret - hendes hånd knuede krampagtigt fat om teltstoffet idet hun blev stående. En tanke maste sig på - nok nærmere tusinde, men hun gav dem ikke lov til at indfinde sig på deres pladser oppe i hendes hoved - og med et lille spagt skridt baglæns gav hun omsider slip. Teltstoffet faldt lysløst på plads, og skjulte, hvad der havde været bag det, som om, det aldrig havde været der. Hun blev stående, bare et øjeblik mere... Tanken pressede stadig på: havde kvinden, den mystiske, uhyggelige, grædende kvinde virkelig set hende, da deres øjne havde mødtes?
Og hun vendte sig, løb alt hvad hun kunne, og stoppede ikke før hun var tilbage i sit eget telt.
Alt, hun kunne gøre, var at håbe på, det ikke var tilfældet.
Orker ikke lige mere nu. Håber min version måske kan give dig lidt inspiration - det er en rigtig fin historie, du har fået skrevet!
Novelle: Telt nummer 24..