Essay - mobning! {{forumTopicSubject}}

Jep, nu har jeg for første gang fået til opgave at skrive et essay. I må meget gerne komme med kommentare.

Mobning

Mobning er et kæmpe problem i dagens Danmark, det ved vi alle sammen. Når flere tusinde børn og unge bliver vækket af vækkeurets skingrende klang, som skære igennem den tunge morgenluft, er det ikke alle der vågner med et smil. Nogle står op og lytter muntert til fuglene, der udenfor det duggede vindue, fløjter om kap. Andre trækker vejret dybt og lukker øjnene tungt i igen, imens de drømmer sig langt væk fra deres rædselsfulde hverdag, der atter banker på døren. Det fik mig til at tænke på hvordan det ville være, selv at være offer for mobning:

Du vil ikke skole. Du ved hvad der venter dig, så snart du åbner døren til klasseværelset; blikkene, kommentarerne og hadet fra de andre. Du sidder alene i klassen i frikvartererne, med tankerne om at presse din nye lineals skarpe kanter ned i huden, imens tårerne pibler ned af dine rødglødende kinder. De andre fniser og hvisker tit i krogene i timerne at du ikke duer til noget som helst, og at du er tyk og ulækker. Er du det? Du havde aldrig tænkt over det før.
Det gør så ondt, hver gang du får en nedladende bemærkning fra de andre, at du begynder at gøre dig selv fortræd. Det hjælper dig til at få dine tanker væk fra hverdagens rædsel, og din egen krop bliver straks din største fjende. Du overbeviser dig selv om at din krop er skyld i at du bliver mobbet, og derfor er du forpligtet til at den skal bøde for alt den psykiske smerte, som den havde givet dig. Fortvivlet og ulykkelig som du er, kommer dit selvværd hurtigt helt i bund. Du sidder altid efter skole på dit værelse og ryster over hele kroppen, bare ved tanken om at skulle i skole i morgen. Der er ingen, som kan forstå dig. Ingen kan forstille sig hvordan det er, at være lukket fuldkommen ude for fællesskabet. At blive hvisket og gloet på hele tiden, hvorefter man ville blive leet højlydt ad, uden at man egentlig præcist vidste hvad der er så sjovt.
Du går hen foran spejlet på dit værelse. Stryger håret væk fra de våde øjne, og kigger længe på dig selv. Passer det hvad de andre siger? Er du tyk? Er du ulækker? Længe står du og studere dig selv, og du ser tydeligt at du bliver grimmere og grimmere for hvert blik, du skænker din krop.. Du synker en klump i halsen og lukker øjnene halvt i. Føler ikke at der er nogen udvej. Forstiller dig hvordan det ville være, at flyve væk fra det hele.

Vi kan hurtigt konstatere at skræmmende mange børn og unge har det på denne måde, andre værre end andre. Det viser bl.a. utrolig mange undersøgelser, og dette får klart mine tanker i gang. Kan det virkelig passe, at selvom vi lever i et fornuftigt og dejligt samfund, bliver problemer som disse ofte skubbet til side? Folkeskolerne skulle gerne være et rart sted for alle, men afhænger ens muligheder alligevel for en velfungerende skolegang af, at man er som alle de andre? Vil børn eller unge, der skiller sig ud fra mængden, hvad enten det er med hensyn til påklædning eller holdninger, være meget udsatte for mobning?
Mit eget svar til disse spørgsmål, vil være et ja. En undersøgelse fra 2004 viser, at næsten halvdelen af mobberofre bliver mobbet med deres udseende, og det tror jeg både kan være fordi man er for tyk, har en stor næse eller måske ens tøjstil, der er anderledes fra de andre.
Jeg mener klart at der er en kæmpe forskel fra en konflikt og mobning. En konflikt er en normal del af ethvert liv, hvor mennesker er sammen, og det kan simpelthen ikke undgås at være involveret i konflikter sommetider. Det kan for eksempel være et problem, som man diskutere med en kammerat. Her kan man enten blive enige om løsningen, eller også kan der opstå gnister imellem kammeraterne, og der vil højest sandsynligt opstå en mindre eller større konflikt, hvor en tredje person måske kommer ind og løser konflikten imellem de to parter. Her vil begge parter føle sig som ofre, hvorimod mobning er hvor en eller flere personer bevidst går imod en person, der alene kommer til at blive offer.
Jeg tror, at der er flere forskellige slags mobbere; der er dem, der mobber fordi at de er under pres fra de andre børn eller unge, og så er der dem, der mobber fordi de har en meget dårlig evne til at leve sig ind i hvordan ofret har det. Uanset hvilke mobbere der er tale om, fremstår mobberne altid som stærk, men efter min mening er mobberne i virkeligheden er meget svage. De har åbenbart ikke rygrad nok til at sige nej til presset fra de andre.