hjælp til essay {{forumTopicSubject}}

hej alle sammen jeg har skrevet et essay, jeg har ikke skrevet så mange essays før. er der nogle af jer der vil være så søde at læse det igemmem og gerne komme med kritik og rettelser ovs. er ikke så god til det der med komma ovs så hvis en eller flere af jer vil være så søde at hjælpe mig lidt det vil virkelig være dejligt.




Jeg så hende ind i øjnene, så det blik der sagde mere end tusinde ord. Det blik der viste angst, og sorg. Tenna gik i min klasse, hun var blevet drillet, og mobbet siden 1klasse. Men i de større klasser førte den mobning, og drilleri Tenna havde været udsat for, også til vold. Selv havde jeg været med til at drille, i de mindre klasser. Selvom det lå så langt fra min natur at gøre. jeg turde ikke skille mig ud, jeg turde ikke være den de andre holdte udenfor, eller blev set ned på. Jeg gik med på legen. Jeg husker stadig i 7klasse, hvor jeg fik nok. Drilleriet var ikke mere bare drilleri, men nærmere grov mobning, og vold. Jeg husker hvordan en af de andre havde slået Tenna så det blødte, husker skrigene om hjælp. De længselsfulde skrig der kaldte på hjælp, og kærlighed, hun havde ligget der helt fortabt, blodet havde fosset ud. Den dag blev det for meget, jeg kunne ikke klare at gøre en anden person så ondt mere. Jeg havde løbet min vej, tårnene piskede ned af mine kinder. Jeg følte mig pludseligt helt forkert, som en djævel i et bur. Der ikke kunne andet end at se udover sin egen næsetip. Fra den dag besluttede jeg mig for at hjælpe Tenna.
De mange dage efter episoden havde Tenna ikke været i skole. Jeg havde været bange for hvad der var sket med hende. Der var gået uger, men en dag husker jeg bedre end de andre, Tenna havde trådt ind af døren til klassen. De andre havde stået parat, til at tage imod hende som hun var et vildt dyr. Jeg kan stadig mærke den angst der havde forvildet sig rundt i hele min krop, da jeg så Tenna for første gang efter episoden. Hendes tøj var vådt, hun havde et kæmpe blåt øje, jeg kunne faktisk næsten ikke kende hende. Eller også var det fordi jeg aldrig havde prøvet at se rigtigt på hende. Hun stirrede bare brat ud i luften, der var intet udtryk, ikke engang en eneste tåre, hun så helt mat ud, som om det hele bare stod stille. Den dag havde jeg gjort det, jeg skulle have gjort for lang tid siden. Jeg gjorde noget som ændrede mit liv.
Jeg så hende direkte ind i øjnene, og sagde undskyld. Hun havde bare kigget med et fortvivlet blik, og sagt det ikke gjorde noget. men det vidste jeg at det havde, jeg havde været med til at sætte varige men på hendes liv. Samme dag havde jeg spurgt om jeg måtte se hvor hun boede henne. Hun havde bare sagt det ikke var så godt. Jeg havde hørt rygter om at hun fik tæsk der hjemme, og at hendes forældre drak sig i hegnet hver dag. Jeg havde tænkt ved mig selv at det nok ikke havde passet, men tanken havde nu strejfet mig endnu engang.
Samme dag havde vi fulgtes efter skole, jeg havde prøvet at ignorere alle de dumme kommentarer, der kom fra de andre i klassen. Men jeg kunne mærke hvordan det gav mig en knugende fornemmelse i maven. Jeg skulle koncentrere mig for ikke at græde. Jeg havde aldrig selv prøvet at blive drillet, men den dag mærkede hvor ondt det gjorde, når folk råbte dumme ting efter en.
Jeg havde spurgt hende om hun ville med hjem til mig. Vi havde siddet lang tid på min seng og snakket, jeg kunne fornemme hvordan hun ligeså stille havde åbnet sig mere, og mere. Jeg havde aldrig lagt mærke til at Tenna havde de kønneste blå øjne, og et sødt lidt fortvivlet smil. I virkeligheden kunne jeg faktisk ikke forstå hvorfor hun var blevet mobbet. Hun var hverken tyk eller grim. Hun var bare meget stille, og usikker på sig selv, og så havde hun ikke haft det der trendy tøj som åbenbart var et faktum, for at blive accepteret.
Tenna fortalte mig hvordan hun hver dag havde prøvet at begå selvmord, men ikke kunne få sig selv til det. Hvor ensom, og uelsket hun følte sig. Hendes forældre drak. De var kun søde mod hende når de indimellem var ædru. I en lang periode havde Tenna og jeg været sammen hver dag, og for hver dag der gik blev vi bedre, og bedre veninder. Det hele endte med at mine forældre tog hende i pleje, Tenna blev som en søster for mig. Vi flyttede til en anden skole sammen. Men de ting Tenna havde været ude for, forsvandt aldrig. Jeg vidste at det lå inde i hende altid. Selvom jeg havde fortalt hende mindst 1000 gange at hun var god nok.
Der var ingen andre end mig der kendte Tenna bedre, og jeg vidste at der nogen gange gemt bag smilene, og grinene var en trist, og usikker pige. Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv for at have været en af dem der har lavet dybe sår i Tennas hjerte. Derimod var jeg en af dem der lappede sårene igen. De vil altid være der, men engang vil de måske stoppe med at bløde.

For hver dag der gik, fik jeg mere, og mere en øjenåbner for hvor mærkeligt et samfund vi lever i. Hvordan ungdommen var blevet mindre, og mindre tolerant overfor andre der ikke var og gjorde som dem. Var man ikke var en af dem, der kom med smarte replikker som sårede andre, så kunne man sigte efter en plads udenfor fællesskabet. Hvor sjovt er det at gøre andre kede af det, med smarte replikker ,og kommentarer. Føler man sig virkelig så sej ved at såre andre. Hvorfor skal alle unge være ens. Man skal helst ryge, være hård, drikke sig i hegnet hver weekend i stedet for at sidde der hjemme og hygge sig. Hvis man ikke gør det så er man bare ikke en af de ”seje”?