{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
970 visninger | Oprettet:

Pårørende til kræftramt? {{forumTopicSubject}}

Hej med jer er du pårørende til kræftramt?

Jeg er, og har brug for at komme lidt ud med det. Selvom jeg synes jeg er ved at være ovenpå er der alligevel noget inden i der trykker, og jeg kan ikke helt finde ud af om det angst?

<b>Hele forløbet til nu:</b>
Min mor gik og havde ondt i maven, men det havde hun haft så mange gange før, jeg tænkte slet ikke over det.
3 dage efter juleaften skulle hun ind og undersøges, jeg tænkte stadig ikke over det, men da jeg hørte en grædende mor komme ind ad døren, var jeg klar over, hvad beskeden ville lyde på lige om lidt smiley
Hvilken jul?
Jeg blev bange, rigtig bange, ikke mindst på grund af de svaghedstegn min mor begyndte at komme med, og så, så hurtigt? Den ene dag var vi i byen og vi stod og skulle købe chokolade, men de var lang tid om at ekspedere i kassen, og min mor kunne ikke stå op så længe, så hun satte sig ned på den der hylde der er til tasker. Jeg blev så bange, det kunne da ikke gå så stærkt?

Jeg lukkede mig fuldstændig inde i mig selv, talte ikke med nogen, græd ikke før alle i huset var gået i seng, for var der nogen der ikke skulle se mine bekymringer var det min mor, hun havde nok om ørene!

Jeg begyndte at tage fat herhjemme, så som at ordne tøj, smøre madpakker til mig og min søster på 9 år, gjorde rent ja alt, hvad en mor går rundt og laver.

Jeg fortalte ingen om det i en uge, men jeg græd mindst en gang om dagen, men altid alene. En dag min mor ikke var hjemme kunne jeg ikke mere og skrev til min nærmeste veninde, hvad der foregik, og hun kom straks hjem til mig, super veninde! Hun fik mig helt klart i bedre humør, og tilbød mig at ordne hesten hver dag, men jeg bad hende kun om at ordne den, de 3 dage min mor var indlagt (hun skulle undersøges nærmere).

Vi fik den "gode" nyhed, at det kunne helbredes helt, og det var ikke gået i blodet, og hun slap for kemo, det skulle "kun" være stråler i 5 uger hver dag med undtagelse i weekenderne...
Sikke en lettelse, bare stråler, men sådan var det slet ikke smiley Vi læste på nettet og de pjecer vi fik fra hospitalet, og nå ja der var bivirkninger ved strålerne, men hver gang stod der at det ikke var alle der fik det, så det skulle vi nok komme igennem vi havde nyt håb!

Strålebehandlingen gik igang, og min mor blev desværre ramt af alle bivirkningerne smiley Det var et stort smertehelved for min mor, og også psykisk for os andre!
Min mor blev svagere og svagere, men jeg ordnede alt herhjemme, blev mere og mere mor for min søster, stod for alt herhjemme. Min mor kunne ingenting, bare det at skulle gå op ad trappen var en enorm anstrengelse, og min mor har altid været så stærk. Var helt forkert at se hende sådan!

Smerterne tog til, tog til og tog til, havde det dog ingen ende?
Tiden blev sværere og sværere for mig, og min veninde overtog alt arbejdet med min hest, jeg kunne slet ikke overskue hende også...

Så skulle min mor indlægges i en uge, hvor hun skulle faste i 2 døgn mens hun fik indre stråler...
Jeg kørte min mor til hospitalet, og vi fik en halv times fred til at snakke, men jeg sagde intet, hvis jeg åbnede munden ville jeg begynde at græde, så lod min mormor, min søs og min mor snakke...
Sygeplejersken kom ind og sagde at nu var det tid og vi var nødt til at gå. Jeg kiggede min mor i øjnene og så frygt... Hendes øjne var fuld af frygt, men jeg fik sagt farvel og bed mig hårdt i læben for ikke at komme til at græde... Turen gik hjemad og jeg satte min mormor af hos hende selv og kørte hjem med min søs. Fik puttet hende, fik smurt madpakker, og da jeg vidste hun sov så kunne jeg ikke mere, jeg græd, og græd, og græd....

Ugen gik og vi kørte ind til min mor hver dag, og hver gang var det et chok at se sin ellers så stærke mor, ligge svagt i sengen og have det helt elendigt, hårdt at høre hende sige av hele tiden smiley
Hver dag var vi meget sent hjemme, men min søs skulle puttes, der skulle smøres madpakker, vaskes tøj og huset tog jeg bid for bid, så jeg kunne får gjort det rent, og i løbet af ugen var her totalt hovedrengjort, hele huset skinnede, det skulle ikke ligne en slagmark når min mor kom hjem!!!!

Og hjem kom hun... Jeg satte hende, min mormor og min søs af lige foran døren, og kørte tilbage for at parkere bilen, og da jeg kom ind igen sad min mor og græd, hun kunne slet ikke have, at jeg havde haft så travlt... Men? Det var jo slet ikke meningen, at hun skulle blive ked af at jeg havde gjort det, men jeg fik trøstet hende...
Kort tid efter skulle min mormor køres til brugsen, så hun kunne handle ind (min morfar har brækket hoften, og min mormor har ikke kørekort så i denne svære tid har jeg også skullet køre min mormor rundt). Da jeg kom hjem, nåede jeg kun lige ind ad døren, og min mor begyndte at græde igen, og hun sagde, at hun var bare så glad for jeg var kommet hjem igen (havde været væk i 10 min.) Den besked betød så meget for mig!!!

Så skulle det begynde at gå fremad, hun var færdig med behandlingerne, og jeg havde ferie (påskeferie) og skulle have indhentet den uges lektier jeg var kommet bagud...
Gå fremad? Ja det troede vi, men det gjorde det ikke, smertehelvedet fortsatte endnu. Vi kontaktede hospitalet, og de sagde at efter påske ville hun få det bedre, og det går også fremad nu smiley Endelig!

Mine opgaver herhjemme er en anelse reducerede, min mor vasker indimellem tøj, og hænger det op og hun vil meget gerne lave mere, og hun gør det når hun kan, men trætheden overmander hende stadig, så jeg sørger stadig for at min søs kan komme til de aktiviteter hun går til...

Lige før påske fik min mor brev fra kommunen om hvornår hun regnede med at komme i arbejde igen. Ja undskyld mig, men hvad <b>FANDEN</b> tænker de på!? Hvis hun havde spørgsmål kunne hun ringe, men de havde lukket i påsken og brevet skulle senest afleveres tirsdag efter påske, FLOT siger jeg bare... Det BLEV aflevert tirsdag, men ikke før kl. 15 som det ellers skulle, men det kunne bare ikke lade sig gøre, jeg tog det med mig, da jeg kørte min søster til svømning og fik afleveret det.

I dag får hun så et brev om, at de ikke har fået brevet til tiden, og det vil de have en forklaring på... For fanden i helved (er nok nødt til at undskylde mit sprog). Hvad er meningen med det her! Hun har kræft for satan! Jeg er så gal!!!!

Den 7 april, skal min mor til tjek igen, og først der får vi at vide om hun er helt kureret....

<b>Mange tak fordi du gav dig tid til at læse alt dette igennem</b>


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Pårørende til kræftramt?
  • #1   30. mar 2008 <b>Jeg ved at dette har været postet før, men jeg har behov for at poste det en gang mere, og det håber jeg der er forståelse for!

  • #2   30. mar 2008 Føler med dig..

  • #3   30. mar 2008 jeg forstår dig godt min moster havde bryst kræft men døde af det nogen mine forældre kendte har også fået kræft men de er så døde nu håber du skriver hvordan det går med din mor når hun har været til tjæk

  • #4   30. mar 2008 Min mor har også kræft. Desværre uhelbredeligt.

    Den historie er også lang. Men ja, det er vigtigt at man kommer ud med engang imellem.


  • #5   30. mar 2008 puha, stakler ;(

    jeg får helt gåse hus når jeg læser dit indlæg, kan ikke forstå hvordan du klare alt dette !
    synes det er super flot af dig at du har overskudet til og sørge for alt derhjemme, men få snakket om det med nogen, det er bare så vigtig...

    Synes bestemt heller ikke kommunen er fair på nogen måde !!!!
    Kan slet ikke forstå de vil have hende så hurtig ud igen , kan simpelthen gøre en så rasende !!

    Forstår dig, så godt som en "uvidne" nu kan...

    Tager hatten af for dig og dit kæmpe mod, men glem nu for pokker ikke dig selv, midt i alt dette rod...

    mange trøste kram herfra


  • #6   30. mar 2008 <b>~ TEAM LOT-Lukas og Tati </b>

    Jeg er utrolig ked af at høre at din mor ikke kan helbredes smiley Hvor længe har det stået på?


  • #7   30. mar 2008 hvor er det dejligt for dig at det endelig går fremad..... frygten vil ALTID være der.... altid


    ja jeg er også pårørende til en kræft ramt...

    jeg har altid haft et anstrengt forhold til min far... fordi vi begge er stædige...

    da jeg var 13/14 år, var min største drøm at blive sygeplejerske.... men min far sagde en dag til mig, at jeg aldrig ville blive dygtig nok i skolen til at blive det...

    og den dag besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville snakke med ham igen, før han sagde undskyld...

    og han ville ikke syge undskyld, da han ikke mente han havde gjort noget galt....

    årene gik, og jeg gik efterhånden i 9. klasse på efterskole... jeg havde ikke snakket med min far siden...

    en dag på efterskolen fik jeg et opkald af min søster... som GRÆD rigtig meget....

    vores far havde fået konstateret KRÆFT????? what????

    jeg tog straks hjem fra efterskolen, og droppede mit "løfte" om ikke at snakke til ham igen før han havde sagt undskyld (det skal lige siges mine forældre er skilt.. og har været det siden jeg var 2 år)

    jeg kom op på sygehuset, og så min far ligge der... i sygehus sengen, og han så meget træt ud..

    jeg gik hen og omfavnede ham... og han begyndte at græde... han havde jo ikke set mig i flere år.... og jeg begyndte også at græde... jeg tror vi krammede hinanden i 5-8 minutter....

    og vi har siden den dag holdt kontakten...

    han blev opreret.. det var tyktarms kræft-....

    han er rask den dag idag... men skal jo huske at gå til kontroller, for at holde øje med det hele....

    men kræften bragte os sammen igen....

    bare en rigtig træls ting der skulle til, før vi snakkede sammen igen--


  • #8   30. mar 2008 <b>Sarah --> Med de 2 dejligste pintoer <-- -</b>

    Mange tak, dejligt svar


  • #9   30. mar 2008 Hun fik brystkræft for, ja det er vel 3 år siden efterhånden. Hun fik fjernet brystet, samt fik strålebehandling. Så gik hun også til de rutinemæssige tjek og efter to år, der fandt man ud af at det havde bredt sig til knoglerne i ryggen, meditastaser hedder det. Hendes sidder i nakken og lænden. Hun går bar til rutinemæssige tjek, så vi hele tiden blir holdt ajour med hvor meget det har bredt sig.

  • #10   30. mar 2008 <b>sandie L</b>

    Lidt uhyggelig historie, men er glad for at høre at i er sammen igen, og at han er rask smiley


  • #11   30. mar 2008 angående det med kommunen:

    de er de mest følelseskolde skiderikker der findes..

    nu går jeg selv langtids sygemeldt, og har fået diagnosen piskesmæld...

    da jeg havde været syg EN MÅNED, så sendte kommunen mig i trænings center... hvor jeg SKULLE møde op 3 gange om ugen.. og hvis jeg ikke gjorde det, så stoppede de mine sygedagpenge...

    nu er jeg lige sendt i et 4 ugers skoleforløb på en daghøjskole, hvor jeg skal være 4 formiddage om ugen, for at lave noget der hedder en ressourseprofil...

    kan man for helved ikke bare få lov til at være syg smiley


  • #12   30. mar 2008 <b>~ TEAM LOT-Lukas og Tati ~</b>

    Det lyder godt nok hårdt! smiley

    Jeg er også så ufattelig bange for at det skal vende tilbage


  • #13   30. mar 2008 Miss perfect :
    du må sige til hvis du har et behov for og komme ud med nogen ting, så ligger jeg gerne øre til og kan prøve med svar, hvis det betyder noget for dig smiley
    har aldrig haft kræft helt tæt ind på livet, så som forældre, men min morfar er død af det, så er ikke fuldkommen uvidne om det, dog ikke med helt samme forhold til det som dig, men vil meget gerne ligge øre til, da jeg synes det er utrolig vigtig man kommer ud med sådan nogen ting smiley


  • #14   30. mar 2008 Puha, det lyder godtnok til at være hårdt for dig, din mor, og resten af familien.
    Føler med dig, og god bedring til din mor, og så held og lykke her den 7. .


  • #15   30. mar 2008 Det er så synd for dig !

    Håber du skriver lidt senere, hvordan det går med hende.

    Min bedstefar hevde også kræft, i spiserøret, der senere uviklede sig lidt, men faktisk var det ikke det han døde af, men lægerne var så fokuseret på kræften, at han døde af vand i lungerne ;-(
    Hvor er det hendes kræft sidder i maven ?

    Det tog mig næsten et halvt år, før jeg kunne sankke om det igen uden at tude. KÆMPE respekt til dig, at du kan sige det til så mange !


  • #16   30. mar 2008 <b>sandie L</b>

    Jeg kan faktisk godt se det fra deres side... De sidder med så mange der fejler enten det ene eller det andet, og i deres øjne så nasser de syge jo på samfundet, og deres opgave er bare at få dem ud af vagten, men når man enten er den syge eller den pårørende, så kan man slet ikke forstå hvorfor de dog ikke kan se hvor svært det er!? De har svært ved at sætte sig ind at folk er syge, da de ikke ser andet, og slet ikke ser følelserne, men jeg er godt nok tosset over det...

    Min mor havde sagt til dem: "hvad regner I med? Jeg har kræft!" dertil var svaret "Ja men sådan er reglerne jo" GRRR


  • #17   30. mar 2008 Puha, føler virkelig med dig..

    Min moster havde det. Desværre uheldbredeligt. Det er ved at være længe siden, men vi mindes hende stadig. Tror heldigvis at lægerne har fået mere viden omkring kræften..

    Kan tydeligt huske hendes sidste ord:
    "Kig altid efter den største stjerne på himlen, og du vil finde mig"
    ;(
    Så hver gang der er stjerner på himlen, føler jeg at hun er hos mig..


  • #18   30. mar 2008 <b>Sarah --> Med de 2 dejligste pintoer <-- -</b>

    Tak for tilbuddet


  • #19   30. mar 2008 Det var egentlig lige lidt hårdt.. ;(

  • #20   30. mar 2008 <b>Louise W</b>

    Hun har kræft i tarmen...


  • #21   30. mar 2008 Miss perfect :
    må jeg stille dig et spørgsmål ?
    nu når i er kommet lidt vider, har du så fået tid til hesten igen ?


  • #22   30. mar 2008 <b>Suttekluden // Flodhesten <'3 .</b>

    Årh, undskyld, var ikke meningen at rive op i noget...

    Jeg er ked af at høre om din moster, og du har min største medfølelse


  • #23   30. mar 2008 <b>Sarah --> Med de 2 dejligste pintoer <-- -</b>

    Ja jeg har tid til hesten igen, det var "kun" 2 uger jeg ikke kunne overkomme det...


  • #24   30. mar 2008 ..men nu er en bedstefar heller ikke det samme som en mor ! Men vi havde et meget tæt forhold,og jeg var sammen med ham hver dag ! Men en mor er meget hårde at miste ! MEGET !

  • #25   30. mar 2008 miss perfect :
    det er da godt smiley
    puha, ikke noget og sige til du ikke kunne overkomme det smiley


  • #26   30. mar 2008 Du skal ikke føle skyld..
    Sådan er livet! Man håber at komme over det, men gør det aldrig.. smiley
    Egentlig rart nok at få talt ud.. ;(

    Jeg ønsker dig, din mor og resten af familien al mulig held og lykke fremover.. Krydser fingrer for jer, d. 7..


  • #27   30. mar 2008 <b>Louise W</b>

    Jeg forstår at det har været hårdt for dig, det tvivler jeg slet ikke på


  • #28   30. mar 2008 <b>Suttekluden // Flodhesten <'3 .</b>

    Mange tak..


  • #29   30. mar 2008 <b>Tamiila '</b>

    Tak


Kommentér på:
Pårørende til kræftramt?

Annonce