{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
793 visninger | Oprettet:

Pårørende til kræftramt? {{forumTopicSubject}}

Hej med jer er du pårørende til kræftramt?

Jeg er, og har brug for at komme lidt ud med det. Selvom jeg synes jeg er ved at være ovenpå er der alligevel noget inden i der trykker, og jeg kan ikke helt finde ud af om det angst?

<b>Hele forløbet til nu:</b>
Min mor gik og havde ondt i maven, men det havde hun haft så mange gange før, jeg tænkte slet ikke over det.
3 dage efter juleaften skulle hun ind og undersøges, jeg tænkte stadig ikke over det, men da jeg hørte en grædende mor komme ind ad døren, var jeg klar over, hvad beskeden ville lyde på lige om lidt smiley
Hvilken jul?
Jeg blev bange, rigtig bange, ikke mindst på grund af de svaghedstegn min mor begyndte at komme med, og så, så hurtigt? Den ene dag var vi i byen og vi stod og skulle købe chokolade, men de var lang tid om at ekspedere i kassen, og min mor kunne ikke stå op så længe, så hun satte sig ned på den der hylde der er til tasker. Jeg blev så bange, det kunne da ikke gå så stærkt?

Jeg lukkede mig fuldstændig inde i mig selv, talte ikke med nogen, græd ikke før alle i huset var gået i seng, for var der nogen der ikke skulle se mine bekymringer var det min mor, hun havde nok om ørene!

Jeg begyndte at tage fat herhjemme, så som at ordne tøj, smøre madpakker til mig og min søster på 9 år, gjorde rent ja alt, hvad en mor går rundt og laver.

Jeg fortalte ingen om det i en uge, men jeg græd mindst en gang om dagen, men altid alene. En dag min mor ikke var hjemme kunne jeg ikke mere og skrev til min nærmeste veninde, hvad der foregik, og hun kom straks hjem til mig, <b><i>super</b></i> veninde! Hun fik mig helt klart i bedre humør, og tilbød mig at ordne hesten hver dag, men jeg bad hende kun om at ordne den, de 3 dage min mor var indlagt (hun skulle undersøges nærmere).

Vi fik den "gode" nyhed, at det kunne helbredes helt, og det var ikke gået i blodet, og hun slap for kemo, det skulle "kun" være stråler i 5 uger hver dag med undtagelse i weekenderne...
Sikke en lettelse, bare stråler, men sådan var det slet ikke smiley Vi læste på nettet og de pjecer vi fik fra hospitalet, og nå ja der var bivirkninger ved strålerne, men hver gang stod der at det ikke var alle der fik det, så det skulle vi nok komme igennem vi havde nyt håb!

Strålebehandlingen gik igang, og min mor blev desværre ramt af alle bivirkningerne smiley Det var et stort smertehelved for min mor, og også psykisk for os andre!
Min mor blev svagere og svagere, men jeg ordnede alt herhjemme, blev mere og mere mor for min søster, stod for alt herhjemme. Min mor kunne ingenting, bare det at skulle gå op ad trappen var en enorm anstrengelse, og min mor har altid været så stærk. Var helt forkert at se hende sådan!

Smerterne tog til, tog til og tog til, havde det dog ingen ende?
Tiden blev sværere og sværere for mig, og min veninde overtog alt arbejdet med min hest, jeg kunne slet ikke overskue hende også...

Så skulle min mor indlægges i en uge, hvor hun skulle faste i 2 døgn mens hun fik indre stråler...
Jeg kørte min mor til hospitalet, og vi fik en halv times fred til at snakke, men jeg sagde intet, hvis jeg åbnede munden ville jeg begynde at græde, så lod min mormor, min søs og min mor snakke...
Sygeplejersken kom ind og sagde at nu var det tid og vi var nødt til at gå. Jeg kiggede min mor i øjnene og så frygt... Hendes øjne var fuld af frygt, men jeg fik sagt farvel og bed mig hårdt i læben for ikke at komme til at græde... Turen gik hjemad og jeg satte min mormor af hos hende selv og kørte hjem med min søs. Fik puttet hende, fik smurt madpakker, og da jeg vidste hun sov så kunne jeg ikke mere, jeg græd, og græd, og græd....

Ugen gik og vi kørte ind til min mor hver dag, og hver gang var det et chok at se sin ellers så stærke mor, ligge svagt i sengen og have det helt elendigt, hårdt at høre hende sige av hele tiden smiley
Hver dag var vi meget sent hjemme, men min søs skulle puttes, der skulle smøres madpakker, vaskes tøj og huset tog jeg bid for bid, så jeg kunne får gjort det rent, og i løbet af ugen var her totalt hovedrengjort, hele huset skinnede, det skulle ikke ligne en slagmark når min mor kom hjem!!!!

Og hjem kom hun... Jeg satte hende, min mormor og min søs af lige foran døren, og kørte tilbage for at parkere bilen, og da jeg kom ind igen sad min mor og græd, hun kunne slet ikke have, at jeg havde haft så travlt... Men? Det var jo slet ikke meningen, at hun skulle blive ked af at jeg havde gjort det, men jeg fik trøstet hende...
Kort tid efter skulle min mormor køres til brugsen, så hun kunne handle ind (min morfar har brækket hoften, og min mormor har ikke kørekort så i denne svære tid har jeg også skullet køre min mormor rundt). Da jeg kom hjem, nåede jeg kun lige ind ad døren, og min mor begyndte at græde igen, og hun sagde, at hun var bare så glad for jeg var kommet hjem igen (havde været væk i 10 min.) Den besked betød så meget for mig!!!

Så skulle det begynde at gå fremad, hun var færdig med behandlingerne, og jeg havde ferie (påskeferie) og skulle have indhentet den uges lektier jeg var kommet bagud...
Gå fremad? Ja det troede vi, men det gjorde det ikke, smertehelvedet fortsatte endnu. Vi kontaktede hospitalet, og de sagde at efter påske ville hun få det bedre, og det går også fremad nu smiley Endelig!

Mine opgaver herhjemme er en anelse reducerede, min mor vasker indimellem tøj, og hænger det op og hun vil meget gerne lave mere, og hun gør det når hun kan, men trætheden overmander hende stadig, så jeg sørger stadig for at min søs kan komme til de aktiviteter hun går til...

Lige før påske fik min mor brev fra kommunen om hvornår hun regnede med at komme i arbejde igen. Ja undskyld mig, men hvad <b>FANDEN</b> tænker de på!? Hvis hun havde spørgsmål kunne hun ringe, men de havde lukket i påsken og brevet skulle senest afleveres tirsdag efter påske, FLOT siger jeg bare... Det BLEV aflevert tirsdag, men ikke før kl. 15 som det ellers skulle, men det kunne bare ikke lade sig gøre, jeg tog det med mig, da jeg kørte min søster til svømning og fik afleveret det.

I dag får hun så et brev om, at de ikke har fået brevet til tiden, og det vil de have en forklaring på... For fanden i helved (er nok nødt til at undskylde mit sprog). Hvad er meningen med det her! Hun har kræft for satan! Jeg er så gal!!!!

Den 7 april, skal min mor til tjek igen, og først der får vi at vide om hun er helt kureret....

<b>Mange tak fordi du gav dig tid til at læse alt dette igennem


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Pårørende til kræftramt?
  • #1   28. mar 2008 Du er et godt menneske

  • #2   28. mar 2008 Min morfar har kræft , men det er ikk i udbrud nu.

    Kemoen tog hårdt på et tidspunkt og vi var bange for at miste ham hver dag.. Han havde samtidig også min mormor der er hjerneskadet og ikke kan huske noget som han også skulle passe .. En dag faldte han og kunne ikke føle sine ben eller arme, og fra den dag besluttede han at stoppe med kemoen.. Han har fået 6 år tilbage at leve i ca. og dem vil han hel sikkert nyde.. Min mormor er kommet på plejehjem hvor hun har det godt, og så har han fundet sig en ny kæreste som han er ved at flytte sammen med ..

    Jeg glæder mig ikke til det går galt men han har fortjent at leve godt nu (:


  • #3   28. mar 2008 Det er virkelig flot af dig at bære så stor en byrde...
    Hvor er din mor kræftramt?.. Jeg håber hun bliver rask..


  • #4   28. mar 2008 Uf, fik helt tårer i øjnene.
    Det er en forfærdelig sygdom..
    Min morfar havde også kræft, men er kurret.
    Så der er håb forude.
    Jeg krydser i hver fald fingre, fødder og hvad der ellers kan krydses.
    Jeg ønsker god bedring herfra. Både til din mor og dig og din familie.
    Vh. Laura


  • #5   28. mar 2008 Enig med JINS og tror slet ikke på det er nemt når det er ens mor ..


  • #6   28. mar 2008 Du må have en stærk psyke... Det er få mennesker der overhovedet er i stand til at gøre det du gør.

  • #7   28. mar 2008 <b>Johanne</b>

    Det er jeg ked af at høre, hvis du har brug for at snakke er du velkommen til at skrive...

    Jeg ved hvilken angst denne sygdom indebærer


  • #8   28. mar 2008 <b>JINS xD :</b>

    Hun har kræft i tarmen


  • #9   28. mar 2008 <b>Laura</b>

    Mange tak


  • #10   28. mar 2008 Der er ikke noget vi kan sige for at trøste dig. Jeg synes det er utroligt flot at du vil dele det med os. Det er også en måde at få det bearbejdet på. Jo mere man snakker om det, med din familie og især din mor, jo bedre får du det og mere bliver det OK at græde og vise følelser, vise at man er i sorg.. Det gør helt ondt at læse! Min morfar døde af kræft. Jeg fik ikke snakket det igennem dengang og det kan derfor påvirke mig meget, selv i dag, efter godt 10 år.
    Kommunen, det er dælme sørgeligt, at de kan være så stupide og intet kan undskylde dem. Prøv at ringe til dem og forklar det. Ja der er vel ikke andet at gøre.


  • #11   28. mar 2008 <b>JINS xD :</b>

    <i>Du må have en stærk psyke... Det er få mennesker der overhovedet er i stand til at gøre det du gør.</i>

    Mange tak!


  • #12   28. mar 2008 <b>Pelle</b>

    Det med at lektierne kommer i sidste række kan jeg kun nikke genkendende til!

    Det må virkelig også være hårdt for dig i denne tid. Har du brug for at snakke, kan du også bare skrive...

    Tak for de søde ord og jeg krydser vitterlig også alt hvad jeg har, for at jeres familie kan blive glade igen


  • #13   28. mar 2008 <b>Karina B</b>

    Er ked af det med din morfar smiley

    Jeg ved hvor vigtigt det er at tale om, men jeg har haft det bedst med at folk selv spurgte ind til, og det har de nu også været meget flinke til dem i klassen....

    Det er først nu jeg har fundet tid og overskud til at få skrevet det herinde, men jeg havde brug for det, og er smadder glad for at folk gider give sig tid til at læse det, det er helt fantastisk, det betyder ufattelig meget


  • #14   28. mar 2008 min bedstmor og min bedstefar er begge døde af kræft min bedstemor fik de to gange og overlevede ikke andengang hun døde på min 9 fødselsdag

    og det er godt nok flot gjort af dig stor respekt herfra...og god bedring til din mor...


  • #15   28. mar 2008 <b>C",) F</b>

    Tusind tusind tak! Det var nogle rigtig søde ord!!!


  • #16   28. mar 2008 <b>~Annika&Lucas~ E</b>

    Jeg håber du er kommet over din sorg, jeg ved hvor hårdt det er, og mange tak


  • #17   28. mar 2008 <b>Pelle </b>

    Hvor jeg dog inderligt håber at din mormor ikke blot bliver 75 men ældre. Jeg håber at hun vil kunne komme til at holde sin fødselsdag som hun ønsker den...

    Ja det er godt de skal til tjek så ofte, for der vil altid ligge en angst i baghovedet hos mig om at kræften måske vender tilbage


  • #18   28. mar 2008 er kommet over det men græd meget dengang og var ikke så god i skolen i en periode men er kommet over det...

  • #19   28. mar 2008 det er så forfærdeligt smiley
    håber alt godt for din mor og de andre i din familie.

    Du ved jeg virkelig krydser fingre for din mor.


  • #20   28. mar 2008 <b>~Annika&Lucas~ E</b>

    Selvfølgelig går det lidt dårligt i skolen i den tid man er trist og det er jo helt forståeligt!!!


  • #21   28. mar 2008 <b>Janni .</b>

    Tak smiley


  • #22   28. mar 2008 Tinna : Det skriver jeg lige bag øret smiley

    Han har det heldigvis super idag og man kan overhovedet ikke se det på ham (;


  • #23   28. mar 2008 <b>Astridlykke&Tequila (: smiley .</b>

    Lyder som en ufattelig svær tid med din onkel smiley gør mig ondt!

    Ja de erfaring har jeg også gjort mig... Man hører om så mange, hvor der er kræft i familien, men man har slet ingen idé om hvor virkelig svært det er!!!


  • #26   28. mar 2008 <b>Team TØRK (Rikke & Amalie) J</b>

    Gør mig rigtig ondt at høre! Som nævnt til de andre, er du velkommen til at skrive, hvis du har brug for at snakke


  • #27   28. mar 2008 Min morfar døde af kræft i tarmene. Så hele min familie er stortset blevet undersøgt på kryds og tværs for kræft, men heldigvis har ingen arvet det, som det ser ud nu :o)

  • #28   28. mar 2008 <b>PS/Nille !</b>

    Gør mig ondt at høre... Hvor henne i tarmen sad det?


  • #30   28. mar 2008 Det var egentlig ikke særlig slemt for mig/os, mere underligt. For vi har aldrig haft kontakt til ham. Meget forvirrende historie, men han ville lige som ikke snakke med min mormor mere, efter at hun havde fået min mor. Så..
    Kan ikke helt huske hvor i tarmene det præcist er, tror vidst nok det er endetarmen.


  • #31   29. mar 2008 <b>PS/Nille !</b>

    Havde han fået at vide at det var væk? Var det gået i blodet?


  • #32   30. mar 2008 <b>Miss perfect 2 (Rådgiver) * Team TWH *</b>

    Hehe ja, jeg onde storesøs, med våde klude smiley
    Jeg fortalte min mor om episoden og hun synes det var ufatteligt at jeg kunne tage det så roligt, når hun bare stod der og skreg, åndssvage unge smiley Hun mener at jeg er godt forberedt på selv at få børn nu ;D

    Tak fordi du ikke krydser fingre hehe smiley Herligt at du lige skrev, det er jo lige meget, hvad så bliver jeg bare altid glad når jeg læser hvad du skriver smiley

    Mht. kommunen, så kunne jeg vride halsen om på dem, grrr jeg er så gal!!! Da min mor sagde "hva regner i med!? Jeg har kræft" til dem, var svaret bare at det var jo reglerne... GRRRR Jeg er godt nok gal i skralden over det...

    Ja jeg får at vide herhjemme at jeg gør det godt, men bliver indimellem forbudt i at hjælpe til, som fx her i morges da jeg ville ryde af bordet efter morgenmaden, fik jeg den besked, at jeg ikke skulle tage det hele med ud, jeg skulle bare tage lidt med ud, jeg skulle ikke ryde det hele af smiley Jeg ved hun siger ting som dette for min skyld, men jeg vil jo gerne hjælpe til!



Kommentér på:
Pårørende til kræftramt?

Annonce