Min stil . hva synes I ? (: {{forumTopicSubject}}

Et svært teenageår.

Elsk dine venner og veninder så længe du har dem. En dag er de måske væk. Der er så meget at passe på, og endnu mere at tabe.
Jeg, Sofie, fandt ud af hvilken måde man ikke skulle gå gennem livet på. Teenageårene kan være meget besværlige, men selvom man tror at det går den rigtige vej, kan det nemt gå galt. Man finder nye venner og veninder, tager til fester, og nogle gør en masse dumme ting.

Jeg savner den tid hvor alt var lykkeligt og positivt. Hvor alle var venner og man kunne snakke normalt med alle man omgås. Hvor man ikke hele tiden skal nå noget, og hvor al ens tid er strengt optaget.
Jeg var dengang 9-10 år. Jeg gik i 4.b – Verdens bedste klasse. Min bedste veninde hed Kamilla. Hun havde været min allerbedste veninde lige siden børnehaven. Vi var sammen hver dag, også i weekenderne. Vi gik ikke til noget i vores fritid, så vi havde tid til at være sammen, og tage i svømmehallen og så videre sammen.
Dag ud og dag ind havde vi kontakt til hinanden. Vi kunne ikke undvære hinanden.
Pludselig skete der det der ikke må ske. Mine forældre blev skilt, og jeg skulle flytte med min mor længere ned i landet.
Det var virkelig hårdt. Jeg græd og græd. Egentlig ikke over at mor og far blev skilt, men at jeg skulle væk fra alt det gode gamle og trygge sted, hvor jeg virkelig følte mig hjemme. Væk fra verdens bedste klasse, verdens bedste venner og veninder, og ud til noget helt nyt, hvor jeg ikke kender en eneste person, udover min mor. Det var forfærdeligt! Jeg ville ikke væk derfra! Kunne ikke få det bedre end her!

Jeg fik ret. Vi flyttede, og skulle bo i en lille lejlighed.
Jeg startede i på en ny skole. Der var ingen jeg kendte, ikke engang én eneste bekendt person. Jeg sad i klassen i frikvartererne, og arbejde altid alene.
En dag kom der en pige fra klassen over til mig og spurgte, om jeg ikke ville med ud at gå lidt. Det kunne jeg lige så godt. Hun hed Trine. Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvor jeg kom fra og sådan noget. Hun virkede rigtig sød.
Vi snakkede mere og mere sammen og hun var den eneste jeg havde lyst til at snakke med.
Hun gik til kor, men ellers var hun sammen med hendes veninder og sin familie.
Vi blev rigtig gode veninder, og var meget sammen.. Jeg glemte næsten alt om Kamilla. Hun svarede ikke på mine beskeder mere, så jeg opgav at få kontakt til hende.
Trine var blevet min nye bedste veninde.
Tiden gik. Vi blev konfirmeret, og jeg snakkede med de fleste i min klasse. Dog var der nogle piger fra klassen, som var ’bedre’ end os andre, og de var ret populære blandt 7.-8. klasserne. Alle de lækre drenge sværmede omkring dem, og alle piger ville være som dem!
Jeg begyndte til fodbold, og elskede at træne to gange om ugen og at skulle spille kamp. Jeg begyndte at kende en hel masse mennesker nu, og følte at det hele blev godt igen. Jeg interesserede mig også for drenge, og havde fået en kæreste. Han hed Christoffer, og gik en klasse over mig. Jeg var helt vild med ham.
Veninderne skred lidt ud af mit liv, egentlig uden at jeg lagde mærke til det.
Kæresten og fodbold fyldte det hele i min hverdag, så tid var der åbenbart for lidt af hvis veninderne også skulle være der.
Det var sådan hver dag. Jeg fik job, og det skulle også passes. Nu var der absolut ikke mere tid i overskud!
Tiden gik, og jeg blev mere og mere optaget.. Jeg blev stresset. Skulle altid nå noget, så der var ikke tid til snak! Fem hverdage om ugen fyldt op med skole, lektier, kæreste, fodbold og arbejde.
Jeg blev mere og mere stresset. Kunne ikke tåle det store pres. Var i byen i weekenderne sammen med veninderne, ellers var det aldrig veninderne der fyldte min dag.
Men en lørdag aften gik det galt. Vi var til fest, og havde fået lidt at drikke. Jeg var lige blevet 15 år på det tidspunkt. Jeg var blevet fast ryger, skændes med min mor hver dag, og havde mest af alt lyst til at flytte hjemmefra. Kunne ikke holde ud at bo med den kælling! Hun klagede over at jeg skulle stoppe med at ryge, ikke tage i byen hver weekend, og tage mig mere sammen med lektierne. Men nej!
Hvorfor skulle jeg dog det?
Jeg trængte til at få alle de tanker smidt langt væk. Vi stod ude på gaden, med alle vores drikkevarer. De andre hev mig med, men nåede lige at tage den sidste slurk af min drink, hvorefter vi gik gennem byen. Jeg havde fået rigeligt at drikke! Så fulgte bar efter de andre, uden at vide hvor jeg var henne. Da vi stod i udkanten af byen, begyndte jeg med at blive dårlig. Jeg var svimmel og havde kvalme. Inden jeg nåede at få fat i nogen, eller sige noget, blev alting sort.

Næste dag vågnede jeg lige så stille op. Der var meget lyst i det underlige rum jeg lå i. Havde virkelig meget kvalme, og brækkede mig ud over mig selv.
Hvor var jeg?
Hvad er der sket?
Hvorfor er jeg her?
Jeg faldt hurtigt i en dyb søvn igen, og vågnede først igen sent på dagen.
Først dér gik det op for mig, hvor jeg var!
Jeg lå på hospitalet. Kunne ikke huske noget som helst fra dagen før. Lægen fortalt at en kvinde havde tilkaldt en ambulance, da hun fandt mig liggende nede i en grøft. Min tilstand var kritisk. Jeg havde meget alkohol i blodet, og de havde fundet noget i blodprøverne, som de ventede svar på. Jeg blev bange. Turde ikke se nogle i øjnene, turde ikke sige noget. Kunne jo ikke huske en dyt fra festen.
Jeg reagerede ikke på lægernes spørgsmål. De kunne ikke få min opmærksomhed et stykke tid efter, så de lod mig være i fred lidt.
Jeg faldt mere og mere til ro, men tankerne kørte rundt i hovedet af mig. Ved siden af mig stod der et bord med blomster, et glas vand og et spejl. Jeg kiggede mig selv i spejlet.
Troede det var et mareridt. Kunne ikke kende mig selv! Havde et blåt øje, og en kæmpe flænge hen over panden og i øjenbrynet. Det kunne ikke passe! Hvad var der sket?
Sygeplejersken kom ind. Hun sagde til mig, at jeg bare skulle slappe helt af, det havde jeg bedst af. Men kunne ikke slappe rigtigt af, så jeg spurgte forsigtigt hvad der var sket. Hun svarede, at jeg var blevet fundet i en grøft med en helt masse skader i hovedet. De vidste ikke hvad der nøjagtig var sket, men skaderne kunne tyde på vold. Tæsk, slag og spark.
De havde fundet min mobil lidt væk fra hvor jeg lå, og de havde kigget de beskeder med festaftalerne med veninderne, og havde prøvet at kontakte dem, men ingen havde svaret.
Jeg fik noget at drikke, og noget smertestillende. Havde en hamrende hovedpine!
Da sygeplejersken endelig fik fat i én af veninderne, kom hun ind til mig igen. Min mor var kommet. Hun sad ved siden af mig, og sygeplejersken fortalte, hvad min veninde havde fortalt.
Jeg havde været med dem i byen, og fået alt for meget at drikke, men de kunne ikke få mig til at forstå, at jeg ikke skulle have mere. Jeg var så gået over til nogle andre, og jeg fulgte efter dem. Pludselig hørte de nogle råbe meget højt ovre bagved, og de gik derover. De så at der var en masse store drenge der stod i en rundkreds omkring mig. De kunne ikke gøre noget. De råbte til dem at de skulle stoppe, men intet hjalp.
De tog mig med væk derfra, og dér var jeg blevet smidt i grøften.
Jeg var blevet sparket i hovedet, og slået med flasker.

Min mor sad og havde tårer i øjnene. Hun var virkelig ked af at hun ikke havde holdt øje med mig, og sagde at hun ikke var en god mor.
Nu blev jeg også ked af det! Kunne ikke lide at se hende sådan. For hun var jo min dejlige mor. Den bedste man kunne få. Selvfølgelig var der skænderier og diskussioner, men hun hjalp mig hvis jeg havde brug for det!
Forsøgte alt hvad jeg kunne, for at få hende til at fatte, at hun var verdens dejligste mor, og at hun ikke skulle være ked af det. Det var jo MIG der skulle lære at styre mit indtag af alkohol!
Vi blev afbrudt af en banken på døren. Sygeplejersken kom ind og spurgte om vi manglede noget. Hun sagde også at de havde fået svar fra blodprøverne. Der var fundet spor af ecstasy i blodet. Ikke så meget men nok til at kunne gøre mig ligeglad med alt.
Jeg brød sammen igen. Det kunne virkelig ikke passe!
Men hvordan? Hvor kunne jeg få det fra?
Alt var virkelig nedtur lige dér! Hvis bare jeg kunne huske noget. Det ville være bedre!

Min mor og jeg ville gerne være lidt igen, efter at jeg havde fået en masse råd. Vi snakkede om mange ting i lang tid. Vi græd af og til, og kunne ikke forstå at det var virkelighed. Og hvorfor at det lige skulle ske for mig!
Vi blev igen afbrudt af en banken på døren. Ind ad døren kom en mand jeg længe havde savnet. En mand som betød rigtig meget for mig!
Min far! Jeg blev virkelig glad. Havde ikke set ham i flere år! Begyndte at græde af glæde, men var samtidig ked af at han skulle se mig sådan her. Han fik også tårer i øjnene. Han satte sig ved siden af mor, ovre ved min seng. Vi snakkede i lang tid, men begyndte med at blive meget træt igen. Blev meget træt af al den smertestillende medicin jeg fik, men det ville jeg hellere, end at skulle gennem alle smerterne!

Dagene gik, og jeg blev udskrevet. Jeg var hos psykolog ofte, og gik ikke i skole. Veninderne kom hjem til mig et par gange om ugen, og jeg blev helst hjemme! Begyndte med at have det okay igen, men tog ikke til fester igen! Min mor havde taget fri fra arbejde, for at jeg kunne føle mig tryg.
Jeg var blevet meget doven efterhånden. Sad kun foran computeren eller fjernsynet. Jeg ville intet!
Fik aldrig et nøjagtigt svar på hvad der skete den aften, som ændrede mit liv. Jeg var før en meget glad og aktiv pige, men nu er det hele ændret, og var blevet doven og ked af det.

Både min mor og psykologen sagde at jeg skulle tage ud i naturen og gå en tur, og egentlig føle hvordan det er at være ude, men jeg ville ikke! Min mor blev mere ked af det, og jeg følte at jeg havde ødelagt hendes liv.

En dag modtog jeg en besked fra min veninde med følgende tekst:
”Er virkelig ked af at sige det her, men kan ikke klare at du ikke er på skolen mere! Savner dig så ufattelig meget. Please! Kom tilbage. VI SAVNER DIG! Kom nu! For min skyld! Du betyder så meget for os, du må ikke efterlade os. Kom tilbage, vi skal nok passe på dig!”
Det var noget der satte tankerne i gang! Vidste ikke engang hvad jeg skulle skrive tilbage. Savner det selvfølgelig, men er bare så bange for at være andre steder nu.
Havde det ikke lige frem godt med at leve lige nu. Det hele virkede så unaturligt og farligt!
Havde det ikke godt. Fik det dårligere og dårligere, og min mor tvang mig i skole. Hun ville bare have at jeg skulle være der en enkelt time. Det kom jeg så, men der manglede noget i klassen! Trine var der ikke, og alle så triste ud.
Jeg forstod ingenting.
I timen kom læreren hen til mig, og ville snakke med mig. Hvorfor ville hun nu det?

Der trillede tårer ned af hendes kinder. Der var fuldkommen stille. Vi sad ude på gangen. Der var kun os derude! Pludselig blev stilheden brudt:
”Sofie.. Det er sådan at.. kan ikke sige det her, men.. Trine er død”
Hun brød sammen.
Det kunne ikke være rigtigt!!! Hvorfor? Hvordan? Nu kunne jeg stille de samme spørgsmål, som jeg stillede oppe på sygehuset!

Min bedste veninde kunne da ikke bare forsvinde!
Jeg brød sammen i gråd! Hvorfor skulle det hele komme på én gang?

Det var en bilulykke. Hun kørte sammen med sin storebror, og der kom en modkørende. De blev blændet af den modkørendes lygter, og mistede kontrollen af bilen. De kørte direkte ind i den modkørende, og begge var døde på stedet!

Flere dage efter følte jeg mig fuldstændig unødvendigt at have til at leve, og havde selvmordstanker kørende rundt i hovedet. Havde ikke lyst til at leve mere!
Det var slut nu!
Min mor kom ind til mig og sagde, at hun tog ned i byen for at handle, men hun kom hurtigt tilbage.
Helt i orden med mig. Jeg låste alle døre! – Troede jeg. Pludselig lød der en masse skud, og inden jeg nåede at tænke over det, kom en mand ind, og alting blev sort!

Det var slutningen på mit liv, som gik den forkerte vej!
Elsk dine venner, du kan når som helst miste dem!





Okay . Måske lidt lang :b