Julenovelle {{forumTopicSubject}}

Har i tid til at læse den og give en kommentar.,?

Men hvor var Julemanden.?

Kanen var pakket og parat, gaverne var forsigtigt lagt i de kendte lettere slidte brune sække. Der var nok gaver til alle de artige børn, i hele den meget store smukke verden.

”Så er Rudolf færdig” skreg den lille alf gennem stalden, i håb om at få en smule ros for sit hårde arbejde.
”Har du nu husket det hele?” Lød en skrap og stresset stemme, fra den anden ende af den kilometer lange stald.
”Ja, pelsen er ren, hovene er renset og jeg har også tændt den røde næse, så den gamle kan finde vejen til alle de søde børn, som vi har lavet gaver til” sådan lød svaret fra den håbefulde lille alf, men ingen kom og roste ham og ikke engang en lille tak, fik han.

Ja, der var meget stresset på Nordpolen denne ene, men meget specielle dag på året.

Så blev den muntre julemusik fra 100 FM slukket, og den dejlige musik blev erstattet med en lille fesen stemme, som stort set ingen kunne tage seriøst. Den lille nisse med den fesne stemme fortalte noget om nogle, der skulle gå ud og kigge efter julemanden, da han ikke var dukket op endnu.
Det undrede egentligt ikke nogen, da julemanden jo var lidt småfed og meget madglad, de tidligere år havde nisserne og alferne altid fundet deres kære julemand, ved den nærmeste store skål risengrød.
Nisserne og alferne delte sig op, og gik i krig med at finde julemanden. Den lille nisse, der havde ordnet Rudolf troede, at han kunne vinde noget respekt ved at sige noget ”smart” og udbrød derfor: ”Vi finder nok hurtigt Julle, han er ret svær at overse, det fedtbjerg! ”
Det var dog ikke så smart sagt, da de efter en time, stadig ikke havde fundet julemanden. Alferne begyndte at miste håbet, mens de lidt mere tålmodige nisser blev ved med at lede.
2 lange timer efter var julemanden stadig ikke fundet, og alle havde mistet modet, selv den meget godmodige ren Rudolf havde, mistet modet og havde derfor slukket sin næse og var gået i seng.

Stemningen var meget trykket i den store stald på Nordpolen, og julemandens små hjælpere var begyndt at finde nogle at skyde skylden på.
”Jeg er 100 % sikker på at det er påskeharen der prøver at ødelægge julen” kom det fra den ene ende af stalden, mens endnu være udtalelser kom fra den anden.
Nu hoppede en lille nissepige, op på staldens højeste stol, hun havde som den eneste en helt pink hue på, nissepigen blev helt bleg i hovedet og begyndte at fortælle den forfærdelige nyhed om julemanden. Panikken udbredte sig hurtigt mellem de ellers meget glade hjælpere. Hvad skulle de dog gøre, hvis julemanden virkelig var blevet bortført? Og så en da af den flinke påskehare.
Det var lige som om at gå i ingenting, at gå rundt et sted mellem himmel og jord, slet ingen sagde noget, tavsheden talte for sig selv, de var meget bekymrede, bekymret for hvad der skulle ske.

Endelig blev den pinlige tavshed brudt, ikke med ord, men med en velkendt lyd, det var lyden af en evig glad latter, renerne rettede deres spidse øre mod den dejlige lyd, og nisserne fik et lille uskyldigt smil på deres jule røde læber.
Det var lyden af deres far, den kære julemand, lyden kom inde fra værkstedet, men den var på vej over mod dem.
Alle smilede, kunne man andet?
Døren åbnede langsomt, den knirkede fælt, da den ikke var blevet smurt i 100 år, nu kunne man efterhånden skimte en skikkelse, der var han, ham de alle ventede på.