Forælder med dårlig temperament {{forumTopicSubject}}

Det her er et lidt svært emne at skrive om, og jeg ved heller ikke præcist, hvilke svar jeg er ude efter, måske lidt forståelse, forklaring eller andre der har stået i samme situation?

Jeg husker min mor igennem hele mit liv, som værende træt og sur. Hun kommer hjem hver dag, og fortæller om hvor træt hun er. Jeg synes selv, at jeg prøver at hjælpe til, jeg holder bl.a. huset rent og går med hunden. Alligevel brokker hun sig evig og altid om små ting..
Alligevel skal der bare intet til at vippe hende af pinden.. Hvis jeg ser sur ud, så bliver hun også sur, og så trækker jeg mig egentlig bare, fordi det ikke nytter noget.
I dag blev jeg så sur (egentlig blev jeg ikke sur, men det var over min grænse, for hvad jeg synes er ok, og det fortalte jeg til hende på en pæn måde). Vi står i kø i det lokale supermarked, og så spørg hun mig så højt, om jeg er sur, hvortil jeg siger nej, og jeg så får tilbage, at jeg ser sur ud. Jeg siger ikke mere, og da vi kommer ud i bilen, kigger hun rigtig galt på mig, fordi jeg jo er "sur" i hendes optik. Så siger jeg så til hende, at jeg ikke er sur, men jeg synes ikke, at det er okay, at du står og spørg højlydt sådan et sted, og invitere til en diskussion for det hører bare ingen steder hjemme at gøre det offentligt. Hun bliver virkelig gal, hun lignede næsten en der kunne dræbe mig, og så råber hun ellers bare og fægter med armene. Nu render hun så rundt og tramper så hårdt hun kan, larmer og smækker med hver en dør hun går igennem.

Det her er bare et lille eksempel, men normalt kan hun også bare komme hjem fra arbejde og være sur på mig eller min far, og hun nægter at fortælle hvorfor. Min far og jeg er nok det man vil kalde for nogle "pleasere", ret fredlige mennesker, som godt kan diskutere uden at blive uvenner. Men det er som om, at lige så snart man siger min mor imod, så slår det klik for hende. Men som sagt behøves man heller ikke at have gjort noget, og det er næsten værre. Jeg kan gå ind på mit værelse, og alt er fint, og hvis jeg går ud 10 minutter efter, så kan hun være sur på mig, men uden grund.
Den anden aften sad og råbte så højt som hun kunne af min far foran mig, og selvom jeg har en alder, hvor jeg godt ved, at ægteskab ikke er en dans på roser, så synes jeg bare ikke, at det er ok, at hun taler sådan til ham. Hun skal være en rollemodel for mig, og det er da ikke noget, at man skal lære sit barn er ok (i hvertfald ikke ifølge mig)
Et andet eksempel var også, da min storebror boede hjemme, og han glemte at give besked om, hvornår han kom hjem, fordi han skulle gå med hunden. Hun blev så gal, og det gik jo kun udover mig, fordi jeg var den eneste i nærheden at skælde ud, så jeg husker så tydeligt hvordan jeg ringede ham op en milliard gange, indtil han svarede, for at høre hvornår han kom hjem, fordi hun nægtede at gøre det. Og da han så trådte ind af døren, var det som om, at intet var hændt. Men det var der jo, det var bare gået ud over mig, og det var ikke mig, hun skulle have været sur på.
Jeg tror virkelig, at hendes temperament har taget hårdt på mig psykisk, da jeg er blevet en tilbageholdene og nervøs person, men samtidig bruger jeg hende også som eksempel på, at jeg aldrig nogensinde vil ende med at være så sur og bitter som hende.
Hun er til gengæld en helt anden person, når vi er ude blandt venner og familie, og kan bruge meget tid på at rose andre piger på min alder overfor mig, hvilket også får mig til at føle som om, at jeg ikke er god nok, som jeg er, og som om at jeg ikke er den datter hun vil have. Og det ved jeg også godt, at jeg ikke er.
Jeg ved godt, at der altid er to sider af en sag, men jeg har så svært ved at sætte mig i hendes sted, fordi hendes måde at reagere på er så fjern for mig. Normalt synes jeg ellers altid, at jeg er god til at se, hvornår jeg fejler, men jeg kan bare ikke se, hvad det er, som jeg kan gøre, som er så forfærdeligt, at jeg skal have den møg behandling retur.
Hun er vokset op med en far, som alle hendes søskende og hende selv taler om som værende voldelig, både fysisk og psykisk. Jeg tror, at det muligvis er synderen for hvorfor hun er så sårbar overfor kritik, og bare generelt har en dårlig attitude, men jeg ved det ikke, og det gør hun jo nok heller ikke selv, for jeg tror helt ærligt ikke, at hun kan se hvordan hun behandler hendes nærmeste familie.

Nogen der har råd, eller har gået igennem det samme?
Det nytter ikke noget at snakke med hende om det, hun ser det som et angreb ligemeget hvordan man prøver..