Fortvilvet - vil i hjælpe? :/ Fortvilvet - vil i hjælpe? :/

Hej alle sammen.

LANG EMNE!

Sagen er den, at jeg lever i et forhold, som jo egentlig er fantastisk. Min kæreste fortæller mig hver dag, at jeg er smuk, dejlig, den sødeste på hele jorden osv. Han har dog haft problemer med at hjælpe til i hjemmet, hvor jeg har følt mig som hans mor, men dette er begyndt at blive lidt bedre. Han gør NOGLE ting af sig selv nu, på trods af, at det har stået på i flere år. Der er dog stadig konflikter om hvor hvidt man ikke sætter sin computer højest i forhold til pligter osv. Han snakker også om at han gerne vil have børn. Vi er begge to under 25, og jeg vil gerne have børn når jeg er 25-29 år - jeg vil gerne nå at leve livet, rejse osv.

Vi lever pt i en meget stram økonomi, da vi er har valgt at få os en bil. Vi er på SU da vi studere, men vi har et job som tilkalder, hvilket desværre har stået meget stille, så vores økonomi i denne måned er ikke god. Den er faktisk MEGET ringe.. Det går mig selvfølgelig også på. Vi søger begge to fuldtidsjob, og vi håber på, at nogen af dem kontakter os igen.

Nå, men en anden ting er så, at jeg følger, at jeg keder mig konstant og hele tiden:/ Vi er flyttet til en by udenfor den by vi plejede at bo i, hvor stort set alle venner og veninder befinder sig. Det vil sige, vi bor 30 min væk fra dem, og der er også nogen her hvor vi bor, men ikke nogen vi sådan "hænger ud med". Jeg føler, at jeg lukket inde i dette hus, og at jeg keder mig selv ihjel. Min kæreste keder sig ikke, for han spiller computer 3 timer om dagen, og det er stort set det første han gør, når han står op. I dag stod vi op klokken 12. Han sidder der inde nu (klokken er 12:55 og han har siddet der siden halv, så vi nåede lige at få morgenmad eller hvad man kan kalde det på den tid af dagen).

Jeg plejer at træne meget, men min lyst er bare VÆK. Når jeg vågner om morgenen føler jeg mig tom indeni, og har mest af alt lyst til enten ikke at stå op, eller ja, jeg ved ikke hvad jeg ellers ville.. Vi studere hjemme fra begge to, så vi går jo ikke i skole og møder andre mennesker der.

Alt i alt føler jeg mig som en zombie, og faktisk ved jeg heller ikke om jeg vil blive i dette forhold, da det computerspillen osv bare ikke er mig. Jeg kan mærke, at for hver dag bliver jeg mere irriteret over den computer. Den skal ALTID ind i vores skema og planer, og der skal altid være de 3 timer til den. Han gør den nærmest ligeså vigtig som et job.. Får han ikke lov eller har vi været lang tid hjemme hos mine forældre, og han godt ved at klokken bliver mange, kan han godt finde på at sige han gerne vil hjem eller hentyde til det. PGA DEN COMPUTER.

Jeg elsker ham, det gør jeg. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre kæreste/mand. Han forguder mig jo helt op til skyerne - jeg ved bare ikke om det er den slags mand jeg skal have, for er virkelig kommet i tvivl.. Ja, han har problemer som mange mænd har med at indse det roder osv. Men der er godt nok også mange kvinder som ikke får ros og kærlige hints HVER dag. Han fortæller mig hele tiden, at han elsker mig - og dette er stadig på trods af, at vi har været sammen i snart 6 år.

Vi er flyttet rigtig meget og det er mest af alt på grund af mig. Mange unge mennesker flytter, i hvert fald af dem jeg kender, og det har jo ofte noget studier, større bolig osv, men jeg er ved at tro, at det er fordi jeg ikke kan "slå mig ned". Jeg føler jeg har gjort det, fordi SÅ SKER DER FAKTISK NOGET. Det er som om, at der bare SKAL ske noget, og det skal være NU og ja.. Jeg tror bare måske ikke jeg er det rigtige sted så?:-(

Altså, min kæreste ville være en perfekt far (selvom jeg godt ved, at computere vil blive et problem, men han siger det ikke gør). Jeg vil også gerne stifte familie, få mit eget hus som jeg kan gøre præcis med som JEG vil, og ingen andre bestemmer over det. Jeg vil bare gerne finde RO.

Hvis jeg går fra min kæreste, så er der jo lange udsigter til at få sit eget hus og stifte familie osv, og hvem siger jeg finder en igen? Hvem siger jeg finder en, som faktisk kan leve med den måde jeg er på og mine ønsker og drømme som ham jeg er sammen med nu? - Han er min første RIGTIGE kæreste, som jeg har boet sammen med og haft "drømme" med.

Tanken om at mit liv kunne blive så meget sjovere og federe hvis jeg selv fandt en lejlighed i byen igen, og jeg hver dag kunne være sammen med veninder uden at bekymre mig om nogen anden er meget tiltrækkende. Men jeg kunne egentlig også gøre det nu? Men det orker jeg ikke? Min kæreste er jo ikke en klods om benet, men jeg formår alligevel ikke at gøre det. Mit liv kunne jo være perfekt med både kæreste og veninder, men det er som om, at jeg tror, at græsset er grønnere på den anden side.. og er den det? For det vil jeg ikke vide, før jeg har prøvet det, også kan det være, at jeg aldrig kan få det her tilbage igen..

Undskyld det er så langt, men jeg håber i kan hjælpe