min novelle! læs den {{forumTopicSubject}}

Anoreksi.

Jeg har et stort problem. Jeg er bange for at min bedsteveninde er ved at få en form for anoreksi. Hun spiser ikke noget, hun spiser ikke morgenmad eller frokost kun en lille smule aftensmad det vil sige at hun spiser det men så går hun på toilet og kaster det hele op igen, og dyrker vildt meget sport hun går både til gymnastik og svømning. Jeg vil bare ikke miste hende. For Jeg så en gang et tv program om en pige der havde fået anoreksi og hun dødede af det.
Jeg har først lige begyndt at lægge mærke til det her på det sidste. Det startede med at hun fortalte stolt til hele klassen i frikvarteret at hun ikke havde spist længe. Hun fortæller hvordan hun kom op at skændes med sine forældre igen i går (jeg tror at hun vil lade vær med at spise, som en slags trussel over for hendes forældre) og derfor ikke ville spise. Hun fortæller hvor uretfærdige og onde de er. Vi nikker forstående, vi kender det godt. Vi er bare ikke tynde. Nogle af os har små deller der stikker ud over buksekanten, andre store lår.
Hun ville være pæn. En rigtig prinsesse. Det lange lyse fehår der krøller ned af ryggen, de frække katteøjne og de fyldige læber. Men hun har hverken store lår eller deller. Hendes lav taljede bukser i str. 26 sidder løst på lårene, selvom det er moderne de skal sidde stramt og de er holdt oppe med et smart bælte, ellers ville de glide ned. Hendes arme er tynde og skuldrene ser ufatteligt knoglede ud.
Hun kan ikke sidde stille. Sidder altid og vipper stresset med den ene fod, så skoene klaprer ned mod gulvet i en evig regelmæssig rytme. Vi beder hende lade være, og holder benet nede. Så begynder det andet ben bare.
Hun spiser ikke i pausen. Vi andre sidder bare og propper mors hjemmelavede mader ind i kæften for næsen af hende. Hun er stille, kigger med væmmelse på vores munde, jeg har set det. De andre taler mens de gnasker deres mad igennem. Brød med kerner, leverpostej, spegepølse. Hendes mund er snerpet sammen, jeg kan se hvordan hun presser tænderne sammen, så det gør ondt. Jeg spiser min mad i små bidder, mens jeg venter på at hun vil kaste op. Udover deres snaskede madpapir og æggemadder. Jeg er virkelig bekymret for hende.

En dag sidder min veninde (hende jeg tror der er ved at få anoreksi) med Sandra og Maria. Hun fortæller om hendes nye veninde (fra gymnastik). Hun fortæller med lysende øjne hvor tynd veninden er. Tyndere end hende selv. Til sidst udbryder hun med et suk at veninden bare er så smuk! Og at hun ville ønske at det var hende.
Sandra og Maria siger ikke noget, de sidder bare og trækker ned i deres bluser for at dække deres deller.

I krogene begynder man at tale om hvor tynd hun er, at hun har anoreksi. Når hun høre det bliver hun sur og siger at hun overhovedet ikke er tynd, og at hun burde tabe sig.
En fredag fortæller hun os at hendes mor er begynd at tjekke om hun spiser. Til aftensmad, skal hun spise sin tallerken op, og gerne mere. Min veninde er vred, hun vil ikke bestemmes over, hun kan godt klare sig selv og hun skal tabe sig! Hun tager fat i skindet på sin mave og siger at det flæsk skal væk.

Om mandagen i pausen sætter hun sig hen til os andre med en mad i hånden (det forundre os at hun har en mad i hånden, hun bleger jo ikke at spise frokost). Hun kigger ikke op på os, mens hun tager små bider af maden. Mikroskopiske bidder. Hun tygger dem længe og grundigt, med nedslået blik. Vi undlader at tale til hende, hun vil ikke tales til. Hun vil bare have at vi skal se at hun spiser. Klokken ringer og hun venter til vi er gået, jeg kigger tilbage og ser hende spytte rugbrødsgrøden ud i madpapiret og smide det i skraldespanden.
Hun siger ikke noget i timerne. Sidder bare og vipper med foden og stirrer ud i luften med de der fjerne øjne. Nogle gange kigger hun på os. Meget længe, hun kigger ikke engang væk når vi har set det. Hvad mon hun tænker? Hendes blik er så udtryksløst og alligevel er det som om det borer lige igennem en.
Der går mange dage sådan, hun sidder med sin mad op mod munden i frikvarteret og smider den ud når det er forbi. Bliver bare tyndere og tyndere. Jeg syndes man kan se det fra dag til dag.

Men en dag siger en af pigerne at nu må hun altså tage sig sammen, vi har jo set hun ikke spiser, hvis ikke hun begynder at spise kan hun måske ikke få børn når hun bliver voksen, eller dø. Hun kigger på pigen, med kolde gule øjne. Rejser sig så op og går. Hendes skridt kan høres længe ned ad gangen.

Dagen efter da hun kommer i skole smiler hun. Hun plejer ikke at smile. Og i pausen trækker hun en plasticpose op af tasken, går hen til skraldespanden og tager indholdet ud en ad gangen. Hun kigger overrasket på hvert stykke, som var det en gave og smider dem smilende ned i skraldespanden, én efter én. Kiks, rugbrød, bolle med salat, æble, appelsin. Alt sammen ned i den gabende skraldespand. Vi kigger alle sammen på hende, men siger ikke noget, hendes blik siger vi skal tie stille.
Dagen efter kommer hun ikke i skole, vi får at vide at hun er blevet indlagt.
Da jeg får det af vide begynder jeg næsten at græde, hun er jo min bedsteveninde, og det er som om at hun er en hel anden person inden i. Jeg kan slet ikke holde det ud. I al den tid hvor hun ikke har spist noget og er begyndt på det der med anoreksi, har vi slet ikke været sammen, før det var vi sammen hver eneste dag og lavede lektier sammen, men nu er hun måske bare ved at dø. Jeg kan slet ikke klare tanken om det. Jeg rejser mig op i klassen og løber ud af klasselokalet uden at sige et ord, jeg kan mærke min tåre trille ned af kinden. Jeg løber ud på toilettet og låser døren med en BANG!
Lige pludselig hører jeg at der er en der banker på døren, det er min lære, han råber mit navn. Jeg låser lige så stille døren op og giver min lære lov til at komme ind, min lære spørg hvorfor jeg bare løb. Jeg svare ham lige så stille med en hviske stemme, og siger at det er fordi at min bedsteveninde er blevet indlagt, og at hun måske kan dø. han siger at hun nok skal klare den, og at hun nok skal komme i skole igen på et eller andet tidspunkt. Han siger også at det er helt okay at jeg bliver ked af det. Han siger også at jeg kan komme og besøge hende. Jeg tørre mine øjne og går med min klasselære ind i min klasse igen.
Efter skole cykler jeg hjem, jeg smider tasken midt på gulvet og tager nogen penge så jeg kan købe nogen blomster til hende. Jeg cykler og cykler og cykler alt hvad jeg kan. Da jeg er noget til sygehuset spørger jeg en i receptionen hvor min veninde ligger, hun siger at hun ligger på 3 sal nr. 15. jeg siger tak og løber op af trapperne. Da jeg står lige uden for døren tænker jeg på hvordan hun har det. Jeg banker på lige så stille. Der er en der siger ”kom ind” jeg åbner døren lige så stille, der ser jeg min veninde ligge og sove med en masse slanger rundt om hende. Hendes mor er der, jeg snakker med hende og ligger blomsterne, efter et stykke tid bliver jeg nød til gå. Og jeg giver min veninde et kys på panden, også går jeg igen.
3 måneder efter. Kommer min veninde enlig i skole og det hele bliver som før, da hun ikke havde anoreksi. Og nu spiser hun sin madpakke hver dag.

skrevet af mie (må ikke kopiers)