Begravelse-Dansk novelle {{forumTopicSubject}}

Jaa... Så fik jeg den endelig tilbage..:)
Hva synes i om den??
PLEASE LÆS DEN FÆRDIG...


Begravelse.

Vi sad ude i bilen, og skulle til at køre af sted. Kirken lå ikke så langt væk, men alligevel var vi i god tid. Når vi skulle sådanne ting, plejede jeg at dele bagsædet med dig, men nu var jeg alene. Jeg havde meget mere plads end jeg plejede, det var en underlig plads. En forkert tomhed. Der blev ikke sagt noget da vi kørte i bilen, der var en spændt og dyster stilhed. Man kunne se flaget på lang afstand. Flaget der kun var kommet halvvejs op ad flagstangen. Det gyngede så smukt i vinden, jeg tænkte om det måske var dig der legede med det, om du stod og blafrede med det, så vi kunne se du stadig var med os. Solen skinnede, og duften af græs nåede mig da vi steg ud af bilen. Alt var så smukt, men alligevel tænkte jeg kun de mørke, triste tanker. Alle sammen havde sagt det ville blive bedre efter begravelsen, men jeg troede dem ikke. Hvordan kunne det blive så godt som før, når du er så langt væk? Jeg blev ofte sur på dem. Er det en måde at hjælpe mig på? Bare at sige tingene nok ændre sig?
Tingene kørte rundt oppe i mit hoved, jeg ænsede ikke alle de mennesker der var kommet for at sige farvel til dig. Det var da ikke nok de kom nu, de skulle have været kommet da du lå og ventede. Eller var det nok, var det i virkeligheden okay de alle sammen kom nu? Folk du ikke havde set så længe, fordi de havde gjort noget de ikke skulle have gjort, eller sagt noget de ikke skulle have sagt. Kunne de bare tillade sig at komme her, og tro at alting var godt igen? Jeg kunne ikke tænke klart mere. Jeg så ikke gravene vi passerede på vejen ind i kirken, jeg så ikke de triste ansigter, der bare stod og kiggede på mig. Det eneste jeg så, var dig for mit indre blik. Jeg havde ikke set dig ligge der, ligge helt stille i din seng, så for mig var du der stadig. Du kunne komme gående hen til mig nu, lægge din hånd blidt på min skulder, og sige du var ved mig, og at jeg ikke skulle være bange mere. Men det var jeg. Jeg var bange. Jeg var bange for at jeg ikke skulle se dig igen, ikke skulle snakke og grine med dig.
Jeg stod bare der og stirrede tomt ud i luften, eller var det tomt? Der stod den. Den var så fin, så hvid, så blank, og så uhyggelig? Hvorfor var den uhyggelig? Jeg havde jo selv været med til at vælge den. Du lå godt dernede, med din dyne, og dit lagen. Du lå blødt og sov. Drømte du? Jeg kunne ikke bevæge mig frem mod kisten. Der var en mur, jeg kunne ikke gå videre. Min mor skubbede mig blidt frem, så vi kunne komme op foran, og sidde. Jeg sad ved min mors side, og min far i ryggen, min mormor sad på min anden side. Hun holdte min morfar i hånden. Hvor måtte det være svært for dem. Se deres egen lille pige sove ind. Jeg kiggede stift ud i luften, så præsten komme ind. Jeg kunne godt lide hende. Hun var så sød og forstående da vi snakkede med hende om begravelsen, og om hvad hun skulle sige. Alle havde sat sig ned, og roen kom over folk. De sad bare der. Kirken var næsten fyldt. Den var ikke så stor, men den var næsten fyldt. Varmen bredte sig om mit hjerte. Hun havde så mange venner, det var dejligt at se. Men alligevel føltes det forkert?
Præsten begyndte at tale. Om dig. Om alle de mennesker du havde hjulpet, om alle de gode ting du havde gjort for alle de mennesker der sad ved dig nu. Jeg græd. Tårerne trillede lige så langsomt ned ad mine kinder. Jeg tænkte tilbage på alle de oplevelser vi havde haft sammen. Vores tur til København i sommers.
Da vi kom gående igennem København Zoo, vi skulle ned til elefanterne. Du havde bestemt dig for, det var dem ville skulle se først. Så vi gik. Meget målrettet. Men hov, hvor var elefanterne? Vi gik og ledte, og endelig fandt vi deres bur, men hvad er et bur, når der ikke er nogle elefanter derinde? Vi begyndte at grine, og lavede historier om at de var taget på ferie i Grønland, op for at møde min fætter. Vi havde meget sjov med at al isen deroppe ville knække under dem. Men alligevel lidt sure over de ikke var der. Vi gik rundt i haven, og kiggede på alle de andre dyr. Og efter et par timer, ville vi videre ind på strøget, men du ville lige hen for at se om elefanterne var kommet tilbage fra deres rejse. Så vi gik, og selvfølgelig skulle de være i den anden ende af haven. Men der var de, de var så kæmpe og enorme. Og du blev så glad, tog en masse billeder af dem, og vi gik.
Nu sidder jeg så bare helt alene her i kirken, og hører på præstens tale. Jeg skulle ikke have været her, vi skulle have været på flere ture sammen. Præsten talte om mig nu. Hun havde bygget talen op af Kim Larsens sang ´´Om lidt´´. Jeg var cirkusprinsessen. Du havde jo altid kaldt mig for din lille prinsesse. Tårerne begyndte at strømme ned ad kinderne nu. Jeg kunne intet se af det der var foran mig. Kunne kun se omridset, af præsten der talte så smukt om dig, som hvis hun kendte dig. Men det gjorde hun ikke! Det var mig der havde fortalt hende det, det var mig der havde siddet og fortalt alt det dejlige om dig. Hun snakkede, og hun fortalte. Jeg sad bare der, helt kold indeni. Kiggede over på min mormor, hun var helt knust. Forældre skal ikke sige farvel til deres børn på den måde. Jeg holdte hende i hånden, og mærkede hvordan hun rystede. Hun var kold. Jeg hørte ikke resten af talen, sad blot i mine egne tanker. Lige pludselig begyndte det at spille. Vi havde fået dem til at spille ´´Om lidt´´. Du havde jo sagt den skulle spilles til din begravelse. Men ingen havde regnet med det blev allerede nu. Så tidligt. I så ung en alder. Den blev spillet, og vi skulle ud af kirken, vi gik langsomt efter kisten. Vi skulle bære kisten hen til bilen, så du kunne blive kørt væk. Jeg gik med den. Mærkede det kolde glatte håndtag mod mine fingre. Mærkede hvordan den begyndte at glide ud af min hånd. Jeg strammede mit greb. Du måtte ikke falde. Vinden slog mig i hovedet da vi gik, og mine øjne tørrede næsten ud. Men de fyldtes hurtigt igen. Du kom ind i bilen. Lå bare der i din kiste, og kunne ikke gøre noget. Jeg gik hen, og kastede en rose ind til dig ´´Jeg vil aldrig glemme dig, husk mig hvor du kommer hen, hør mig når jeg kalder på dig, lyt til mig. Jeg beder dig. Glem mig aldrig, for du vil altid være med mig, lige meget hvor jeg går hen og hvor jeg ender.´´ jeg bakkede væk, kunne ikke klare mere. Hvordan kunne jeg bare stå her alene? Uden dig. Kun mig alene. Din støtte var der ikke mere. Jeg følte mig alene. Jeg kunne høre fuglene synge, vinden ruske i træerne, folk der stod og snakkede om dig, men alligevel hørte jeg intet. Jeg stod som en robot og sagde tak til folk. Tak fordi de var kommet for at sige farvel. Tak til dem, for at vise de var kede af det, ligesom mig. Eller var jeg ked af det? Nej, Jeg var knust! Jeg var en ussel robot der bare stod, tog imod et kram når der kom et, ellers stod jeg der bare, og havde ondt af mig selv. Min sjæl havde forladt mig. Det var kun kroppen. Alle sagde det samme: ´´Hvor er det dog forfærdeligt.´´ Ja, det er forfærdeligt! Men var det ikke dem, der for bare to dage siden havde sagt det hele nok skulle ordne sig? Var det ikke dem der ikke havde snakket om det, bare gemt det væk? Jo det var! Og det var mig, der havde grædt hver dag. Hvert sekund jeg tænkte på dig græd jeg. Det var ikke dem. De skulle da ikke bare stå, og sige det var forfærdeligt. De skulle trøste mig, holde om mig når jeg græd.
Da alle havde sagt det var forfærdeligt, og de fleste havde givet mig et kram, gik vi. Vi skulle over for at se det sted du skulle ligge. Du ville få det godt. Udsigten var lige ud til vejen. Du kan ligge og kigge på alle de skøre folk der går forbi, og grine ad dem. Som vi gjorde før. Dengang det var dig og mig. Kan du huske det? Os to. Dig og mig. Mig og dig. Vi gjorde så meget sammen. Nu skal jeg bare stå alene tilbage, og nu skal du bare ligge nede i jorden og kigge på folkene der går forbi. Og du skal være der for mig når jeg kalder på dig. Når jeg sidder alene, og kalder på dig, så skal du være der for mig. Vi stod og betragtede dit lille nye sted, alle blomsterne og kransene lå der. Der var så smukt. Min krans til dig lå der, og lyste op over dem alle. Den havde lyserøde blomster, og et fint lyserødt bånd. På båndet stod der med guld: ´´Diin Prinsesse.´´ og det vil jeg altid være. Mosters lille prinsesse.
De sagde tiden efter begravelsen ville blive lettere. De sagde at tiden læger alle sår! Men hvornår sker det for mig? Og kan tiden læge alle sår? Også sår på sjælen? Eller bliver de bare til ar, der aldrig vil forsvinde? Så man skal leve med smerten resten af sit liv. Smerten vil aldrig forsvinde helt.


Det skal lige siges jeg fik 12 for den, og min lære sagde da vi fik den, at hun måtte læse den af flere omgange, fordi hun begyndte at græde hver gang hun prøvede at læse den...:)