Stil/terminsprøve {{forumTopicSubject}}

Vi har haft terminsprøver de seneste tre dage.
Idag havde vi skriftlig fremstilling.
Hvad synes i om stilen?
Det skal lige siges, at der var 6 emner at vælge imellem. Jeg valgte et emne, hvor man ser et billede af folk på en balkon, hvor man så skal skrive en historie udfra hvad man selv synes de kigger på.

På balkonen

Jeg husker det tydeligt. Det sidder fast i hukommelsen, som var det i går. Vi var på ferie. Vi skulle være i Italien to uger. Vi havde lige fået sommerferie, en uge inden vi rejste derned. Hele familien skulle med: min mor, far, lillesøster og lillebror og så selvfølgelig mig selv. Vi troede, det ville blive den bedste ferie, og glædede os sådan til at komme derned. Hvis jeg havde vidst, hvad der var sket, ville jeg have forhindret rejsen, jeg ville have sagt, at vi ikke skulle rejse. Men vi rejste, og det kan vi ikke lave om på, selvom vi alle gerne ville.
Det var en onsdag. Vi havde allerede været i Italien en uge og et par dage, men dengang ville vi have gjort alt for at blive dernede resten af sommeren. Dengang vidste vi ikke, at den dag ville ændre vores liv for evigt. Dagen før havde vi været i Rom, og havde set Colluseum og Notra Dame. Dagen havde været skøn, selvom vi havde stået i en lang kø for at komme ind i Colluseum. Jeg tror, at vi stod i kø i to en halv time. Eller vi gjorde ikke, min far og mor stod i køen skiftevis, imens vi andre løb rundt omkring på pladsen. Der var sjove mænd, som var klædt ud som gamle romere og gladiatorer, og da vi endelig kom ind for at se Colluseum, var os børn allerede trætte, og ville ud for at spise. Dengang så vi ikke den skønhed, der var omkring os. Derefter bevægede vi os til Notra Dame, hvor hele historien gentog sig.
Vi havde leget hele onsdagen. Vi boede i en lille by ca. 35 km fra Rom. Der var mange italienere, der hele tiden skulle røre ved mig og min søster, fordi vi havde helt lyst hår. Om morgenen havde vi vækket min far med sang og kage, da det var hans fødselsdag. Han blev 37 år. I morgen ville han være blevet 43 år. Det hele er seks år siden, og alligevel husker jeg enhver lille detalje fra den dag. Min lillesøster havde en rød top på uden over hendes bikini. Vi havde badet i swimmingpoolen, og hendes top var næsten gennemblødt af den drivvåde bikini. Hun havde ikke bukser på, men gik rundt i bikiniunderdelen. Hun så så glad ud den dag. Hun var så lille, at verden ikke kunne gøre hende noget. Min lillebror var ikke særlig gammel. Han var næsten lige blevet et år. Han havde lige lært at gå, og kunne næsten tale. Han havde pjasket rundt sammen med min mor i børnebassinet hele formiddagen. Jeg kan huske hans lille ansigt. Hans smilende øjne. Man kunne se han var lykkelig den dag.
Ved tolv tiden var vi alle sammen gået op i vores lejlighed. Min far smilede til min mor og kyssede hende på panden, hvorefter han sagde, at han ville kører hen efter frokost. Min mor protesterede smilende og sagde, at hun da bare kunne lave noget. Han sagde hende imod og erklærede, at når man var på ferie, skulle man forkæles. Derefter løb han ned af trapperne, og vi kunne høre en bil der startede. Vi andre tog vores badetøj af, og skiftede til noget andet sommertøj. Dengang vidste vi ikke, hvad der ville ske.
En halv time efter kom nogle naboer på besøg. Min farfar havde arbejdet i Italien, så derfor kendte vi de fleste mennesker, der boede i kvarteret. Pludselig hørte vi et kæmpe brag og vi skyndte os ud på balkonen. Flere naboer kom til. Til sidst stod vi en hel flok derude. I starten kunne jeg ikke helt se, hvad der var sket. Jeg kunne se en stor bil, der var kørt sammen med en lille bil. Det var først, da jeg så, at det var den bil vi havde lånt, der var offeret for den anden bil, at jeg blev bange. Pludselig væltede min fars skikkelse ud af bilen. Jeg kunne høre folk omkring mig gispede. Min mor skreg, hvorefter hun løb ned på gaden hulkende. Nogle af de mennesker der var samlet på balkonen løb med hende, en ældre kvinde tog sig af min lillebror og lillesøster og en anden ringede efter hjælp. Da nyheden om ulykken rygtedes, stimlede flere folk sammen på balkonen.
Det føltes som en evighed, inden der kom hjælp. Jeg håbede og ønskede, at min far kunne redes, at han kunne komme hjem sammen med os og at han ville komme og holde om mig i de øjeblikke, hvor gråden kom op i halsen. Men inderst inde vidste jeg, at der ikke var håb forude. Jeg kunne se det på den måde, min mor lå og hulkede over min far. Det var slemt. Folkene omkring mig på balkonen var blege. Jeg kunne se, at en middelaldrene mand tog sin hånd op og tørrede sig omkring øjnene. Det var en af min fars gode venner. Nogle af de andre stod, som om de kedede sig - Ligesom på et museum - men alligevel kunne jeg se et blik af bedrøvelse i deres øjne. Jeg selv var forstenet. Jeg tror, at folk undrede sig over at jeg ikke løb ned til mine forældre – at jeg ikke ville se min far. Men det ville jeg ikke. Jeg ville lade som om, det ikke var sket, som om det var en ond drøm – et mareridt. Hvis jeg gik derned, ville det hele blive til virkelighed. Jeg ville kunne se, at det ikke bare var et mareridt. Derfor stod jeg bare forstenet, mens jeg så på, at de italienske ambulance mænd kørte min far væk. Min mor var taget med ham. Inden ambulancen kørte, havde hun set op på mig. Det blik hun havde i øjnene, stak virkelig i mit hjerte. Det var som om, at det sugede al kraften ud af mig.
Da ambulancen var kørt, begyndte folk stille at gå hjem igen. Man kunne se, at de alle var rystede. Til sidst var der kun den ældre dame tilbage. Hun havde altid passet os, hvis mine forældre en aften skulle i byen sammen. Hun havde lagt min lillebror, der ikke forstod noget af det der skete, i seng. Nu sad hun og trøstede min lillesøster, der græd og kaldte på sin mor, mens den ældre dame på italiensk sagde at det hele nok skulle gå.
Jeg stod alene ude på balkonen. Jeg havde ikke bevæget mig, siden jeg kom derud. Jeg kunne ikke. Jeg stod bare og stirrede på den plet, hvor man kunne se, min far havde ligget, fordi at
der lå blod omkring. Når den ældre dame kaldte inde fra lejligheden, lod jeg som om jeg ikke hørte hende. Jeg ville bare vågne fra mareridtet. Men det gjorde jeg ikke. Det gav et sæt i mig, da jeg hørte telefonen i lejligheden ringe. Den ældre dame tog den, og det gik op for mig, at det var min mor hun snakkede med, da hun prøvede at tale med hende på hendes dårlige engelsk. Jeg lyttede til samtalen. Det lød som om, at den ældre dame blev mere og mere ked af det. Da vores blik mødtes, kunne jeg se skrækken i hendes øjne, tårerne på hendes kind og hendes triste ansigtsudtryk.
Min mor kom hjem en time efter telefonsamtalen. Der var blevet mørkt udenfor. En hund gik forsigtigt hen, og snusede til det størknede blod. En kvinde råbte af den og jog den væk hvorefter hun så med sympati op på balkonen, hvor jeg stadig stod og så ud. Min mor kom næsten lydløst ind. Jeg opdagede hende ikke før, hun stod i døren ud til balkonen, og ville have mig med ind og spise. Jeg svarede, at jeg kom om et øjeblik. Maden, som den ældre dame havde lavet, var min livret. Alligevel rørte jeg den næsten ikke. Vi sad omkring bordet, og nippede forsigtigt til maden i fuldstændig tavshed. Selv min lillesøster, der altid plejer at råbe op, var helt stille. Vi vidste alle sammen, hvad der var sket. Efter maden gik min mor ind på hendes værelse. Det var underligt, at hun gik alene derind. Jeg ventede på, at min far kom hjem og gik ind til hende. Det skete bare ikke. Den ældre dame så hurtigt ind til min mor, og sagde at hun tog hjem, men kom igen tidligt i morgen. Da døren smækkede, gik jeg ud på balkonen igen. Jeg havde taget et tæppe med. Idet jeg lagde mig ned på det hårde beton, kunne jeg hører min mor brast i gråd inde fra deres værelse. Jeg lå helt stille og så op i den klare nat, mens jeg mærkede tårerne strømme ned af kinderne. Jeg hviskede op til himmelen: ,,Kom igen far, du må ikke forlade os, ikke nu!”

havde glemt at notra dame var i paris og ikke rom, ups ss;