Drømme, ambitioner og mål {{forumTopicSubject}}

De fleste af os, ender blot som de ganske almindelige mennesker, som får lov at leve det ganske almindelige liv, nøjagtigt som naboen på den anden side af hækken. Vi vokser op, vi får sandsynligvis en eller anden form for uddannelse, finder et job, falder til ro, møder den rette mage, sætter afkom i verden, lever med dem, ser dem vokse op, fortsætter med at arbejde, betaler resten af lånene af, går på pension, hygger os og dør. Det er der da intet galt med! Det liv jeg netop beskrev, vil for rigtig, rigtig, rigtig mange mennesker, kunne betegnes som noget nær det ideelle liv, fordi det er så dejligt forudsigeligt og det vildeste der kommer til at ske, er en GPS som sætter ud mens man kører rundt, på en eller anden mærkelig vej, et sted oppe i Sverige under en sommerferie. Det kaldes for det almindelige liv og heldigvis, er der rigtig, rigtig mange, som vælger at leve dette liv, lever deres eget, stille liv og giver plads til de ekstraordinære, til dem som skal skabe de øjeblikke, som minder, gode historier, drømme og andres ambitioner bliver gjort af. Og hvorfor kan de gøre det? Jo, for mens førstnævnte blot (uden at dette ”blot” på nogen måde misforstås!) er ordinære, så er disse mennesker ekstraordinære!

Størstedelen af alle mennesker på denne jord, bliver blot født som en del af den almindelige cyklus, de skal sørge for, at verden ikke går helt af lave, de skal give plads til de med lidt ekstra, som i fremtiden skal hives frem som det grundstof, som de næste mange par generationers ekstraordinære, skal gøres af.

Jeg kender en af disse såkaldte ekstraordinære, en pige som man vil sige har ben i næsen (hvor latterligt det end lige lyder!) og som ikke er bange for at gøre det, som resten er bange for: At sætte sig et mål, sige det højt og så gå efter det, en forfærdelig ting som de fleste for alt, alt, alt i verden vil undgå, for når først det er sagt og ordene hænger derude, kan de ikke tages tilbage igen, for så snart et eneste individ begynder at vise denne abnormale ekstraordinære adfærd, begynder alle straks at vise interesse for at høre hvad der sker, gemme alt der bliver sagt, således det kan bruges til spot, hån og nedgørelse, hvis ambitionerne af en eller anden grund, skulle komme til at forblive uindfriede. Jeg har selv mødt en del, der deler hendes drømme, forskellen på de mennesker og dette enkelte individ er blot, at de er bange for at sige det højt, selvom det ellers er den første vej, så snart tingene bliver sagt højt bliver de mere virkeligt, fordi de netop får lov, at gå fra tanke til ord, fra ordene er der ikke så langt til handling, selvom den vej fra ord til handling ganske vist er den længste, men den er jo ikke nær så lang, som vejen fra tanke til handling.

Et mål er mange ting, det kan være alt fra olympisk guld til blot at overvinde sig selv og klappe en hund, hvis det er noget man virkelig vil og er klar til at kæmpe for, er det et mål og en ambition. En sejr er en sejr uanset niveau, uanset om dette er noget så stort, at det går over i historien eller blot er en personlig sejr, for uanset sejrens størrelse, giver den en følelse så stor og fin, at der endnu ikke er fundet ord, som med rette kan beskrive dette. Ambitioner, mål og drømme er for alle, både ordinære såvel som de ekstraordinære. For ordet ekstraordinær i sig selv, er jo et dybt latterligt ord. Ordinær betyder jo blot almindelig, ekstra fortæller jo bare at noget er endnu mere, så i dette tilfælde med ekstraordinær er dette menneske jo blot endnu mere almindelig! Så når et endnu mere almindeligt menneske, sådan en af disse ekstraordinære, tør sætte ord på sine drømme og ønsker, gøre dem til sine ambitioner og, hvis alt fortsætter i den retning som på nuværende tidspunkt er udstukket, får lov til at opnår drømmestadiet, der hvor ambitionen får lov at blive en oplevelse for livet, bør det kunne lade sig gøre for alle og enhver, så længe de blot bærer viljen til at krydse ild, vand, smerte og tåber som råber og skriger, at de andre skal give op, fordi det ekstraordinære slet ikke er for de ordinære, selvom det ekstra er for de endnu mere ordinære, fordi det siger ordet jo selv, kan man jo kun ærgres over, at de vælger at spilde deres tid på, at forsøge at standse andre fra at være ekstraordinære, når de nu kunne have brugt al den vidunderlige energi på, at finde den ting, som kunne have gjort dem selv ekstraordinære. Vi får ikke alle lov til, at gå over i historien, men at blive skrevet ned i en støvet bog som de færreste alligevel ikke vil kaste sig frådende over, kan jo også være fuldstændig ligegyldigt, da vi jo ikke længere lever i en verden, hvor eftermælet er alt og altid, og for enhver pris, altid både må og skal overskygge noget som er langt mere fantastisk end Døden, nemlig selveste Livet! Og skulle der alligevel, og det skal der jo nok, det virker jo som om de fleste mennesker har fået et eller andet gen fra vampyrerne og lever af, at suge ambitioner til sig og destruere dem, dukke en op, som hellere end gerne vil tilbringe alt fra få sekunder og frem til alle deres levende dage her på Jorden med, at fortælle dig at du absolut ikke skal tage det skridt, hvor tanken og ønsket får lov til, at blive til en fantastisk handling med et fantastisk minde til følge? Ignorer dem, de er ikke engang et bump på vejen. Nærmere en sten på vejen, som du ikke engang vil bemærke, fordi vi kører i en motherfucker stor TRUCK!