Det her kommer Mette til at kunne lide :D {{forumTopicSubject}}

Hej folkens
Her for et par dage siden skrev jeg hele min historie ned om min depression. Uden redigering, omsvøb, eller sjove påfund. Bare som det hele skete.
Og Mette tror så at det er godt for mig at være åben om det.
Så derfor vil jeg lade jer læse den. Selvfølgelig kun hvis i har lyst
På en måde indgår Twilight, men ikke som en så væsentlig del af historien.


Forrådt

Prolog

Jeg stirrede på computerskærmen. Jeg var lamslået. Mit hjerte bankede så hurtigt at jeg havde svært ved at tælle slagene, selvom jeg desperat forsøgte. Noget at koncentrere sig om. Noget konkret at holde fast i.
Jeg fik min vejrtrækning under kontrol, og kiggede så igen på skærmen. Men nej. Skriften på den havde ikke ændret sig.
Beskederne beskrev stadig mig, som en luder og en so. Beskederne sårede mig stadig mere end nogen fysisk smerte kunne. Og beskederne var stadig fra min bedste veninde…

Del 1 - Lost

Emilie Rasmussen skriver…
Endnu en besked tonede frem på skærmen.
Emilie Rasmussen siger: Og så burde ud virkelig og lære at tage dig af din hest. Hver gang hun ser dig ligger hun jo ørerne ned og viser tænder! XD
Jeg vidste godt at det ikke passede. Hvis det var nogen i den stald der havde et godt forhold til deres hest var det mig. Hun fulgte mig som en lille hund.
Men det gjorde stadig ondt…
Min mor kom ind af døren til mit værelse. Jeg har altid hadet at lyve, men jeg kunne ikke overskue at snakke med hende nu.
“Du skal snart i seng, klokken er 1,” sagde hun, og smilede til mig.
Jeg rullede med øjnene, min sædvanlige reaktion når hun nævnte min sengetid, og kiggede irriteret på hende.
“Jaja, bare gør dig klar,” sagde hun, og gik ud igen. Jeg vidste at jeg aldrig ville kunne sove uden på det jeg lige havde skrevet med Emilie om. Ikke før vi fik redt det ud.
Men det gjorde vi ikke. Jeg gik i seng, men tog min mobil med op. Hun svarede ikke på nogen af mine beskeder.

Da jeg vågnede om morgnen kunne jeg godt mærke hvordan manglen på søvn påvirkede mig. Jeg havde nok ligget vågen til klokken 4 eller 5, og bare tænkt. Tænkt over hvad jeg havde gjort, hvad jeg havde sagt… Og jeg var aldrig nået frem til et svar.

Del 2 - Slutningen

Samme aften sad jeg endnu engang og diskuterede. Eller nærmere lyttede til fornærmelser og sårende bemærkninger, mens jeg forsøgte at modbevise dem, og finde kilden til dem.
Jeg fandt hurtigt ud af at kilden til dem var Emilie. Og selvom vi havde været oppe og skændes dagen før, overraskede det mig. Jeg troede at vi kunne klare det alene. Det fik jeg hurtigt modbevist.
Jeg så hvordan min verden faldt fra hinanden. Alle på den rideklub Emilie og jeg plejede at komme på havde vendt sig mod mig.
Og de kunne ikke engang give mig en grund. Ikke en eneste, ikke engang en dårlig en af slagsen.
Jeg endte med at gå grådkvalt ind i stuen til min mor, for at spørge hende hvad jeg skulle gøre.
Udfaldet af den handling overraskede mig dog. Og ikke positivt.
Min mor fortalte mig, at med de ting de havde sagt, og de trusler de var kommet med, kunne hun ikke lade mig blive på den rideklub. Med andre ord… Jeg ville miste min hest. Den eneste i denne verden jeg virkelig stolede på. Min elskede halvpart, der gik som rideskolepony.
Mit forsøg på at få vejret, fik et skrig til at arbejde sig vej op igennem min hals. Et enkelt, skingert, hjerteskærende et, der udstrålede så meget smerte at jeg ikke engang selv kunne klare og høre det. Og lige på det tidspunkt troede jeg ellers ikke at det kunne blive værre.
Min mor nåede ikke engang at sige noget før jeg stormede ind på mit værelse. Jeg gav mig ikke engang tid til at smække døren, for jeg vidste at hun ville følge efter mig alligevel.
Tårerne rendte så stærkt ned af mine kinder at jeg havde svært ved at skelne møblerne fra hinanden. Men jeg fandt dog min seng.
Her sad jeg så og vuggede frem og tilbage, meget ens med en sindssyg, da min mor fandt mig.
“Bella du..” jeg kiggede på hende med så meget had jeg kunne præstere. Og det var ikke meget, jeg var for overmandet af sorg.
Min mor forlod mit værelse uden flere ord. Det gik vel op for hende at hun aldrig ville kunne hjælpe mig. Aldrig nogensinde.
Jeg krummede mig sammen, og fortsatte med at rokke frem og tilbage, mens jeg mumlede: “Pepsi,” igen og igen. Det var det eneste ord jeg kunne få over mine læber.
Efter den aften, har jeg et hul i min hukommelse på omtrent 3-4 måneder…¨

Del 3 - Smerten

Selvom jeg har et hul i min hukommelse, er der én ting jeg husker. Og det er ikke hvad jeg har lavet, hvem jeg har snakket med, eller noget andet man ville huske normalt.
Jeg husker smerten. Den evindelige smerte.
Jeg kan huske hvordan den brændte, bed, rev og flåede i mig. Ikke kun i mit hjerte, men alt i mig.
Det eneste jeg husker, er et dybt sort hul af sorg, omgivet af en tåge af smerte. Hvordan enhver bevægelse gjorde ondt. Hvordan alle ord der kom ud af min mund var løgn.
Jeg var ikke okay. Jeg skulle ikke nok komme over det. Om det var mit eget valg? Det ved jeg ikke. Måske valgte jeg helt ubevidst at jeg aldrig kunne glemme hende, aldrig kunne komme videre. Måske er det bare sådan det er når man finder sin bedre halvdel.
“What am I gonna do, when the best part of me was always you?”
Godt spørgsmål. Personligt tror jeg aldrig at jeg finder svaret.

Folk spurgte til hende. Hvorfor jeg ikke passede hende mere, hvad der var sket. Mine svar var overfladiske. Jeg vidste at de alligevel aldrig ville kunne forstå det. Aldrig nogensinde.
Og hver gang de nævnte hendes navn. Pepsi… Så blev smerten stærkere. Den ellers ret så monotone , men dog ikke mindre smertefulde følelse af tab blev stærkere, og forvandlede sig til en blanding mellem frustration, vrede, dyb sorg, desperation og… tomhed… Hvor utroligt det end lyder, fyldte tomheden mest.

Hver gang jeg kom hjem fra skole, faldt jeg udmattet om på gulvet, uden at kunne nå ind i min seng.
Jeg skreg og gispede for at få smerten ud. Men jeg kunne ikke græde. Jeg havde ikke flere tårer.
Og jo mere ondt det gjorde, jo mere følelseskold og rablende vanvittig følte jeg mig.

Del 4 - Min Redning

Men sådan blev det selvfølgelig ikke ved. Hvis det havde gjort det, havde jeg sandsynligvis ikke været her i dag. Og selvom jeg for altid har mistet min barndom, og en del af mig selv… Ja, så kom jeg ud af det værste. Jeg kom ud af tomheden. I hvert fald delvist.
Og det var noget som banalt, som 4 bøger der hjalp mig med det.
Twilight Sagaen.
Jeg havde ingenting, men pludselig en dag faldt jeg over de her bøger, som da lød okay. Eller… Jeg var vist nok ligeglad.
Men jeg købte så den første.
Og fandt hurtigt ud af at jeg ikke kunne undvære den. Twilight blev min flugt fra virkeligheden, og min nye levemåde.
Jeg læste alle 4 bøger utallige gange.
Men uanset hvor meget Twilight hjalp mig, kom jeg aldrig videre. Jeg kunne stadig mærke tomheden til tider, og smerten forsvandt aldrig.
Men ikke desto mindre begyndte jeg at bygge et liv op igen. Fra bunden. Og denne gang med en mur omkring mit hjerte.,
De heste jeg passede nu, betød intet for mig. De mennesker jeg mødte nu, kunne ikke komme tæt på mig. Ingen kunne trænge ind til mig.
Det vil sige. Ingen kunne trænge ind til mig, lige indtil jeg mødte min nye part. Martell. En skøn pony. Eller, i virkeligheden af det løgn. For hvad jeg fik overdraget da jeg fik ham, var det rene ingenting. Ikke noget værd.
Ligesom mig. Og måske var det, hvad der trængte ind til mig.
I hvert fald var der noget ved ham der gjorde det.
For bare få måneder efter, vidste jeg at jeg aldrig ville miste ham. Selvom… Han ville aldrig blive hende. Han ville aldrig blive alt det jeg kun kunne drømme om at få.
Men som en vis mand en gang har sagt: “You have to give up the life you’ve planned, to live the life that’s waiting for you”
Og det passer nu engang. Selvom jeg stadig ønsker mig hende mere end noget andet.
Selvom jeg, når det er værst, kigger på Martell, og ser alt det han ikke er. Men en ting jeg er nødt til at affinde mig med, er at han aldrig bliver som hende. Han er alt det hun aldrig var. Og han er langt sundere for mig. Det ved jeg nu.

Men smerten giver aldrig helt slip.

Epilog - 2 år senere

Der er gået to år siden jeg mistede Pepsi. Emilie har undskyldt utallige gange, og er sikker på at vi er bedste venner igen. Hun forstår tilsyneladende ikke at jeg ikke bare kan stole blindt på hende. Jeg har mistet for meget til at kunne få mig selv til det. Selvom jeg virkelig gerne vil tro på at hun har ændret sig.
Det kan jeg bare ikke. Længere er den ikke.
En del af det kommer nok af at jeg ikke er kommet videre. Jeg savner hende stadig. Pepsi. Jeg ser stadig på Martell til tider, og ser hvordan han ikke er hende. Hvordan han aldrig bliver god nok. Selvom jeg så brændende ønsker mig at det ikke er sandt.
For han er alt jeg har tilbage…

Fortæl gerne hvad i synes