Eternal Love - ''Fanfiction'' {{forumTopicSubject}}

Dette er første kapitel af en historie jeg skriver for Katrine Bender Petersen, her på HG, også med i gruppen her.

Skriv hvad i synes

Eternal Love
- By Bella Vinter

Kapitel 1.
Det der var værre end manglende musik

Jeg gik op på flyet, sammen med resten af min familie. Vi var på ferie i USA, men skulle fra Californien til Washington. Nu ved jeg godt at det lyder lidt underligt at rejse på sommerferie til et rigtig varmt sted, med sol, hvide strande og masser af varme, for så at rejse til den mest regnvåde stat i USA. Lidt latterligt, hvis man ser på det sådan, men jeg er Twilight fan (for ikke at sige freak) og mine forældre havde lovet mig at vi kunne tage over og se den by hvor Twilight udspiller sig, altså i Forks, Washington. Så det var så der vi var på vej hen.
Jeg havde håbet jeg ville komme til at sidde ved vinduet, og ved siden af mine forældre. Men næh, nej. Altså jeg sad ved vinduet, men jeg skulle selvfølgelig sidde ved siden af min møgirriterende storbror. Typisk.
Vi lettede uden problemer, og udsigten over stranden, byen og det smukke blå hav var fantastisk. Jeg sad og nød udsigten, mens jeg lyttede til Twilight soundtracket på min Ipod. De sange er geniale, og atter geniale.
Pludselig begyndte flyet at tabe højde, og lyset forsvandt.
Stewardesserne gik fra sæderække til sæderække, og bad os bevare roen. De klarede det ikke selv så godt.
Enhver kunne regne ud at vi styrtede ned, og jeg havde på fornemmelsen at det ville blive et grimt styrt.
Hele min krop spændtes, og mit hjerte slog hurtigere og hurtigere i takt med at jorden nærmede sig.
Jeg fik et sidste glimt af en masse træer, næsten som en skov, da alle skreg, og der lød et kæmpe brag.
Og så blev alt sort.

Desværre blev det ikke sort længe nok. Jeg vågnede, måske 2 minutter senere. Det første jeg bemærkede var, min musik var gået ud. Det andet var et der lå noget under min ryg, så jeg faktisk lå ret så ukomfortabelt.
Men af en eller anden grund generede det mig ikke. For selvom en del af min hjerne bemærkede det, var det som om jeg slet ikke var der. Jeg så ikke det hele oppe fra, som man ser i film. Jeg var ligesom bare ikke en del af noget af det. Jeg var et andet sted, hvor det eneste der virkelig generede mig, var at musikken var stoppet. Pokkers Ipod! Jeg mener, den er designet til at spille musik, right? Er det så ikke det den skal gøre? Og blive ved med det?
Jeg begyndte at lede efter den, for enten at tænde musikken, eller, hvis den ikke gad det, smadre den mod en sten eller noget. Jeg mærkede efter rundt omkring mig, og bemærkede for første gang at jeg faktisk havde lukkede øjne. Så jeg åbnede øjnene, og mødte det værste syn i mit liv. Så slemt, at jeg helt glemte Ipod’en og den manglende musik. Men jeg fandt alligevel ud af hvorfor musikken ikke spillede mere. Jeg var bare fuldstændig, hamrende, komplet ligeglad. For jeg sad midt i en bunke flydele. Smadrede og ubrugelige. Og i de flydele lå mennesker. Masser af mennesker. Alle sammen døde. Og blandt de mennesker lå min familie. Min mor, som jeg havde sådan et godt forhold til. Min far, der altid kunne sige noget sjovt, uanset hvor slemt alting så ud. Bare ikke nu. Og min storebror, som jeg for lidt siden havde beklaget mig over, og virkelig hadet. Det fortrød jeg så bitterligt nu! Det var min bror der lå under mig, med tomme døde øjne.
Jeg lukkede øjnene. Jeg ville ikke se mere! Det var først nu, at jeg lagde mærke til, at jeg ikke selv var uskadt. Jeg havde en lang rift på siden af mit hoved, som jeg var ret sikker på at mit hår skjulte. Mit ben gjorde ondt af helvede til, selvom det ikke føltes som om jeg blødte på nogen steder. Og så min albue. Jeg var ret sikker på at den var revet af led. Og det var nogenlunde der det blev for meget for mig.
Jeg lagde mig på jorden, og rystede af gråd. Jeg ville have skreget, men det kunne jeg ikke. Hele min familie. Døde! Det føltes som om jeg lå der i en evighed, men det kan også sagtens have været få minutter. Det vidste jeg ikke.
Men evigheden sluttede.
Det der fik mig tilbage til virkeligheden, var den høje, mørke skikkelse der kom imod mig. Skikkelsen så bekendt ud, på en fremmed måde. En måde der fik mit hjerte til at banke hurtigere. En fysisk reaktion, der normalt ville være forbundet med glæde og fascination. Det følte jeg ikke nu. Jeg følte mig bare tom.
“Hey, are you allright?” spurgte skikkelsen.
“Nej, jeg…” det var først der det gik op for mig at han havde talt engelsk, og at stemmen havde sendt kuldegysninger ned af min ryg. En behagelig følelse.
“No… Who are you?” spurgte jeg. Jeg stammede, men han lød som om han forstod mig alligevel.
“No one you have to worry about. Come here,” sagde han, og bredte armene ud. Under normale omstændigheder ville jeg bare glo skeptisk på ham, men det her var ikke normale omstændigheder.
Så jeg rejste mig, gik det halve skridt hen til ham, og lod mig glide ind i hans favn.
Jeg blev med det samme roligere.
Jeg kiggede op på hans ansigt, og trods min elendighed, og begyndende depression, kunne jeg ikke holde et gisp tilbage.