Vampyrhistorie :) {{forumTopicSubject}}

Hej med jer Jeg har skrevet en vampyrhistorie. Jeg vil ikke sige alla Twilight, men så alligevel.. Den handler om en vampyr og et menneske der forelsker sig, så måske lidt
Hope you like.
- Den er liiidt lang xD

A True Vampire Story
- ATVS

When it´s real, you can’t walk away

Prolog
Flash Back

“Husker du noget om overfaldet, min dreng?” “Nej intet, desværre.”
Politimanden kiggede opgivende på mig. “Intet ansigt, ingen stemme, ikke engang en højde eller vægt i cirkatal?” “Nej, jeg husker ingenting.”
Jeg løj selvfølgelig for ham. Jeg huskede alt. Hendes ansigt, hendes stemme, hendes hår, selv hendes duft.

Det var tre dage siden jeg var blevet ‘’overfaldet’’ i en mørk baggård.
Jeg havde været til fest, og var en lille smule fuld (okay, måske lidt mere end en lille smule, men hvem tæller?) og værten havde sparket mig ud i baggården, jeg kan faktisk ikke helt huske hvorfor. Sikkert noget med en flaske vodka jeg ikke ville dele, eller hvem ved. Men det er sådan set også lige meget. Jeg faldt i baggården, og lige med det samme kom en pige hen til mig. Hun var køn. Nej hun var lækker. Nej faktisk var hun den smukkeste pige jeg nogensinde havde set på alle tænkelige måder.
Hendes hår var kulsort, men havde alligevel et gådefuldt blåt skær. Hendes øjne var grønne. Gnistrende grønne, som om nogen havde tændt et lys inde bag dem. Hendes ansigt var perfekt formet, og hendes hud var fejlfri. Hendes krop lignede en, der tilhørte en meget højt betalt supermodel. Hun var smuk. Meget, meget smuk. Hun havde duftet himmelsk. Lidt af appelsin, lidt af vanilje og lidt af chokolade, blomster, solskin og honning. Og alligevel havde duften været noget helt specielt. Hun spurgte mig om jeg var okay. Jeg var selvfølgelig lidt macho og sagde at det ikke var noget, selvom jeg kunne mærke blodet pible ned af mit ben, fra et stort, dybt sår på knæet, og min skulder faktisk var alt andet end okay. Hun stillede sig overfor mig, og kyssede mig. Jeg forstod ingenting, men hun så godt ud, og virkede sød nok, så jeg kyssede hende tilbage. Hendes læber løb ned af min hals, og jeg mærkede et lille prik i huden på halsen. Der gik et øjeblik, så blev alt sort…

“Når du intet husker er der jo ikke så meget vi kan gøre,” sukkede betjenten. Han sagde farvel, og min mor fulgte ham til døren, eller skulle jeg sige ud af døren. Det var bare så tydeligt at hun var vild med ham. Typisk…



Jeg selv gik direkte op på mit værelse, tændte computeren og åbnede
internettet. Nu skulle eftersøgningen i gang! Jeg måtte finde hende. Så var spørgsmålet bare hvordan. Skulle jeg bare søge: ”ufatteligt smuk pige” på google? Nej, vel? Måske skulle jeg prøve med noget lidt mere enkelt. Vampyrer i Phoenix, for eksempel. Det prøvede jeg så.




























1. Kapitel
Vampyr Eller Ej

Jeg fik en masse sider frem, men ingen hjalp mig videre. Så søgte jeg under billeder. Jeg vidste da i hvert fald hvordan pigen så ud. Men nej, det eneste der kom frem var blod, hugtænder, og et par enkelte billeder fra film og serier som; En Vampyrs Bekendelser; Twilight; The Vampire Diaries og True Blood. Ikke just det jeg ledte efter. Jeg kiggede alligevel lidt rundt på siderne, men fandt som forventet ikke noget jeg kunne bruge til en skid.
Jeg havde ligget søvnløs hele natten og tænkt, så min tålmodighed var ikke på toppen. Jeg begyndte allerede at mærke irritationen stige. Hvorfor kunne den lorte computer ikke bare finde hvad jeg skulle bruge?
Så fik jeg pludselig en idé. Politiet havde jo leget med tanken om at det var et dyreangreb, selvom vi var så langt inde i byen. Så jeg søgte: Dyreangreb i Phoenix. Der kom billeder af forskellige mennesker frem i alle aldre. Lige fra små børn, til pensionister. Men ingen af dem mindede bare lidt om hende jeg ledte efter. Hmm… hvad så med forsvindinger? Forsvindinger i Phoenix, søgte jeg, efter at have kastet et sidste opgivende blik på skærmen. Der kom en masse hits, og jeg gik ned og hentede en cola, hvorefter jeg kiggede samtlige 26 sider med billeder igennem, mens jeg slubrede cola i mig. Der var en masse unge piger, mange der havde samme farve hår, samme ansigts træk eller næsten samme farve øjne, men ingen der udstrålede den perfektion som hun udstrålede. Jeg blev mere og mere frustreret for hver gang jeg trykkede ’’Næste side’’, og efter alle siderne var kigget igennem (to gange. Ja, jeg er desperat, jeg ved det…) slettede jeg hvad der stod i søgefeltet. Jeg tænkte over hvad man så kunne skrive, men kunne ikke komme på noget der ville hjælpe det mindste. “Hvem fanden har nogensinde sagt at Google kan finde alt?” snerrede jeg for mig selv. I et anfald af vrede og frustration, måske også af følelsen af håbløsheden der skyllede ind over mig, hamrede jeg hænderne ned i tastaturet. Jeg ramte nogle taster, skrev i søgefeltet, og kom åbenbart også til at ramme ‘enter’, for pludselig søgte computeren igen. Jeg var lige ved at lukke internettet ned, da den blev færdig med at søge, og jeg, i anden billedrække, så toppen af noget hår i samme farve som hendes havde været. Jeg scrollede ned af siden,



ned til billede og trykkede på linket. Det var rent faktisk hende. Jeg læste hurtigt teksten igennem, inden jeg gav mig selv lov til at juble.

“Dana McGraw, forsvundet på familieferie i Californien”
Stod der under billedet. Længere nede var der en avis artikel.

“15 årige Dana McGraw forsvandt natten til lørdag fra en strandfest på ferie med sin familie i Californien. Hun forsvandt mellem kl. 23:00-01:00, og ingen har set hende siden. Hun formodes bortført, i værste fald myrdet.”

Men artiklen var gammel. Næsten tyve år gammel. Hvordan kunne pigen jeg så, Dana, været blevet bortført for tyve år siden, men ikke have set en dag ældre ud for tre dage siden, end hun gjorde på billedet fra artiklen? Nej hun havde faktisk set mange gange bedre ud, men det havde alligevel uden tvivl været samme pige. Var hun virkelig vampyr? Det var først gået op for mig nu, hvor lidt jeg egentlig havde troet på det, der havde været lige for næsen af mig hele tiden. Her var pigen jeg var forelsket i, (nåh, det havde jeg glemt at sige? Ups, min fejl.) og hun var et blodsugende monster! “Jeg tror jeg må have noget luft,” gispede jeg, og løb ned af trappen og direkte ud af hoveddøren i ualmindelig høj fart.

*

Okay, okay. Nu måtte jeg lige tage mig sammen. Jeg var nået ud af huset, og indåndede den friske eftermiddagsluft. Træk vejret dybt. Ånd ind, ånd ud. Ind, ud, ind, sagde jeg til mig selv. Okay, klar.
Hun var vampyr. Og hvad så? Det var jo ikke sådan at hun havde suget mit blod. Årh for fanden! Det gik lige op at det var lige hvad hun havde gjort. Og så havde hun efterladt mig i rendestenen som om jeg var et dyr. Nej, værre end det. Som om jeg var affald. Men hun havde ikke dræbt mig. Det var et plus. Var det ikke? Sirenerne fra en politibil, eller ambulance, eller hvad det nu var, vækkede mig af min indre rablemonolog.
Nu måtte jeg lige tænke klart. Hun var vampyr, men hun havde ikke slået mig ihjel. Det kunne vel kun være godt. Men var der ikke noget med at hvis man blev bidt af en vampyr, men ikke døde blev man selv til en? Åh


nej, var jeg blevet til en slags død, blodsugende ehm… tingest, uden at lægge mærke til noget? Det kunne ikke passe. Ville jeg så ikke dø? Eller få lyst til at suge blod? Jo, det ville jeg nok. Og i det store hele, hvad fuck vidste jeg så egentlig om vampyrer? De var udødelige, de drak blod, og så var de muligvis ufatteligt smukke? Men hvor var det, jeg faktisk vidste noget med sikkerhed, andet end at de drak blod, for den pige, den aften havde helt klart, drukket mit blod! Men ladet mig leve. Kunne vampyrer godt det? Måtte de godt det? Var der overhovedet noget vampyrer ikke måtte? Okay, jeg måtte indse det… Jeg vidste ikke en skid om vampyrer, og det måtte jeg bare tage at lave om på!
Hmm… Hvordan kan man finde ud af ting om vampyrer der rent faktisk passer med 100 % sikkerhed? Biblioteket? Nej, dårlig idé. Hvem sagde noget af det passede. Okay forfatterne til bøgerne sagde at det passede, men de fleste af dem var døde for flere hundrede år siden, så hvad ragede de mig? Okay, hvad så med internettet. Man kunne finde alt på nettet. På den anden side var det endnu mere upålideligt end biblioteket… Okay, så var den eneste udvej at stalke en vampyr? Og i så fald, hvordan gjorde man det uden at blive opdaget, eller værre endnu, slået ihjel? Og til at starte med, hvordan fandt man dem så? Var der sådan nogle specielle vampyr-barer, hvor de holdt til hele dagen, og så sneg sig ud om aftnen? Nej vel? Den troede jeg sgu heller ikke rigtig på. Men hvad gjorde man så? Der var nok ikke nogen jeg kunne spørge til råds af to grunde:

1. Folk ville undre sig hvis jeg pludselig begyndte at interessere mig for vampyrer, og spurgte om nogen vidste hvor de kunne findes, specielt fordi ingen troede på dem.

2. Hvorfor fanden skulle folk lede efter vampyrer? Og hvis ingen har ledt efter dem, er der sandsynligvis heller ikke nogen der har fundet dem, vel?

Så jeg var altså på bar bund. “Fedt!” hviskede jeg med påtaget sarkasme.
Jeg besluttede mig for at gå ind og sove på det. Jeg tog et stykke toastbrød med på vej op, spiste det, og gik så i seng. “Årh pis, jeg glemte at slukke computeren!” Så måtte jeg op igen og helt over til skrivebordet og trykke luk computeren. Meget, meget hårdt, hvis nogen skulle være i tvivl.
Jeg gik i seng igen, og faldt næsten i søvn med det samme, så træt som jeg var efter en søvnløs nat… Min sidste tanke før jeg faldt hen var, Vampyr eller ej, jeg skal bare finde hende!
2. Kapitel
Eftersøgningen

Jeg vågnede for en gangs skyld tidligt. Allerede klokken halv ti faktisk (og for mig er det tidligt. Normal tid er klokken tolv.) Jeg gik ned og spiste en skål cornflakes og drak juice af kartonen, og så skulle jeg bare ud og lede. Hvis jeg skulle finde en vampyr i en kæmpe stor by havde jeg travlt. På den anden side. Det her var Phoenix, de fleste var virkelig solbrune, og hun havde været hvid som et lagen. Hvor svært kunne det være?

*

Okay, meget svært. Det var sommerferie, og folk kom alle vegne fra, kun halvdelen solbrune nok til at være fra Phoenix. Nå, jeg måtte jo holde øje med nogen, hvis bleghed skilte sig ud, selv fra de bleges. Og så skygge dem, men på lang afstand. Jeg ville helst slippe med livet i behold… og hvorfor skulle en vampyr lade mig leve, når jeg vidste hvad de var? Det ville sgu være nemmere hvis jeg bare kunne finde Dana nu, og så tage den derfra. Men det var nok lettere sagt end gjort at finde netop hende i en kæmpestor, overbefolket by som Phoenix. Det første sted jeg tænkte på, var indkøbscenteret. Masser af mennesker at gemme sig i mellem, ingen sol, ja det talte godt for sig. Men på den anden side…
Kunne vampyrer lugte blod og høre hjerteslag som de kunne i myterne? Og gjorde det dem så ekstra tørstige, nærmest vanvittige. Okay, når jeg tænkte over det var centeret nok ikke det ideelle vampyr skjulested, men jeg havde ikke rigtig andre idéer, så jeg kunne jo tage derhen, muligvis være heldig, og ellers tænke over hvor jeg så skulle tage hen. Det lød som en plan. Eller i hvert fald starten på en plan…
Så jeg tog altså hen til det lokale indkøbscenter.
Da jeg endelig nåede derhen efter en halv times kørsel i en alt for varm bus, havde jeg stadig ingen idé om, hvor jeg skulle lede bagefter, så jeg fortsatte den oprindelige plan. Og jeg ikke bare fortsatte, jeg fulgte den til punkt og prikke. Jeg gik ind af hovedindgangen, og ledte hele centeret i gennem, startede fra det sydlige hjørne. Jeg startede i caféen. Intet udsædvanligt der. Så ind i den første tøjbutik, der var heller ikke rigtig noget at se, og da jeg var på vej mod en elektronikbutik, der muligvis


kunne indeholde bare et par ting eller tre, jeg rent faktisk gad at købe, stødte jeg lige ind i…

ZARA!

OMG, min eks kæreste, der stadig forsøgte at få mig tilbage, var bare ikke lige den rigtige at støde ind i mens jeg var i centeret for at lede efter min nye kærlighed. Det her kunne gå hen og blive værre end pinligt!
“Eric Montgomery? Ej hvor fedt at se dig igen! Du skriver næsten aldrig tilbage, og vi har jo ikke set hinanden hele sommeren og…”
Hun snakkede bare videre, men jeg hørte intet af det. For jeg kiggede hende over skulderen, og der stod en rigtig smuk, høj, og virkelig bleg blondine og stirrede på de to næsten usynlige sår på min hals. Endnu engang var min bedste sammenligning en meget højt betalt supermodel, og endnu engang var ansigtet for kønt til at kunne tilhøre noget menneske, uanset hvor meget det pågældende menneske havde fået sprøjtet ind i ansigtet af kemikalier og botox. Hun var næsten ligeså smuk som Dana, og havde samme mystiske, og let lunefulde udtryk i ansigtet, og hun stirrede stift på mine sår, med en blanding er frygt og undren.
Zara afbrød min indre nonsensmonolog.
“Ej jeg er bare så glad for at se dig, jeg har sådan savnet dig!”
Zara var egentlig en køn og også ret sød pige. Hendes ansigt var nærmest hjerteformet, og det fik hende til at se endnu mere venlig ud end de store skinnende nøddebrune dådyr øjne, der var fuldstændig samme farve og nuance som hendes lange bølgende hår. Hun var lidt solbrun i huden. Virkelig køn, og både venlig, imødekommende og kærlig, men der var bare noget ved hende der havde fået mig til at slå op. Hun var for sød. For klæbrig.
Tidligere havde hun set virkelig køn ud i mine øjne, til tider smuk, når hun havde den rigtige makeup på, og tøj der fremhævede hendes gode figur, men i forhold til Dana, og den blonde, (der stadig stirrede stift på mine sår forresten) var hun ingenting. Okay, hvis tøsen derovre var vampyr, var min teori bekræftet. Vampyrer var ufatteligt, umenneskeligt smukke.
Jeg måtte modstå en overvældende trang til at gå direkte over til blondinen, og spørge hende ligeud om hun vampyr. Men jeg overtalte


mig selv til at lade være, ved at forestille mig, hvor utrolig pinligt det ville være, hvis hun så ikke var. Hun ville jo tro jeg var komplet idiot. Jeg var nu ret sikker. Hendes blege hud og fuldstændig perfekte udseende talte sit tydelige sprog. Foruden det faktum at hun så både forvirret og bange ud, over at se sårene på min hals. En der vidste det. En der havde været uforsigtig, måtte hun tænke. Men sådan nægtede jeg at tænke på Dana, pigen der havde ladet mig leve den aften, selvom hun så let som ingenting kunne have slået mig ihjel, og måske endda have fået mere ud af det.
Jeg stirrede tilbage på blondinen, og endelig tog hun blikket fra mine små tandmærker og kiggede på mit ansigt. Der gik kun et øjeblik. Så gik hun med yndefulde, lette og flyvende skridt, der ville få enhver danserinde til at kigge misundeligt efter hende, hen imod mig og Zara, der stadig stod og plaprede om hvor længe det var siden og hvor meget hun savnede mig, og alt muligt andet ligegyldigt nonsens.
Hun kiggede direkte på mig, da hun med en syngende stemme der nærmest hang glitrende i luften, sagde: Hej, længe siden. Må jeg tale med dig under fire øjne? Skat,” tilføjede hun, og Zaras ansigt forvandlede sig til en maske af had og mistro, da hun stirrede vredt på blondinen. “Selvfølgelig,” sagde jeg, taknemmelig for at slippe væk fra Zara, om det så skulle koste mig livet om lidt.
Hun styrede direkte med udgangen til parkeringspladsen, og jeg fulgte efter.
Da vi kom derud opdagede jeg at parkeringspladsen var tom. Underligt, når man tænkte på at klokken var omkring tre om eftermiddagen, og centeret var proppet.
Hun stoppede op og vendte sig mod mig.
“Jeg ved ikke hvad du ved, og hvem der gjorde det der,” hun pegede på min hals. “Men hvis du siger noget til nogen, kan du betragte dig selv som død. Forstået?”
“Ja, jeg har forstået, men faktisk forsøger jeg at finde hende der gjorde det. Dana McGraw. Kender du hende? Sort hår, grønne øjne,” nu jeg tænkte over det havde hun også haft en halskæde på som så bemærkelsesværdig ud. En guld kuppel, med en lille rund, rød krystal i midten. Blodrød. Jeg kiggede på blondinen, og så samme halskæde hænge om hendes hals, hendes var dog med sølv i stedet for guld, men den røde krystal var præcis den samme.


“Dana? Ja, hende er jeg stødt på et par gange. Men hvordan kender du hendes navn? For jeg går ikke ud fra at hun fortalte dig hvad hun hed, før hun sugede dit blod. Eller hvad?”
“Nej,” jeg trak på det. “det gjorde hun ikke. Jeg googlede en masse og fandt et billede af hende, med en artikel om hende, hvor hendes navn indgik.”
Blondinen kiggede bedømmende på mig.
Efter noget der føltes som en evighed sagde hun: “jeg kan måske hjælpe dig med at finde Dana, men husk… Siger du noget til nogen…” Hun kørte hånden hen foran sin perfekte hals i en gestus, der indikerede halshugning. Jeg gyste. Hun mente det helt sikkert.
“Ja du gør ret i at frygte mig, men så længe du holder tæt har jeg intet at vinde på at slå dig ihjel.” Hun smilede et strålende smil, der næsten tog vejret fra mig. Smilet gjorde hende mindst ti gange smukkere, selvom det statistisk set burde være umuligt, når man så ud som hende.
Jeg smilede tøvende tilbage til hende og sagde: “okay, jeg tager imod din hjælp. Hvis jeg skal være ærlig har jeg ingen idé om hvor vampyrer holder til heromkring.” eller nogen andre steder for den sags skyld.
“Så er det en aftale. Mød mig på torvet i udkanten af byen, i aften klokken otte. Og kom ikke for sent.”
Hun vendte sig om og begyndte at gå. Men da hun var nået et stykke vendte hun igen hovedet mod mig.
“For resten. Mit navn er Jennifer.”
Det var hendes sidste ord, før hun snurrede rundt, og gik med de svævende, yndefulde, skridt, væk fra mig, mod parkeringspladsens udgang. Nu hvor der var stille, lagde jeg også mærke til at hendes skridt var totalt lydløse. Og så gik hun faktisk hurtigere end nogen normale mennesker jeg nogensinde havde set. Hendes ben flød næsten ud.

*

Jeg tog direkte hjem fra centeret uden at se mig tilbage mod Zara. Der var ingen grund til at blive der, for selvom jeg havde fundet en, betød det jo ikke at der var andre. Og blondinen, Jennifer, havde jo sagt noget med torvet uden for byen. Nu hvor jeg vidste hvor jeg skulle lede, ville jeg næsten hellere tage hjem og vente til i aften, hvor Jennifer var med. Jeg havde en anelse om, at ikke alle vampyrer var ligeså godhjertede og


forstående som Dana og Jennifer. Og hvis Jennifer var der, var der nok mindre sandsynlighed for at de ville angribe. Eller også ledte hun mig direkte i et baghold…
Nej, det ville jeg ikke tænke over nu. Jeg ville ikke nå frem til noget, der kunne få mig til at blive væk i aften.
Alt det tænkte jeg, mens jeg stod og ventede på bussen hjem.
Den kom, men var helt fuld, og chaufføren var skide sur, så jeg besluttede at vente på den næste. Og fem minutter efter den sure chauffør var kørt, kom der nogen der også skulle med bussen.
“Hej igen Eric, hvor blev du af? Og hvem var hende blondinen?”
Årh shit!
“Hej Zara. Jeg gik bare ud på parkeringspladsen og snakkede med min veninde…” Jeg lagde med vilje lidt ekstra tryk på ordet veninde, og fik det til at lyde som mere og andet end bare en veninde. Zara kiggede såret på mig. Det var måske lidt tarveligt, og det passede heller ikke rigtigt. Jeg kendte hende jo ikke engang rigtigt, men min tålmodighed var ved at rinde ud, i forhold til Zara, og hendes desperate forsøg på at få mig tilbage.
“Nåh, jamen okay.” Hendes ansigtsudtryk lyste af svigt, og jeg fik faktisk en lille smule dårlig samvittighed.
“Hey Zara? Hun er altså kun en bekendt…”
Hendes ansigt lyste op. Et øjeblik var jeg bange for at have givet hende falske forhåbninger, men den tanke jagede hun væk med sine næste ord.
“Vi ses vel så,” sagde hun og rettede opmærksomheden mod vejen, hvor en fri taxa kom kørende. Hun vinkede den af, og den holdte ind. “Farvel Zara, vi ses,” sagde jeg, og hun vinkede inde fra taxaens bagsæde.
Når Zara talte til en som hun lige havde gjort, betød det altid at hun havde givet op med hensyn til hvad hun nu havde prøvet. Desværre vidste jeg ikke om hun havde givet endeligt op, og var kommet videre, eller om det bare var for i dag. Jeg håbede på nummer et.
Bussen kom, og jeg stod på. Der var lidt færre passagerer end i sidste bus, og chaufføren gav mig bare min billet og kørte så videre. Efter en halv time stod jeg på vejen overfor mit hus. Klokken var lidt over fire, og min mor var ikke kommet hjem endnu, men der kunne ikke gå lang tid.
Årh fandens! Jeg skulle have købt noget i centeret! Jeg hader at lyve for min mor, og hvis hun spurgte hvad jeg havde lavet, ville jeg sandsynligvis sige at jeg havde været i centeret uden at tænke over det,


og så ville hun jo nok undre sig over at jeg hverken havde været sammen med nogen eller købt noget. Mit sociale liv var faktisk dalet efter den aften. Jeg skrev aldrig med nogen, ikke engang David, min bedste ven.
Han havde skrevet, det var bare som om den ene aften havde gjort mig 10 år ældre. Han virkede ligesom barnlig og ligegyldig. For overfladisk…
Jeg burde nu skrive eller ringe til ham alligevel. Bare for at sige at jeg havde ret travlt for tiden. Han ville helt sikkert forstå. Eller forbande mig til helvede, alt efter hvilket humør han var i.
Men sådan var David. Han bandede og svovlede. Noget han havde lært af sin far. Han mor hadede det, men hun gad heller ikke gøre noget ved det. Den familie er helt vildt underlig, tænkte jeg.
Jeg gik indenfor, og hørte nogen skramle rundt i køkkenet. Jeg trådte indenfor og…
“Øh hej, Vanessa,” sagde jeg.
Lige lidt info:
Vanessa er min storesøster på 20, lige flyttet hjemmefra.
Hun kommer tit på besøg, og i dag var åbenbart ingen undtagelse. Hun er okay, men hun er min søster, og derfor giver hun mig nogen gange kvalme. Men det er der nok ikke noget underligt i.
“Hej Eric, ved du hvornår mor kommer hjem? Jeg laver mad i dag, men det skal jo gerne være klar når hun kommer,” sagde hun.
“Nej, det ved jeg ikke, men sikkert snart,” svarede jeg, væk i mareridtet om Vanessa og hendes madlavning. Vanessa hørte bare ikke til i et køkken. Færdig, basta, helst uden Vanessas hjemmelavede pasta!
Jeg skyndte mig op på mit værelse, klar til at springe ud af vinduet hvis der pludselig lugtede brændt.
Jeg blev hurtigt rastløs, ventede kun på at kunne tage af sted.
Mor kom hjem, og vi spiste aftensmad, stort set i tavshed, i hvert fald for mit vedkommende. Vanessa plaprede om alt muligt ligegyldigt med mor, og mor plaprede ligegyldige ting med Ness.
Jeg spiste den næsten uspiselige mad. Vanessa havde forsøgt sig med stegt kylling og tunsalat. Det lyder jo i og for sig nemt nok, men ikke for Vanessa. Hun fik lavet det, ja, men hun fik det så også gjort så dårligt at jeg hellere ville være gået i seng uden aftensmad. Man kan vel også altid tage en burger med på vampyrjagt?
Eller det ved jeg ikke. Måske.
Endelig havde jeg kæmpet mig i gennem så meget af den klamme mad, at


jeg kunne være bekendt at gå. Klokken var næsten syv, så det var også på tide. Jeg skævede nervøst til uret over Ness´ hoved.
“Jaja, så smut da,” sagde min mor. “Men kom hjem inden ti.”
“Kan vi ikke sige klokken elleve. Jeg har noget meget vigtig jeg skal.” Jeg plagede min mor, og lavede hundehvalpe øjne, men jeg var nok lidt rusten. Jeg havde ikke brugt de øjne i tre år, men ikke desto mindre virkede det.
“okay, men kom nu ikke galt af sted,” bad hun mig.
“Nej selvfølgelig ikke,” sagde jeg, allerede halvt ude af døren.
Det eneste jeg havde med var mine nøgler, min pung og min mobil.
Der var omkring halvanden kilometer til torvet i udkanten af byen. Jeg havde gået turen mange gange, og gad ikke rigtig betale for en busbillet.
Der var stadig næsten fuldt dagslys, men husene stod høje og tætte på hver sin side af de små gader, og fik en til at tro at det allerede var over midnat.
Jeg var i god tid. Havde næsten en time, og ingen grund til at stresse, hvilket nok var meget godt, for jeg var nervøs nok i forvejen. “Nu går du ikke og får ‘second thoughts’,” sagde jeg til mig selv. “Nu er du nået så langt, så er der jo overhovedet ikke noget at tænke over.”
Jeg gik og prøvede at overtale mig selv til at slappe af, da min telefon bippede. Hvem skulle dog skrive til mig nu?

Héj Eric!
Super fedt at C’ diqh idaq,
Glæder miqh til at C’ diqh når skolen starter!!<3
Love ya!<3
- Zara’?

“Den tøs giver bare aldrig op!” halvt sagde, halvt snerrede jeg.
Pludselig så jeg en skygge i en gyde.
Men jeg så ikke mere, så det var nok bare fantasien der gik lidt amok. Jeg var næsten ved torvet nu, og klokken var fem minutter i otte. Right on time, tænkte jeg, mens jeg gik mod torvet, få meter forude. Pludselig hørte jeg en snerren og vendte mig om, lige i tide til at se Jennifer næsten-bide mig i halsen. “Nå, der fik jeg dig, hva’?”
“Ja, det kan man vidst godt sige at du gjorde,” sagde jeg åndeløst.
Mit hjerte hamrede helt vildt. Delvist på grund af forstrækkelsen, men


også delvist på grund af hendes perfekte ydre.
Det var mere end uhyggeligt at nogen kunne se så perfekt ud, og stadig gå rundt i en helt almindelig overbefolket storby i Arizona. Absurd…
“Videre til det alvorlige. Dana står på torvet. Jeg går med dig, og så ser vi hvad hun siger. Det var overraskende nemt at lokke hende til at møde op,” sagde Jennifer mistænksomt.
Vi satte kursen mod tovet. I centrum af det var en lygte gået ud. Der stod en fuldstændig perfekt skikkelse og lænede sig op af lygtepælen.
“Dana,” hviskede jeg.






























3. Kapitel
Mødet

“Dana,” hviskede jeg. “Ja, det er mig,“ svarede hun. Okay freaky? Jeg stod omkring 20 meter fra hende, jeg havde hvisket, ikke råbt, og man kunne høre en masse lyde fra vejen, der burde have overdøvet min stemme. Men uanset hvad svarede hun.
“Nå, ses sweetheart. Og Eric, ikke? I må ordne hvad i nu skal ordne. Jeg går ned på baren og tager en drink. Og tilsætter lidt lækkerier,” sagde hun, og holdt en lille flaske med en rød væske i op i lyset fra gadelygten.
Blod, gik det pludselig op for mig.
“Hey, giver du lige?” spurgte Dana. Jennifer rullede med øjnene. “Skaf dit eget,” sagde hun irriteret. Men hun fiskede dog noget op af sin lomme og kastede det til Dana, der greb uden så meget som at kaste et blik på det.
“Tak, god aften,” sagde Dana.
“Så lidt. Men jeg mener hvad jeg siger. Skaf dit eget en anden gang. Og pas på med at få medlidenhed med maden. Ikke alle er så forstående som ham her,” sagde Jennifer og kastede et kort blik på mig. Så vendte hun om og gik ned af en trappe. Da hun åbnede døren hørtes der et kort øjeblik musik og et gyldent lys faldt ud på pladsen udenfor værtshuset. Så blev alt stille og mørkt igen da døren gik i med et lille klik.
Dana skruede proppen af flasken og drak indholdet i en slurk.
“Det trængte jeg til. Vi skulle jo nødig have at jeg blev alt for tørstig, skulle vi?” Hendes stemme var truende, men hendes øjne sagde mig hvor svært det var for hende at holde den truende facade. Hun truede mig ikke, hun ville ikke gøre mig ondt. Men i hendes øjne så jeg også hvor stor forskel der var på ikke at ville noget, og så at lade være med at gøre det.
“Hvorfor ville du overhovedet mødes med mig? Det uhyre der næsten slog dig ihjel? Jeg håber virkelig ikke du kommer med træspyd og hvidløg, for så må jeg skuffe dig. Stadset virker ikke.” Hendes stemme dryppede af sarkasme, men i hendes øjne så jeg hvor meget hun egentlig undrede sig. Hvorfor skulle et menneske lede efter en vampyr? Endda en vampyr der næsten slog personen ihjel. Og jeg kunne da godt forstå at hun undrede sig, så jeg sagde hvad jeg følte, hvad jeg mente.
“Du har ret. Hvorfor skulle jeg lede efter dig. Du slog mig jo næsten ihjel,” spørgsmål, svar og ligegyldige bemærkninger flød frit ud i en


pærevælling. “Men pointen er jo netop at selvom du næsten slog mig ihjel, så gjorde du det jo ikke. Du kunne nemt have gjort det, men jeg er ikke død vel? Så jeg vil vide præcis hvorfor? Hvad skulle mit liv dog betyde for dig?”
“Det ved jeg ikke!” Hendes øjne udstrålede mine netop stillede spørgsmål, og hun lød frustreret.
“Jeg ved det ikke, der var bare en stemme i mit hoved der pludselig skreg at jeg skulle lade være! At jeg skulle stoppe mens du stadig var i live. Og jeg lyttede til den, uden at tænke. Okay? Jeg ved ikke meget mere end du gør…” endnu engang skiftede hendes stemme fra frustreret og skarp til blød og beklagende. Uanset hvilket tonefald hun brugte, føltes hendes stemme som kærtegn.
“Måske var der bare noget anderledes ved dig. Dine blå øjne…”
Mere sagde hun ikke, for i samme øjeblik kom Jennifer ud af værtshuset.
“Hey, Eric! Du er sen på den. Meget. Klokken er fem minutter i elleve.”
“Okay, så må jeg hellere… Hey hvordan fanden kan du vide hvornår jeg skal være hjemme?”
“Troede du virkelig jeg bare ville lade dig gå, så du kunne fortælle alle om din lille opdagelse? Selvfølgelig ikke. Nok er jeg blondine, men jeg er sgu ikke dum! Jeg fulgte sgu da efter dig hjem, lyttede med til dine samtaler, og holdt øje med dig. Sådan så jeg var klar til at flå hovedet af dig, hvis du sladrede om mig og Dana,” Dana snerrede af Jennifer, men tog sig i det. “Nå, men ved et tilfælde hørte jeg så dig og din mor skændes om hvor vidt du måtte komme hjem klokken elleve, eller om hendes forslag med klokken ti var mere passende. Så med mindre du vil have stuearrest skal du nok til at skynde dig, bare en lille smule.”
Jeg stirrede forbløffet på Jennifer et øjeblik. Så sagde jeg tvært: “Jeg kan slet ikke nå hjem. Det tager næsten en halv time, selv hvis man løber lidt af vejen.”
“Måske for dig, men er du måske vampyr? Jeg giver dig et lift. Dana har alligevel en blodbank hun skal bryde ind i. Og tag lige en pose eller ti med til mig, ik’?”
Jeg stirrede på Jennifer med store øjne. Ville hun bære mig eller hvad? Jeg kiggede spørgende på Dana. Hun stirrede også på Jennifer, mens hendes øjne lynede. “Min!” hvæsede hun så stille at jeg næsten ikke kunne høre det.
Jennifer slog en latter op.


“Søde, du er dehydreret. Du vil vel ikke skade stakkels, forsvarsløse Eric, vel? Jeg bærer ham hjem. I kan jo bare ses i morgen. Du trænger til blod. Du er ved at miste din fine kulør.”
Det var faktisk ikke engang løgn. Hvis jeg troede Dana havde været hvid i huden før, var det intet i mod hvordan hun så ud nu. Kridhvid. Fuldstændig bleg. På en usund måde.
“Jah, du har nok ret. Jeg føler mig heller ikke helt på toppen. Jeg er virkelig tørstig!”
“Så smut dog med dig. Du ved ligeså godt som mig, at selv hvis nogen besluttede sig for at overfalde os eller forfølge os ville jeg så let som ingenting kunne slå dem i en hver slåskamp eller løbe fra dem. Jeg er vampyr for satan. Du er død, kom over det! Det har også visse fordele.”
Jennifer smilede drillende til Dana, der smilede sløvt tilbage med overgivelse i blikket.
“Vi ses Eric. Åben dit vindue i morgen aften hvis du vil have jeg skal komme. Jeg skal nok finde dit hus, tro mig,” hendes drillende tone var halvhjertet og træt. Hun blinkede til mig, gav Jennifer et knus, og gik hen til nærmeste hus. Så var hun væk, men jeg er næsten sikker på at jeg så en lidt for perfekt silhuet på taget af det hus hun lige havde stået ved siden af…

*


“Jamen, lad os komme af sted. Vi har omkring 30 sekunder, det burde lige kunne nås.” Hun tog fat om mine håndled, og så løb hun ellers. Jeg fløj hen over vejen, uden på nået tidspunkt at ramme jorden.
Det var utroligt. Og en lille smule uhyggeligt.
Jennifer stoppede nedenfor mit vindue. Hun skulle lige til at springe derop da jeg halvkvalt sagde: “Jeg tror jeg skal komme ind af døren, for at det ikke virker for underligt. Jeg åbner vinduet når jeg kommer op.”
“Okay, du bestemmer;” sagde hun ligegyldigt.
Jeg gik fra baghaven til forhaven og gik ind i entréen. Lige da uret slog det ellevte slag. “Eric! Lige til tiden, det var godt! Hvem var du sammen med?”
“Bare et par venner,” mumlede jeg stille, prøvede at slippe op på mit værelse så hurtigt som muligt.


“David?” spurgte hun.
“Nej, et par andre. Mødte dem i centeret i dag,” sagde jeg. Det var jo ikke en lodret løgn. Jeg havde mødt Jennifer i centeret i dag. Dana var en helt anden historie, men det sprang min samvittighed let over, med undskyldningen: Det var jo sådan set Jennifer der havde taget mig med over til Dana. Ikke fordi det var mere sandt end det andet, men endnu en gang var det ikke en lodret løgn.
“Nå, jeg må op på mit værelse, jeg er ved at være ret træt,” halvt sagde, halvt sukkede jeg, med en stemme der dirrede af træthed. Eller noget i den stil, for jeg var faktisk ikke særlig træt. Bare ved at være ret god til at lade som om.
Jeg gik sløvt op af trappen, hen til døren til mit værelse og ind. Og jeg løb jeg ellers hen til vinduet og åbnede det. Jeg kiggede ned, og så skuffet at der ikke stod nogen.
Jeg gik væk fra vinduet og hen til min seng. Da jeg vendte mig om stod Jennifer lige ved siden af vinduet.
“Det var du da længe om, hva’? Jeg overvejede næsten at skride. Du skal være glad for at jeg er en så trofast og pligtopfyldende ven,” sagde hun hånligt. Af en eller anden grund vidste jeg ligeså godt som hende at hun mest af alt var blevet, fordi hun vidste at Dana ville spørge hvad jeg havde sagt.
“Sagde du ikke at du ‘’var stødt på hende et par gange’’? Det lød mere som om i var bedste veninder eller noget,” sagde jeg let anklagende, egentlig mest nysgerrig over hvor godt de i virkeligheden kendte hinanden.
“Ja, jeg underdrev måske lidt med hensyn til den lille detalje, men hey, jeg var vred over at hun ikke havde sagt noget om; Drengen Hun Ikke Ville Dræbe, Fordi En Lille Stemme I Hendes Hoved Bad Hende Lade Være; Og du har jo mødt hende ikke. Kan du så ikke være ligeglad?”
“Muligvis, men jeg kan jo ikke vide hvad du ellers har løjet om.”
“Det var det eneste, jeg sværger.” sagde hun, med anger i stemmen.
“Okay, hvor godt kender du egentlig Dana?”
“Ret så godt. Det var mig der forvandlede hende.” Hun lød som om hun lige havde tilstået et massemord. Jeg kastede et blik på hendes fuldstændig perfekte ansigt, og opdagede at hun også så sådan ud. Hvorfor mon?
“Og i har fulgtes ad lige siden?”


“Mere eller mindre. Vi mødes hver 3-6 år, alt efter hvad vi aftaler, og holder os i kontakt over telefonen. Så bliver vi sammen så længe vi begge vil. Og så skilles vores veje igen, når vi er trætte af hinandens selskab. Jeg introducerede Dana til dette liv, og har løbende opdateret hende hvis der var noget hun ville vide. Hvis jeg vidste det, selvfølgelig. Hendes sidste spørgsmål er også mig en gåde, men jeg tror det er første gang det er sket. Ellers har jeg altid kunne fortælle hende alt hvad hun havde brug for at vide.” Jeg lod Jennifer tale, helt opslugt af alt hvad hun sagde.
“Men jeg må hellere lade Dana fortælle resten. Jeg skulle nødig afsløre noget hemmeligt,” sagde hun med et glimt i øjet. Jeg kunne ikke forstå hvad det glimt mon betød.
“Jamen det var da hyggeligt. Og underholdende, fnisede hun. “Den debat i havde var ret så spændende at lytte til,” hun grinede lavt. “Men nu må jeg altså gå, hvis jeg skal nå at få noget med fra banken. Dana må næsten være færdig derinde nu,” Jennifer gik hen til vinduet.
“Du kan altså bare snige dig nedenunder, der er ingen der ser dig,” sagde jeg. “Du skal jo ikke brække benene bare fordi vi skulle snakke.”
“Mig? Brække benene fordi jeg hopper 4 meter ned? Sig, mig er du fuldstændig blank? Når jeg kan hoppe herop kan jeg nok også hoppe ned igen, ik’? Jeg har prøvet det der var værre,” grinede hun.
Og så sprang hun. Hun landede uden en lyd, og før jeg nåede hen til vinduet var hun næsten ude af syne i nattemørket.
Da Jennifer var taget af sted, følte jeg mig pludselig meget træt. Jeg gik ud på badeværelset og tog et bad og børstede tænder, og så gik jeg ellers godt træt i seng.
Der gik et øjeblik, så sank jeg ned i drømmene.

*

Jeg stod på en strand. I Californien. Jeg havde aldrig selv været her, men jeg havde set et billede af den et sted. Pludselig vidste jeg at det var Danas strand. Altså den strand Dana var forsvundet fra, for tyve år siden. Der var fest og musik omkring mig, men jeg følte mig alligevel alene og opfyldt af skræmmende stilhed.
Jeg gik lidt rundt i menneskemængden, og så pludselig Jennifer. Hun gjorde mig langt roligere, og jeg gik hen til hende. Hun bedte mig gå


med, og så blev alt sort. Som om der manglede en del af drømmen. Noget jeg ikke vidste. Jeg havde for længst regnet ud at jeg drømte, men alligevel blev jeg frustreret over, at det pludselig var slut. Jeg ville vide mere. Også selvom det sandsynligvis ikke havde mere at gøre med sandheden end folks: “Der findes ikke vampyrer.”
Det havde været spændende. Nærmest som at være Dana den aften.
Men uanset hvad jeg gjorde var der ikke mere. Jeg stod op. Klokken var tre om natten, men jeg var lysvågen. Jeg satte mig på sengen og ærgrede mig over at jeg hverken havde fået Danas ellers Jennifers mobilnumre. De kunne jo egentlig godt være kommet.
Jeg besluttede mig for at gå en tur i byen. Måske ville jeg så støde på en af dem.
Jeg gik så stille ned af trappen som jeg kunne, tog mine sko og en hættetrøje på og gik stille ud af døren. Min mor ville under ingen omstændigheder vågne før om nogle timer, og Ness var taget hjem til sig selv.
Jeg gik uden mål ned af gaden, og videre mod centrum. Alle steder jeg kom var stille, mørke og mennesketomme.
Jeg fik en følelse af at nogen forfulgte mig, lidt som da Jennifer forfulgte mig i aftes, men samtidig anderledes. Hver eneste nerve i min krop skreg. “FARE! SKYND DIG VÆK!” Men jeg vendte ikke om. Det var sikkert bare mørket der spillede mig et puds. Jeg havde jo oplevet en del her på det sidste, og sådan nogle opdagelser jeg havde gjort, kan få en hver til at se syner. Men jeg var alligevel på vagt.
Pludselig lød en dyrisk snerren. Jeg fór sammen og sprang instinktivt frem. Lige i tide til at se en menneskelignende skabning flyve forbi mig. Og når jeg siger menneskelignende, mener jeg ikke var fuldstændig mangen til et menneske, men at den bevægede sig så hurtigt, at selv en blind ville kunne se, at det der i hvert fald ikke var et menneske!
En mand rejste sig med lynets hastighed, men inden han kunne nå at springe på mig igen, paralyseret som jeg var, var der nogen der kastede ham væk og råbte af ham. Skældte ham ud?!
“Jason hvad fanden har du gang i? Jeg ved godt du er tørstig, men så bryd dog ind i blodbank, i stedet for at angribe Danas kæreste!” Jennifer skreg af den anden der åbenbart hed Jason.
“Nu må du altså tage dig sammen, det tager måske 5 minutter at bryde ind, stjæle et par ‘slikposer’ og skride igen, og ingen ligger mærke til


noget. Det kan ikke være rigtigt at jeg skal rende rundt, og lege babysitter for Eric bare fordi I ikke kan forstå en klar besked.” Jennifer blev ved med at skænde, og jeg fornemmede at turen snart ville komme til mig, så jeg skyndte mig at liste væk.
“Hey stop lige der Eric! Jeg er slet ikke færdig med dig!”
Damn it!
“Hvad ligner det at snige sig ud klokken tre om natten når du ved at der er vampyrer i byen? Du var fandme heldig at jeg lige var i nabolaget, ellers lå du i rendestenen nu, død, tømt for blod og Danas anstrengelser havde været fuldstændig meningsløse! Og ved du hvor vred hun ville blive på mig hvis der skete dig noget? Hun ville hade mig resten af livet. Og lille detalje: VI ER UDØDELIGE! Så det ville være ret så lang tid ikke?” hun var så vred at hun helt glemte at det var nat, og at folk lå og sov i husene omkring os. Dog var hun ikke så vred at hun ikke lagde mærke til at lyset blev tændt i vinduerne og der hørtes søvndrukne stemmer.
“Lad os komme væk.”
Jennifer greb fat i min arm og løb. Endnu engang fløj jeg nærmest.
Det tog hende omkring to sekunder, så stod vi oppe på mit værelse. Døren smækkede stille nedenunder. Heldigt at min mor sov tungt.
“Jeg skrider nu, men hvis du nogensinde gør det der igen, skal jeg nok selv slå dig ihjel. Og for resten, mit nummer er 52579422. Ring hvis du vil på spadsere en tur i månens skær igen. Så er jeg frisk. Men ellers så hold dig inden døre om natten!”
Med de ord forlod hun mit værelse, og jeg gik i seng igen, underligt umattet, selvom jeg kun havde været oppe i omkring en halv time.
Da mit hoved rørte puden faldt jeg i en dyb, drømmeløs søvn.










4. Kapitel
Dana
Jeg vågnede tidligt. Som i rigtig tidligt, ikke bare Eric-tidligt. Klokken var nok omkring seks da jeg slog øjnene op. Det var mandag, og min mor var allerede taget på arbejde, så jeg havde hele huset for mig selv. Dejligt. Jeg overvejede at ringe til Jennifer, men vidste ikke om hun kunne komme. Det vil sige, jeg overvejede det, lige indtil jeg gik ned i stuen, og så at fjernsynet var tændt. Jeg fik en interessant (i mangel på et bedre ord) fornemmelse. Og ganske rigtigt. Jennifer og Dana sad ved siden af hinanden i sofaen og fladede rigtigt ud, som om de boede her. Det var ikke fordi det generede mig, men man skal jo spille gnaven når to mennesker (okay vampyrer, men princippet er det samme) bryder ind i ens hus, og bruger det som om de boede der selv.
“Hvad fanden laver I i mit hus?”
“Som om det generer dig!” Jennifer svarede lidt spydigt. Dana var fortsat tavs. Kiggede bare på mig.
“Måske ikke. Og det siger jeg ikke at det ikke gør, men det er princippet. Man kan da ikke bare bryde ind i fremmedes huse!”
“Du er sgu da ikke fremmed!” grinede Jennifer.
“Hvad har i nakket? Andet end retten til TV´et,”
Det ville egentlig ikke undre mig hvis alt hvad der kunne spises var forsvundet. Og så kom jeg i tanke om hvad det var ‘vampyr’ betød. At de ikke spiste mad. De drak blod. Og selvom jeg havde det i hovedet da jeg gik over til sofaen og satte mig, følte jeg ikke den mindste ubehag, da Jennifer gav min skulder et klem, og Dana kyssede mig på kinden. Det eneste jeg følte var varmen der bredte sig i min krop. Men den fyldte så også det hele, så der var ikke rigtig plads til at føle andet.
Jeg kiggede indgående på Jennifer. Nej, hun var vidst ikke sur mere. Hun så faktisk rigtig tilfreds ud.
“Vi har ikke nakket noget. Men jeg lånte din telefon til at ringe til Dana, for min var død. Håber det er okay, selvom hun sikkert var kommet alligevel.”
“Jaja, det er fint…” svarede jeg, fulgte mere med i nyhederne end i hvad Jennifer sagde. For første gang siden jeg fandt vampyrerne var der noget i verden der var lige så interessant som dem.
Overskriften i den lille fane nederst på skærmen var: “Tre forsvundne og en overfaldet på 3 dage”


Værten begyndte at tale.
“Mary Donell, Lizzie Krisberg og Chris Tallow er i løbet af de sidste tre dage forsvundet. Gerningsmanden formodes at være den samme person der, natten til lørdag, overfaldt Eric Montgomery, men Eric har ikke været i stand til at give nogen særlig specifik beskrivelse af gerningsmanden, på grund af hukommelses problemer, sandsynligvis forsaget af chok.”
“Du har ikke fortalt dem noget om os?” Dana talte endelig, og selvom det bare var en konstatering, var der en spørgende undertone, der trængte tydeligt igennem.
“Nej,” sagde jeg tøvende. Hvorfor troede hun jeg havde det? Og i så fald, hvorfor havde hun så hverken slået mig ihjel eller stukket af fra byen endnu? Jeg var bare ikke med.
“Hvorfor i alverden skulle jeg dog have gjort det?” spurgte jeg, og min stemme spejlede min forvirring.
“Jeg… Jeg angreb dig jo. Overfaldt dig!” frustrationen lyste ud af Danas stemme, men jeg forstod ikke hvorfor.
“Hvad nu hvis det var gået anderledes? Hvad nu hvis jeg, i går aftes, havde knækket halsen over på dig? Hvad tror du så politiet havde gjort? De havde været på bar bund. Helt og aldeles på bar bund!”
“Hey, hey Dahn, stakkels Eric prøvede jo bare at beskytte os. Han havde jo ingen idé om at beskyttelse er totalt unødvendig for sådan nogle som os, vel?” Jennifer forsvarede mig, men det var nok ikke så smart. For Danas blik fandt Jennifers, og så var den hendes tur.
“Og du, der lovede at du kunne styre dem, at de ikke ville angribe nogle, ikke dræbe! De har kun været her i knap to dage, og tre personer er allerede forsvundet!”
“Undskyld jeg afbryder Dana…” Dana kiggede på mig med et rasende blik. En rød ring havde omsluttet det grønne i hendes øjne, og hun så nærmest vanvittig ud.
“Dem? Andre vampyrer eller hvad? Er det andre vampyrer der har dræbt de der mennesker? Ligesom ham der angreb mig?”
Jennifer kiggede på mig med blikket der kun kunne betyde: Lige dét har jeg ikke fået fortalt, og nu er måske ikke det bedste tidspunkt…
“HVAD?!” Danas stemme var skinger af raseri.
“Hvordan slap du væk?” forlangte hun at vide.
“Jeg reddede ham,” sagde Jennifer.


“Og gav ham den anden en opsang på størrelse med Europa,” tilføjede jeg, i håb om at det kunne hjælpe Jennifer ud af bare nogle af de problemer hun lige havde fået, delvist på grund af mig.
“Okay, du er tilgivet, men hvad fanden lavede Eric ude midt om natten?”
Hendes spørgsmål var rettet mod Jennifer, men jeg svarede tøvende: “Jeg håbede jeg ville støde på en af jer. Altså dig eller Jennifer. Og det gjorde jeg så også, på en lidt uhyggeligt og nok også ret farlig måde…”
“ ‘Nok også ret farlig…’ det var psyke farligt Eric! Hvis Jennifer var kommet tre sekunder senere havde du med stor sandsynlighed været død!”
“Så tak til Jennifer!”
Det var Jennifer der sagde det, men både mig og Dana nikkede bekræftende.
“Tak Jen,” sukkede Dana.
“Og nu hvor du er faldet lidt ned, smutter jeg.”
“Brænder du ikke op hvis du går ud i solen?” spurgte jeg.
“Myte. Men det gør satans ondt i øjnene, og huden føles ret varm. Men jeg tager bare hen i centeret. Det burde ikke tage mere end ti minutter ude i solen. Og så tager jeg bare hjem når det begynder at blive tusmørke.”
“Det behøver du altså ikk… begyndte jeg, men Jennifer havde allerede løftet hånden i en gestus, der indikerede tavshed.
“Jeg giver dig og Dana lidt fred til at snakke. Opfør jer pænt, og ikke noget blodsugning,” sagde hun muntert. Men lige under den muntre tone, kunne man høre alvoren. Og den kunne også ses i hendes øjne. De lyste muntert, men havde også et skær der sagde: “Jeg mener det faktisk. Det kunne ske…”
Hun kyssede Dana og mig og kinden og gik ud i entréen. Her nappede hun så lige et par solbriller.
“De hjælper nok ikke særlig meget, men det er bedre end ingenting. Det gør ikke noget vel?”
“Nejnej, du tager bare,” sagde jeg fraværende.
Jennifer tog solbrillerne, åbnede døren, missede et øjeblik mod solen, og trådte så ud, hvorefter hun løb over til busstoppestedet, mens bussen drejede om hjørnet, og langsomt nærmede sig.
Hun nåede den nemt, og er kørt et par minutter efter.
Dana og jeg sad i tavshed i lang tid.
“Min mor kommer snart hjem, så kan vi ikke snakke lidt?” spurgte jeg.


“Jo, hvad vil du snakke om?” Svarede hun blidt.
“Hvordan var dit liv? Du ved, før du blev forvandlet?” spurgte jeg tøvende.
Hun tøvede også.
“Jeg… Jeg havde alt dengang. Jeg var populær, men alligevel var mine venner til at stole på, ikke de der lede kællinger man ser i dag når folk er populære. Mine forældre var rige. Sådan rigtig rige. Men stadig kærlige. Lyttede til mig, før de bestemte hvad der var bedst for mig. Jeg fik alt hvad jeg pegede på. Jeg klarede mig godt i skolen, var næsten færdig, og godt på vej til drømmeuddannelsen. Min familie og jeg tog på ferie til Californien. Fem stjernet hotel med en stor pool, selvom jeg foretrak den super lækre strand, mindre end halvtreds meter fra hotellet. Jeg havde en lille flirt med en lækker dreng på hotellet. Han hed vidst Matt. Den sidste aften i Californien tog mig og Matt til strandfest. Jeg blev væk fra ham på stranden, og gik mod udkanten af folkemængden. Der så jeg Jennifer første gang. Hun bad mig komme hen til hende. Hun stod imellem to toiletskure. Jeg gik derhen. Jen tog fat om mit håndled, og sprang over vejen og ind i en gyde. Jeg prøvede at skrige, men chokket overtog min stemme, og det eneste der kom var et lille gisp.”
Hendes øjne var et andet sted. I fortiden.
“Jennifer sagde til mig at jeg skulle holde kæft og tage mig sammen. Typisk hende ikke?” Jeg nikkede én gang, helt opslugt at historien.
“Hun kørte en negl hen over sin hud, og lavede en overfladisk rift. Hun tvang mig til at drikke sit blod, hvorefter hun bed mig. Når vampyrer bider udløses en gift, som aktiverer det stof i vampyrens blod, der forvandler et menneske til vampyr. Ret enkelt faktisk. Man har det som om der springer ild ud fra hjertet. Det løber i gennem kroppen for så at samle sig i halsen. Og så må man bare have blod. Heldigvis stod Jennifer klar med en af hendes vidunderlige små flasker. Den pige har altid ekstra med. Men det var så sådan jeg blev vampyr,” sluttede hun, med et smil.
Jeg hørte nøglen i døren, da min mor kom hjem, og i samme øjeblik var Dana væk. På bordet lå en lille seddel med sirlig håndskrift:

Jeg er på dit værelse.
- D



Jeg kiggede på sedlen igen, krøllede den sammen og lagde den ned i min lomme, lige i tide til at min mor ikke så det da hun kom ind i stuen.
“Nå, haft en god dag?” spurgte hun.
“Ja, meget afslappet. Jeg har siddet hernede og set TV det meste af dagen. Hvordan gik det på jobbet?” Jeg forsøgte at lyde afslappet, men kunne ikke helt skjule min utålmodighed. Jeg ville bare have det her overstået og skynde mig op på mit værelse til Dana.
“Fint, fint,” sagde hun. Jeg sad nærmest og hoppede i sofaen af utålmodighed.
“Jaja, så smut da, hvad end det er du skal. Det er åbenbart vigtigt. Men vær hjemme til aftensmad.” sagde hun med et smil.
“Nejnej, jeg skal bare op og undersøge noget på computeren.” Så løgn!
”Okay, så gør det du. Vi spiser klokken syv.”
Jeg gik, måske nærmere løb hen til trappen, og tog to trin af gangen på vej op. Da jeg lukkede døren til mit værelse brugte jeg for en gangs skyld den lille sølvnøgle, og låste døren indefra. Jeg var den eneste med den nøgle, så ingen, ikke engang min mor kunne komme ind.
Og på min seng sad Dana, smuk som en… en… okay ny definition på at være smukkere end smukkest: Smuk som en vampyr. Det var hvad hun var.
“Hej!” Hun kiggede op fra den bog hun sad og læste.
“Hej! Hvad læser du?”
“En Vampyrs Bekendelser, faktisk. Lidt underligt ikke?” Hun sendte mig et smil. Bare smil, hverken, tøvende, nervøst, eller anstrengt. Bare afslappet, som om hun var helt normal.
Jeg trak på skuldrene. “Hvorfor skulle det være underligt?”
“Fordi, jeg er ligesom vampyr, så hvor spændende tror du det er for mig at læse om en eller anden fiktiv vampyrs liv?”
“Det ved jeg ikke. Under alle omstændigheder læser du den, og det er du velkommen til.” Jeg smilede til hende, og hun smilede lidt undskyldende tilbage.
“Undskyld jeg farer sådan op over ingenting. Det beklager jeg. Jeg venter ligesom bare på at du skal fortælle at jeg er en total freak, bede mig skride og aldrig komme tilbage. Og på en måde ville det nok også være det bedste. Men det er ligesom ikke det jeg vil have, hvis du forstår.”
Jeg mere end forstod. Det var præcis hvad jeg hele tiden frygtede hun skulle gøre.


“Jamen så kan jeg berolige dig ved at sige at det eneste ved dig der skræmmer mig, eller ‘freaks me out’ er at jeg er bange for at du skal tage af sted, og aldrig komme tilbage. Så din frygt er fuldstændig ubegrundet som du kan se.” sluttede jeg med et tilfreds smil.
Hun smilede kort. Lidt forlegen. Så blev hun alvorlig igen. Med dyster stemme sagde hun: “Det burde den ikke være. Jeg er vampyr, du burde være bange for mig. Men jeg er alligevel glad for at du ikke er det.” Denne her gang smilede hun blændende, og tog vejret fra mig, præcis som hun altid gjorde med det smil.
“Det er jeg også glad for,” svarede jeg mekanisk, lidt for sent.
En lidt akavet tavshed begyndte. Ingen af os vidste rigtig hvad vi skulle sige. Jeg satte mig på min seng ved siden af hende.
Hun rykkede lidt tættere på, kiggede lidt forlegent på mig. Sådan sad vi længe, og bare kiggede på hinanden. Så fulgte jeg en pludselig indskydelse, og pressede mine læber kort mod hendes. En hurtig, flygtig berøring. Hun kiggede forbavset på mig, men kun et øjeblik. Så kyssede hun mig. Længere og hårdere end jeg havde gjort det, ikke at det gjorde mig noget. Det var som om hele min krop brændte. Men det gjorde ikke ondt. Ilden var noget jeg havde ventet på. Jeg bød den velkommen. Verden forsvandt, gik op i flammer, og gik i sort samtidig. Tanker strømmede igennem mit hoved. De mest gennemtrængende, de eneste der trængte igennem flammerne, så at sige, var:
1. Hvad skete der egentlig lige nu? Jeg havde da kysset nogle piger før, men aldrig havde det føltes sådan her. Langt fra!
2. Var det kun mig der følte det, eller mærkede Dana det også? Ilden. Verden der forsvandt.
3. Hvad ville der ske nu?

Alt det skete på de ti sekunder kysset varede. Derefter rykkede Dana lidt væk. Pinligt berørt, tydeligvis. Jeg tog hendes hånd. Ingen af os sagde noget, men jeg prøvede at vise hende at jeg ikke var bange, frastødt, vred, eller hvad det var hun var nervøs over.
“Lagde du også mærke til det der?” spurgte hun, forpustet. Chokeret.
“Ja, det tror jeg,” svarede jeg, mindst ligeså forpustet. “Altså det at hele verden gik op i flammer, samtidig med at alt gik i sort? Ja, det lagde jeg mærke til!”
“Det er underligt ikke?” Dana så næsten bange ud.


“Jo, måske. Jeg har i hvert fald aldrig prøvet det før, og det går jeg ud fra at du heller ikke har, siden du også er chokeret. Men hva…” Danas telefon afbrød mig midt i sætningen. Hun tog den lynhurtigt op til øret, gav sig ikke tid til at kigge på nummerviseren. Det troede jeg i hvert fald ikke.
“Ja, Jennifer? Okay, jeg kommer med det samme.” Hun talte hurtigt, men hverken snublede over ordene eller blev uforståelig. De vampyrer kunne vidst alt. Det var sgu alligevel lidt snyd.
Dana lagde på.
“Jeg er nød til at gå nu, undskyld.”
Hun rejste sig og gik hen til vinduet. Jeg fulgte efter.
“Jeg er virkelig nød til at gå, nu.” Hun smilede til mig, og gav mig et flygtigt kys, og hoppede ud af vinduet.
Jeg stod og stirrede efter hende længe efter hun var ude af syne, ude af stand til at bevæge mig.
Hvad mon der havde været så vigtigt?























5. Kapitel
Stephen Chessham
Jeg fandt ikke ud af hvad Dana skulle før sent om aftnen. Hende og Jennifer kom forbi ved titiden. Selvfølgelig ikke sådan et officielt besøg, for min mor anede intet om det, og som sædvanlig kom de ikke ind af døren, men af vinduet. De så begge både trætte og triste ud, og det var nemt at gætte at de ikke kom på besøg for hyggens skyld, som det ellers plejede at være.
“Hvad sker der?” spurgte jeg bekymret. Danas hastværk tidligere plus deres triste miner nu, lovede ikke godt.
“En af vampyrerne i byen er død.” Danas ord var noget nær et suk, og Jennifer stod der bare, og så helt utrolig træt ud.
Tavsheden efter Danas ord var øredøvende.
“Han blev myrdet.” tilføjede hun langsomt. Sorgen stod malet i hendes ansigt.
Jeg stod og måbede i et øjeblik. For chokeret til at være ked af det. For hvordan fanden i helvede skulle nogen have slået en vampyr ihjel? Det var jo noget der nærmede sig umuligt at finde dem, og endnu mere umuligt at gøre dem noget, var jeg sikker på. Hvem var så dum? På den anden side. Hvem det end var, var det lykkes for dem. Men hvordan? Og så slog lynet ned. Altså ikke bogstaveligt talt. Bare rolig. Det jeg mener er… Så gik noget op for mig.
“Hvem… Hvem var det der blev… Myrdet?” Jeg stammede lidt, og tøvede på det sidste ord, men ellers lød min stemme normal.
“Jason McAdams. Ham du stødte lidt uheldigt på tidligere.” Jennifer førte ordet nu. Hendes stemme rystede og hun så uhyggeligt sårbar ud. Det var forkert.
“Hvad hvis morderen fulgte efter mig tidligere? Altså, jeg ved godt det lyder langt ude, men hvad hvis han vidste at jeg havde noget med vampyrer at gøre, og derfor fulgte efter mig. Så opdagede han Jason og derefter dig, men valgte at forfølge Jason, fordi jeg var sammen med dig.” Jeg tænkte bare højt, men Dana gispede højtlydt og Jennifer stivnede. Jeg havde fat i noget. Jeg kunne mærke det. Ikke nødvendigvis sandheden, men det kunne sagtens være sådan det fungerede, og det kunne de godt se.
“Men hvis det er sådan er det kun et spørgsmål om tid før han eller hun rammer os alle,” Dana var på randen af panik.


“Slap af Dana. Vi kan godt klare det her.” Jennifer var til gengæld tilbage i sin vante myndige rolle.
“Vi skal bare være lidt mere forsigtige end sædvanligt. Dana, du går ikke ud alene. Det samme gælder mig, og for den sags skyld alle andre vampyrer i Phoenix. Vi alarmerer alle inden for en radius af tyve kilometer uden for byen, og så tager vi den derfra,” sagde Jennifer roligt, mens hun fiskede sin mobil op af lommen.
“Hvem ringer hun til?” hviskede jeg til Dana.
“Starten af telefonkæden. Eller det er hun selv, og jeg er nummer to, men nu er vi har jo, så hun ringer til den som jeg normalt ville ringe til i sådan nogle situationer.”
“Okay…” Jeg fattede ingenting, og kiggede uforstående på hende. Jeg mener. Det var jo ikke en børnehaveklasses forældre for helvede! En telefonkæde? Hvad skulle vampyrer med en telefonkæde? Ja åbenbart ringe rundt om at en utrolig velorienteret og uhyggeligt stærk, hurtig og lydløs vampyrmorder var på fri fod. Oh my god, det havde jeg aldrig regnet ud fandtes, og de havde allerede lavet en telefonkæde i tilfældet af at det gjorde. De havde sgu en uhyggelig sans for fremtiden. Men sådan er det måske er udødelig.
Men okay, nu kan jeg næsten ikke følge med i min rablemonolog, så vi stopper den her.
“Hej Ben, det er Jennifer.” Jennifers stemme var igen rolig og fattet.
“Jason er blevet myrdet.”
“Nej, jeg ved ikke af hvem, men jeg vil bede dig fortsætte telefonkæden. Og være forsigtig de næste par dage.” Hun lagde på og vendte sig mod Dana.
“Så er telefonkæden sat i gang, og snart er alle alarmerede. Vi finder snart ud af hvem det er. Indtil da…” hun vendte sig mod mig. “forventer jeg at dit hus står til rådighed som skjulested for mig og Dana. Hoteller er bare ikke de fedeste steder i sådan en situation.”
Jeg nikkede. Gjorde mit hus ikke det i forvejen?
“Selvfølgelig,” tilføjede jeg.
“Godt. Har i en kælder, et loft, eller et pulterrum?”
“Ja, vi har et loft. Der kommer aldrig nogen derop. Der står en gammel dobbeltseng. Men jeg ved ikke hvor faldefærdig den er.”
“Det gør ikke så meget. Vi vampyrer sover jo ikke.” Dana blinkede til mig, og sendte mig et næsten ægte smil.


“Nå, nej. Det kan man nemt glemme. Og så alligevel.” Jeg blinkede tilbage til Dana, forsøgte at løfte stemningen lidt.
“Står huset tomt i morgen?” spurgte Jennifer.
“Det kommer an på hvad du mener med tomt,” svarede jeg. “Jeg er her, men min mor skal på arbejde.”
“Det var det jeg mente,” sagde hun.
Jeg gik nedenunder, og spurgte min mor hvor mit gamle skrivebord var. Jeg var sikker på at det stod på loftet, men det kunne min mor jo ikke vide. Jeg sagde at benet var knækket på mit nye skrivebord, og jeg skulle bruge mit gamle. Det var selvfølgelig bare Dana der havde knækket det, men ikke desto mindre var det knækket. Hun fortalte mig at det var på loftet, men at det var skilt ad. Det skulle jeg nok for ordnet sagde jeg.
Jeg gik ovenpå igen. Jennifer og Dana havde allerede åbnet loftlugen, taget skrivebordet ned, og ryddet en lille smule op deroppe.
“Der er en dobbeltseng, eller lille bord, et toiletskab og et spejl. Det burde vi kunne leve med.” Det var Jennifer der talte. Dana var på loftet. Normalt kunne man høre når folk bevægede sig rundt deroppe, men Dana var lydløs. Jeg tror ikke engang hun gjorde sig umage.
“Jeg skal lige et sted hen. Hente forsyninger du ved.” Jennifer var allerede på vej ud af vinduet da jeg opfattede hvad hun sagde.
“Nej, det skal du i hvert fald ikke,” sagde mig og Dana i munden på hinanden.
“Hvorfor?” Jennifer kiggede uforstående på os, totalt tabt for
omverdenen i det øjeblik.
“Du er altså ikke anderledes end os andre. Morderen kan også fange dig!”
“Nå, ja…” Jennifer kiggede forlegent på os.
“Jeg tager med Eric derhen, og du venter her og gør klar på loftet,” sagde Dana.
“Jamen…” Jennifer nåede nærmest ikke at komme med indvendinger før Dana skar hende af.
“Du har hjulpet alle i den her by. Og alle andre steder. Lad mig nu gøre noget for dig. Det tror jeg næsten aldrig jeg har gjort.”
Og før Jennifer gjorde flere indvendinger sprang Dana ud af vinduet. Jeg gik nedenunder. Klokken var halv elleve, og jeg sagde jeg skulle hjem til David og kom lidt sent hjem. Jeg havde det ikke så godt med at lyve så direkte, men jeg vidste at så længe det var David jeg skulle hjem til måtte


jeg være ude til klokken to. Så gik jeg ud og skyndte mig hen til Dana, der stod lidt længere nede af gaden.
“Hej,” sagde hun glad.
”Hej!” svarede jeg, lidt for glad over at skulle på blod-røveri.
”Skal vi se at komme af sted?” spurgte Dana.
”Ja,” sagde jeg overivrigt.
Dana kiggede spørgende på mig. Det var måske også lidt underligt at jeg reagerede sådan på at skulle opleve en aften i en vampyrs liv. Men hvad så? Hey, jeg var vel en slags kærester med Dana, right? Så måtte jeg ikke være lidt langt ude underlig når jeg nu datede en vampyr? Jo det tror jeg nok!
Dana og jeg gik hånd i hånd i gadelygternes skær. Meget pladderromantisk, men faktisk også rigtig rart. Overraskende nok…
Der var stadig masser af gang i byen. Men det ville der nok være til klokken et til to stykker.
”Hvordan bryder mand egentlig ind i en blodbank?” spurgte jeg Dana.
”Det er lidt svært at forklare. Jennifer er bedre til det end mig. Jeg har kun gjort det tre gange. Og to af dem var sammen med Jen, du ved. Med hende er der aldrig noget der haster, aldrig noget der er svært.”
”Det kan du sagtens sige. Det er ikke dig hun truede på livet første hun mødte dig!” grinede jeg
”Nej, hun slog mig bare ihjel!” grinede Dana tilbage.
”Ja, okay, men du er her jo endnu, right?”
”Det havde du også været…” sagde hun stille. ”Jen kan godt lide dig. Lidt for godt…” Hendes stemme var dæmpet og uendeligt trist.
”Men det er dig jeg kan lide,” svarede jeg, næsten lige så dæmpet, men med den mest opmuntrende stemme jeg kunne.
”Ja, og det er jeg meget glad for,” sagde hun. Og denne gang smilede hun.
”Men hvordan bryder man så ind?” spurgte jeg.
”Se og lær,” sagde hun med at glimt i øjet jeg ikke kunne læse.
Hun gik mod en mørk bygning jeg aldrig havde vidst hvad var. Jeg havde heller aldrig tænkt over det. Hun tog i døren, men den var låst. Så kiggede hun op. Ca. 20 meter oppe af den mørke, dystre blodbank stod et vindue på klem. Ikke noget man lige lagde mærke til, men Dana vidste hvad hun ledte efter.
Og så begyndte showet.


Dana sprang op lige under vinduet i et flyvende, lydløst spring, lirkede fingeren ind mellem muren og vinduet og åbnede det på vid gab. Så sprang hun direkte ind.
”Utroligt,” mumlede jeg åndeløst.
Ti minutter senere lukkede vinduet i, og ca. tre sekunder senere stod Dana foran mig med en fyldt rygsæk, som jeg slet ikke havde set at hun havde med før nu.
”Så er det gjort. Der er nok til lidt over en uge hvis vi sparer,” grinede hun.
Vi stod længe og bare smilede til hinanden. Så lige pludselig, out of nowhere kyssede hun mig. Og det var præcis ligesom sidst. Alting brændte. Da vi endelig slap hinanden opdagede jeg at det var begyndt at regne, og at jeg var drivvåd.
Vi begyndte begge to at grine. Det her var latterligt og absurd. Et menneske og en vampyr kunne ikke forelske sig. En løve forelskede sig ikke i en gazelle, vel? Nej nemlig! Fødekæden var fuldstændig imod os. Men hvorfor brændte hele min krop så stadig af kærlighed og begær?
Det mysterium kunne jeg ikke løse, men måske var det et af den slags mysterier der ikke skal løses. Så ringede hendes telefon. Dana tog den med et grin.
”Hej Jen,” grinede hun.
”Nej jeg har ikke taget forskud af lækkerierne,” smilede hun.
”Ingenting. Jeg er bare glad.” Hun blinkede til mig.
”Jeg har hentet det. Ja, vi tager af sted derfra nu. Ses smukke.”
Så lagde hun på.
”Altid så nysgerrig,” sagde Dana med et smil.
”Nå skal vi se at komme hjem før hun kommer og slæber os hele vejen?” spurgte jeg.
”Du har ret, det kunne hun nok godt finde på,” fnisede hun. ”Kom, lad os gå.”
Vi gik hånd i hånd som et rigtigt kærestepar i månens skær på vej hjem. På en af de mørkere strækninger gik vi bare mens jeg nød hendes selskab og følelsen af hendes hånd i min, da nogen pludselig greb min anden arm og rev mig væk fra Dana, men sønderknusende kraft. Jeg landede på asfalten seks meter væk, og kunne smage blod.
Jeg løftede mit hoved let fra jorden og forsøgte at orientere mig.
Dana havde allerede angrebet hvem end den anden var.


Og selvom jeg vidste det var latterligt kunne jeg ikke lade være med at tænke at det var mig der skulle have kæmpet, jeg var jo fyren.
Men Dana var vampyr og så mange gange stærkere end mig, så den følelse, det instinkt var latterligt.
De to kæmpende sloges længe, og jeg kunne ikke skille Dana var den anden med blikket. De var for hurtige, jeg kunne intet se… Bare en udtværet silhuet af to kæmpende mennesker.
Den ene ville slå mig ihjel, den anden give sit liv for mig, gik det lige op for mig.
Min øjne kunne ikke følge med, men af hvad jeg kunne fange var Dana stærkest. Og omkring 5 sekunder senere fik jeg ret.
Dana stillede sig op med siden til mig, og med nogen foran sig.
Han stod med ryggen til hende, hans arme fanget bag ham med Dana hænder om hans håndled som lænker. Og jeg vil vædde med at de var mindst ligeså stærke.
”Hvem er du?” snerrede Dana, rødglødende af raseri ind i hans øre.
”Stephen Chessham,” sagde han, halvkvalt af smerte.
”Og hvorfor er du her?” snerrede hun, ikke det mindste formildet, men så vidt jeg kunne se, heller ikke endnu mere rasende. Hun kendte ham vist ikke, tænkte jeg.
”Hævn,” stønnede han. ”For at hævne mine kære.”
”Hvorfor angreb du Eric?” Spurgte hun, hans tone lidt mindre snerrende denne gang.
”Jeg tog fejl af ham. Troede han var en anden.” Efter hvad jeg kunne høre, havde Dana lettet trykket lidt, men ikke nok til at han kunne komme fri.
”Jamen så undskyld misforståelsen,” sagde Dana, i en lidt lettere tone.
Hun slap ham, og han sprang op på toppen af det nærmeste hus.
”Jeg skal nok få jer alle sammen,” råbte han. ”Det her er ikke slut endnu!”
Og så var han væk.
”Hvad fanden skete der lige der?” spurgte jeg, mere forvirret end egentlig bange.
”Jeg tror vi lige fandt den der myrdede Jason…” svarede Dana, lettere rystet.
”Og jeg tror lige han fortalte os, at Jason ikke er den sidste,” fortsatte hun.


”Kom, lad os komme væk, ” skyndte jeg at sige, før hun gik totalt i chok.
”Ja, du har nok ret. Lad os komme hjem til Jennifer.”
Denne gang bar Dana mig hjem. Det gik hurtigere, og var uden tvivl mindre farligt. Da vi endelig sprang ind af vinduet til mit værelse, blev vi mødt af en rasende Jennifer.
”Hvor fanden i helvede har i været?!” rasede hun, dog så lavt at min mor, der sad nede i stuen ikke kunne høre det.
”Jeg mener, jeg ringede for næsten en time siden og spurgte hvordan det
gik, og der skulle i til at gå? Jeg mener hvad i helvede har i haft gang i?”
Det var først der Jennifer bemærkede hvordan Dana så ud. Ikke at jeg
selv havde lagt mærke til det før, men det gjorde jeg nu.
Hendes røde tanktop var revet i stykker, og hendes jeans havde store huller på knæene. Næsten hele hendes hvide maveskind var synligt.
”Oh, my god, hvad er der sket med dig skat?” Hendes stemme var pludselig fuld af omsorg og beklagelse.
”Undskyld jeg skældte ud før, jeg mente ikke noget med det, du har bare gjort mig så bange, jeg mener, i disse tider og…”
Jennifer blev ved i en uendelighed med sine undskyldninger og beklagelser, og Dana fik ikke et ord indført, selvom det var tydeligt at hun havde noget vigtigt at sige.
Til sidst blev det for meget for hende.
”JENNIFER! Ja, undskyld, men jeg har altså fundet ud af hvem der myrdede Jason, og du lader mig ikke få et ord indført i den her samtale.
Du er tilgivet, okay? Må jeg så sige noget nu?”
”Ved du hvem det er? Dana det er jo fantastisk! Jeg mener, så kan vi jo finde den pågældende og fange ham. Det bliver så nemt nu!”
”Jennifer, du bliver ved med at tale. Du ved stadig ikke hvem det er.”
”Nåh, nej,” svarede hun stilfærdigt.
”Han er vampyr, og meget stærk, og han er her for at hævne sine kære som er blevet dræbt. Jeg aner ikke af hvem. Han angreb mig, og jeg fangede ham men narrede mig så til at tro det hele var en misforståelse, så jeg slap ham fri. Han hedder Stephen Chessham.”
”Hvad?!” råbte Jen skingert.






6. Kapitel
Jennifers Fortid

Min mor havde hørt Jens vredesudbrud og var på vej op.
Jennifer skyndte sig hen til min computer. Jeg havde ikke lagt mærke til at den var tændt før, men hun havde åbenbart brugt den mens vi havde været ude. Hun fandt en video på youtube og trykkede play.
Jeg fattede hentydningen hurtigt nok.
Jeg satte mig hen foran computeren og så på videoen der startede.
Det var et afsnit af Venner.
Dana og Jen var allerede smuttet op på loftet og Chandler og Monika var lige kommet op og skændes da min mor kom ind af døren.
”Hvad laver du?” spurgte hun.
”Jeg ser et afsnit af Venner.”
”Nå okay, jeg syntes bare jeg hørte vrede stemmer heroppe fra,” sagde hun, med et forvirret udtryk i ansigtet.
”Ja, men de har også lige gang i et skænderi. Altså Monika og Chandler.
Må jeg være alene?” sagde jeg, så venligt jeg kunne. Jeg forsøgte virkelig ikke at virke utålmodig, men jeg tror min mor opfangede hvor ’pissed of’ utålmodig jeg egentlig var.
”Jojo jeg går ned igen nu,” sagde hun med et overbærende smil.
I det sekund hun satte fødderne på stuegulvet var Jennifer og Dana tilbage på mit værelse, skændtes stadig som bare fanden.
Denne gang var Jens stemme lavere. Lavere, men ikke mindre uforsonlig.
”Hvorfor har du ikke sagt det noget før?”
Dana stirrede vredt på Jennifer, og Jennifer stirrede tilbage.
”Fordi du aldrig lod mig komme til orde, måske,” sagde hun spydigt.
”Årh gider du lige, jeg har bare været pissehamrende bekymret for dig og Eric, og ikke så underligt, når du nu kommer hjem og ser sådan her ud. Jeg mener, hvordan fanden bar du dig ad med at ødelægge dit tøj, og komme for sent og alt det pis. Og hvordan fanden fandt du ud af hvad han hed? Jeg håber virkelig du har en god forklaring.”
Jennifer var vred nu, det kunne man tydeligt se. Rigtig vred.
”Det fandt jeg ud af da han angreb mig, og jeg overmandede ham,” sagde da vredt men behersket.
”Jeg tvang til at sige hvad han hed, okay? Og han sagde, at han var på vej



til at skjule sig, ligesom os, men at han havde troet at jeg var morderen, fordi han aldrig havde set mig før. Og nu ved jeg godt du lige om lidt spiller rigtig klog og bedrevidende, men jeg kunne jo ikke vide at han løj. Så jeg slap ham fri igen.”
Nu så Jennifer pludselig mere bekymret end vred ud.
”Jeg ved hvem han er,” sagde hun lavmælt. ”Jeg dræbte hans søster for 76 år siden. Den gang var der ikke noget der hed blodbanker. Mig og en anden vampyr… Hey, det var sgu nok Jason, var ude og jage. Vi havde ikke jaget i 4 dage og var begge ret tørstige. Vi fandt et af de huse det havde de sædvanlige betingelser. Det var lille, afsides liggende, og fattigt. Så fattigt at ingen ville ligge mærke til hvis familien døde eller forsvandt.
Sådan et hus havde vi så fundet efter et par dages søgen. Vi ventede til tusmørke som sædvanlig. Så slog vi til.
Vi sneg os ind af vinduet.
Stuen var mørk og sparsomt møbleret. De var allerede gået i seng. Ikke unormalt for en familie der skulle op og arbejde ved daggry. Vi gik ind i det første det bedste værelse. Der var mindst 2 bankende hjerter. Vi sneg os hen til hver sin alkove. Jeg gik langsomt, selvom vi alle tre ved at jeg ikke havde lavet en lyd uanset hvad. Da jeg nåede alkoven trak jeg det røde forhæng fra og kiggede ned. På alkoven lå en køn ung pige. Omkring de 15. Hendes hår var blond, hendes øjne kornblomstblå. Hun havde en slank skikkelse, men var ikke mager.
Jeg mumlede et kort ”jeg beklager,” bøjede mig ned, indsnusede duften af hendes hals, hendes blod. Og bed. Blodet gjorde godt i min knastørre hals. Jeg havde bidt hende luftrør over i det øjeblik jeg bed, så hun ikke kunne skrige. Men Jason var knap så heldig. Han var urutineret og kvinden han havde bidt var stadig i live. Og hun skreg, og skreg, og skreg. Så gik alting pludselig meget hurtigt. Jason knækkede nakken på hende, men Stephen havde åbenbart allerede hørt hende og var vågnet. Og så kom han brasende. Egentlig ret uhøflig at komme brasende midt i maden. Og så skred vi, så hurtigt at jeg var sikker på at han ikke havde set os sådan rigtig. Altså sikker, indtil i nat.”
Jennifer sluttede sin fortælling, og kiggede ned i gulvet.
”Det er okay Jen. Hvem kunne have regnet det ud?” Dana var der med det samme, som den trøstende, støttende og forstående veninde. Og jeg kunne egentlig også godt forstå Jen. Jeg havde med egne øjne set, hvor



hurtige vampyrer var, og det havde været i sjov. Når jeg havde set dem bevæge sig så hurtigt, havde de gjort det for sjovs skyld. Og jeg kunne vel godt forstå det. Jeg mener, hvis jeg kunne løbe hurtigere end øjet kunne se, ville jeg nok også more mig med det en gang i mellem. Nå, men tilbage til det seriøse; Når de bevægede sig så hurtigt, bare for sjov, hvor hurtigt måtte det så ikke lige gå, når de var seriøse, og på flugt? Så hurtigt, at jeg slet ikke kunne forestille mig det.
”Nej, der er sikkert ikke nogen der ville have regnet det ud, men problemet er at det var MIG der ikke regnede det ud! Det hele er min skyld!” Selvbebrejdelsen lyste ud af Jennifers øjne, og stemme. Rummet genlød af stilhed efter Jennifers udråb. Lige indtil Dana afbrød den øredøvende summen, der altid kommer af gennemtrængende stilhed og sagde: ”Jen, intet af det her er din skyld. Hævn er udbredt mellem vampyrer, og der er tit nogen der bliver slået ihjel på grund af det. Det er jo derfor vi prøver at undgå at genere nogen!”
”Men det var mig der var tankeløs dengang. Hvordan kunne jeg være så dum? Jeg beklager inderligt at jeg har bragt dit, og Erics liv i fare…”
Da Jennifer nævnte mit navn, vågnede jeg op af min latterlige monolog. Jeg må virkelig tage at holde op med de der monologer, jeg har hørt det er usundt at tale med sig selv…
”Hvad? Betyder det at jeg pludselig også er i fare?” spurgte jeg.
”Kun hvis du bliver ved med at se mig og Dana. Men det regner jeg ikke med at du har tænkte dig at holde op med,” sagde Jen. Det var tydeligt at hun bebrejdede sig selv, men i det mindste var hun begyndt at se lidt rationelt på det hele. (Ja, jeg kan høre meget på en enkel sætning!)
”Nej, det har jeg ikke tænkt mig. Men hvorfor er jeg i fare? Og Dana? Vi har sgu da ikke gjort noget! Ikke at jeg bebrejder dig… Men det gør Stephen tydeligvis,” skyndte jeg mig at tilføje.
Jennifer sendte mig det olmt blik.
”Det Eric mener er, at ingen af os levede den gang, så hvordan kan vi have haft noget med det der skete, at gøre? Det er slet ikke fordi nogen af os bebrejder dig noget som helst,” sagde Dana. Jeg sendte hende et thanks for saving my life - blik.
”Tak. Jeg ved godt at Eric ikke mente det ondt, jeg er bare stresset, du ved,” sagde Jennifer.
”Det ved jeg godt søde, det ved jeg godt. Nu går vi op på vores loftværelse, så Eric kan få noget søvn, og så snakker vi om det her i



morgen. Du må også være tørstig.” Danas stemme var rolig og myndig.
”Ja… Ja jeg er lidt tørstig. Vi ses Eric. Undskyld igen.” Jennifer smilede at smil, der fik hendes ellers så kolde ufølsomme ansigt til at lyse op. Det fik hendes gyldne hår til at ligne en glorie, og et kort øjeblik så hun præcis ud som en engel.
Dana kyssede mig hurtigt på kinden og så skyndte de sig begge op på loftet.
Der var næsten uhyggeligt stille da de var gået. Jeg kiggede på uret, og blev overrasket over hvor sent det var blevet. Digitaluret viste 01:42. Jeg blev også lidt forbløffet. Det var ikke normalt at min mor sad nede i stuen og så tv så længe.
Jeg gik nedenunder. Jeg var så træt at jeg svajede på vej ned af trappen. I stuen stod sofaen med ryglænet mod døren, så jeg kunne kun så toppen af min mors hoved.
Men ved siden af sofaen stod der nogen. Skikkelsen var utydelig, på grund af halvmørket i stuen, og mine allerede trætte øjne. Men det så ikke ud som om min mor havde set den.
”Mor,” sagde jeg stille. Hun vendte hovedet og fik øje på skikkelsen. Pludselig gik det hurtigt.
”Kald på dine små venner, eller jeg river hovedet af din mor,” snerrede Stephen.
”Han behøver ikke kalde,” sagde Dana roligt.
”Jen…” sukkede Stephen.
”Stephen,” svarede Jennifer, nærmest snerrende.
Et langt øjeblik stirrede Jennifer og Stephen på hinanden. Pludselig kiggede Stephen ned, nærmest opgivende. Da han løftede blikket igen, var det ellers så stålsatte blik erstattet af smerte. Men det var ikke smerten over tabet af hans familie. Det her var noget andet.
”Hvad foregår der her?” spurgte min mor nervøst.
”Ja, det gad jeg også godt vide,” mukkede Dana, og gloede ondt fra Stephen til Jennifer. ”Jen?”
”Øhm, jeg har muligvis udeladt en del af historien,” sagde hun stille.
”Men det var altså kun fordi det ikke var så vigtigt,” skyndte hun sig at tilføje.
”Ikke så vigtigt,” snerrede Stephen. ”Hvordan kan det ikke være vigtigt?”
”Jamen det er det da også,” sagde hun stille.



”Fortæl! Og vær ærlig denne gang,” sagde Dana, og hendes stemme kunne ætse hul i en stenmur.
Øhm, altså… Stephen, slip Erics mor,” mumlede Jen.
”Jennifer!” snerrede Dana, nu, for alvor utålmodig.
”Altså. Før jeg… øhm… du ved… dræbte Stephens søster, og Jason hans mor… der gik vi… ligesom… ud sammen, du ved.
Jeg vidste ikke det var hans hus, jeg sværger!” sagde Jennifer, først tøvende, bagefter så hurtigt som muligt.
”Det var det jeg udelod…” mumlede hun.
”Jennifer, hvordan fanden kunne du finde på det, jeg mener… Ihh!” Dana manglede åbenbart ord, for hun endte ud med bare at stønne.
”Folkens, ikke for noget, men kan i ikke diskutere der her i morgen? Jeg tror muligvis min mor er ret så forvirret,” sagde jeg. Gennem hele sætningen holdt jeg Danas blik.
”Eric har ret. Kom Jennifer. Skrid Chessham!” Hun hvæsede af Stephen. Han gik hastigt mod døren, men på vejen mødte han Jens blik.
”Vi er ikke færdige med hinanden,” hvæsede han.
Så gik han ud af hoveddøren.
”Eric? Hvad var det der?” Jeg havde fuldstændig glemt min mor.
”Øhh… Du skal ikke spekulere på det. Bare gå ovenpå og sov, så snakker vi i morgen,” sagde jeg. Jeg mimede et ’hjælp mig!’ til Dana der straks vendte sig mod min mor. Hun var ovre hos hende på 5 sekunder.
”Det er en ret lang historie, som nok også virker lidt… Uvirkelig. Men hvad siger du til at vi kommer tilbage om et øjeblik? Jeg skal bare lige snakke med Eric, og den blonde skønhed med et forklaringsproblem derovre.”
Min mor nikkede bare automatisk, og så tog Dana mig med ovenpå med vampyrfart. Jennifer fulgte efter.
”Undskyld!” udbrød hun, da Dana havde sat mig ned.
”Ja… Det må du nok sige. Hvorfor sagde du ikke noget?” spurgte Dana. Nu lød hun bare såret. Jeg gloede vredt på Jennifer.
”Fordi jeg… ligesom… du ved, var bange for at du ville dømme mig… Ikke ville lade mig tale ud, og bare ville drage dine egne fejlslutninger.
Undskyld,” sluttede hun.
”Jeg kan godt se hvad du mener, men du ved da at jeg altid lytter til hvad du har at sige, søde,” sagde Dana stille.
”Ja…” udåndede Jennifer. Jeg havde ikke lagt mærke til at hun havde



holdt vejret.
”Hallo… Ja undskyld jeg afbryder, men min mor står nedenunder, ret så forvirret, og venter på at vi kommer ned og forklarer at min kæreste og hendes bedste veninde er vampyrer! Hvordan gør vi lige det?” sagde jeg.
”Eric har ret. Hvad siger vi? Jen, nogle idéer?”
”Måske. Sandheden?” sagde hun tøvende. Da hun så vores uforstående ansigtsudtryk, skyndte hun sig at tilføje: ”Vi fortæller hende alt, og hvis hun så meget som minder om dig, Eric, vil hun acceptere det, og holde på hemmeligheden.”
”Ja, men hvis hun ikke gør, er I jo nød til at rejse,” sagde jeg oprevet.
”Men Jennifer har ret, Eric. Vi kan ikke binde hende en historie på ærmet, som på nogen måde kommer til at give mening. Jeg vil også sige at vi skal fortælle hende alt,” hviskede Dana, og tilføjede: ”vi behøver ikke rejse hvis hun vælger at afsløre hemmeligheden. Bare at holde os skjult. Og det er jo allerede planen, ikke? Vi behøver jo ikke fortælle hende hvor vi bor.”
”Okay…” sagde jeg modstræbende. ”Vi gør det.”


















7. Kapitel
”Hvem fanden er det?!”

Vi gik nedenunder, og Dana, Jennifer og mig, skiftedes til at fortælle min mor det hele. Og jeg mener virkelig det hele. Hun virkede ret så rystet da vi var færdige, men hun lovede at holde på hemmeligheden. Heldigvis.
Bagefter gik jeg direkte op i seng. Klokken var efterhånden 03:00.
Selv efter alt det der var sket i dag, faldt jeg i søvn da mit hoved rørte puden.

Jeg vågnede først klokken 12. Dana og Jennifer sad nede i stuen sammen med min mor. Det overraskede mig, det må jeg indrømme. Jeg havde regnet med at min mor ville skynde sig væk, næste gang hun så dem. Men hvem ved, tænkte jeg. Måske er jeg ikke den eneste der ikke kan modstå dem.
Min mor stod og lavede spejlæg, og Dana og Jennifer sad i stolene ved spisebordet ude i køkkenet. Min mor havde endda trukket gardinerne for døren og vinduerne. Sikke en gæstfrihed, når man tænker på at de såkaldte gæster kunne rive hovedet af hende på 2 sekunder. Nu jeg tænker over det, gav det mening. Hver sød ved dem der kan skade dig. Simpelt! Men af en eller anden grund følte jeg mig ret sikker på at det ikke var derfor, at hun opførte sig sådan. Ærlig talt, så troede jeg bare at hun var faldet for deres charme, præcis som enhver anden ville, efter det største chok havde lagt sig. Det var jo bare fantastisk.
”Hej Eric.” Dana var den første til at hilse. I modsætning til min mor og Jennifer, så hun op da jeg kom ned af trappen. De andre var åbenbart fordybet i en meget spændende samtale.
”Hej Eric,” sagde de fraværende i kor. Min mor fokuserede skiftevis på Jennifer og spejlægget. Hvis jeg skal være ærlig, synes jeg at Jen er mest værd at glo på. Så spændende er spejlæg heller ikke.
Dana kom hen til mig for foden af trappen. For en gangs skyld i vampyr fart (det så faktisk pænt cool ud!) og gav mig et knus.
Midt i omfavnelsen hviskede jeg hende i øret: ”Hvad sker der for mig min? Hun er totalt fraværende…”
”Jeg aner det ikke,” svarede Dana. ”Lad mig lige prøve noget.”
For tredje gang nogensinde kyssede hun mig. Man skulle tro at jeg havde vænnet mig, bare lidt til det. Det skulle man tro. Men sådan var det altså


ikke. Min krop flippede ligeså meget ud som de plejede. Ild skyllede i gennem mine årer. Følte Dana det mon også stadig?
Jeg var for stor en kujon til at spørge.
Jennifer kiggede endelig op, men min mor stirrede fortsat på stegepanden.
”Hvis i skal stå og snave, er der altså en hel masse plads. Ovenpå!”
Ikke engang der, kiggede min mor op.
Dana og jeg gik leende hen til spisebordet og satte os. Hånd i hånd.
Jennifer og min mor fortsatte deres diskussion fra før. Jeg fandt hurtigt ud af at det ikke var en diskussion, for det var Jennifer der sagde det hele. Det eneste min mor gjorde var at stille spørgsmål engang i mellem. Ind imellem kom Dana også med tilføjelser til det Jen sagde, men det var sjældent. Det meste af tiden sad vi der bare.
Endelig var min mor færdig med morgenmaden, og jeg tog fraværende imod den tallerken hun rakte mig.
”Tak,” mumlede jeg, uden at se på hende. Eller det vil sige, jeg så ikke på hende, lige indtil hun satte sig tæt op af Jennifer på træsofaen, der altid har stået op af væggen ved siden af køkkenbordet. Der gloede jeg så også, så meget, at Jen begyndte at skraldgrine. Det må have set ud som om min øjne var ved at falde ud af hovedet på mig og ramme den flotte sandfarvede væg overfor.
”Eric, du skulle se dit eget fjæs!” lo hun.
”Jaja, meget morsomt,” sagde jeg, og forsøgte at holde masken. Det var overraskende svært.
”Dana, vil du med mig over i centeret om lidt?” spurgte jeg, i stedet for at stirre. For hvad godt ville der komme ud af det? Udover et godt grin til Jennifer, og eventuelt Dana, hvis jeg havde gjort det længe nok.
”Ja da. Gerne,” smilede hun. Jen grinede stadig let. Utroligt at Dana ikke gjorde.
Jeg spiste færdig mens Dana gik ovenpå og, som Jennifer formulerede det: gjorde sig smuk. Jeg selv sad og spekulerede på om det overhovedet var muligt, da hun kom ned af trappen. Hun havde skiftet tøj, og havde taget make-up på. Det troede jeg egentlig hun havde haft på i forvejen, fordi hendes øjenvipper var så lange og fyldige, og hendes læber så smukt røde. Men nu vidste jeg at det kun havde været småting. Hendes øjne glødede, hendes læber var så tillokkende, at jeg aldrig havde set noget lignende. Så tillod jeg endelig mig selv at fjerne blikket for hendes


ansigt, og se hvad hun havde på. Hendes stil var meget anderledes end Jennifers, og så alligevel ikke. Jennifer holdt af at gå med stramme jeans, der understregede hendes lange, slanke ben. Det samme gjaldt for Dana. Men Jennifer elsker at der er farver på overdelen, mens det nu var tydeligt at Dana foretrak sort, hvid eller grå. Det klædte hende. Hun havde sorte stramme jeans på, og en lang hvid top. Udenpå havde hun en matsort læderjakke med lynlåse ved alle lommer. Hendes støvler var også af læder, i samme matte farve, og havde spænder og nitter på siden. Høje hæle, selvfølgelig. Jeg skænkede ikke den realitet at det var tredive grader udenfor en tanke. Endnu.
”Wow,” hviskede jeg uvilkårligt. Jeg kunne simpelthen bare ikke lade være.
”Synes du om det?” hun smilede stort ved min lavmælte kommentar, og snurrede hurtigt rundt. Jeg nåede lige at tænke: Fuck en go’ røv; så stod hun med front mod mig igen.
”Øh, ja, det er pænt,” sagde jeg, og lød som en ikke særlig intelligent mongol.
Jennifer kvalte et grin, men der slap stadig en fnisen ud. Både Dana og mig skulede ondt til hende. Så vendte vi os mod hinanden samtidig, og Dana sagde: ”skal vi komme af sted?”
”Ja… Det… Øhh… Kan vi godt…” FUCK, FUCK, FUCK!! Jeg lød simpelthen så dum, at det havde været bedre ikke at sige noget overhovedet.
”Godt,” sagde hun bare med et smil, og lod som ingenting. Den pige er bare fantastisk.
Og som sagt så gjort.
Da jeg havde stillet min tallerken i vasken, og Dana havde taget et par stærke solbriller på, gik vi ud i den tidlige eftermiddagssol.
”Av, mine øjne!” klynkede Dana.
Jeg havde ondt af hende, men der var ikke så meget jeg kunne gøre ved det, andet end at skynde mig til mere end normalt, hen til bussen.
Selvom jeg for det meste gloede på Dana, nåede jeg også at se mig omkring. Og hver eneste gang en fyr passerede os, stirrede hun stift på Dana, med et sultent blik. Det pissede mig faktisk ret meget af. Nu forstår jeg ikke rigtig hvorfor. Jeg mener, hvis de lagde an på hende, ville hun sikkert flå hovedet af dem eller noget. Ej, det er måske at overdrive, men hun ville nok blive ret sur, og skride. Hun ville ikke skride fra mig.


Vi nåede busstoppestedet ret hurtigt, og bussen kom et par minutter senere. Heldigvis. Det var hårdt at vide at Dana led. For selvom hun ikke viste det på hendes perfekte ydre, vidste jeg det jo. Som den eneste, udover min mor, kendte jeg hendes hemmelighed. Egentlig ret cool, ik’?
Da vi endelig kom ind i den overophedede bus, var det som om hun slap en umærkelig spænding. Ikke noget der havde været synligt før, men forskellen var tydelig, herinde i skyggen.
Jeg købte billetter til Dana og mig. Ew! Selv buschaufføren kiggede interesseret på hende. Der gik min grænse alligevel. Han var fyrre eller sådan noget! Gloede han sådan på alle 15-årige piger, når de kom ind?
Jeg kendte allerede svaret, for jeg kendte ham faktisk godt. Nej. Nej, det gjorde han ikke. Da jeg datede Zara, havde vi tit taget bussen sammen, og han havde da alligevel kørt ret tit. Men aldrig gloet så på hende med så meget begær i øjnene. Intet begær overhovedet faktisk.
Vi gik ned i bunden af bussen. Vi snakkede ikke sammen under hele turen, men det var ikke en ubehagelig tavshed. Ingen af os vidste bare hvad vi skulle snakke om, omgivet af almindelige mennesker. For jeg kunne af en eller anden grund ikke snakke med hende, som jeg ville gøre med enhver anden. Hun kan bare ikke sammenlignes med ’’enhver anden’’ Dana er speciel som bare fanden.
Da vi kom til centeret sagde hun: ”Hvad skal vi egentlig her?”
”Det har jeg virkelig ingen anelse om. Jeg skulle bare ud af hurlumhejhuset, derhjemme. Fattede du noget af alt det der?” spurgte jeg, lidt ironisk, men oprigtigt interesseret.
”Næh, ikke rigtig. Din mor og Jen er vidst blevet ret gode venner. Men jeg aner ikke hvad der gør det. Din mor tager det næsten ligeså pænt som dig. Næsten.” hun blinkede til mig, og sendte mig et af sine hjerteknusersmil. Som om de ikke alle sammen er det.
Inde i centeret gik vi på café. Jeg tog en kaffe latte, og Dana en rød sodavand. (som hun helt uskyldigt tilsatte lidt ’lækkerier’ som de kalder det. Hvad er det så specielt godt ved blod?
Og der sad vi bare, mens vi prøvede at lade som om vi førte en normal samtale. Det var svært. Stedet var proppet.
Vi endte med at snakke om Jennifer. Den kendsgerning at hun engang havde datet Stephen. Hvordan hun var. Ja alt. Mens vi snakkede tog Dana min hånd hen over bordet. Hendes hud føltes varm, selvom jeg godt ved at den må have været koldere end min. Det var så der, mens vi


diskuterede Jennifers hang til sarkastiske og hånlige kommentarer, at han dukkede op. Altså ikke Stephen. Ja, det troede i nok, hva’? Nej, det er David jeg taler om. Min bedste ven, som jeg ikke havde skænket en tanke siden, jeg mødte Dana. Eller næsten ikke, i hvert fald. Fuck!
”Dana?” hvislede jeg, ud gennem tænderne.
”Ja?” Hun så lidt forvirret ud.
”Min bedste ven står derovre. Min bedste ven, der ikke kender noget til dig!” sagde jeg ophidset.
”Fuck! Hvad sker der hvis han får øje på os?”
”Sikkert ingenting… Bortset fra at han nok bliver lidt pisset af, over at jeg ikke har sagt noget om den sild, jeg dater,” jeg blinkede, og smilede halvhjertet til hende.
Og så var det han så os.
Han stirrede i et par sekunder, og så gik han over mod os.
”Eric, min ven!” Han slog mig på skulderen, lidt hårdere end nødvendigt.
”Og hvem er så det?” sagde han slesk, og vendte blikket mod Dana. Jeg tror ikke det var meningen at vi skulle høre det, men han fløjtede sagte.
”Jeg hedder Dana. Og du må være… David. Jeg har hørt meget om dig,” smilede hun. Hun løj, men det var hun fandme god til! Og hvor kendte hun lige hans navn fra? Nå, det havde jeg nok nævnt…
”Nå, jeg har ellers hørt mindre om dig, end jeg burde.” Han smilede smørret, og blinkede. ”Eric, må jeg lige.. Snakke med dig?” tilføjede han, en anelse irriteret.
”Ja.” Jeg rejste mig, og fulgte ham til det fjerneste og mest ødede hjørne af caféen.
”Hvem fanden er det?!”
Jeg valgte at spille totalt uskyldig, i stedet for at starte et skænderi.
”Har jeg ikke fortalt dig om Dana? Nå, det var jeg ellers sikker på,” sagde jeg med den mest uskyldige (og uintelligente) stemme jeg kunne mønstre.
”Nej, det har du ikke! Hun er jo herre lækker Eric!
”Jaja, det er hun da.” Det var bagefter at det gik op for mig, hvor ligeglad jeg havde lydt. David stirrede forvirret på mig.
”Du lyder så ligeglad? Hvordan kan du være det?!” Nærmest råbte han. Jeg vidste Dana lyttede med, om så vi havde hvisket, havde hun sandsynligvis hørt det alligevel.
”Det er ligegyldigt. Jeg er forelsket i Dana, ikke i hendes krop.” Dana


smilede i smug. David så endnu mere forvirret ud.
”Hvad?! Hvad sker der for dig Eric Vi har ikke rigtig skrevet siden i fredags, du er pludselig forelsket!” Han vrængede det sidste ord ud. ”i en eller anden fucking lækker pige, men hendes udseende er ligegyldigt. Indrøm det nu. Du faldt for hende på grund af udseendet. Du kan sikkert godt lide hende nu, og alt det der, men du tog hendes for udseendets skyld.” Han lød nærmest bedende. Det var der det gik op for mig, at den Eric jeg havde været for en uge siden, langt fra var den Eric jeg var nu. Den Eric jeg var dengang, havde sagt: ”Ja, selvfølgelig tog jeg hende da for udseendet, du må da være vanvittig at tro andet. Hun er jo pisse lækker!”
Den Eric jeg var nu, sagde noget helt andet: ”Det gjorde jeg faktisk ikke David. Hun ser godt ud, uden tvivl, men jeg er sammen med hende, fordi jeg er fuldstændig vild med hende.” Det lykkedes mig at se bare nogenlunde alvorlig ud, selvom det faktum at David havde samme ansigtsudtryk som en meget uintelligent, og meget overrasket guldfisk, gjorde det en del sværere.
Han tog sig dog hurtigt sammen. Heldigvis, for jeg tror ikke jeg ville have været i stand til at holde masken meget længere.
”Hvad er du?! Eric, nu må du altså…” Længere nåede han ikke.
”Eric, Jen har lige ringet. Hun siger vi skal komme hjem til dig. Hun skal vise os et eller andet!” råbte Dana.
”Hvem fanden er Jen?!” David lød virkelig forvirret nu.
”Danas bedste veninde. Og min gode veninde.” Jeg vendte mig væk fra David, og gik hen til Dana. Jeg kunne høre David bag mig.
”Jamen så må vi jo hellere komme af sted. Sagde hun hvad det var?” spurgte jeg.
”En overraskelse. Jeg aner ikke hvad hun taler om,” smilede Dana. Men bag smilet så hun nervøs ud.
”Kom nu.” Jeg forsøgte at lyde opmuntrende, og smilede til hende. Men inderst inde var jeg også nervøs. Jennifer og overraskelser. Jeg mener, jeg havde aldrig prøvet det, men det lyder ikke som den fedeste cocktail vel?
Dana rejste sig, og vi begyndte at gå mod udgangen. David råbte efter mig, og jeg vendte mig mod ham.
”Hey, Eric! Ring lige i aften. Vi skal snakke.” Han vendte sig, og gik i den modsatte retning af os.
”Er han sur?” Spurgte Dana stille.


”Helt vildt! Men det er hans problem, ikke mit.” Jeg sendte hende endnu et smil, da vi gik gennem det automatiske døre, og løb lige ind i… Stephen.
Dana hvæsede, og trak mig så diskret som muligt, om bag hende.
”Hey, hey, hey, hey, hey! Slap af.” Han holdt afværgende hænderne op foran sig. ”Jeg gør ikke noget.”
”Nej, men det gør jeg måske,” snerrede Dana.
”Dana, slap nu lige af. Hvor er Jennifer?” spurgte han.
”Rager det dig?!” Hun lød ikke særlig afslappet.

Mere kommer.
Kommenter gerne. Andre historier skrevet af mig kan ses på www. skysite.dk/storiesbybellavinter