Vampyrhistorie (Ikke som twiligt xD) {{forumTopicSubject}}

Her for nogle månneder siden begyndte jeg at få ideer til en historie om min egen form for vampyrer. Så nu tog jeg mig sammen og fik skrevet første del ned.
Såe... Håber der nogen der gider læse den. Kom MEGEET gerne med konstruktiv kritik xD



Ray satte sig op i sengen, hun behøvede ikke at tænde lyset. Hun så helt i fint i mørket, hvilket hun ikke var så glad for lige nu. Hun kunne kende skikkelsen, et lille gisp slap ud fra hende, det var den samme igen.
´´Bare rolig, der sker ikke noget´´ stemmen var rolig, og behersket, men der var også noget aggressivt over den. Ray krøb sammen i hjørnet af sengen, helt op mod vægen. Hun stirrede på den spinkle skikkelse, han sad alt for tæt på hendes seng. Selv i mørket var det tydeligt at det var den samme, som de sidste mange nætter. Hun fik kuldegysninger i bare et sekund, og hendes tænder klaprede et par gange.
´´Du kan ikke gemme dig, for dig selv´´ Han havde rejst sig det lignede han var ved at gå. Ray sukkede, det havde han ikke gjort før, der var han bare forsvundet. Måske var det fordi han ikke ville komme igen. Hun så med hårde øjne på den fremmede, og håbede det ville skræmme ham, så han ville skynde sig væk.
´´ Husk nu, vampyrer har ingen samvittighed.´´ Hans en anelse brede læber bevægede sig langsomt, og fik den krogede og markante næse til at vibrere en anelse. Så havde Ray presset øjnene sammen, og da hun åbnede dem var han væk. Hun sukkede lettet, selvom hun vidste det ikke var en drøm, var det en lettelse at slippe for den uhyggelige mand.
Hun rettede sig langsomt ud, hun hadede at være bange i mørket. Mørket, der altid havde været det bedste i hele verden. Hvor man kunne gemme sig, føle sig tryg. Men problemet var bare, at den fremmede tilsyneladende havde haft lige så godt natte syn som hende. Det havde hun aldrig oplevet før, og det generede hende, for nu kunne hun jo ikke slappe af og være tryg i mørket.
Ray lukkede forsigtigt øjnene, nu handlede det bare om at falde i søvn. Men hun blev ved med at tænke på hvad den fremmede, havde sagt alle nætterne. Det var den samme sætning igen, men i nat havde han tilføjet det med vampyrerne. Hun vidste ikke om skulle tro på det, hun havde godt nok tænkt på at der ville være en mening med det. Men at hun skulle være en vampyr, det af alle ting havde hun ikke regnet med.
Ray sukkede dybt, det kunne jo ikke passe. Hun vidste godt hun havde bleg hud, var lidt sær, og så ville hun også godt indrømme, at hendes kulsorte hår ikke passede til hendes helt blå øjne.
Hun rystede på hovedet af sig selv, det kunne ikke passe. Men alligevel. Det ville jo forklare hvorfor hun altid havde følt sig udenfor, og anderledes. Og det med samvittigheden, det ville jo passe meget fint. Hun havde aldrig haft problemer med at bryde reglerne, hun fik det aldrig dårligt, men var bare ligeglad.
Fodtrin hørtes uden for døren, og Ray nikkede stille for sig selv. Det hele passede perfekt, og det ville være ekstremt skønt, en vampyr. Ja det måtte være det, hvad kunne det ellers være?
Hun blottede hjørnetanden ved tanken, et slags smil, et smil som hun havde været sikker på kun hun havde. Men efter i nat, var hun ikke sikker længere.




’’Du skal ikke tro at du kan bestemme over mig!’’ Ray sukkede, hendes lillesøster stod og råbte og skreg af hende, som hun altid gjorde. Men Ray var ligesom begyndt, at lukke det ude. Så hun så bare hen over hovedet på hende, og sukkede igen. Hun havde ikke set mere til den mystiske mand, fra hendes værelse. Var det sådan med vampyrer? Havde de en eller anden idé om næsten at skræmme folk til døde, bagefter fortælle dem at de var en vampyr, og så efterlade dem med en masse spørgsmål uden at vise sig igen.
’’RAY!’’ Ray kiggede ned, og lagde mærke til hendes lillesøster. Ray slog irriteret ud med hånden, og fik skubbet hende væk. Men hun gav ikke op, hun kæmpede sig over mod Ray, og forsøgte forgæves at skubbe hende væk.
Med et fik Ray en skør tanke, hun havde tænkt over et stykke tid hvad der ville ske, hvis hun bed nogen. Og nu havde hun chancen. Ray smilede lumsk, og bøjede sig anelse frem, hendes øjne lyste af spænding.
Så bed hun.
Hendes søster gav en halvkvalt lyd fra sig, og så gik der ikke mere end et halvt sekund, så lå hun slapt på jorden.
Ray smilede tilfreds, og så gik det op for hende, hvorfor alle hun havde sloges med da hun var lille, var besvimet midt i det hele. For som alle andre børn, bed hun når hun sloges med de andre. Rays hjørnetand blev blottet, i hendes lille sære smil.
Men pludselig var der en ting, der vendte det hele på hovedet. Det var ikke samvittighed, det havde hun aldrig haft problemer med. Problemet var, at nu kunne hun få problemer.
Ray rystede på hovedet i væmmelse, og sprang hurtigt ind på hendes værelse. Hun vendte hurtigt bunden i været på hendes skoletaske, og smed febrilsk alle hendes T-shirts og bukser i. Hun sprintede ud af værelset, skubbede hendes hårbørste væk fra skrivebordet, og ned i tasken. Hun kom let udenom sin lillesøster, der ellers fyldte en hel del, satte hurtigt fødderne ned i sine trofaste converse sko, og greb sin jakke. Men lige inden hun tog ned i håndtaget, rullede en bil ind i indkørslen.
’’Shit! Pis, lort…!’’ hendes svage mumlen kunne høres i hele huset, selvom det var lige meget, eftersom de eneste andre mennesker indenfor var hende besvimede lillesøster.
I sidste øjeblik vendte hun om, og sprang ind på sit værelse. Hun åbnede hurtigt vinduet, og satte sig i vindueskarmen, mens hun maste jakken ned i tasken. Hun hørte døren gå op, og sprang ud.
Ray gik med ryggen til muren, og dukkede sig ved alle vinduerne. Hun trak næsten ikke vejret, da hun listede forbi deres glasdør. Men hun var heldig, der var åbenbart ingen der havde set hende.
Hendes forældre sad bøjet ned over hendes lillesøster, og hun var sikker på de ikke ville lægge mærke til hende. Men da hun troede hun var kommet sikkert forbi dem, åbnede hendes far døren.
’’SARAH! Vil du straks komme tilbage unge dame?!’’ Ray krympede sig ved lyden af hendes rigtige navn, hun hadede det. De fleste mennesker forstod det bare ikke, men hun var ligeglad, ingen skulle nogensinde kalde hende Sarah igen.
Hun gik et par skridt til, og så løb hun. Hun svingede tasken over skulderen, og det lykkedes hende ikke at falde i den, selvom den alt for lange strop hang lige under hendes knæ.
Ray kunne høre sin far sætte efter hende, og var lykkelig for at han aldrig havde fået taget sig sammen til at løbetræne. Samtidig var hun lykkelig for, at hun havde gjort lidt ud af komme i god form, her den sidste måneds tid.