Læse danskstil :-D {{forumTopicSubject}}
Hej alle 
Er der nogen der kunne have lyst til at læse min danskstil? Den er ikke særligt lang, da jeg ikke er færdig med den endnu
Jeg er nu nået til det punkt, hvor jeg er overbevidst om at mit hoved snart må sprænges! Jeg er overbevist om, at mine tåre snart må være brugt op. Mest af alt er jeg overbevist om, at mit liv har nået bunden. Mit liv er et stort sort hul uden nogen former for lyspunkter. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg stadig er her, hvorfor det ikke bare kunne være mig? Hvorfor skulle det ske for Chalotte? Hvorfor ikke mig i stedet? Jeg orker ingenting. Jeg vil bare væk herfra. Væk fra det hele. Jeg krymper mig, da nogen banker hårdt på døren. Jeg stirrer ned i gulvet, da jeg kan hører døren går op. Nogen træder ind i rummet og har åbenbart ikke tænkt sig at gå igen. Vedkommende lukker ikke døren, men står bare lidt inde i rummet og glor. "Tash?" Den mørke stemme flyder ud i rummet og omfavner alting. Et næsten uhørligt gisp ryger ud af mig og får mig til at lukke øjnene og ønske at han ikke hørte noget. "Tash?" Gentager stemmen igen og ud af øjenkrogen, kan jeg se at fødderne bevæger sig tættere på. En stor, varm hånd lander på min skulder og jeg koncenterer mig virkeligt, for at mine skuldre ikke skal ryste alt for meget. Jeg kan høre ham trække vejret langsomt, som om han overvejer, hvad der er det rigtige at sige.
Vi står sådan i noget der føles som en evighed, men alligevel ender det, som altid med, at han retter sig op, rømmer sig og siger: "Der er morgenmad." Herefter haster han nærmest ud af rummet og ud i køkkenet, hvor han lettet sætter sig ned på en stol og folder avisen ud.
Siden ulykken er min verden gået i stå. Det startede ud som en helt normal onsdag. Det var bare os tre som altid. Vi spiste morgenmad og som altid, var Chalotte langsom til at blive klar til at gå. Men det gjorde ikke noget, det var jeg jo van til. Da vi langt om længe var klar til at gå, var kommet i tøjet og havde åbnet døren, kom far løbende ud i gangen og løftede os op i luften i et stort kram, som altid. Vi grinede alle tre og morede, lige indtil vi opdagede, hvad klokken var og som altid, måtte vi småløbe for at nå ned til skole, inden klokken ringende sidste gang. Chalotte smilede til mig og klemte min hånd en ekstra gang, inden hun slap den og vinkende løb ind i sin klasse. Jeg gik det sidste stykke hen til klassen alene som altid. Da klokken ringende var jeg som altid klar, til at tage i mod Chalotte. Jeg ventede og ventede og ventede og der blev den faste dags rutine, for første gang brudt. Jeg stod og så på alle de små mennesker der væltede ud af klasselokalet, uden at kunne få øje på den der tilhørte mig. Pludseligt kommer en lille pige, med lyst hår hen til mig og trækker i mit jakkeærme. Jeg ser ned på hende og smiler forsigtigt. Da jeg igen kigger væk, hiver hun igen i mit jakkeærme og jeg ser ned på hende. Hun ser direkte på mig, med et par helt isblå blanke øjne. Noget i mig, fortæller mig at der er noget galt. Hun har præcis det samme ansigtsudtryk, som Chalotte altid har, når hun er ulykkelig. Jeg sætter mig ned på hug og ser indgående på den lille pige. "Er der noget galt?" sprøger jeg hende venligt og tager hende blidt om skulderen. Hun står lidt og tripper uden at kunne sige noget, så åbner hun langsomt munden og siger med meget lav og forsigtigt stemme. "Chalotte er her ikke." Jeg så uforstående på hende og spurgte hende, hvor hun da var henne. Den lille pige vendte sig om, inden hun nåede at svare og løb sin vej. En panik bredte sig i kroppen på mig. Jeg rejste mig op og maste mig hensynsløst gennem mængden af små børn. Inde i klasselokalet sted Chalottes yndlingslære og pakkede sin taske. Uden at tænke over det, hastede jeg hen til hende og ruskede i hendes skulder. "Hvor er min søster?" Spurgte jeg indtrængende. Jeg glemmer aldrig det smertefulde blik læreren sendte mig, da hun så rædslen i mine øjne. Men inden hun nåede at svare, vidste jeg allerede, hvor min lillesøster befandt sig og jeg tøvede ikke et sekund inden jeg spænede ud af lokalet og mod hospitalet.
Kom gerne med en kommentar
apr 2009
Følger: 137 Følgere: 135 Heste: 4 Emner: 131 Svar: 1.206
jan 2008
Følger: 83 Følgere: 82 Heste: 3 Emner: 168 Svar: 1.219
Skal nok lige huske at lægge slutningen herinde. Tvivler på den bliver lige så god som det første
jan 2008
Følger: 83 Følgere: 82 Heste: 3 Emner: 168 Svar: 1.219
Jeg er nu nået til det punkt, hvor jeg er overbevidst om at mit hoved snart må sprænges! Jeg er overbevist om, at mine tåre snart må være brugt op. Mest af alt er jeg overbevist om, at mit liv har nået bunden. Mit liv er et stort sort hul uden nogen former for lyspunkter. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg stadig er her, hvorfor det ikke bare kunne være mig? Hvorfor skulle det ske for Chalotte? Hvorfor ikke mig i stedet? Jeg ser ned på dukken i mit skød. Jeg styger den lidt over kinden og knuger den ind til mig. Den er slidt og det blonde krøllede hår er ved at falde af. Dukkens blå øjne betragter mig trist og jeg vender den væk, så den ikke ser direkte på mig. Jeg orker ingenting. Jeg vil bare væk herfra. Væk fra det hele. Jeg krymper mig, da nogen banker hårdt på døren. Skjuler dukken så godt jeg kan. Jeg stirrer ned i gulvet, da jeg kan hører døren går op. Nogen træder ind i rummet og har åbenbart ikke tænkt sig at gå igen. Vedkommende lukker ikke døren, men står bare lidt inde i rummet og glor. "Tash?" Den mørke stemme flyder ud i rummet og omfavner alting. Et næsten uhørligt gisp ryger ud af mig og får mig til at lukke øjnene og ønske, at han ikke hørte noget. "Natascha?" Gentager stemmen igen og ud af øjenkrogen, kan jeg se at fødderne bevæger sig tættere på. En stor, varm hånd lander på min skulder og jeg koncenterer mig virkeligt om at få mine skuldre til at stoppe med at ryste. Jeg kan høre ham trække vejret langsomt, som om han overvejer, hvad der er det rigtige at sige. Hele rummet snurrer rundt for mig. Hver en fiber i min krop er spændt og jeg kan mærke hans tøvende viberationer.
Vi står sådan i noget der føles som en evighed, men alligevel ender det, som altid med, at han retter sig op, rømmer sig og siger: "Der er morgenmad." Herefter haster han nærmest ud af rummet og ud i køkkenet, hvor han lettet sætter sig ned på en stol og folder avisen ud.
Siden ulykken er min verden gået i stå. Det startede ud som en helt normal onsdag. Det var bare os tre som altid. Vi spiste morgenmad og som altid, var Chalotte langsom til at blive klar til at gå. Men det gjorde ikke noget, det var jeg van til. Vi brugte en halv time på at finde Lise, der som altid var blevet væk i løbet af natten. Lise var Chalottes yndlingsdukke og hun nægtede at gå nogle steder uden den. Da vi langt om længe var klar til at gå, var kommet i tøjet og havde åbnet døren, kom far løbende ud i gangen og løftede os op i luften i et stort kram, som altid. Vi grinede alle tre og morede os, lige indtil vi opdagede, hvad klokken var og som altid, måtte vi småløbe for at nå ned til skolen, inden klokken ringende sidste gang. Chalotte smilede til mig og klemte min hånd en ekstra gang, inden hun slap den og vinkende løb ind i sin klasse. Jeg gik det sidste stykke hen til klassen alene som altid. Da klokken ringende var jeg som altid klar, til at tage i mod Chalotte. Jeg ventede og ventede og ventede og der blev den faste dags rutine, for første gang brudt. Jeg stod og så på alle de små mennesker der væltede ud af klasselokalet, uden at kunne få øje på hende der tilhørte mig. Pludseligt kom en lille pige, med lyst hår hen til mig og trak i mit jakkeærme. Jeg så ned på hende og smilede forsigtigt. Da jeg hurtigt kiggede væk igen, hev hun igen i mit jakkeærme og jeg så ned på hende. Hun stirrede direkte på mig, med et par helt isblå blanke øjne. Noget i mig, fortalte mig, at der var noget galt. Hun havde præcis det samme ansigtsudtryk, som Chalotte altid havde, når hun var ulykkelig. Jeg satte mig ned på hug og så indgående på den lille pige. "Er der noget galt?" sprugte jeg hende venligt og tog hende blidt om skulderen. Hun stod lidt og tripper uden at kunne sige noget, så åbnede hun langsomt munden og sagde med meget lav og forsigtigt stemme. "Chalotte er her ikke." Jeg så uforstående på hende og spurgte hende, hvor hun da var henne. Den lille pige vendte sig om og gik, inden hun fik svaret på mit spørgsmål. En panik bredte sig i kroppen på mig. Jeg rejste mig op og maste mig hensynsløst gennem mængden af små børn. Inde i klasselokalet stod Chalottes yndlingslærer og pakkede sin taske. Uden at tænke over det, hastede jeg hen til hende og ruskede i hendes skulder. "Hvor er min søster?" Spurgte jeg indtrængende. Jeg glemmer aldrig det smertefulde blik læreren sendte mig, da hun så rædslen i mine øjne. Men inden hun nåede at svare, vidste jeg allerede, hvor min lillesøster befandt sig og jeg tøvede ikke et sekund inden jeg spænede ud af lokalet og mod hospitalet.
Siden den dag har mit liv været sløret til af sorg. Min lillesøster var nemlig ikke som alle andre små piger på hendes alder. Men selvom hun havde sine små særheder, elskede jeg hende højere end noget andet. Jeg elskede den måde hun altid smilte til mig, jeg elskede den måde hun altid irriterede mig på og mest af alt, så elskede jeg den lighed der var mellem os. Hun var den eneste person jeg altid kunne tale med om alting og hun var også den eneste person, der altid forstod mig. Jeg savner hende så meget nu, at jeg kan mærke det i hele min krop. Min far har det tilsynladende ikke på samme måde. Han virker afslappet og tilpas lige med undtalgelse af, når jeg er i nærheden. Hvis jeg viser mig, bliver han anspændt og nervøs. Det er somom jeg minder ham om Chalotte og hvergang han ser mig, bliver han mindet om hende. Derfor vil han helst ikke se på mig, selvom han gør sig umage for ikke at vise det, men jeg kan mærke det på ham.
Jeg har egentligt ikke lyst til morgenmad, men jeg har heller ikke lyst til at han skal komme herind igen. Derfor rejser jeg mig efter kort tid op og sætter mig ud til bordet. Jeg stirrer konstant ned i min tallerken, mens min far holder sig til sin avis. Ingen af os siger noget. Jeg spiser min morgenmad så hurtigt som muligt, uden at det virker mistænkeligt. På den måde ligner jeg min far meget. Jeg vil gerne skjule, at der er noget galt, på den måde kan jeg blive fri for at snakke om problemerne. Af samme grund, har jeg heller ikke snakket med nogen om episoden på hospitalet endnu. Den sider dybt begravet i mig, og selvom jeg ved det ville være bedst at fortælle nogle om det, beholder jeg det for mig selv.
På hospitalet, den helt normale onsdag, der viste sig at være knap så normal, åndede alting fred. Det smittede af på mig da jeg ankom. Jeg meldte min ankomst i receptionen og fik at vide hvilket værelse jeg skulle besøge. På vejen derop, genkendte jeg mange af tingene. Jeg havde jo været her så mange gange før, så det tog mig ikke lang tid at finde derop. Da jeg nærmede mig værelset, så jeg min far side i en stol udenfor. Jeg blev øjeblikkeligt vred igen. Hvorfor havde han ikke kontaktet mig, da han fik at vide at Chalotte havde fået det skidt igen? Hvorfor havde han ikke hentet mig og taget mig med herop? Da jeg kom tættere på, fik han øje på mig, men jeg ignoerede ham. Han sukkede og sank tilbage i stolen igen. "Vi må ikke komme ind nu" Sagde han, da jeg lagde hånden på dørhåndtaget for at gå ind. Jeg var ligeglad og åbnede alligevel døren. Den blev dog hurtigt lukket igen uden at jeg nåede at komme ind. Med et suk satte jeg mig hen i en stol for at vente, som jeg havde gjort det så mange gange før. Det viste sig bare, at denne gang blev helt anderledes.
Chalotte havde haft læukemi så længe jeg kan huske. Jeg tænkte ikke så meget over det da vi begge var små. Kun når far og mor engang i mellem, var på hospitalet hele natten lang og jeg var alene hjemme indtil farmor kom. Det ændrede sig dog da jeg blev ældre. Jeg knyttede et meget stærkt bånd til min lillesøster og ønskede at beskytte hende så godt som jeg kunne. Jeg ønskede at hun skulle overleve sin sygdom, selvom lægerne mente at det ville være umuligt. Vores bånd blev endnu stærkere da mine forældre gik fra hinanden. Midt i det hele kom de op at skændes og mor flyttede hjemmefra. Siden har jeg kun set hende engang i mellem på hospitalet, men det tog jeg ikke så tungt, jeg havde jo min dejlige lillesøster.
jan 2008
Følger: 83 Følgere: 82 Heste: 3 Emner: 168 Svar: 1.219
apr 2009
Følger: 137 Følgere: 135 Heste: 4 Emner: 131 Svar: 1.206
Er det opdigtet, eller er det noget du har oplevet?
jan 2008
Følger: 83 Følgere: 82 Heste: 3 Emner: 168 Svar: 1.219
jan 2008
Følger: 83 Følgere: 82 Heste: 3 Emner: 168 Svar: 1.219
Der var ret meget der skulle rettes for at slutningen kunne blive sådan nogenlunde. Er stadig ikke helt tilfreds, men det kunne have været værre
Jeg er nu nået til det punkt, hvor jeg er overbevidst om at mit hoved snart må sprænges! Jeg er overbevist om, at mine tårer snart må være brugt op. Mest af alt er jeg overbevist om, at mit liv har nået bunden. Mit liv er et stort sort hul uden nogen former for lyspunkter. Men i dag er en ganske særlig dag. Jeg har nemlig indset, at alle mine problemer ikke løser sig af sig selv. Jeg bliver nød til at gøre noget ved det hele, uanset om jeg vil det eller ej. Jeg bliver endda nød til at gøre noget ved det, selvom det betyder, at jeg bliver nød til at give min mest værdifulde genstand fra mig. Jeg ser ned på dukken i mit skød. Jeg styger den lidt over kinden og knuger den ind til mig. Den er slidt og det blonde krøllede hår er ved at falde af. Dukkens blå øjne betragter mig trist og jeg vender den væk, så den ikke ser direkte på mig. Jeg krymper mig, da nogen banker hårdt på døren. Skjuler dukken så godt jeg kan. Jeg stirrer ned i gulvet, da jeg kan hører døren går op. Nogen træder ind i rummet og har åbenbart ikke tænkt sig at gå igen. Vedkommende lukker ikke døren, men står bare lidt inde i rummet og glor. "Tash?" Den mørke stemme flyder ud i rummet og omfavner alting. Et næsten uhørligt gisp ryger ud af mig og får mig til at lukke øjnene og ønske, at han ikke hørte noget. "Natascha?" Gentager stemmen igen og ud af øjenkrogen kan jeg se, at fødderne bevæger sig tættere på. En stor, varm hånd lander på min skulder og jeg koncenterer mig virkeligt om at få mine skuldre til at stoppe med at ryste. Jeg kan høre ham trække vejret langsomt, som om han overvejer, hvad der er det rigtige at sige. Hele rummet snurrer rundt for mig. Hver en fiber i min krop er spændt og jeg kan mærke hans tøvende viberationer.
Vi står sådan i noget der føles som en evighed, men alligevel ender det, som altid med, at han retter sig op, rømmer sig og siger: "Der er morgenmad." Herefter haster han nærmest ud af rummet og ud i køkkenet, hvor han lettet sætter sig ned på en stol og folder avisen ud.
Siden min søsters død er min verden gået i stå. Det startede ud som en helt normal onsdag. Det var bare os tre som altid. Vi spiste morgenmad og som altid, var Chalotte langsom til at blive klar til at gå. Men det gjorde ikke noget, det var jeg van til. Vi brugte en halv time på at finde Lise, der som altid var blevet væk i løbet af natten. Lise var Chalottes yndlingsdukke og hun nægtede at gå nogle steder uden den. Da vi langt om længe var klar til at gå, var kommet i tøjet og havde åbnet døren, kom far løbende ud i gangen og løftede os op i luften i et stort kram, som altid. Vi grinede alle tre og morede os, lige indtil vi opdagede, hvad klokken var og som altid, måtte vi småløbe for at nå ned til skolen, inden klokken ringende sidste gang. Chalotte smilede til mig og klemte min hånd en ekstra gang, inden hun slap den og vinkende løb ind i sin klasse. Jeg gik det sidste stykke hen til klassen alene som altid. Da klokken ringende var jeg som altid klar, til at tage i mod Chalotte. Jeg ventede og ventede og ventede og der blev den faste dags rutine, for første gang brudt. Jeg stod og så på alle de små mennesker der væltede ud af klasselokalet, uden at kunne få øje på hende der tilhørte mig. Pludseligt kom en lille pige, med lyst hår hen til mig og trak i mit jakkeærme. Jeg så ned på hende og smilede forsigtigt. Da jeg hurtigt kiggede væk igen, hev hun igen i mit jakkeærme og jeg så ned på hende. Hun stirrede direkte på mig, med et par helt isblå blanke øjne. Noget i mig, fortalte mig, at der var noget galt. Hun havde præcis det samme ansigtsudtryk, som Chalotte altid havde, når hun var ulykkelig. Jeg satte mig ned på hug og så indgående på den lille pige. "Er der noget galt?" spurgte jeg hende venligt og tog hende blidt om skulderen. Hun stod lidt og tripper uden at kunne sige noget, så åbnede hun langsomt munden og sagde med meget lav og forsigtigt stemme. "Chalotte er her ikke." Jeg så uforstående på hende og spurgte hende, hvor hun da var henne. Den lille pige vendte sig om og gik, inden hun fik svaret på mit spørgsmål. En panik bredte sig i kroppen på mig. Jeg rejste mig op og maste mig hensynsløst gennem mængden af små børn. Inde i klasselokalet stod Chalottes yndlingslærer og pakkede sin taske. Uden at tænke over det, hastede jeg hen til hende og ruskede i hendes skulder. "Hvor er min søster?" Spurgte jeg indtrængende. Først så lærerinden uforstående ud, men da det gik op for hende, hvem jeg var stod hun lidt tøvende. "Har du ikke snakket med den far?" Efter hun havde stillet det spørgsmål, vidste jeg præcis, hvor min lillesøster befandt sig og jeg begav mig straks afsted, på vej mod hospitalet.
Siden den dag har mit liv været sløret til af sorg. Min lillesøster var nemlig ikke som alle andre små piger på hendes alder. Hun var faktisk meget syg, selvom man måske ikke altid ville tro det. Hun led af leukæmi, og det havde hun altid gjort. Alligevel elskede jeg hende højere end noget andet. Jeg elskede den måde hun altid smilte til mig, jeg elskede den måde hun altid irriterede mig på og mest af alt, så elskede jeg den lighed der var mellem os. Hun var den eneste person jeg altid kunne tale med om alting og hun var også den eneste person, der altid forstod mig. Vi havde et meget stærkt bånd. Da vi var mindre, tænkte jeg ikke så meget over, at hun var syg. Men da jeg blev ældre og forstod, hvor alvorlig situationen egentligt var, ønskede jeg ikke andet, end et beskytte min lillesøster. Vores bånd blev endnu stærkere, da vores forældre gik fra hinanden. Jeg kender ikke den præcise grund til, hvorfor min mor flyttede. Men jeg kan huske, at dagene op til skændes de meget. Personligt tror jeg, at Chalottes sygdom var skyld i deres skilsmisse. Det tog meget hårdt på dem begge lige til det sidste. Jeg savner Chalotte så meget, at jeg kan mærke det i hele min krop. Min far har det tilsynladende ikke på samme måde. Han virker afslappet og tilpas lige med undtalgelse af, når jeg er i nærheden. Hvis jeg viser mig, bliver han anspændt og nervøs. Det er somom jeg minder ham om Chalotte og hvergang han ser mig, bliver han mindet om hende. Derfor vil han helst ikke se på mig, selvom han gør sig umage for ikke at vise det, men jeg kan mærke det på ham.
Jeg har egentligt ikke lyst til morgenmad, men jeg har heller ikke lyst til, at han skal komme herind igen. Derfor rejser jeg mig efter kort tid op og sætter dukken fra mig på sengen. Jeg stirrer indgående på den og bøjer mig så ned over den og kysser den på panden. Lille Lise.
På hospitalet, den helt normale onsdag, der viste sig at være knap så normal, åndede alting fred. Det smittede af på mig da jeg ankom. Jeg meldte min ankomst i receptionen og fik at vide hvilket værelse jeg skulle besøge. På vejen derop, genkendte jeg mange af tingene. Jeg havde jo været her så mange gange før, så det tog mig ikke lang tid at finde derop. Da jeg nærmede mig værelset, så jeg min far side i en stol udenfor. Jeg blev øjeblikkeligt vred igen. Hvorfor havde han ikke kontaktet mig, da han fik at vide at Chalotte havde fået det skidt igen? Hvorfor havde han ikke hentet mig og taget mig med herop? Da jeg kom tættere på, fik han øje på mig, men jeg ignoerede ham. Han sukkede og sank tilbage i stolen igen. "Vi må ikke komme ind nu" sagde han, da jeg lagde hånden på dørhåndtaget for at gå ind. Jeg var ligeglad og åbnede alligevel døren. Den blev dog hurtigt lukket igen uden, at jeg nåede at komme ind. Med et suk satte jeg mig hen i en stol for at vente, som jeg havde gjort det så mange gange før. Det viste sig bare, at denne gang blev helt anderledes.
Lige siden Chalottes død har jeg isoleret mig selv fra omverdenen. Jeg har siddet inde på mit værelse og talt med dukken Lise. Jeg har forestillet mig at dukken var Chalotte og, at hun slet ikke var død. Det lyder måske mærkeligt, men på en måde har det trøstet mig. Men det har ikke trøstet mig så meget, at sorgen ikke tynger mig hver dag. Jeg har stadig marreridt, hver nat og jeg kan stadig ikke så meget som tænke på det, uden at blive helt kold ingen i. Nu da der er gået et halvt år, burde jeg have det mere normalt, men det har jeg ikke. Jeg kan ikke forstå, hvad det er der sker, men jeg vil ikke snakke med nogen om det. I går da jeg så sad, som sædvanligt og snakkede med Lise, kom jeg pludseligt til at snakke om, hvordan Chalotte mon egentligt havde det og om hun kunne se os oppe fra himlen. Da slog det mig, at hvis hun kunne se mig oppe fra himlen, måtte hun være temmeligt skuffet over mig. Hendes stærke, vidunderlige søster, var blevet til et nervevrag, der indenting foretog sig. Den dag indså jeg, at jeg måtte give Lise fra mig. Selvom hun betød mere for mig end noget andet, blev jeg bare nød til at skille mig af med hende, så Chalotte kunne få fred og jeg kunne begynde at leve mit liv igen.
Den dag på hospitalet blev min far og jeg der hele natten. Min mor dukkede endda op ved 12 tiden og satte sig ned i en stol uden at sige et ord. Efter lang tids venten fik vi lov at komme ind og hilse på Chalotte. På det tidspunkt, havde vi snakket med 2 læger og jeg havde indset, at vi var ved at nå til vejens ende. Det var nu vi skulle sige farvel. Chalotte var pludseligt blevet meget dårlig oppe i skolen og der var ikke længere noget de kunne gøre for at hjælpe hende. Jeg husker så tydeligt den uendelig tomhed jeg følte, da jeg trådte ind i rummet og så min skrøbelige lillesøster begravet i dyner og puder. Jeg husker så tydeligt hendes iskolde lille hånd, der med de sidste kræfter klemte min. Jeg husker så tydeligt hendes allersidste ord. "Jeg elsker dig. Du må aldrig glemme mig og jeg vil aldrig glemme dig" Jeg sad ved hendes side, til hun trak vejret for sidste gang. Jeg kyssede hendes pande og græd stille. Jeg opdagede pludseligt Lise som sad der på bordet ved siden af sengen. Jeg rev dukken til mig og knugede den ind til mig, mens jeg græd. Siden den dag har jeg ikke sluppet Lise ud af syne.
"Jeg går i skole nu" Siger jeg med en skinger stemme, da jeg åbner døren ud til. Inden min far nå at sige noget, smutter jeg ud af døren og lukker den hurtigt. Jeg knuger stropperne om min skoletaske, mens jeg med hurtige skridt bevæger mig ned af den velkendte sti bag huset. Det varer ikke længe, før græsset under mine sko, bliver erstattet af tungt gråt sand. Vinden tager til da jeg kommer nærmere det brusende vand og da jeg når toppen af en bakke, kan jeg se ud over hele det blå hav. Jeg småløber ned af bakken og ser mig til begge sider. Stranden er helt mennesketom, men det plejer den nu også altid at være på denne tid af året. Vinden er bidende kold og jeg trækker huen længere ned over mine øre, mens jeg bevæger mig til venstre for at finde det sædvanlige sted. Da jeg får øje på stenen der tårner sig op i sandmængderne sætter jeg i løb. Lige som Chalotte og jeg altid plejede at gøre det. Kapløb om hvem der kom først. Nu har jeg ikke længere nogle at konkurrer med, men jeg løber alligevel. Jeg sætter mig på stenen og trækker benene op til mig. Langsomt trækker jeg min skoletaske op til mig og åbner den. Et par glasagtige dukkeøjne stirre på mig, med det samme jeg får den åbnet. "Hej Lise" hilser jeg på dukken og trækker den op. Jeg smider tasken fra mig og knuer dukken ind til mig. Jeg vugger den lige så stille i min favn, og lader så blikket glide ud over vandet. Jeg elsker at komme her, det minder mig om alle de gange jeg har siddet her sammen med Chalotte og snakket. "Dette er sidste gang vi snakker sammen Lise" erklærer jeg og ser bedrøvet ned på dukken. Den ser dog ikke ud til at reagerer synderligt på den bemærkning. Jeg vugger den fortsat og tårene baner sig langsomt vej ned af mine kinder. "Kære lillesøster" starter jeg næsten uhørligt og skæver op mod himlen. "Jeg vil aldrig glemme dig! Det har jeg lovet dig." Jeg snøfter højt og hikster lidt efter vejret. "Men du fortjener at få fred nu og jeg ved du vil have, at jeg kommer videre" mine skuldre skælver lidt og jeg knuger dukken hårdere og hårdre ind mod mit bryst. "Derfor vil jeg efterlade Lise her. Så jeg kan komme videre, men uden at glemme dig. Hvis det hele bliver alt for svært, kan jeg altid komme herned." Jeg ser igen ned på dukken og hiver nu et lilla tørklæde op af lommen og rejser mig. Jeg breder det nænsomt ud på stenen og står lidt med den livløse dukke i armene inden jeg forsigtigt lægger den på stenen. "Måske Lise kommer op til dig nu?" siger jeg lige så stille og kaster et sidste blik på dukken inden jeg vender den ryggen. Jeg begynder langsomt at gå væk derfra. For hvert skridt jeg tager, kan jeg mærke at jeg bliver mere og mere lettet. Det er som om at luften når helt ned i mine lunger igen, somom at jeg rent faktisk kan se og høre alt omkring mig. Men bedst af alt, er det somom jeg kan mærke min lillesøster trykke min hånd og sende mig et beroligende smil, også selvom Lise ikke er her mere.
jan 2010
Følger: 191 Følgere: 186 Heste: 2 Emner: 281 Svar: 1.407
Læse danskstil :-D
Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside