Når viljen er i vejen.. {{forumTopicSubject}}

Der er sikkert mange af jer der har prøvet en hest, hvor der virkelig var et ultimativ 'drive' og lyst til at arbejde. Det er den fedeste fornemmelse i verden - Hvis altså hesten kender sine signaler ordentligt.
Da vi fik Skotti, fik jeg afvide at han godt kunne være en smule hidsig på ture. Det fandt jeg også hurtigt ud af at han var, men jeg tænkte at det nok bare var fordi han var lidt kuller efter at være flyttet.
Nu har jeg så redet i langt tid på ham, både trænet på bane og i naturen. Jeg lægger stor vægt på at en hest er en hest, så naturridning er for mig en helt basal del af træningen. Men jeg indrømmer gerne, der har været dage hvor jeg virkelig har haft lyst til bare at tage banen..
I eksempel kan være i dag. Jeg har længe trænet tölt på banen, så nu hvor han er ny-skoet skal han 'udendørs' et stykke tid. Jeg smækker et messing bid med tungefrihed i munden på ham, og allerede da jeg stiger op kan jeg mærke han bare er spændt op til lir. Det skal siges at i dag har været hans værste dag, hvilket måske kan have noget at gøre med han har stået indenfor natten over? Who knows..
Nå, men Skotti har jo det her fantastiske problem - Han er stjernekigger. Det er blevet MEGET bedre end før, men når han er hidsig, kæmper han konstant med at stikke knolden i vejret. Jeg rider sammen med min bror, og allerede ved første vej hvor vi sætter i trav, stikker han af med mig. Jeg klemmer med knæ, læner tilbage, sætter mig godt ned i sædet og brummer mit "Wooow" imens jeg tager i tøjlen. Skotti stikker knolden i vejret og gør det umuligt for mig at få "kontakt" i munden, så jeg drejer ham ud til siden (vi red heldigvis på et mark spor) og laver en volte der får knolden ned. Han får en verbal skidballe, 3 sekunders stilhed og bagefter forsætter jeg ridningen som intet er hændt. I løbet af vores 1,5 times tur, forsøger han 3-4 gange med samme stunt, hvor jeg som rytter bliver både irriteret og frustreret.
På tilbagevejen aftaler jeg så med min tvillingebror, at vi øver stop, imens han rider forbi mig i fart. Det var rigtig svært, men Skotti "fatter" til sidst at ved han er rolig = ros.

Kender I til den slags situationer? Jeg havde dem i en periode med Stólpi, men det var ikke med den der uhyggelige hovedholdning, hvor hesten faktisk ikke ser hvor den går. Jeg har øvet en hel masse signal-træning med Skotti, men i dag ignorerede han bogstavelig talt ALT, endda med et bid der før i tiden har haft en god effekt. Jeg bryder mig ikke om at skulle ride med pessoa eller stangbid ude i naturen, da det udelukkende er bid jeg bruger til mere trænings-præget ridning, men det betød så også at han var en del "hårdere" for armene, hvilket jo ikke er meningen.

Har I nogle guldkorn til sådanne situationer? Min far bliver ved med at foreslå jeg skal smække en chambon på ham, kun spændt så tilpas "stramt" at han ikke kan kaste hovedet op så jeg mister "kontakten", men jeg er sgu ikke helt frisk på idéen, da jeg mener det må være muligt at træne det væk på anden vis.