Videre på historien! *SPOILER* {{forumTopicSubject}}

Jeg har skrevet videre på historien, men har gjort noget i historien, som nok ikke var forvendtet! xD

Moonlight

Jeg havde aldrig troet, det ville have været svært, at være den person en havde præning i. Alle har sagt til mig, at det ville være så let som at klø sig i nakken. Det kan godt være det er mig der gør det svært. Jeg føler ikke jeg kan leve op til sådan en stor kærlighed. Så jeg har mest af alt lyst til at sige til ham, at han skal finde en der kan leve op til kærligheden, og elsker ham ligeså meget tilbage, men det kan han jo ikke. Jeg er hans eneste ene? Hvor havde jeg ikke præning med ham, så det ikke ville være så indviklet, når jo, jeg er halv vampyr, halv menneske. Det var da os svært. Så hjælper det heller ikke meget jeg ligger mellem to drenge, nærmere sagt varulve, fra det samme kobbel, praktisk talt brødre! Nej det gør det godt nok ikke lettere. Jeg har prøvet at sætte navnene op med mit, Seth Renesmee, Jacob Renesmee. Men der er intet der lyder bedst. Gid vi dog levede i en verden, hvor man ikke skulle vælge mellem to. Ingen vidste jeg var vild med Seth, udover min far, Edward. Han var vampyr og kunne læse tanker. Jeg havde prøvet at lade vær med at tænke på det når jeg var i huset, hytten eller i nærheden af ham. Jeg går tit op på klipperne, et sted hvor min far, Edward, og min mor, Bella, havde lejer under kampene med de nyfødte vampyrer. Eller det er ikke det sted, det var det sted hvor min mor og Jacob kyssede for første gang. Det var også akavet, når jeg vidste Jacob havde været sindssyg forelsket i min mor, for jeg kom til verden, for min mor blev til en vampyr. Lige nu sad jeg på mit hemmelige sted i klipperne, for at få klarhed i mine tanker. Jeg var halv vampyr, så jeg havde det store sind end de fleste, men det hjalp mig ikke rigtig i den her situation. Jeg kunne bare spørge tante Alice, som også var vampyr, om hun kunne se i fremtiden hvem jeg valgte, men hun havde aldrig været halv vampyr, halv menneske, så derfor kunne hun ikke forudse noget med mig. Jeg kunne også bare hoppe ned fra klippen, og sparer de andre min beslutning, selvom de ikke vidste der var nogen beslutning, men jeg ville ikke dø, jeg ville garanteret lande lige så fint på benene eller det værste der ville ske var jeg snublede i landingen, for jeg var udødelig. Ingen i min familie vidste det i starten, de regnede med jeg havde 15 år at leve i, men det var bare et skud i tågen, og de ramte tydeligvis ikke plet. Jeg har levet i 7 år nu, men jeg er udviklet som en 16årig, og her vil jeg forblive for evigt.