Between The Worlds - Starten! {{forumTopicSubject}}

Her er så starten =D den er kun lige skrevet i grove træk, da kapitlerne skal være MEGET længere .. Men det er bare lige for at få det ned... =) Kommentare ;D ? tak



I snart hundrede år har dæmonerne kæmpet deres kamp. Menneskene har blot været ofre for denne kamp, de har lært ikke at stole på nogle dæmoner, men Kaihan O’Conner prøver at få dem til at skifte mening. Han har igennem sit liv kæmpet mod den onde side, og prøvet forgæves at få menneskene til at indse at nogle dæmoner er gode.

Hun stod og så på deres nye smukke hus, det lå lidt væk fra det hele, men alligevel tæt nok på byen Hailtan.
Huset var flot bygget, og inden man kom op til hoveddøren skulle man over en træterasse. Der var lige nok mellemrum imellem brædderne, til at man kunne komme til at tabe ting der ned. Der var placeret to stole som pegede ud imod vejen, så man kunne ligge og tage sol. Men hvis det ellers blev for varmt, kunne man tage markisen ud. Hoveddøren var dækken med en fluedør.
Huset var delt i to etager, og havde en stor og rumlig baghave. Omme i haven var der et gammelt gyngestativ, men det var godt brugt, man kunne se at det engang havde været grønt. Bag gyngestativet var der en meget brugt sandkasse, som lå i skyggen af en stor sommerfuglebusk. Udover sommerfuglebuksen var der plantet et par andre planter, men de havde ikke set vand længe.
Det passede perfekt, hun ville starte et helt nyt liv her. ”Det er da smukt! ”Råber Ryan imens han stikker hovedet ud af køkkenvinduet. Vinden tog let fat i de gullige køkkengardiner, og smækkede hoveddøren.
Hun ryster let på hovedet ad sin fjogede mand, nogle gange opførte han sig som var han teenager igen. Maven sparkede let, og hun tog sig til den. Et suk klemte sig ud igennem hendes tørre læber, og hun havde uden tvivl sommerfugle i maven.
Ryan var meget begejstret og løb frem og tilbage fra bilen og ind i huset, han gav sig selv ret i at det her var det helt rigtige for dem.
”Se Aliya de har endda sat navne skiltet op ”Sagde han overvældet imens hans ærme gled over det. Hun rystede blot på hovedet, men hendes mundviger kunne ikke lade være med at pege lidt op ad. Hendes øjne gled over navneskiltet ” O’Connner…” sagde hun for sig selv.
De var ny forelskede og intet kunne spolere starten på dette eventyr.



Kapitel 1 - Indflytningen
Aliya støvede let de sidste ting af. Hun vendte sig om i stuen, for at være sikker på hun var tilfreds.
Tingene på den gamle kommode stod perfekt, alle billederne langs væggen stod med front mod stuens midte. Det mørke egetræ skabte den helt rigtige stemning til stuen, og stod rigtig flot nær kaminen. Under kaminen lå der grålige brusten som var støbt ned i gulvet i stuen. Gløderne var ved at tage til, og lavede små lys striber ud i hele stuen.
Sofaen, som stod ovre i det modsatte hjørne, var placeret helt strategisk rigtigt, både med hensyn til gæster og fjernsyn.
Hun nikkede anerkendende til sig selv, og smilede. Det var dette øjeblik hun havde ventet på så længe.
”Ryan? ”Kaldte hun, og så sig omkring. De gamle knirkende trin gav sig, og det var tydeligt at høre at han kom ned ad trappen.
Ryan stak hovedet ind i stuen, men han blev bag dørtrinnet. Han kiggede på hende, med en snært af travlhed i øjnene.
Aliya slog ud med armene, ” Har du lige set engang skat? ” hun drejede let rund, og løftede med det ene øjenbryn. ”Ja det er flot skat, ” Sagde han som var han blevet trænet til det ” Det er da billederne fra det gamle hus… ” fortsatte han, men blev stående ude i gangen.
”Mener du det, eller er det bare noget du siger ” Sagde hun med en lille snært af tristhed i stemmen. Han nikkede, og tilføjede ” Du ved jo udmærket godt at jeg mener det, Aliya”. Når Ryan skulle understrege noget, brugte han altid hendes navn.
Ryan gik over dørtrinnet og hen imod hende. Han tog hendes hånd og førte hende op ad den knirkende trappe. Trinnene gav sig under dem, men Aliya synes det gav huset en hel særlig stemning. Op langs væggen til første sal, hang der gamle familie portrætter, som gik helt tilbage til familiens rødder.
Der var også tegninger fra de yngste i familien, som var blevet pænt indrammet i træ som matchede trappen. Den hvide væg var nubret og nogle steder var malingen krakeleret.
De gik ned ad gangen, og drejede så ind ad den første dør. Han åbnede den elegant for hende, og fjernede sine hænder fra hendes øjne.

Et rum fyldt med stearinlys, stille musik og ikke mindst gamle minder mødte hendes syn. Det var helt fantastisk, det måtte have taget hele dagen for ham at lave dette. En stor træseng fyldte rummets midte, og det flot udskårede hovedgærde forstillede familiens våbenskjold. Over sengen var der et dobbeltvindue, som gav udsigt udover de store marker. Det var den tid på året hvor dyrene var ved at formere sig, og det var det tidspunkt på dagen hvor solen var ved at gå ned.
”Du havde snakket om du ville føde hjemme, ikke sandt? ”Han vendte blikket mod hende, og kyssede hende på kinden. Han strøg let hans fingre igennem hendes krøllede hår.
Solens sidste stråler blev kastet igennem vinduet, og en forvirret sommerfugl var fanget bag ruden. Strålerne fra solen, gav marken en helt rødlig farve, det lignede næsten at den var i brand.
”Du huskede det! ”Udbrød hun glad, ” Selvfølgelig vil jeg det, især hvis du er ved min side. ”De omfavnede hinanden og faldt senere i søvn på sengen.



Kapitel 2 - Overraskelsen
Det var en helt rolig aften, og Aliya sad nede i sin stue og så fjernsyn. Hun havde længe haft ondt i maven, men der var intet sket.
Vinden begyndte let at tage til, og de store piletræer gav efter og lænede sig mod huset.
Hun fik igen ondt i maven, og trak vejret helt ned i maven, imens hun lænede sig bagover mod sofaens ryglæn. Følelsen af smerte kom til udtryk i hendes ansigt, og hun prøvede at trække vejret ind igennem munden. Nok havde hun haft ondt, men så ondt havde hun ikke haft før.
Igen tog hun en dyb indånding og prøvede at kalde på Ryan, men der kom ikke lyd ud ad hendes mund. Pludselig mærkede hun at vandet gik, og panikken spredte sig i hende.
Hun havde en underlig følelse i hele kroppen, og angsten gjorte det ikke bedre. Forgæves prøvede hun at bevare roen, og forberedte sig selv på at kalde på Ryan igen. ”Ryan, det er nu! ”Råbte hun fortvivlet, men der var intet svar.
Hun tog fat i kaffebordet, og prøvede at hive sig op. Den fedtede bordplade gjorte det tydeligt at se hendes fingreaftryk. Bordet gav sig i takt med at hun prøvede at hive sig op.
Efter mange forsøg kom hun op, endda helt op og stå. Hun vaklede hen til døren, som gav hende mulighed for at gå ovenpå. Hendes hænder tog fat i dørkarmen, og hun kaldte igen på Ryan. Denne gang kunne man høre at han kom.
Han tog hendes arm rundt om nakken, og løftede hende op, ligesom da de blev gift. Han bar hende forsigtigt op, og prøvede at bevare roen. Hans fod åbnede døren ind til rummet, som han havde forberedt, og han lagde hende stille ned på sengen.
Hun skreg, og det var uden tvivl nu at det skulle ske. Sammen skulle de få deres barn til verdenen. Ryan blev nær hende hele natten, og hjalp hende med alt det hun bad om.
Han tog kærligt hans hånd op på hendes pande, og efter at have mærket lagde han en dejlig kold klud på panden ad hende.

Efter mange timer var det overstået. Ryan var gået nedenunder for at finde et glas vand til den nye moder. Da han kom op igen, så han Aliya sidde med deres søn og han drak allerede hendes mælk. Han smilede for sig selv, og gik hen til dem for at give Aliya hendes vand.
Hun drak taknemligt vandet, og Ryan rørte blidt ved deres søn. ”Har du tænkt på et navn, nu hvor vi jo at det er en dreng? ”Spurgte Ryan nysgerrigt.
Hun nikkede og kiggede ned på deres søn, ” Jeg synes Kaihan er flot ” Sagde hun og kiggede skiftevis på Ryan og barnet.

******

Selvom Kaihan var lam, elskede de ham overalt på jorden. Ryan beskyldte sig selv for at Kaihan var lam, og havde det rigtigt dårligt, men han skjulte det var Aliya.
Familien havde været for at se den lille ny, men ingen havde kommenteret at han var lam. Egentlig var der ikke rigtig nogle der havde sagt noget, han var hverken køn eller sød. Han havde ingen af de karaktertræk der gjorte at man havde lyst at holde ham, i modsætning til alle andre babyer.
Der var ingen der havde sagt ja til at holde ham, fordi at han var lam. Kaihan var det første barn i familien der var født sådan, og familien havde svært ved at forholde sig til det. Både fordi at han var svær at lege med for de små, og ingen havde lyst til at passe ham, da de ikke vidste hvordan man skulle tage sig af en som ham.



Kapitel3 – Uvejr
Stormen rasede over byen Hailtan, og det var ikke blot en lille byge. De store sorte skyer bevægede sig næsten ikke, og det gjorte at uvejret blev hængende i lang tid. Skyerne var helt mørke, og det var umuligt at se en ende på uvejret. Det havde efterhånden varet længe, men det så ikke ud til at ville stoppe foreløbigt.
Det regnede ned i massive stråler, og det begyndte også at lyne. Lynene slog ned et efter et, og kom tættere og tættere på familien O’conners hus. Aliya knugede Kaihan ind til kroppen, da han skreg som han aldrig havde gjort det før.
Der slog et lyn ned i marken nær huset, og det begyndte at ryge op ad marken. ”Nødt til at slukke branden inden den breder sig” Sagde Aliya fortvivlet til Ryan. Endnu et lyn slog ned, og vinden rev og ruskede i det gamle hus. Lynet ramte nær huset og et hvinende skrig skabte sig vej op igennem huset.
Aliya havde lagt Kaihan på sofaen, da hun skulle ud og hjælpe Ryan med at slukke branden. De stod ude på marken og var ved at gøre noget ved branden, da de så et kæmpe lyn ned i huset.
Kaihans gråd kunne høres tydeligt, og både Aliya og Ryan gispede. De smed alt hvad de havde i hænderne, og løb ind til deres søn.

Stormen var ved at forsvinde igen, og solen kæmpede for at skinne. Der var ikke synderligt kommet skader på huset, men den havde efterladt sit spor i Kaihan.
Da de var kommet ind i huset, så de at Kaihan sad på gulvet og legede. Ingen havde nogensinde troet at han ville komme til at bevæge sig.
Lynet var gået lige igennem huset, og havde ramt deres søn. Aliya var dybt chokeret.

Siden Aliya havde mistet sin mor som lille, var hun blevet meget overtroisk. Men lige på dette punkt troede hun ikke sine egne øjne. Der er åbenbart mere mellem himmel og jord, end man lige går og tror.
Ryan løb hen til Kaihan og samlede ham op, ” Gudskelov du er uskat ” Takkede Ryan og slog et kors over brystet.
Senere den dag kunne Ryan lugte røg, og brandalarmen gik i gang. Han løb ind i soveværelset for at lede i skabet, efter en brandslukker. Han åbnede panisk den ene skuffe efter den anden, al tøjet blev skubbet ud af skabet, men han kunne ikke finde den. Hans øjne kiggede panisk rundt, men kunne ikke finde hvile.
Han løb nedenunder for at lede i køkkenskabet, og det lykkedes endelig for ham at finde den. Han tog et godt greb om den, og forberedte sig på at han skulle ind og slukke den helt store brand. Han nærmest kastede sig selv ind i stuen, og så at Kaihan havde samlet noget legetøj og havde sat ild til det. Ryan satte sig ned på knæ, og trykkede på ildslukkeren, det fik slukket ilden, men Ryan kiggede skeptisk på sin søn.
”Hvad har du så lavet, var? ”Spurgte han, men Kaihan kunne jo ikke svare ham. Det var han ikke gammel nok til endnu.
Han samlede Kaihan op og mærkede at hans fingre var helt varme, og at hans hud var rødlig. Ryan kiggede underligt på Kaihan, og så at hans øjne var blevet gullige, og pupillerne var blevet underligt aflange.
”Hvad er der dog sket med dig, min søn ” Sagde Ryan livløst og knugede blidt sin søn ind til sig. Han satte ham ned igen, og tog sig til hoved. ”Det kan jo ikke være rigtigt… ” mumlede han for sig selv ” Jeg må være tosset.. ” han rystede på hovedet, og gik undrende ud i haven.

Kapitel 4 – 13 år senere
Kaihan tog sig til hovedet, og bøjede sig ind over hans skrivebord. Hårdt hamrede hans sin knytnæve ned i bordet, og hans hånd blev afmærket i bordet som havde det været ler. Solen skinnede ind ad hans vindue, og hans øjne kiggede hvileløst rundt i værelset. Hans kalender blafrede let i vinden, da en brise sneg sig ind igennem hans vindue. Tallene på kalenderen, det lignede næsten de vinkede, fortalte ham at det var hans 14 års fødselsdag. Et dybt suk kom ud af hans tilsyneladende spinkle krop. ”Jeg orker det ikke! ”Snerrede han, og kiggede imod døren. Blot for at vente på det øjeblik hvor Aliya kommer ind og siger tillykke. ”Der er ikke nogle der alligevel kommer … ” Trinene gav sig, ude på trappen. Det var ulempen ved at bo i et gammelt hus, man kunne ikke bevæge sig nogen steder uden alle andre vidste det. Hurtigt, meget hurtigt, lagde han sig ned i sengen, og vendte sig om på siden. Han trak dynen helt op over ørene, og klemte øjnene tæt sammen.
Det var altid en skuffelse for Aliya hvis Kaihan var vågen inden hun nåede op til ham. Blot for at skåne hendes sarte følelser, rævesov han altid. Han trak vejret dybt, som hvis han havde sovet. Det var næsten en kunst det han gjorte, men på den anden side han havde jo haft lang tid til at øve sig i.
Døren ind til hans værelse gik op. Et par listende fødder sneg sig hen til sengen. Pludselig lænede madrassen sig til den ene side, det var kun vægten fra en anden person der kunne gøre det. Aliya aede blidt sin søn i håret. Hans let krusede hår var altid blødt at røre ved. Aliya sad længe og kærtegnede hans hår, med så bløde bevægelser at Kaihan næsten faldt i søvn.
Efter lang tid, sagde hun stille ” Det er din fødselsdag skat ” med en lille snært af forventning. Kaihan vendte sig langsomt om og kiggede træt på hende, ” Der er jo ikke nogle der gider komme alligevel.. ” sagde han trist og vendte sig ind imod væggen igen.
”Jamen far og jeg er her da ” Sagde hun trøstende, og lod en hånd glide over hans ryg. Brutalt trak han skulderen til sig. ”Ikke engang nogle af dem fra skolen gider komme! ” vrissede han. ”Selv om jeg har gået i skole siden jeg var 6, så er der ingen af dem der gider mig – Fordi jeg er anderledes ” Han lagde meget tryk på det sidste ord, og en lille tåre fandt vej ned over hans kind. Han havde altid prøvet at ligge skjul på hans identitet, men han var anderledes. Altid i gymnastik var han den hurtigste, og hans rødglødende hud hjalp ham ikke. Og ikke at forglemme hans store temperament. Et par af børnene fra skolen havde været med hjemme, men det var altid endt med at de var blevet hentet hurtigt igen.
Han gned sig let i øjet, og prøvede at skjule hans sarte side. Aliya drejede ham rundt, så de havde øjenkontakt, kærligt kyssede hun ham på panden og sagde ” Der er boller nede i køkkenet hvis du har lyst ” hun havde aldrig nogensinde lydt så trist. Hun havde nærmest helt mistet håbet og troen på ham at dette nok skulle gå. Kaihan kiggede op på hende, ” Jeg er så ked ” fik han fremstammet efter et par forsøg. Aliya trak trist på mundvigene og skævede til ham. Efter nogen tid trak hun på skuldrene, det var svært nok for hende med familien, at de aldrig kom, men hvis han skullet til at være ked af det, det kunne hun ikke klare. Hendes hjerte havde været ved at briste op til flere gange, men Aliya var en stærk kvinde.
Roligt rejste hun sig fra sengen, og gik ud imod gangen. Inden hun forlod værelset drejede hun rundt, og kiggede efter Kaihan ” Du kommer ikke sandt? ” spurgte hun bekymret. Kaihan nikkede blot, og ventede på at hun var gået væk inden han rejste sig.
Han rejste sig langsomt fra sengen, og kiggede trist rundt. Han orkede det næsten ikke, der var ikke noget ved at have fødselsdag når der ikke kom nogle. Aliya havde lagt en T-shirt på ryglænet af hans kontorstol, han rejste sig langsomt og gik over efter den. Træt trak han den over hovedet, og slæbte sig ud ad værelset.
Som altid knirkede trappen, idet han slæbte sig søvndrukken ned ad trappen. Da han kom ind i køkkenet, så han massere af flag, balloner og boller. Det var som det plejede at være, Aliya og Ryan sad og ventede trofast på ham. Han sukkede, og trak på skuldrende ” Ja ja… ” Mumlede han, og satte sig ned ved bordet.
Det så ud til at blive en dejlig dag, solen var så småt begynde at kaste sine første stråler ind igennem de ny pudsede køkkenvinduer. ”Åben din gave ” Sagde Aliya og kiggede på Kaihan med forventningsfulde øjne.
Kaihan kiggede forvirret rundt, og skimmede bordet efter en gave. Det eneste han kunne finde, var en firkantet gave. Han rakte ud efter den, og tog langsomt papiret af. ”Den er købt helt særligt til dig ” Sagde Ryan stolt, og kiggede på Aliya. ”Myter.. ”Sagde Kaihan skuffet.. ”Hvad skal jeg med sådan en bog? ”Han kiggede ned på den, og vendte og drejede bogen i hans hånd. Den lå godt i hånden, det var en rigtig hardcover bog. Han betragtede forsiden, som nok skulle forestille noget forhistorisk, eller en myte. Ryan lagde blidt hånden på Kaihans skulder. ”Vi tænkte at du nok har interesse inde for det emne ” Sagde Ryan med en vis usikkerhed i stemmen. Hans øjne søgte ned i bordet, det var nok lidt for tydeligt at han snakkede om uheldet. Kaihan holdt fortsat sit blik på bogen, og betragtede forsiden. ”Tak mor og far ” Sagde Kaihan uden nogen tone. Det var ikke lige det han havde håbet på at få i gave. Det gjorte det næsten værre.
Pludseligt rejste Kaihan sig, og gik ud ad hoveddøren. Solens stråler ramte ham i ansigtet og fik ham til at knibe øjnene sammen. Nogle fugle havde fundet sig til rette i træerne, og lyden af fuglesang kunne tydeligt høres. Let knugede han bogen ind til sig, og satte i løb. Hans hoved var helt tomt for tanker, hans ben løb bare. Let lænede han sig frem, for at få mere fart på. Tingene omkring ham begyndte at blive slørede, idet han satte farten op. Noget fik ham til at stoppe, han vidste dog ikke hvad. Han kiggede sig omkring, og duften af dug kom op i hans næse. Han tog en dyb indånding, og nød duften. Roligt satte han sig ned på det grønne græs. Hurtigt kiggede han op, og skimmede arealet for mennesker. Hans evner var meget effektive, fordi hvis han ville se noget langt væk kunne han blot fokusere på det, blot ved hjælp af synet. Hans hurtighed var en stor fordel, og hans styrke. Men når man bare ønskede at være et normalt menneske, var det dog ikke en fordel.
Han åbnede bogen, og så ned på et billede hvor der under billedet var skrevet Dæmon. Han kiggede fortvivlet ned på sin hånd, og så samme rødglødende farve som på billedet. Han vidste udmærket godt, at hans øjne havde en gullig farve med aflange pupiller. Sammenligninger var der nok af, og han læste hurtigt kapitlet om dæmoner. Der var mange slags dæmoner, og nogle kunne kun ses i månelys, mens andre var som ham.
”Den eneste måde en dæmon kan forvandle et menneske på, er ved at rive hjertet ud… ” Læste han højt, og tog sig til munden. Hvordan kunne det så lade sig gøre, at han var en dæmon. Eller var han blot et misfoster, var det hele bare noget han forestillede sig, blot en drøm. ” Inden dæmoner træder ud af mellemfasen føler de trang til at slå et eller flere mennesker ihjel, blot for formeringens skyld.” Han bøjede sig forover, og roligt begyndte han at lave vuggende bevægelser.