Historie - Between The Worlds {{forumTopicSubject}}

Hejsa alle sammen =D jeg er igang med en bog, hvor jeg har lavet mit eget univers... Jeg fortæller sådan hele historien senere ;D men her er lige lidt af den.. kommentare ?

Forsigtigt lænede jeg mig ind over ham. Mine halvkolde læber rørte hans brænd varme pande. Hans pande var fyldt af små dråber, som blot ventede på at trille ned over hans ansigt.
Jeg tog kluden op ad spanden med koldt vand, og lagde den roligt på hans pande. Hans let gispende vejrtrækning fik mig til at tænke det værste.
Mine øjne gled i, og jeg prøvede forgæves at tænke klart. Hans bluse var flået fra halsen og ned til de sidste ribben. Omkring hans hjerte var en sort ring, med 5 huller, et hul til hver finger, det fik mig til at gyse hver gang jeg så det.
”Jeg vil ikke miste dig! ”Hulkede jeg imens jeg klemte mig ned i den lille seng. Jeg rørte ham blidt over panden, og prøvede at få ham til at svare. ”Jeg må da kunne gøre noget…?! ” sagde jeg opgivende, men det var nok mest til mig selv.
Han begyndte at skælve, og hans vejrtrækning blev anderledes. Hans øjne blev klemt sammen af hans kramper, og det var et frygteligt syn og jeg kunne intet stille op. Jeg knugede mig til hans arm, og lukkede mine øjne tæt sammen. Lyden af hans stønnen var ikke til a udelukke, men jeg prøvede da.

Efter en lang og hård nat, med en masse uafbrudt søvn, lå jeg og kiggede på ham med trætte øjne, han var endelig faldet i søvn. Roen havde bredt sig over byen, dæmonerne havde fået det de ville. Jeg rejste mig langsomt op, for ikke at vække ham. Svedperlerne lå stadigvæk på hans pande, og det lignede at han led på trods af at han sov.
Da jeg kom hen til vinduet mødte et forfærdeligt syn mig. Blod fra kampene i aftes, lå ud over hele gaden. Dæmonerne havde kun taget de bedste med sig, og resten lå blot livløst på jorden.
Det meste af natten havde jeg brugt på at undre mig over, hvorfor de ikke havde slået mig ihjel. Men havde taget Kevin. VI havde altid haft hinanden, så langt jeg kan huske tilbage. Da jeg havde mødt Kevin for første gang, havde en dejligt halvlangt mørkebrunt hår og de største brune øjne, som man kun kunne forelske sig i.
Tågen var så småt ved at lette, og nattens mareridt kom rigtigt til syne.

Jeg ville lade ham sove så længe som muligt, da det jo havde været en forfærdelig nat. Efter at jeg havde stået og kigget ud af vinduet i et langt stykke tid, besluttede jeg mig for at gå ud i byen. Selvom jeg faktisk allerede vidste på forhånd at jeg ville fortryde det.
Hoveddøren stod på klem, og rokkede blidt frem og tilbage i vinden. Forsigtigt trådte jeg ud over dørtrinnet, og kiggede mig omkring.
Nogle livløse kroppe lå på jorden, det var dem der ikke var gode nok. En tåre trillede ned ad min kind, uden at jeg egentlig græd. Jeg vidste ikke om Kevin ville klare de næste par dage, eller han ville blive en af dem. Roligt lod jeg mit blik flakke lidt rundt i byen, uden at vide hvad jeg skulle gøre. Det alle de livløse kroppe havde tilfælles var at de havde den samme cirkel rundt om hjertet, som Kevin også havde. Det fik mig til at gispe. Jeg så at de fleste huse var forladt, ellers var der bare helt slukket, jeg var nødt til at gå ind og kigge hos Astrid om hun var i god behold. Mine ben førte mig roligt hen til hendes hus, døres var lukket og gardinerne fra trukket for. Jeg løftede langsomt min hånd og bankede på døren. Jeg stod der længe uden at der var nogle der reagerede. Jeg fornemmede at der var noget galt, så jeg tog fat i dørhåndtaget og lukkede mig selv ind. Der var en underlig lugt i hendes hus, som om noget var brændt på. Hun havde altid styr på sine ting, så at gulvtæppet ikke lå rigtigt undrede mig en del. Jeg stak forsigtigt hovedet ind i stuen, og så at de fleste af møblerne var væltet. Hendes ellers flotte lædersofa lå med bunden op i vejret, og glasbordet der hørte til var ikke i et stykke. Ud fra det jeg så, kunne jeg godt fornemme at de havde været mere uheldige end Kevin og jeg.
Jeg kunne høre at der var nogle ude i gangen, og jeg skyndte mig der ud i håb om at det var Astrid. Mit syn mødte en lille snusket pige, hendes tøj var helt gråt og hendes øjne var helt røde – hun havde grædt. Jeg lagde mine arme om hende, og tog hendes hoved ind til mig.
”De tog ham med ” sagde hun, imens hun hulkede. ”Jeg gjorte virkelig alt hvad jeg kunne…” fortsatte hun selvbebrejdende. Jeg var helt tom for ord, og vidste slet ikke hvad jeg skulle sige til hende. Da jeg jo selv havde været lidt i samme situation, jeg havde taget Kevin ind fra gaden, da han var gået ud for at beskytte sin bedste ven, Dave.
Lige så længe jeg kan huske havde Astrid været vild med Dave, han var så endelig begyndt at få øjnene op for hende. De var sammen da dæmonerne kom. Hun havde virkelig kæmpet for ham, den aften og nat. Men De vil kun have de mennesker der er stærke nok, ellers bruger de unødig energi på dem.
Der var aldrig nogensinde nogle der havde formået at følge dæmonerne, når de slæbte de næsten livløse kroppe væk. Mest af alt havde jeg lyst til at følge efter, eller faktisk bare være ved Kevins side. ”Jeg er nødt til at gå ind og kigge til Kevin ” sagde jeg og kiggede på hende, det blik hun gav mig gjorte næsten helt ondt. Jeg vred med akavet ud ad hendes greb, for der var efterhånden gået nogen tid. Hun vinkede sløvt med armen, da jeg gik ud ad døren. Med det samme da jeg kom ud af døren hørte jeg noget der lød som en glasvase vælte. Mine ben førte mig hurtigt hen til min egen hoveddør, jeg trådte roligt ind i gangen, og alt stod som jeg havde efter ladt det, men alligevel var der noget galt. Døren til soveværelset stod åben, og fik mig til at gyse. Jeg stak hovedet ind i soveværelset, i forventning om at se Kevin, men han var der ikke. Dynen lå rodet nede i fodenden, og det hele var et stort rod. Hovedpuden var stadigvæk varm, så det var ikke længesiden han havde ligget der.