Kender du det? {{forumTopicSubject}}

Fandt en tekst der er skrevet på et tidspunkt hvor jeg var virkelig langt væk psykisk, underligt at kigge tilbage til. Der er stadig noget af den person i mig, den har bare ændet sig igen - ikke til det positive men til det negative på en anden måde.

Kender du det og være rastløs og føle at man har brug for spænding på den ene eller anden måde?
Har du så prøvet at søge den spænding, kunne du lide den, ville du have mere? Følte du dig komplet tom når den ikke var der? Følte du at du havde brug for mere spænding, endnu et adrenalin kick?
De måder du så fandt denne spænding på, var det de forkerte måder? De umoralske og forkerte måder?
Blev du nærmest afhængig af dette? Blev du viklet ind i et spind af umorale og gerninger der ikke burde have været gjort, ting du ikke burde have været med til, set eller hørt?

Fandt du i enden ud af at du var en af dem, en af dem der ikke kan nøjes med at have en sød og venlig kæreste, en familie der elsker dig og nogle venner der holder af dig? Fandt du ud af at du havde brug for mere, brug for noget der gjorde dig høj – og fandt du ud af at dette var spændingen og grænsesøgningen ud i gråzonerne af det danske samfund? Fandt du ud af at hvis du ikke opnåede den nok, så ville du falde ned som var der hændt dig noget dårligt? Blev det i enden noget du ikke kunne stoppe med, blev du ved med at søge de grænser selvom du godt vidste at det var forkert?

Klokken er lige nu 04:56 og jeg har for få minutter siden låst mig ind. Mine forældre og min lillesøster ligger trygt og sover, den eneste der er vågen udover mig er katten.
Fra ved syv tiden i går var jeg til fest, en helt okay fest i starten – men da min eks blev så stiv at han ikke kunne gå, en anden knækkede sig og min veninde og hendes eks begyndte på deres evigt irriterende opriven i fortiden som de gør når de bliver stive.

Der gad jeg ikke mere. Jeg fik min venindes nøgle og gik hjem til hende. Hjemme var hendes kæreste, godt fornærmet over at hun ikke var kommet med hjem.
Og der lå vi så og så film ind til den var færdig, efter den en til. Ganske hyggeligt med hans ” er du vågen?! ” hvert tredje minut og prøven på at fylde hele sengen.

Imens jeg lå der tænkte jeg over hvorfor det lige netop er at jeg er en person der har brug for spænding. Jeg kendte jo ikke til den for bare 2år siden? Der lallede jeg stadig rundt og var uskyldig, drak ikke, snakkede ikke med drenge og var i det hele taget en engel i skolen.
Men så mødte jeg min første kæreste, ikke den jeg nævnte ovenover, vi skrev over msn før vi mødtes efter tre måneder, og aldrig har jeg været så forelsket før. Det var som om en eller anden gav mig et gevaldigt slag i hovedet som sendte mig et eller andet sted til himmels.
Vi begyndte også og komme sammen og det var her jeg først fik øje for spændingen og alt det man ikke må.

Knægten var/er kriminel. Han har fortalt mig om diverse grusomheder han har set og været med til, ikke noget jeg skulle nyde noget af. Men alligevel greb det mig på en eller anden måde, jeg blev interesseret i det. Jeg ville vide mere, hører mere om den ukendte verden jeg indtil da aldrig havde hørt om.

Dog holdte forholdet ikke længe, en måneds tid vidst. Så blev jeg nedtrygt, godt deprimeret og blablablabla, en længere klynkende forklaring man bliver træt af at høre på i længden.

Så skete det her for ikke så længe siden at jeg mødte min venindes kæreste og wow om den knægt virkelig sagde mig noget. Han var lige den type min eks var! Der var bare et eller andet der fangede mig fra starten, før jeg vidste hvad han rendte rundt og lavede.
Min nysgerrighed blev vagt igen og jeg lyttede med hver gang han fortalte eller snakkede i mobil med en af hans kammerater. Det gik efterhånden op for mig hvad han rendte rundt og lavede, men jeg var ligeglad – dette gjorde mere mig bare endnu mere hooked på ham.

Og nu sidder jeg så her igen og tænker; Hvorfor? Hvorfor har jeg brug for den spænding? Hvor kan jeg ikke være tilfreds med hvad jeg har og det ’almindelige’ liv?
Det er ikke første gang spørgsmålet har strejfet mig, det er sket flere gange og uden noget svar. Grundene til hvorfor flyver rundt i hovedet på mig, jeg aner hverken fra eller til.
I starten mente jeg at det var fordi jeg ikke fik nok spænding i mit liv, men kom hurtigt frem til at det ikke kunne være det, da jeg ikke er den eneste jeg kender med et ikke så spændende liv – men ingen af dem har en trang til dette, nogen af dem afskyr endda det.

Så tænkte jeg igen og kom frem til et nyt svar; jeg holder ikke livet nok kært.
Det kan jeg til dels se er rigtigt, eftersom det før jeg ikke. Jeg føler ikke nogen ’vil ha’ mig nok til at jeg skal passe på mig selv, føler mig ikke elsket nok. Godt nok elsker mine forældre mig sikkert, men det er ikke det samme. Det er ikke det samme som at få beskeder med hvor meget man betyder for en person.
Men så alligevel, jeg ved godt at der er en streg jeg ikke skal krydse da jeg gerne vil leve og komme igennem det kun lettere beskadiget end da jeg fik livet.

Klokken er nu 05:12 og jeg orker det ganske enkelt ikke mere, alle de tanker, alle de sætninger, svar og ting jeg vil. Det hele køre rundt i et stort virvar. Jeg har efterhånden opgivet at finde mine oprigtige følelser i noget af alt det her. Kan ikke skelne mine oprigtige følelser fra det jeg gerne vil føle eller noget jeg bare lyver om for at opnå eller undgå en vis reaktion.