Mit tankespind - Swoops indflydelse... {{forumTopicSubject}}

Nu har jeg lykkeligt ejet hesten fra mine drømme i ikke mindre end to et halvt år, og jeg må igen fristes til at nedfælde mine tanker og følelser omkring dette ejendommelige væsen, hvis tilstedeværelse udgør en stor del af min hverdag, og ikke mindst – Min fremtid. En fremtid uden dette muskuløse, sorthvide væsen føles i øjeblikket utænkeligt for mig, nu har han svævet i mine tanker i tre år, været min i to et halvt år, men vigtigst af alt, han har nu været en del af min hverdag i to år. Og jeg må forundres, ikke blot fordi årene går hurtigt, men fordi, at dette væsen føles som at udgøre en endnu større del, en del der gør, at det tit og ofte føles, som havde han været en del af min sjæl og mit liv altid. Langt de fleste kender allerede historien om Swoop, men de færreste kender historien om mig, og endnu færre, Swoops indvirkning på mig, og min historie. At jeg vil prøve t nedfælde det og forklare jer, om et forhold, der for hver dag giver mig større lyst til at lade andre opleve, har været min intention længe. Ikke blot fordi at det vil fremstå som et symbol på den stolthed, og den kærlighed, jeg har for denne hest, men også fordi, at forholdet menneske og hest imellem alt for ofte bliver beskrevet med ord, der synes ligegyldige og misbrugt i vores sprog. Jeg ønsker at give læseren fornemmelsen i maven, mens han læser, den selvsamme sælsomme følelse, som jeg selv har, mens jeg får det skrevet, og den selvsamme følelse, jeg får, hver gang jeg må føle mig overrasket og overrumplet af Swoop og hans enorme tilstedeværelse.

Alt for få, der har ejet en hest i mere end et halvt år, oplever den samme overraskelse og stolthed som de gjorde, da hesten var ny for dem. En spændende, ny karakter hvis særheder og vaner man nysgerrigt har fået indblik i. Mange kender jo følelsen af at stå med en ny hest, og ikke rigtig kende den, men alligevel være stolt af den og glad for den. I min tid som værende hesteejer, har denne følelse langsomt og forsigtigt lagt sig ned efter et halvt år. Så er hestens person ligesom udforsket, særhederne blottet og vanens gang indfundet sig.

Men for første gang må jeg sige, at denne åre, Swoops åre, der indeholder alle hans vaner, hans personlighedstræk og hans særheder må konstateres som værende utømmelig. Selv efter to et halvt år, som ellers burde have taget toppen af begejstringen over en ny hest, kan jeg stadig opdage kroge og hjørner af denne karakter, der betyder mere for mig, og som fylder mere end et menneske, jeg nogensinde har mødt, og disse kroge udvikler en endnu større forståelse og hengivenhed for et væsen, der oftest siges at være så nemt og ligegyldigt. De fleste er jo langt fra klar over, hvor personlighedsfyldt en hest kan være, men endnu mere tragisk – Langt de fleste er ikke åbne overfor at udforske sin hests person.
Her må jeg krybe til kors og indrømme, at havde det ikke været for min mor, der næsten har en sjette sans og en stor åbenhed overfor dyr og deres sindsstemninger, og havde det ikke været for Swoops uspolerede sjæl, havde jeg heller aldrig haft viljen og viden nok til at udforske Swoops person, der er mindst ligeså særpræget broget, som han selv er.

Min familie og jeg har altid været tiltrukket af personer og dyr med personlighed, lidt ud over det sædvanlige. Dyr og mennesker, der skiller sig ud, og som kan overraske os, selv efter flere årtiers kendskab. Og at min mor kunne finde dem, de specielle og unikke dyr, har jeg aldrig fundet underligt, da hun altid er åben og går til et dyr med største forsigtighed, og der går ikke længe, før hun vender sig om, for ligeså stille at forklare, hvordan hun oplever denne hest. Så at jeg skulle overrumples på den måde, at få bekræftet, at jeg tydeligvis besidder selvsamme evne, har været mig utænkeligt, men jeg kan på ingen måde modsige det. For på trods af min mors flere årtier i hesteverdenen, har ej heller hun mødt en hest med en karakter, så stærk og så unik som Swoops. Men jeg kan jo snakke længe om dét, og det er egentlig ikke dét, der er essensen af mit allerede nu så lange, nedskrevne tankespind.

Nej, for jeg vil, om muligt, nedskrive følelser som ord på et papir, jeg kan vise jer alle. Om I vil læse det hele, er ikke min sag, men jeg håber, at I i hvert fald vil tage brudstykker, som I enten kan forundres over, eller som I kan tage til eftertanke. Min plan er egentlig ikke at komme med en lang prædiken om hvor smuk og fantastisk, min hest er – Primært fordi, det behøves jeg egentlig ikke at få bekræftet. Jeg vil hellere få nedskrevet mine tanker, få dem sluppet fri og slippe for at skjule en inspiration, og samtidig måske få jer alle til at stoppe op en enkelt gang, og overveje, om I kan sætte jer i mit sted. Eller simpelthen bare få jer til at læse, og forstå, at mit forhold til denne hingst, der temmelig hurtigt ville kunne anses som værende et statussymbol, er langt dybere og mere hengivent, end de fleste nok lige er klar over.

Som før skrevet, har Swoop fyldt min hverdag som en urokkelig klippe, der bare ventede på at blive udforsket. Og selvom at jeg har kendt ham i flere år, kan denne fantastiske karakterfyldte hest stadig forundre ikke bare mig, men også alle omkring os. Det er snart blevet en fast vane for folk, at når de hører mere om Swoops overraskelser, bare at ryste på hovedet og sige: ”Det er typisk Swoop.” – For det er det.
Det er svært, at sætte sig ind i, når man ikke kender Swoop, og det er som sagt dét, jeg fortsat vil prøve på at hjælpe jer med. At kende Swoop og kende mit forhold til ham.
Hver dag er både en sej kamp, men også en spændende rejse, når bare dagen er med Swoop. Så er jeg sikker på, at min dag aldrig bliver kedelig. For den hest, den overrasker mig mere end alt andet. Og den gør det stadig. Tit og ofte i situationer, jeg ikke havde troet mulige. For lige, når hverdagen begynder at synes som værende normal, og denne flere hundrede kilotunge hingst begynder at opføre sig bare nogenlunde korrekt – Så gør han igen et krumspring, der stadig kan vælte mig omkuld.
For lige at trække den lidt op, kan jeg komme med et levende bevis på, hvordan Swoop på få sekunder kan frembringe en hel storm af følelser i mit indre, som jeg er overbevist om, at ikke engang manden i mit liv vil kunne frembringe.

Jeg trækker hver morgen Swoop trehundrede meter til hans fold – Nogle dage er en kamp, andre dage går det som en leg. Og når det er med Swoop, så er det ikke bare at gå trehundrede meter. Nej, han skal tackles på en måde, der kan drive mig til vanvid, men som også gør ham til den, han er. Så bare dét i sig selv, er en kamp, men det er ikke dét, der er essensen. En simpel onsdag, som faktisk var dagen, der gav mig inspirationen til dette, tog jeg torvet til at lede Swoop med, og så ham stå med hovedet ude ad boksdøren, for så at kigge udenfor. Hans blik er efterhånden blevet voksent, men hans forskelligfarvede øjne har så mange udtryk, at jeg endnu ikke kender dem alle. Men min nu efterhånden voksne hingst stod med den store pandelok ned over næsen, og samtidig var den lige ved at dække det blå øjne, jeg fra min placering havde tydelig udsyn til, og som altid har fascineret mig. Og dér stod han, i få, sælsomme sekunder og spejdede på en måde, der fik stormen i mit indre til at rase – Et eksempel på, hvor lidt han egentlig skal gøre, for at ryste min oplevelse af ham. Jeg kan stadig blive forundret over Swoops egentlige skønhed, nok også fordi at det jo siges, at skønheden kommer indefra, og han kan stadig forundre mig med en bevægelse, der er så klædelig og smuk, at man bare aldrig bliver træt af at kigge på ham og ville ønske, at man havde optaget lige præcis dén bevægelse, og kunne se den forfra, igen og igen, lige præcis når man havde lyst.
Men ikke nok med, at skønheden stod og så ud ad boksen og fik mine følelser til at blusse, tog jeg fat i ham, og gennede ham ud. Jeg fornemmede hurtigt, at det var en god dag, han gik pænt og spejdede ud over sine marker med hovedet højt løftet og ørerne fremme. Og som værende en smule lavstammet, selv, havde jeg frit udsyn nedefra, der gav mig den helt specielle vinkel, som gjorde, at synet gjorde mig åndeløs.
Men som fortalt har Swoop det med at overraske – Og det gjorde han. Igen. Jeg troede ikke at det var muligt, men det gjorde han. For let på tå har han aldrig været, og han fik det smukke øjeblik til at krakelere som et skrøbeligt edderkoppespind, da han snublede. En særdeles ucharmerende, kikset bevægelse, men som er så typisk min hest, at han igen på få splitsekunder rystede min tilværelse og fik følelserne til at gløde endnu heftigere. På ikke mere end tyve sekunder havde han gået fra at give mig den sælsomme beundring og hengivenhed overfor hans skønhed, til at give mig latteren over hans evigt skøre, umodne og klodsede side, der er en direkte modsætning til det smukke ydre.

At en så simpel handling kan beskrives på en sådan måde, undrer selv mig. Ofte vil folk jo tænke – Ja, hesten så køn ud, og dernæst snublede den. Men Swoop sætter så dybe tanker i gang, og roder gang på gang med de følelser, skabelsen har givet mig, at jeg ofte tænker langt dybere over en handling, jeg egentlig personligt udefra også ville finde ligegyldig. Men ikke Swoop. Swoop sætter så mange oprørske følelser i gang, som nok har givet mig den dybe respekt og hengivenhed overfor ham. Som var han den mand, jeg skulle bruge resten af mit liv med.
Alene dét, at Swoop gang på gang kan chokere folk og få dem til at måbe, er i sig selv en stolt bedrift for mig, der aldrig helt har haft heste, folk lægger mærke til, og heller aldrig selv har været én, folk lægger mærke til. Men det er ikke dét, der gør mig stoltest – Dét, der gør mig mest stolt over min hest er, at han gang på gang kan give mig den selvsamme følelse, som han giver folk, der ser på ham første gang.
Den dér komplette beundring og et næsten elektrisk chok der får én til at stoppe op og stirre. Jeg kan stadig stå og betragte Swoop og udbryde ligeså stille for mig selv: ”Gud, hvor er han smuk.” – Som så jeg ham første gang. Dét i sig selv er en bedrift, for den åbenlyse beundring forgår som fortalt gerne efter et lille halvt års tid.

Det lyser langt ud af denne skrevne tekst, at jeg ikke bare elsker min hest, jeg beundrer den og den forundrer mig dag for dag – Og ved hans hjælp, lærer jeg stadig nye sider af mig selv. Men folk skal endelig ikke tro, at det er en dans på roser at have en sådan hest. En hest med en så stærk karakter og som hviler i sig selv på en måde, kun få i samme alder ville gøre. For det er en lang, sej kamp at få Swoop til at makke ret, som en hest burde gøre. For vi skal ikke glemme, at Swoop er en hest. En hingst, der potentielt kunne blive farlig, hvis den ikke bliver afrettet. Men man afretter ikke Swoop. Uanset hvilke metoder, vi har brugt, går Swoop mere baglæns end fremad, hvis man prøver at afrette ham. Man kan være hård og direkte brutal overfor Swoop, uden at modtage den givne reaktion. Noget, der har udviklet mig på det personlige plan, da jeg altid har haft et heftigt temperament. Swoop skal tages på en speciel måde, som jeg efterhånden er ved at have fundet forsigtigt frem, men som langt fra er støvet af og slebet til.
Swoop kan stadig forundre mig – Men han kan i den grad også frustrere mig. Med hans stærke sind og hans stædige hold af hans meninger. Der skal ufattelig meget til, før Swoop skifter mening og adfærd, og det er en kamp bare at få ham til at gøre den mindste lille ting for én.
Men når det lykkedes… Så føles det som en endnu større sejr, end det ville gøre for de fleste andre.

Jeg vil prøve at afrunde dette lange tankespind, for ellers ved jeg, at jeg ville kunne blive ved.
Og det vil jeg gøre med en konstatering: Jeg føler selv, at jeg har fået så meget mere, end jeg havde ønsket mig. Så Swoop er ikke bare drømmehesten, han er meget mere. Jeg faldt ikke for Swoops udseende, da jeg så ham første gang, og dem, der har set billedet af ham som føl, forstår hvorfor. Der var noget imellem ham og mig, jeg ikke vil udpensle, for det er den historie, ret mange kender.
Men at jeg har været så heldig, at hesten, hvis personlighed siger mig så meget, samtidig udvikler sig som i eventyret om den grimme ælling, får mig ofte til at føle mig så beæret.
At jeg kan have en hest, hvis person siger mig så ufattelig meget, og som udvikler mig personligt og som hver dag kan tage pusten fra mig, som samtidig er så smuk, at det ikke kun er mig selv, der kan se det – Dét får mig til at føle mig beæret.

Og hér vil jeg slutte mit tankespind, og blot sende jer alle en venlig tanke om, at jeg håber, at I bare har fornemmet en smule af dét, jeg har fornemmet i selskabet med et væsen så simpelt som en hest, men som har vist sig langt fra at være så simpelt, som man lige går og tror. Og hvis man tror på den eneste ene, som jeg først gør nu, så er jeg helt sikker på, at jeg har fundet den. Den eneste ene…

Skrevet af Bianca Anthony Sørensen, januar 2009.