En novelle til dansk skriftlig fremstilling. "Noget for noget" {{forumTopicSubject}}

Dette er en lektie jeg havde for i dansk stil. Den er ret lang, men skriv hvad i synes om den. Modtager gerne ris/ros

”Noget for noget”
Marissa gik hen af gaden sammen med sin tvillingesøster på vej til skole. Hun gik og tænkte på hvordan det ville blive i dag. Hun mærkede et lille klem på sin arm, og hun kiggede straks på sin søster.
”Hvad er der Bella?” spurgte hun blidt med et smil. Hendes søster kiggede bekymrende på hende.
”Er der noget galt for du ligner bestemt et lig?” spurgte Bella. Hun overreagerede altid, men Marissa følte sig godt nok også som et lig.
”Nej, det er i orden. Der er ingen ting,” sagde hun, igen med et varmt smil.
”Jeg lader det gå denne gang, men det skal du ikke forvente jeg bliver ved med,” sagde Bella en smule strengt til hende. Det sårede hende lidt at hun talte sådan til hende, men hun fortjente vel, gjorde hun ikke? Hun fik det i alt fald af vide hele tiden, men på den anden side er hun jo heller ikke andet end et nul. ”Marissa?” spurgte Bella. Hendes stemme lød fjern, ikke noget nyt i forhold til hvor meget Marissa altid går i sine egne tanker.
”Ja?” svarede hun og kiggede endnu en gang på sin søster.
”Du ved godt du altid kan snakke med mig ikke?” spurgte Bella bekymrende, dog varmt. Hvad skal alle de spørgsmål til for, tænkte Marissa.
”Ja selvfølgelig,” svarede hun smilende. Selvom hun følte sig trist og tom. Hendes søster nikkede kort med hovedet og de gik resten af vejen i stilhed. Bortset fra at Bella kiggede på hende, som om hun søgte efter noget.
Normalt ville Bella hade stilheden, men det virkede som det eneste rigtige at gøre i forhold til Marissa. Det nagede hende at hendes søster ikke ville åbne sig for hende. Marissa virkede som en lukket musling. Bella ville ønske at hun gad snakke med hende, for hun kunne mærke der var noget rug ravende galt.
Bella gik ind på skolen sammen med Marissa og kiggede nøje efter, om der skulle være ændring i hendes udtryk. Men nej, der var ingenting.
”Bella,” blev der råbt fra den anden ende af gangen. Bella kiggede væk fra sin søster og kiggede på hvem der havde råbt. Det var hendes bedste veninde Mary. ”Hey, jeg har savnet dig,” sagde hun lidt lavere da hun kom nærmere.
”2 sekunder så er jeg tilbage, okay?” sagde hun til Marissa, og kiggede til siden for at holde øje med hende. Men da hun kiggede var der ingen Marissa at se, hun var som forsvundet ud af den blå luft.
”Hvad kigger du på?” spurgte Mary der hun var henne hos hende. Bella var stoppet da hun ikke så Marissa ved sin side.
”Ikke noget,” sagde hun og kiggede kort ned i gulvet, for så derefter at kigge op på sin veninde med et varmt smil.
Marissa gik ind i sin klasse, med sit hoved bøjet. Hun havde ikke lyst til at kigge, og hun vidste også lidt var hun ville blive mødt af. Hun forsatte hen mod sin plads og tog langsomt sin skoletaske af.
”Nå, nu gider du ikke en gang kigge op når du går ind i klassen,” hørte hun en stemme sige. Hun krympede sig ved lyden af den. ”Det er en smule respektløst over for mig synes du ikke?” spurgte stemmen. Marissa kiggede stadig ikke om, det ville bare gøre hende mere bange en hun allerede var. ”Kig på mig når jeg snakker til dig, Marissa,” sagde stemmen streng og vredt. Hun kiggede langsomt op og hende øjne viste ikke andet end frygt. ”Synes du ikke det er respektløst?” spurgte pigen igen. Marissa nikkede langsomt med hovedet og slog øjnene væk og ned på gulvet. Hendes blå øjne begyndte at blive helt slørret at se ud af. Bare tanken af hvad der ville komme til at ske gjorde hende bange og trist. ”Det synes jeg godt nok også. Nu skal vi tage den her straf i pausen eller nu?” spurgte hun. Marissa svarede ikke, hun havde overhovedet på ingen måde lyst til at svare. Hun krympede sig endnu mere sammen da stemmen blev hårdere. ”Svar mig,” sagde den hårdt.
”Synes du ikke at du trækker den lidt for langt Sally?” var der en der spurgte. Marissa havde aldrig hørt den stemme før.
”Du skal bare blande dig uden om, okay?” sagde Sally hårdt til drengen der havde sagt det. ”Marissa svar mig nu,” sagde hun igen. Lige i det Marissa skulle til at svare ringede klokken ind til første time. ”Vi tager den i pausen så,” sagde Sally så lavt at kun Marissa kunne høre hende.
Hun satte sig på sin plads, og hendes sidekammerat dumpede ned på stolen ved siden af hende.
”Du fortjener hvad der kommer til at ske,” sagde stemmen. Marissa sagde ikke noget, men tænkte at det må være svaret på spørgsmålet tidligere. Hun fortjente at blive talt grimt og hårdt til. Et nul, som hun altid havde været. Hun mærkede en kølig luft på hendes underarm. Hun kiggede ned på den og så de ar hun havde fra et barberblad. Hun trak ærmet ned som var gledet op, hvilket var skyld i at det var køligt på hendes arm.
”Godmorgen klasse,” sagde læren da han trådte ind i klasselokalet. ”Tag jeres grundbog frem og begynd at arbejd i den fra hvor I nu er noget til hver i sær,” sagde han og begyndte at føre protokol i mellem tiden. Marissa tog sin bog frem og begyndte at tænke, som hun havde gjort så mange gange før, over hvorfor hun overhovedet gad prøve at holde ud. ”Marissa?” sagde læren forholdsvist højt. Hun rystede hovedet let og svarede ja, og begyndte så at arbejde i sin bog.
Det var pause om ikke så længe og Marissa var klar til at løbe ud på toilettet og gemme sig. Klokken ringede og hun sprang nærmest på benene, og skyndte sig ud af klassen. Kun et par meter mere og så er hun i sikkerhed.
”Marissa, jeg ville ikke en gang prøve at gemme mig,” sagde Sally hårdt. Hun kunne høre at hun kun var ca. en meter bag hende. Pludselig følte hun en hånd gribe fast i hendes arm, hårdt. ”Kom så går vi stille og roligt et sted hen hvor der ikke rigtig er nogle, okay?” spurgte Sally selvom det var mere en ordre. Marissa nikkede kort på hovedet.
”Godt,” hviskede Sally i øret på hende. Nu kom det til at ske for hende igen. Endnu en dag med bank og hårde ord; endnu en dag med at cutte sig selv og bede til gud om at det ville gå over. Bede at alt smerten bare ville forsvinde.
De kom til et sted der var lidt øde forhold til andre steder, og det hele begyndte endnu en gang. Det første hun mærkede var et slag i maven fra en knytnæve, og hun lænede sig frem for at prøve at mindske smerten. Hun blev hevet op via håret og hun fik en lussing.
”Marissa, jeg fatter ikke at du gider leve på den jord, du er grim. Dit grimme blonde hår, de grimme blå øjne alting ved dig er bare grimt,” skar det gennem luften med Sallys stemme. Publikum omkring dem begyndte at smågrine ligeså gjorde Sally.
Bella gik stille og roligt sammen med sin veninde, da hun lagde mærke til kreds omkring nogen. Hun tænkte bare endnu et slagsmål, og ville egentlig helst slippe for at skulle se det. Men Mary havde andre tanker.
”Kom lad os gå hen og se hvad der forgår,” sagde hun og hev let i Bella. Hun gik med hende, mest af alt fordi hun ikke gad stritte imod. I starten kunne de ikke se hvem det var, men Mary fik mast sig igennem nogle af folkene. Det var to piger, en med brunt hår det stod og slog en pige med blond hår. Hun kunne ikke se meget ud over at hende den blonde ikke kunne gøre nogen modstand og at hun blødte. De vendte en halv omgang, så det var nemmere at se den blonde pige. Et gisp forlod Bellas læber, mens hendes hænder fløj op til munden. Hun kunne ikke fatte det, det var hendes søster. ”Er du okay Bella? Du ligner et lig så bleg som du er,” sagde Mary bekymret.
”D-det er min sø-søster,” sagde Bella lavt og bange. Hun ville så gerne hjælpe hende men vidste ikke hvordan. Mary kiggede ligeså forskrækket og bange som Bella gjorde. Pludselig rungede en drenge stemme igennem det hele.
”Stop det Sally, helt ærligt,” sagde han og gik ind i cirklen.
”Bland dig uden om Mark,” sagde pigen der åbenbart hed Sally.
Da ordne forlod den drengs læber, tænkte Marissa gud ske tak og lov hun bliver reddet. Men kort efter kom der endnu et slag, og hun begyndte at hoste for alt luft hun havde, blev suget ud af hende.
”Stop det Sally lige nu,” småråbte drengen der hed Mark. ”Kig på hende og se hvad du har gjort,” råbte han nu. Marissa stod bare og tænkte at det ikke kunne blive værre. Ydmygelsen var der, smerten var der, og hadet var der. Sally gav slip på hende og hun faldt til jorden.
”Du dropper bare det der lige nu,” sagde Sally skarpt. Marissa krøllede sig lidt sammen, mens hun holdt med armene omkring hendes mave.
”Ikke før du lader hende gå,” sagde Mark mindst ligeså skarpt tilbage til hende. ”Hun bløder og har brug for noget hjælp. Du fatter ikke i hvilket omfang det her påvirker hende. Måden du behandler hende på er ubærlig at se på, hun er en ganske almindelig pige ligesom alle andre. Og ærlig talt skal hun ikke stå for skud for de problemer du eventuelt har, det er ikke sådan du kommer til at løse dem. Du ødelægger derimod et andet liv,” sagde han hårdt til hende, mens han kiggede på Marissa en gang i mellem.
”Det ved du ikke en skid om. Du ved ikke en skid om jeg har problemer, og ved du hvad hun fortjener det,” råbte Sally det højeste hendes stemme kunne bære og hende lunger kunne holde til.
”Hvorfor fortjener hun det, og hvad med at spørge hende om hvor ødelagt hendes liv er,” råbte han. Marissa hadede alt opmærksomheden der var på hende, men hun kunne ikke være mere ligeglad. Hun mærkede et par små arme snører sig omkring hendes krop.
”Shhh det skal nok blive okay,” hørte hun sin søsters blide stemme sige. Hun lænede sig ind mod sin søster for at få endnu mere tryghed og trøst. Tårende strømmede ned af kinderne på hende. Hun lukkede alt ude og forlod et øjeblik det hele.
”Er du okay?” spurgte drengen hende. Hun kiggede op og lagde mærke til at alle var gået. Hun trak på skuldrene. ”Kom så tager vi dig til sygeplejersken,” sagde han. ”Giver du en hånd?” spurgte han Bella.
”Tak for at hjælpe hende,” sagde Bella kort til Mark, mens de gik og støttede Marissa.
”Så lidt,” sagde han med et lille smil. ”Hvilke relationer har du til hende?” spurgte han. Bella tog sig et kig på sin forslåede søster før hun svarede.
”Hun er min tvillingesøster. Jeg burde have vidst at det var det her der var galt med hende. Det hele er min skyld, jeg var der ikke for hende da jeg burde have været,” sagde Bella nedtrykt.
”Det er ikke din skyld, så længe vi får hende til en sygeplejerske der lige kan tjekke hende burde hun være okay,” sagde han smilende endnu en gang.
”Hvilken klasse går du egentlig i? Jeg synes aldrig jeg har set dig, vi går jo i 8. klasse, Marissa og jeg,” spurgte Bella. Hun kiggede spørgende på ham og ventede på et svar.
”10. klasse, jeg er en af dem der er lidt mere sammen med de tough drenge så og sige,” sagde han mens han sagte klukkede.
”Hvorfor hjalp du hende?” røg det ud af munden på hende.
Inden han nåede at svare var Marissa ved at glide ud af deres greb og Mark tog bedre fat. Hun stønnede en smule, hvilket Bella godt kunne forstå.
Da han greb bedre fat i hende jog der en smerte igennem hendes bryst, som om nogle havde stået og trampet på hendes ribben.
”Jeg tror hun har trykket nogle ribben, virker i hvert fald umiddelbart sådan,” sagde han bekymret. Marissa kunne ikke forstå at der var nogen der overhovedet bekymrede sig om hende, ud over hendes søster selvfølgelig.
De havde været hos sygeplejersken for en tid, og hun havde undersøgt Marissa grundigt, meget grundigt.
Efter de var færdige der sagde Bella endnu en gang tak.
”Tak for hjælpen, Bella og jeg sætter stor pris på du gad hjælpe mig. Jeg står i gæld til dig,” sagde Marissa med taknemlighed og et løfte i stemmen. De sagde farvel og Marissa og Bella tog hjem.
”Du burde have snakket med mig, Marissa,” sagde Bella nedtrykt. Marissa fik det utrolig dårligt af at se sin søster sådan.
”Jeg ville gerne, men jeg var bange for hvad der ville ske hvis jeg gjorde. Jeg elsker dig og ville ikke have at der skulle ske dig noget,” sagde Marissa lavmælt. Hun kiggede på sin søster og så hendes udtryk ændre sig.
”Du må ikke græde Marissa, så bliver jeg også bare ked af det, og så ender det ud i en græde scene og det orker jeg bare ikke,” sagde Bella med et lille grin. Marissa grinte med men stoppede hurtigt grundet smerten.
Dage efter Marissa blev reddet af Mark havde hun ikke set ham. Hun havde gået og spekuleret på om hvordan hun skulle give tilbage til ham. Hun var på vej hjem fra skole og stod og ventede på at gå over vejen.
”Marissa?” spurgte en smule velkendt stemme. Hun vendte sig om og kiggede på Mark. ”Du ser noget bedre ud end da jeg så dig sidst,” sagde han klukkende. Hun smilede og nikkede. ”Har du det ellers okay?” spurgte han. Hun nikkede kort igen. ”Du siger ikke meget gør du?” hun rystede på hovedet.
”Men du spørg meget,” svarede hun igen. Han lod et grin slippe ud, mens han begyndte at gå baglæns over vejen. Marissa kiggede til siderne og så en bil komme. Mark havde ikke set den og Marissa panikkede. Der var ikke tid til at råbe at der kom en bil så hun gjorde noget hun ikke havde regnet med at gøre. Hun greb så hårdt fat i hans arm hun kunne og hev så han tumlede forlæns. Ligesom bilen kom forbi var han kommet i sikkerhed.
Der var stilhed i lang tid efter, indtil Mark brød stilheden.
”Tak,” sagde han lavt. Hun stirrede bare på ham. Hvad skulle hun ellers gøre? ”Nu kan man da sige du har ’betalt’ tilbage for da jeg hjalp dig,” sagde han smilende. Hun nikkede igen kort. Wow, hun sagde faktisk ikke meget. Hun forsvandt ind i sine egne tanker endnu en gang.
Pludselig mærkede hun et par ret muskuløse arme svøbe sig omkring hende. Det gik op for hende at det var Mark der krammede hende, og hun svarede ved at kramme igen.
”Tak,” hviskede han i hendes øre. Han brød krammet og begyndte at gå væk. ”Vi må mødes en gang, og så skal jeg nok love dig at du kommer til at snakke,” sagde han og grinte højlydt. ”Vil du love mig at vi ses igen?” spurgte han.
”Jeg vil gøre mit bedste,” sagde hun smilende.
”Det er da bedre end nej,” svarede han og grinte igen. Hun grinte sammen med ham. ”Vi ses Marissa,”