Emma og Narverro Kap. 2 {{forumTopicSubject}}

Hjælpen er på vej

Uroligt trippede Emma frem og tilbage i den kolde lade. Bare Per ville skynde sig. Hun vidste at han ville hjælpe hende lige meget hvad, også selvom han tit skulle drille. Da hun havde forklaret hvad der var galt, var han taget af sted med det samme, for selv om han normalt ikke viste det, så holdt han mindste lige så meget af dyr som Emma gjorde det. Emma var begyndte at fryse. Hun så ud gennem hullet, og blev lettet da hun så at det ikke regnede længere. Et par gange kravlede hun ud i det fri for at plukke lidt græs til den sultne pony. Hun vidste dog at den ikke skulle have for meget at spise, for så ville den få ondt i maven. “Du er godt nok sulten. Bare rolig. Vi skal nok sørge for at du kommer hen til et sted hvor de passer godt på dig.” Emma så ned på de lange hove, og fik helt ondt i maven. Bare hun havde set pony på nært hold noget før, så hun kunne have hjulpet den inden det blev så slemt.
Der begyndte at komme lidt mere liv i ponyens øjne, det var som om den havde fundet nyt håb og at den denne gang vidste at den kunne regne med at blive hjulpet. Da den begyndte at vrinske, vidste Emma at der kom nogen, men hun kunne ikke selv hører noget. Hun sneg sig uden for, for hun var bange for at det var ejeren af stedet der kom tilbage, men til sin store lettelse så hun at det var hendes storebror der var kommet. “Per, Per. Du må se den. Den er så ynkelig. Jeg fatter ikke at nogen kan være så onde. Den er jo så sød!” Per smilede da hans lillesøster kom løbende.
“Emma, hvad har du tænkt dig vi skal gøre” spurgte han, da han havde set ponyen. “Jeg håber på at du ved hvordan vi kan få porten op, så vi kan få ponyen ud herfra.” Da Per så opgivende ud, kunne han se skuffelsen i sin søsters øjne. “Jeg vil se hvad jeg kan gøre. Men hvis vi ikke kan gøre noget, må vi ringe til politiet.” Emma rystede på hovedet: “Jamen, de gør jo aldrig noget for at hjælpe dyr. Vi bliver nødt til at klare det selv.” “Emma, hvad havde du tænkt dig vi skulle gøre med ponyen, når vi får den ud herfra? Mor bliver næppe glad hvis den står hjemme i baghaven!” Hun var ved at blive gal på sin storebror. “Hvis ikke du vil hjælpe, så gå. Men jeg havde faktisk tænkt mig at tage den med til rideskolen. De må vide hvad man skal gøre.” “Jamen, der er mere end 20 km. Det kommer til at tage lang tid at gå derud.” Emmas vrede blev nu til skuffelse igen. Hun følte at hendes storebror ikke ville hjælpe hende og samtidigt vidste hun at det hele var dumt. “Bare hjælp mig med at få hende ud herfra, så skal jeg nok selv gå derud med hende!”
Efter en halv time lykkedes det endelig for Per at få porten op, og Emma trak den lille pony ud. Hun kunne næsten ikke holde den, da den var så lykkelig for endelig at være ude igen. “Rolig dreng. Jeg skal også med.” Emma lod ponyen stå og græsse et par minutter, mens hun overvejede hvad hun skulle gøre. Per havde ret. Der var alt for lang vej at gå med den ud til rideskolen. Der måtte da ligge en stald i nærheden hvor de ville hjælpe hende. Hun stod længe og prøvet at huske hvor den nærmeste hestestald var. “Hvad med Egegård, Emma? Jeg har set massere heste der. Det ser ud som om de går meget op i hestenes velfærd, jeg er sikker på at de vil hjælp os.” Emma så på sin bror: “Så nu vil du godt hjælpe?” Per skar ansigt af hende. “Lad os komme af sted. Det ligger kun nogle kilometer herfra. Vi skal nok gå en times tid.” Og så gik de af sted med ponyen, imens det første mørke begyndte at komme frem.

***