Historien om Emma og Narverro {{forumTopicSubject}}

Historien om Emma og Narverro

Emma hadede når hun skulle op tidligt om morgenen. Men hun blev nødt til det, for hun ville bare have sin egen pony. Med hår der mest af alt lignede en ugelerede tvang hun sig selv op af den lune seng. Øv, det var helt sort uden for, og hun kunne hører hvordan regnen øsede ned og vinden piskede i træerne udenfor. Ude i køkkenet sad Per, Emmas storebror. Han smilede drilskt af hende: “Hva’ så Emma. Du ved hvad de siger. I regn og slud, skal posten ud.” Emma så sig om efter noget hun kunne kaste efter sin storebror. Men han havde jo ret. Og hun havde jo selv valgt at kører med aviser, så hun kunne sparer sammen til den pony. Tit var hun meget i tvivl om det virkelig var det hver, men når hun så hver tirsdag var oppe på rideskolen for at få undervisning, blev hun på ny overbevist. Hun stod altid og så misundeligt på de ældre piger fra skolen, som red rundt på deres egne ponyer, og hver gang kunne hun mærke i maven, at det ville hun også. Det var jo heller ikke nok at ride en gang om ugen, hvis man gerne ville blive god til det. Men Emma havde kun sin mor, og hun havde ikke råd til at skulle betale det hele for ponyen, så Emma måtte selv tjene penge.

Irriteret sprang Emma op på cyklen. Per havde selvfølgelig taget det sidste mælk, så hun havde ikke fået morgenmad inden hun tog af sted. Da hun trådte i pedalerne, begyndte kæden at kamme over, og det gik hurtigt op for Emma, at det ville gå hurtigst hvis hun gik rundt på sin avisrute. Hun spændte traileren af cyklen og træk af sted med den. Det var lidt uhyggeligt at gå rundt i efterårs mørket, men hurtigt begyndte det at lysne, og Emma vidste at hun skulle skynde sig hvis hun skulle nå ud med alle aviserne.

Efter et par timers hårdt arbejde, var Emma på vej ud med de sidste aviser. Hun stod foran den lange vej, og havde det ikke været fordi hun vidste at der i det sidste hus stod en kær, lille pony, ville hun stærkt have overvejet at “glemme” de sidste huse. “Svup, Svup” lød det fra Emmas drivvåde sokker, og hun kunne mærke hvordan den våde trøje under regnfrakken klæbede sig til ryggen. Mens hun gik der drømte hun om den varme kop the hun skulle have når hun kom hjem igen. Bare Per ikke også havde drukket det. Hvis han havde ville hun… Emma nåede ikke at tænke tanken færdig, for det gik pludselig op for hende, at ponyen ikke var kommet hende i møde som den plejede. Hun kaldte på den, men den kom stadig ikke. Emma besluttede sig for at gå ind og banke på i huset hvor ponyen hørte til, også selvom hun ikke turde, for normalt kom der en stor glubsk hund løbende hvis man kom for tæt på.

I dag var der ingen hund, og Emma måtte banke en del gange, før hun indså at der ikke var nogen hjemme. Da hun var på vej ud af gårdspladsen, var hun sikker på at hun havde hørt en hest vrinske inde fra den gamle faldfærdige lade. Hun gik hen til porten, men fik øje på den store hængelås. Igen forsøgte hun at kalde på ponyen, og nu kunne hun helt sikkert hører at der var noget der gik rundt derinde. Emma gik rundt om lade for at se om hun kunne finde en vej ind. Omme bagved fandt hun en plade der var sømmet fast til væggen. Heldigvis sad den meget løst og Emma kunne hive den af. Det var et lille hul, men hun var ikke så stor og kunne sagtens klemme sig igennem det. Inde i laden rørte hendes hænder ved det kolde, fugtige betongulv og hun kunne igen hører hesten komme med lyde inde fra mørket. I sin lomme havde hun sin mobiltelefon, og i skæret fra den ledte hun efter den lille pony. Helt henne i hjørnet fandt hun den bundet fast. Hun kunne se at den havde stået der i mere end et par dage. Den havde ikke noget vand og stod bare og hang med hovedet på det hårde gulv. Emma kaldte på den, og den løftede langsomt hovedet og så lykkeligt på hende, som om den troede at hun ville redde den fra sin ulykke.

“Hej, dreng. Hvorfor mon du står herinde?” Det var først nu hvor Emma aede den over pelsen, at hun så hvor tynd den stakkels pony var. Hun var klar over at hun måtte gøre noget for at hjælpe ponyen. Hun tog sin telefon, og skulle til at ringe til sin mor. Men hun vidste inderst inde godt at hun ikke kunne hjælpe. Hvem skulle hun ringe til?