At følge hjernen eller hjertet? {{forumTopicSubject}}

Ja, som overskriften antyder, står jeg foran et kæmpe dilemma. Jeg tænker i øjeblikket på det hver dag, og det ville derfor være utroligt rart, at få nogle andres øjne på det.

Jeg går på nuværende tidspunkt i 2.g, og jeg solgte min hest, da jeg startede i gymnasiet, fordi jeg ikke kunne administrere min tid. Jeg har nu indset, at det er den største fejl, jeg nogensinde har begået, og jeg ville ønske, at jeg kunne gøre alt ugjort. Kort fortalt solgte den nye ejer Kaiser videre, uden at informere mig (havde tilbagekøbsret) til en hestehandler, som solgte ham til en rideskole i Sverige. Allerede dér var jeg knust, og jeg fokuserede på intet andet end at få ham tilbage, men da mine forældre ikke har pengene, var min eneste mulighed at besøge ham i Nordsverige, for i det mindste se, om han var okay. De lovede mig, at jeg ville få besked, hvis det ikke ville fungere med ham, og jeg kunne for en kort stund få humøret lidt op. Ikke mere end to uger efter, fik jeg dog, som forventet, en besked om, at det ikke gik, og de ville sende ham tilbage til hestehandleren. Det sendte mig tilbage i kulkælderen, hvor jeg stadig befinder mig nu.

Det har været en ekstrem smertefuld proces, og er det stadig, da jeg er den eneste, der virkelig har elsket ham, og ikke blot set ham som et brugsdyr. Jeg solgte ham udelukkende, fordi jeg ikke ville byde ham et liv, hvor jeg ikke havde tid til ham, for jeg vil kun det bedste for ham, hvilket har vist sig at resultere i noget, der er meget værre nu. Jeg kan ikke bære, at jeg har svigtet ham, og at han bliver udsat for det her nu, og jeg føler mig så uendeligt magtesløs. Alt det jeg har været igennem den sidste halvanden måned, har fået mig til at indse, hvad der virkelig betyder noget for mig.
Nu skal det her ikke lyde freaky eller noget, men efter jeg solgte ham, foldede jeg, næsten hver dag, mine hænder og bad til, at Kaiser havde det godt, og at der intet ondt ville ske ham, det var mit eneste ønske.
Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville komme hertil, jeg skulle jo købe ham tilbage, når jeg engang fik råd, eller når han blev gammel og den nye ejer ikke kunne bruge ham længere.

Som sagt, har det fået mig til at indse, hvad der er vigtigt for mig her i livet, og fået mig til at revurdere kraftigt, hvad det er jeg vil. Jeg ved endnu ikke, om det på nogen måde kan blive muligt for mig, at redde Kaiser, og sørge for, at han ikke bliver kastet rundt fra ejer til ejer. Men jeg ved en ting: det var ham, der gjorde mig, til den jeg er i dag, og han var, og er stadig hele indbegrebet af min drøm.
En af mine mors veninder, sagde på et tidspunkt til mig, at hun vidste, at det, at være der for dyr, var det jeg skulle, for der er ingen, der lægger så meget sjæl i det, som jeg. Jeg er villig til at gå igennem alt, for at Kaiser skal have det godt, for han er ikke bare som familie for mig, eller som et barn er for en mor, han er en del af den jeg er. Og det er sådan jeg har det, det er det dyr gør ved mig.

Nu, for ikke at gøre det alt for langt, må jeg hellere komme til min pointe, og mit egentlige spørgsmål.
Jeg har nu indset, at det jeg skal er at have med dyr at gøre, fordi det er det, der gør mig lykkelig. Jeg havde i forvejen planer om, at jeg skulle ud og være rytter for et stutteri i udlandet efter gymnasiet, men jeg vil måske i virkeligheden hellere (eller også) arbejde med wildlife eller animal rescue, også gerne noget frivilligt.
Men nu er hele dilemmaet bare i, om jeg skal fortsætte i gymnasiet, eller om jeg skal gå efter noget, der gør mig glad hver dag. Jeg ved godt, at jeg "kun" har halvandet år tilbage, men for mig er det lang tid, og hvis jeg på nogen måde ville kunne få Kaiser med mig ved at tage ud og arbejde for et stutteri i udlandet, er jeg bare bange for at spilde den chance. Jeg har undersøgt forskellige jobmuligheder både i, og uden for landet, da jeg er meget selvstændig, og jeg egentlig helst vil opleve en masse forskelligt, så jeg vil gerne have muligheden for at rejse rundt og arbejde med dyr forskellige steder på jorden, gerne med forskellige formål. Problemet er, at det koster en del at rejse rundt, især som frivillig, og nogle studier man kan læse, skal man også selv betale for, så det kræver, at man tjener penge ind først.
En gymnasiel uddannelse giver selvfølgelig noget at "falde tilbage på", men der er uddannelser, der ikke kræver det, som fx hundeadfærdsbehandler eller veterinærsygeplejerske. Jeg har ikke tænkt mig at blive dyrlæge, da jeg ikke bryder mig om at skulle operere eller skære i dyr.
Det er et så svært dilemma for mig, for på den ene side er den dér med "Du har alt for gode karakterer til at smide din uddannelse væk", for jeg kommer til at have muligheder for at blive stort set "alt", med de karakterer jeg nok ender med at komme ud med, men på den anden side, ved jeg også bare at det med at læse jura, som jeg først havde tænkt, ikke er det, der får mit hjerte til at banke hurtigere.
Jeg er så bange for, at jeg kommer til at fortryde, hvis jeg vælger det sikre valg med at tage gymnasiet med, og så ikke får brugt det til noget, og oven i det, ikke have tjent penge nok til at komme ud og arbejde med frivilligt wildlife, som er en af de ting, jeg godt kunne tænke mig og brænder for. Der er selvfølgelig også aspektet i, at man mister det sociale på gymnasiet, men på den anden side er det jo ikke det jeg skal bygge mit liv på, da det ville være slut om halvandet år alligevel.

Jeg håber virkelig i kan give mig jeres syn på sagen, da det er noget jeg har tænkt så meget over, og lige nu virker alt det jeg laver bare så ligegyligt, og så langt fra det, der i virkeligheden betyder noget for mig, men jeg er så bange for at tage den forkerte beslutning, og jeg holder mig mest til det "sikre", hvilket også var grunden til, at jeg havde besluttet mig for, at jeg hellere bare måtte få mig et "normalt" job og fx have med dyr at gøre ved siden af.