Den grimme islænder {{forumTopicSubject}}

Jeg er efterhånden blevet "smittet" en del med at holde fokus på hestens anatomi - og hvordan man undgår ubehageligheder for hesten under ridning og samtidig den gode bærring af både hesten selv og rytteren.
Jeg har egentligt altid interesseret mig mest for hestens adfærd, men adfærd og hestens fysik går ofte hånd i hånd.

Nu har jeg efterhånden set en del islænderridning, både "live" og på billeder, video og så videre - og har altid været utrolig positiv over, at hestene til stævne bliver tjekket af dyrlæge og rytteren diskes hvis der findes sår i mundvigene og tilsvarende - dette har jeg set som et rigtig godt forsøg på at holde fast i dyrevelfærden.

Men nu når jeg sider og kigger billeder og videoer af flotte islænderheste slår det mig alligevel - utrolig mange af tophestene er frygteligt grimme og unaturlige og se på - og ridningen er heller ikke noget at råbe hurra for. Kan det virkeligt passe, at det skal være positivt at hesten går med næsen i sky, kæmpe underhals og så enorme "gangarter" at den nærmest sparker sig selv op under hagen?? Og at den har så meget "vilje" at hesten render med åben mund og stængerne på det islandske stangbid ligger vandret? Er disse ting virkelig positive, eller hvor går det galt?

Show-effekten har for alvor taget fat i hesteverdenen - og det gælder ikke kun dressurheste med travøgninger så høje som spanske skridt - det er også i "de naturlige hestes" verden - islændernes.

Man taler så meget om den dårlige, farlige roll-kur, er det så meget bedre, når man blot hiver hestens hoved den anden vej - sådan som det desværre tit ser ud på islænderhesten?
Denne "omvendte roll-kur" må også have uheldige konsekvenser for hesten - måske er det på tide at vi også kigger islænderridningen lidt efter i sømmende..