Den korrekte dressurhest - Utopi? {{forumTopicSubject}}

<b>Den korrekte dressurhest - Utopi?</b>
Utopi - Substantiv (en) - uigennemførlig, idealistisk tanke
Synonymer - Dagdrøm, fantasi, ideal, illusion, luftkastel, urealistisk forestilling, ønsketænkning.

Rollkür, remonte, Low, Deep and Round, klassisk dressur, kandar og konkurrence. Eneste to fællesnævnere - En hest og en rytter. To selvstændigt tænkende individer, rytteren med tusindvis af tillærte idealbilleder, overbevisninger og ideologier.

Slår man “dressur” op i ordbogen bliver der i flæng nævnt “afretning af dyr”, men bruger man en dybere forklaring og betydning bliver der som hér beskrevet: ”Hestesportsdisciplin, hvor der især lægges vægt på hestens lydighed, samspillet mellem hest og rytter, det æstetiske i hestens bevægelser samt præcisionen og yndefuldheden i udførelsen af de svære øvelser.”
Kollokation, dvs. et ord der ofte optræder i sammenhæng med - ”Fri dressur.”
- Så fik vi bare lige de par ting på plads.

Indenfor især det sidste års tid er en debat om hvorvidt folks træning af deres (i særdeleshed dressur-) heste, egentlig er i orden, startet. Studier bliver gennemført, dyrlæger træder ind og undersøger gener, symptomer og resultater af den ridning, der ligesom alt andet har gennemgået en evolution og en udvikling. Der debatteres flittigt, hvordan vores topryttere, der repræsenterer en hel sportsgren på verdensplan, egentlig rider - og hvordan de træner deres heste.
Men fordi at ridning er så individuelt, til dels modsat mange andre sportsgrene, kan menig mand tillade sig at stille sig kritisk ved metoder, der bliver udbredt, for reglerne for dressurridningen er egentlig bare et spørgsmål om, hvordan man fortolker dem.

Det var kun en opstart, for egentlig er hele essensen og det helt store millionspørgsmål i min skrivelse - Når nu nutidens dressur, der bliver udøvet overalt i verden og på internationalt konkurrenceplan, bliver offer for højlydte protester, nedsabling og tilstandstagen, hvad er så at foretrække?

Hvis folk, der har valgt at stille sig kritiske, skulle bestemme, hvad ville så være at foretrække - og hvorfor?

Debatten har kørt ofte på forskellige hestecommunities, og igen og igen nævnes ’fordringerne i dressur’, som også gælder for ’nutidens dressur’, men som kritikere ikke mener, bliver overholdt. Der tales om redressur, remonte og bidløs.
De fleste kritikere er overvejende enige, en hest bør rides med en næsten inaktiv hånd, med næsen foran eller i lod og med benpar, der bevæger sig diagonalt og i korrekt takt. At ryggen skal være fri til at svinge og arbejde, at underlinjen skal være ligeså fri til at kunne hvælve og bære rytteren af sted i et villigt tempo med en hals, der ikke er forceret eller som er stram i ganaschen og knækket i den forkerte hvirvel.

Det hele lyder godt og korrekt, det er gennemtænkte og afprøvede fordringer, og der er da også skabt snesevis af videoer, billeder, der beviser, hvor nutidens dressur er på vej hen - og hvorfor de netop ikke lever op til disse fordringer.
Men det er til dels ikke det væsentlige.

For hvornår går det den anden vej?
Som min egen store kritiker, har jeg som mange andre fået et nyt syn på alt det hér dressur, forstået udviklingen, og har personligt valgt at tage en anelse afstand til den, fordi jeg (via utallige oplysninger og øjenåbnere) ikke føler, at det er vejen frem for mig - og mine heste.
Derfor har jeg ligeledes kastet mig kritisk over, hvad der så er at foretrække, hvad kritikerne vil have, i stedet for dét, der foregår nu, den form for træning. Og har fået hele den overstående smøre, som vitterligt hænger sammen, giver mening og lyder rigtig flot - På papiret.
For bliver man rigtig kritisk og mistænksom, vil man jo gerne have samme øjenåbnere, som man fik, da man besluttede, at “den anden lejr” ikke var noget, man havde lyst til at støtte - Altså billeder og videoer, der viser, hvordan korrekt ridning bør se ud.
Og der bliver man desværre henledt til rigtig mange, skriftlige forklaringer, der absolut ikke er så håndgribelige.

Der bliver talt om tal på halshvirvler, på hestemuskler, sener, på gamle, tyske læremestre, på bid og på stilling af hestens næseryg, al sammen med en rigtig god intention og en lang tids studering af noget, der giver mening, og som har været praktiseret før.

Alligevel er der stille på slagmarken, når man spørger om konkrete beviser for, hvad korrekt ridning er, for hvis der kan tegnes et kryds over rigtig mange billeder og videoer, der bevises som værende forkert og skadelig ridning - Bør der så ikke også være et modstykke, der viser, hvordan det bør se ud?

Jeg har stillet flere “teoretikere” det spørgsmål, om de ikke, i stedet for bare at løfte en pegefingre af alle billeder eller videoer, der (ofte ufrivilligt) bliver vist, vil være fremgangsmænd, når det gælder om at udbrede, hvordan korrekt dressurridning bør se ud?

Hver gang bliver jeg henstillet til et teoretisk korrekt billede - Af en hestesilhuet. Eller videoer og billeder af heste i remonteholdning - Den tidlige holdning, vel og mærke. Af heste, der søger frem og ned for en lang tøjle, med en rytter i (ofte) let sæde.
(Er også flere gange blevet præsenteret for billeder af Bent Branderup og Huginn, og jeg ved ikke om jeg er den eneste med den overbevisning, at der bare ikke findes nogen, der rider på samme måde eller plan som Bent Branderup?)

Spørger jeg om for eksempelvis remontetrænede heste, der er længere i deres uddannelse - Så er der blankt. Eller også vises der en video fra OL i år 1300-grønhvidkål, med en temmelig umoderne hest og så dårlig kvalitet, at man dårligt kan se, hvad rytteren egentlig laver, og hvorfor. Og får ofte undskyldningen, at remonte er en gammel skat, der er fundet frem igen indenfor de sidste par år. Og at der ikke sker meget mere, end hvad der vises, på “et par år.”

Derfor er jeg begyndt at tvivle en lille anelse på den hårdnakkede form for “klassisk, korrekt træning af en dressurhest” - <b>For måske findes den ideelle dressurhest bare kun på papiret?</b>

Er vi blevet så dygtige til at søge informationer og suge viden ud af forskere, at vi har sammenstrikket så korrekt og rigtig en (anatomisk) form, en dressurhest skal passe ind i, at den bare ikke fungerer i praksis? Det siges jo, at alle heste kan gå dressur, men kan alle heste gå dressur på den “korrekte, anatomisk rigtige måde”?

Jeg har prøvet at holde mit tankespind så objektivt som muligt, da jeg i princippet faktisk har et ben i hver lejr - Og jeg er nu også af den overbevisning, at man som rytter aldrig bør lægge sig fast på én metode, men se alle slags metoder, snuse alt ind, man kan komme i tanke om, men alligevel sortere fra, og kun bruge, hvad man personligt syntes er bedst. Uden at blive forstokket eller firkantet. Måske er objektiviteten smuttet, måske ikke - Men er der andre derude i hestefora-land, der har tænkt de samme tanker som jeg?

- Bianca Anthony, 2011