Jeg er ved at give op .. {{forumTopicSubject}}

Hej Hestegalleri.
Ved godt det måske ikke er det mest positive indlæg, men jeg har virkelig brug for at komme ud med det hele..

Min kære højtelskede Raffiness blev i Februar 2010 halt.
Det virkede ikke som om hun havde ondt, og det var næsten ingenting. To dage efter var det væk og jeg begyndte igen at ride. 3 uger efter var hun så halt igen..
Sådan har det fortsat resten af året, dvs. Februar-Marts-April-Maj-Juni-Juli og August. Vi har rendt til dyrlæge 12-13 gange med hende i år og har betalt dyrlægeregninger for over 15.000 kr .. Nu er hun så ENDELIG haltfri (7, 9, 13) og jeg kan langsomt begynde at ride igen.

Jeg har i de perioder hun var halt været helt helt nede over det. Var det min skyld? Var der noget jeg kunne have gjort anderledes? Osv. osv. osv. Både familie, venner og dyrlæger har dog sagt at det ikke kan have været min skyld, men lidt skyldfølese har man vel altid.

Mine forældre har tydeligt kunne mærke at jeg ikke har kunne været mig selv, ikke smile, ikke grine, ikke springe rundt, som jeg ellers plejer at gøre. Da snakken så faldt på endnu en hest var de helt med på ideen. Alt der kunne gøre mig gladere.

Vi fandt så .. Tja, det er ikke engang urealistik når jeg siger DRØMMEHESTEN! Perfekt farve, perfekt temperament, perfekte gangarter.. ALT var simpelthen bare som det skulle være, og jeg strålede igen. Mine forældre har ruppet ALLE deres opsparinger for at min drømmehest kunne blive min. Og søndag fik jeg, Little Mr. Sunshine, som han hedder hjem. Jeg var LYKKELIG, glæden strålede ud og smittede af på forældre og veninder, der endelig kunne se mig glad igen.

Mandag vil jeg så prøve at få Little på fold. Han ville simpelthen ikke ud af stalddøren! Pga. det mudder der var ved udgangen. Min plan var egentlig at trække ham rundt på folden så han kunne se hegnet og det hele, inden jeg lukkede Raffiness med ud. Men jeg kunne simpelthen bare ikke få ham ud.. Jeg vælger så at lukke Raffiness ud, og så håbe han har lyst til at følge med hende. Jeg får ham ud, og de går fint rundt.

Han er en rigtig solstråle, så han spænder lige rundt på folden med ørene heeeelt fremme, rigtig glad og rigtig livsbekræftende at se på. Jeg bliver ude ved dem 30 min, hvor de går og hygger sig, og jeg vælger derfår at gå ind, så jeg kan få lavet mine lektier.
Lige da jeg har fået sat mig til rette med alle mine ting, kommer naboen farende ind af døren og siger min hest står ude på vejen. Little er så løbet igennem hegnet (et lille tynd metalhegn, som han jo højst sandsynlig ikke har set.) Jeg trækker dem så begge ind i stalden og lader dem stå til næste dag. Marken de gik på var delt i to, den ene ende dårligt hegn og den anden et godt hegn. Jeg spærrer så det "gode" hegn af, så de kun går på det.
Det er tykke solide pæle med 1 cm tyk hvid tydelig snor.
Igen lukker jeg dem ud sammen og bliver ude ved dem 30 min. Little har været en tur rundt ved hegnet på hele marken, og han går og hygger sig, ligesom Raffiness er komplet rolig og hverken jager eller noget med ham.
Smeden kommer så og ordner min haflingers hove. Da han er færdig vil jeg da lige vise ham, min store lykkebombe. Da jeg kommer ud på marken møder ser jeg så mit værste mareridt...

Ned af Littles bagben RENDER blodet .. Smeden kører og jeg skynder mig at lukke hesten ind. Ringer så til min far der skynder sig hjem. Lige under hasen er der et stort sår på cirka 10 cm i diameter, der går DIREKTE ind til knoglen på hesten.. Jeg er ved at bryde sammen tårene render ned af mine kinder. Hvad jeg håbede jeg ikke skulle opleve igen er sket .. Min hest står skadet.. Min far kigger rundt på marken og ser så en laangt bremsespor, på cirka 3 meter, lige ved siden af hegnsleddet og den nederste hegnslukning er smadret. Vi kan nu godt regne ud hvad der er sket.. Da der ikke var andre skoaftryk har Raffiness ikke været indblandet..! Little har simpelthen ville lave en opbremsning og så gledet så kraftigt at han har styttet på hasen..

Dyrlægen når ikke engang at se på ham 2 min før han siger han skal indlægges.. 1½ time stod de og rensede og syede såret, imens jeg grædende stod og holdte hans hoved i mine arme. Kunne slet ikke styre tårene der bare strømmede ned ..
Det eneste jeg tænkte var, nej nej NEJ! Ikke min lille solstråle! Ikke den hest der havde bragt mit liv i orden igen! Ikke ham! Tårene stod i stride strømme imens han puttede hovedet endnu mere i mine arme. Jeg var knust..

Dyrlægen sagde til mig i første omgang at jeg skulle regne med at han skulle stå stille i omkring 3 uger, hvorefter jeg kunne begynde at trække med ham.

Han har idag sagt til min mor, imens jeg ikke var der, fordi han ikke tør sige det til mig, at Little højst sandsynligt skal stå en halvt til et helt år...

Jeg er ødelagt.. Alt min vijlestyrke var svundet ind, ved Raffiness skadeperiode .. Jeg havde ikke haft tid til at bygge en ny vilje, en ny glæde op.. Alt min glæde er væk .. Jeg er så knust ..