Når hesten er blevet passificeret {{forumTopicSubject}}

Blev lige inspireret af en lidt ældre tråd omkring hvad heste må og ikke må og fik lige lyst til, at fortælle om mit møde med en hoppe på 14 år.

Jeg manglede en rigtig sikker hest og fandt en skøn og rolig hoppe.

Denne hoppe var så velopdragen omkring ALT - den stod altid solidt plantet på jorden.
Hovedet rørte sig ikke en flække ved pålægning af trensen.
Den gik så fint i tovet - altid.
Prøvede ALDRIG på, at søge efter græs.

I alle situationer stod jeg med en hest som var så nem så nem.

MEN men men - jeg følte i den grad også, at jeg stod med en hest der ikke viste nogen form for passion.
En hest der ikke viste synderlig glæde.
En hest der ikke kunne finde på, at vise interesse for mig i form af nusseri.

Jeg følte jeg stod med en "maskine" der havde mistet sig selv og sin sjæl.

Hvem var denne hoppe? Hvad indeholdt hun? Hvor var HUN henne???

Jeg begyndte, at lege med hende - sætte gang i hende, ruske op i hende, puffe og drille hende.
Mere eller mindre tvinge hende til, at græsse mens hun havde sit tov på.

Langsomt begyndte der, at vise sig en personlighed inde bag denne "skal" af formanende opdragelse som var så dybt printet i hende.
Langsomt begyndte hun, at turde dreje hovedet lidt efter mig, når hun stod bundet og søgte en svag form for kontakt.

Gennem ros for kontakt begyndte hun, at vise sig selv mere og mere.
"Maskinen" begyndte, at vise egne følelser, begyndte, at vise liv, begyndte at sin egen mening.

Ja vigtigst af alt - hun begyndte, at vise sig som en levende hest med egne behov og følelser.

Hvad jeg egentlig vil med dette indlæg ved jeg ikke.
Fik bare lyst til, at fortælle om mit møde med denne hoppe - og måske minde folk om, at vi skal passe på ikke, at passificere vores heste gennem intens træning og opdragelse, men lade dem beholde og vise deres eget liv, personlighed og passion.