Stil - "Såret vilddyr" {{forumTopicSubject}}

Her er min stil så, til skolen :

Denne dejlige eng. Det var her jeg kom, for at få ro i sindet. For at dufte til blomsterne og mærke solens stråler på mine bare arme.
Pludselig lugtede jeg røg og da jeg vendte mig om, stivnede jeg af skræk. Det skrækindjagende syn, der sprang mig i øjnene.
Jeg løb alt hvad jeg kunne, tilbage til min landsby. Byen var ét stort flammehav. Jeg hørte folks rædselsskrig. Hele familier, fanget i deres hjem, bevidst om deres skæbne.
En tåre trillede ned ad min kind. Hvad kunne jeg gøre? Hvad kunne jeg gøre for byens beboere og min familie? Jeg hørte en masse skridt og råben, komme bagfra, op over bakken. Det var nabobyen der var kommet for at hjælpe. Da ilden endelig var slukket, gik jeg ind i røgen og asken. Det der engang havde været mit hjem, var nu aske. Hele min familie var væk; brændt inde. Jeg rodede lidt rundt i asken og fandt en kniv, jeg tænkte at den sikkert ville vise sig at være nyttig. Da jeg var på vej væk, så jeg noget glimte. Det var min mors sølvspænde. Jeg samlede det op og satte det i håret. Da jeg havde gået i nogle timer, begyndte jeg at blive træt, så jeg lagde mig inde under et træ.
Jeg så op i trækronerne, på alle de dejlige grønne forårsfarver. Træets grene vuggede blidt frem og tilbage i den lette brise og det gjorde mig så rolig, at jeg til sidst faldt i søvn.
Jeg havde en underlig drøm, jeg drømte om min familie. At vi sammen gik på engen og pludselig kom der en ildmur imellem os. Den omslugte min familie, så jeg stod alene tilbage og kunne se dem brænde. Jeg vågnede med et sæt og jeg må have skreget, for da jeg vågnede stod en kvinde bøjet ind over mig. Det var sådan det begyndte, mine søvnløse nætter. Altid det samme mareridt. Efter den dag tog damen mig til sig. Hun viste sig at være en rigtig heks og hun udnyttede mine kræfter ved at sende mig ud og arbejde fjorten timer om dagen. Hvis jeg var heldig, var det kun i elleve timer. Til sidst blev det for meget og jeg flygtede ud i skoven. Her er jeg stadig, men jeg er nu kendt som Vilddyret.
Jeg stjæler fra folk om natten, jeg stjæler deres mad, så jeg ikke sulter. Det er en af grundene til at de er efter mig. De ser mig som et usselt dyr. De leder efter mig, så jeg kan bøde for det jeg har gjort. Det var jo ikke med vilje, hun stod der bare pludselig og jeg mærkede vreden strømme op gennem mig. Jeg tog min kniv og stak hende ned. Hun havde fortjent det, efter alt det hun havde udsat mig for. At udsætte et barn for, at arbejde dag ud og dag ind, i 14 timer. Det havde jeg gjort i to år, mens hun bare sad derhjemme og drak. Jeg havde ikke fortjent et sådan liv, jeg havde jo intet gjort! På vejen ud så naboen mig, så nu er de efter mig. Jeg ved hvad der vil ske hvis de fanger mig.
Endnu en gang løber jeg alt hvad jeg kan. Mine minder farer gennem hovedet på mig. De er efter mig, jeg kan høre dem råbe og skrige. Jeg ved de vil fange mig før eller siden. Alligevel løber jeg, men de er stærkere end mig, så de har allerede halet ind på mig. Jeg mærker en smerte i ryggen, fra det spyd der farer gennem mig. De stiller sig rundt om mig, jeg kan ikke slippe væk.
Pludselig ser jeg min familie for mig, de kommer ned til mig og jeg mærker hvordan min styrke vokser. Jeg skriger, jeg skriger af mine lungers fulde kraft, aldrig i mit liv har jeg skreget så højt. I det jeg kommer på benene, for at flygte, flyver der et spyd gennem min arm og endnu et gennem mit bryst. Jeg var bevidst om min skæbne.
Ligesom familierne i deres huse havde været, vidste jeg nu hvad der ville ske. Jeg var såret. Jeg var et såret vilddyr, der nu skulle dø …


Hvad synes i, vil meget gerne høre andres mening!

Hygge!