stil {{forumTopicSubject}}

hej jeg vil lige høre jeres mening om min stil inden jeg skal alevere den.. den skulle handle om terror!!!!!


Terror i KBH.

Det var en helt almindelig dag. Jeg var lige vågnet og jeg kunne høre, at det var fuglene også. Solen var på vej op over marken, som var helt rød af lyset. Jeg gabte og strakte mig, så stod jeg op og gik ned for at få noget morgenmad. Da jeg var kommet ned af trappen, gik jeg ind og satte mig. Mine forældre og min søster sad der allerede. Så startede min mor en sætning ”skal vi ikke tag til København og shoppe? Vi skal jo til konfirmation i næste weekenden, så kunne det være vi fandt noget tøj vi kunne tage på”. Det syntes vi alle var en god ide, så da vi havde spist morgenmad gjort vi os klar og tog af sted. Der var lang vej og jeg kunne ikke holde mig vågen, så jeg faldt i søvnen. Jeg vågnet først da vi var i Tåstrup, og så var der jo 10-15 minutter til vi var i København. Men som sædvanlig var det ikke til at finde en parkeringsplads, men efter 20 minutters tid fandt vi en som var tæt på Strøget. Vi gik ud af bilen og begyndte at gå hen mod Strøget.
Så var vi der, vi stod lige foran H&M, så der startede vi. Min søster og jeg gik hen mod nogle hvide nederdele, tog en i den rigtige størrelse ned og gik ind i prøverummet. Den sad rigtig godt på mig, så jeg ville gerne købe den, men min søster ville ikke have nogen. Vi gik videre og så stoppede min mor op, hun havde fundet en rigtig flot kjole. Den var sort, stram, gik helt ned til jorden og så var der nogle pailletter foroven. Den var også rigtig flot på, så den købte min mor.
Pludselig lød der et ENORMT brag, det hele rystede. Mennesker løb rundt, som myrer og mange faldt. Så kom der et endnu store brag. Det rystede endnu kraftigere denne gang og butikken begyndte at falde sammen. Min mor og far tog os i hænderne og så løb vi ud af butikken. Men det var svært at komme ud, for alle mennesker løb hen mod udgangen. Men vi kom ud i en fart. Også ude på gaden var der totalt panik. Jeg kiggede op på en dame der løb forbi, hun var meget bange og tårerne løb ned af kinderne på hende. En anden dame kom løbene med sin lille dreng i favnen, og med stor søgende øjne.
Vi kunne høre udrykning der kom nærmere og nærmere. Vi kunne høre folk der skreg og græd, vi kunne høre mødre der kaldte på deres børn. Det kunne bare ikke være virkeligt det her. Det her var sådan noget man plejer at se i TV nede fra østen. Det var så uvirkeligt. Jeg nev mig selv i armen men ”av”, det var virkeligt. 100 vis af tanker fløj gennem mit hoved, og jeg nået ikke at tænke halvdelen af dem færdigt inden der kom en ny tanke.
Vi løb hen mod bilen, men det var ikke let at komme frem for alle ville væk. Pludselig lød det et brav til min det var ikke lige så højt som du 2 andre. Vi løb hurtigere og hurtigere, jeg tror aldrig at jeg havde løbet så hurtig for. Endelig var vi ved bilen, min far havde fundet bilnøglerne frem mens vi løb så dørene var lyn hurtig åbne. Med det samme han kom ind i bilen startede han den og kig hurtig rundt for at se om vi alle var kommet ind og så kørte vi. Vi var alle meget bange, jeg kunne slet ikke forstå det der lige var sket. Men nede for enden af vejen havde politiet spæret af så de kunne gennem tjekke alle der vil væk. En politimand kom hen mod os og bad os komme med ud og han gennem tjekkede vores bil og os for at have noget mistænkelige med, men det havde vil selvfølelig ikke. Så måtte vi godt køre videre.
Der bliv ikke sagt et ord på hjem turen, vi alle var vist i sjok.
Så blev det aften og der kom Tv-avis. Der handlede faktisk kun om terroren i København. De 3 bomber var sprunget i tivoli, Madonnas og ved storkevandfaldet.
Man så video klip der fra og de fortalte en helt masse. Der var 17 der var døde og 96 der var såret, fortalte damen. Men de havde ikke fundet gerningsmændene.
Det var så en historie om en ”helt almindelig” dag i København.