Tak for alt {{forumTopicSubject}}

I sommers mistede jeg ikke bare min pony. Jeg mistede en enorm del af min hverdag, mistede min bedste veninde, min fortrolige, mistede hende, jeg stolede mere på end nogen anden. Men ikke mindst: Jeg mistede min læremester.

Pento var mit halve liv, og hun nåede at være det igennem syv lange år med tårer, blod, sved, frustrationer, glæde og oplevelser.

Det var hende, der lærte os at holde hest. Det var hende, der lærte os at omgåes heste på en helt anden måde. Og det var hende, der lærte mig at ride. Lærte mig alt, hvad jeg kan idag.

I forgårs fik jeg beskeden om, at den portugisiske rideinstruktør, Rodrigo Matos, hellere end gerne ville have min hest og jeg ned på det sted, han arbejder, Morgado Lusitano, i et halvt år. For at arbejde, ganske vist, men arbejde med dét, han har bekræftet mig i, at jeg faktisk er god til: At ride.

Glæden var total. Men der var et lille brud i glæden. Et lille ulykkeligt, men alligevel taknemmeligt brud.

Jeg hørte Pentos sang, James Blunt's "Carry you Home" hvis tekst passer til min dejlige tøs, og som hver gang den bliver afspillet, får os til at tie. Allesammen. Og så slog det mig som et lyn fra en klar himmel.

Denne drøm havde ikke været lige foran mig, opnåelig, hvis det ikke havde været for den lille, hvide ponyhoppe. Og mens jeg stod dér med tårer i øjnene indså jeg, at jeg er den pony dybt taknemmelig. For uden hende, var jeg aldrig blevet den rytter, jeg er idag. Uden hendes besværligheder, og hendes stædige væsen der gjorde, at jeg ikke kunne få hende til noget - Med mindre jeg gjorde det rigtigt. Uden hende havde jeg aldrig været i stand til at få en hest, som den, jeg har idag - Og som Rodrigo kunne se mig ride til fuldkommenhed.

Mine utallige timer i Pentos sadel har været opslidende, og det var først de sidste par år, at de blev en fryd. For inden da var jeg simpelthen ikke god nok til at samarbejde og korrigere en hest. Men det lærte hun mig. På den hårde måde. Og jeg er hende taknemmelig. Taknemmelig for, at hun aldrig godtog et halvt signal - Det skulle være helt. Taknemmelig for, at hun aldrig forærede mig noget gratis.

Uden Pento var jeg aldrig blevet den rytter, jeg er, med en grundridning, der er bundsolid. Det er hendes skyld. Det er hende der er grunden til, at jeg i sommers kunne rejse ned til Rodrigo og i løbet af få timer lære øvelser på vildtfremmede heste, jeg aldrig havde prøvet før. For Pento lærte mig at ride på den rigtige måde.

Jeg kan takke Pento for, at én af mine største drømme er gået i opfyldelse. At jeg er dygtig nok til at få muligheden for at udvikle mig under vingerne på den rytter og underviser, som jeg ser allermest op til, og det er hendes skyld, at jeg stolt kan rette ryggen og føle mit selvværd, når jeg efter en endt lektion kan indkassere ros for min ridning.

Men det værste er, at hun ikke er her. Til at opleve det hér sammen med mig. Det er hendes fortjeneste, at jeg er hér idag. At jeg har fået denne chance. Jeg savner hende hver dag, og jeg ville ønske af hele mit hjerte, at det var hende, jeg kunne tage med, lade hende høste frugterne af vores arbejde og udvikle os endnu mere. At det var hende, og ikke Swoop, der kunne stå i boksen dérnede og lege prinsesse.

Tak for alt Pento. Du har lært mig alt, og du har bragt mig hértil. Et helt nyt kapitel i mit liv, som ikke bare er spændende, men som også booster min selvtillid og bekræfter mig i, at dét, du lærte mig - Sidder fast - Og er godt. Jeg er dig dybt taknemmelig, og klumpen i min hals bevidner om, at jeg stadig tænker på dig og savner dig for hvert sekund der går. Især, når noget så stort sker - Så ville jeg ønske, at du var her til at dele det med mig...

Husk at takke jeres heste, vær taknemmelige for deres venskab og for alt dét, de lærer jer.

- Bianca Anthony.