Historien om Lisa... {{forumTopicSubject}}

Værsegod

“Du kan ikke bare lade ham græsse. Tænk hvis han fik det galt i halsen, en hest må ikke spise med græs i munden.” Lisa var mundlam, mens drengen gik hen mod hende. Gik var måske ikke det rette ord, for han kæmpede desperat med et sæt krykker og i sit forsøg på at komme hen til Lisa, mistede han balancen og faldt forover. Lisa skyndte sig at hoppe ned fra Don. “Slog du dig?” han så mistroisk på hende og vrissede bagefter:” Jeg kan godt klare mig selv.” Lisa træk sig tilbage, men da han i sit forsøg på at komme op igen faldt, kunne Lisa ikke lade være med at hjælpe ham op. Et øjeblik lignede han en der skulle til at sige noget, men Lisa havde senere en fornemmelse af at han ikke fik det sagt han egentlig ville: “Du bliver nødt til at slippe tøjlen lidt mere og slap mere af.” Hun ville gerne svare, men vidste ikke hvad hun skulle sige. Da hun endelig kom i tanker om noget, var han gået. Hun havde lyst til at sparke sig selv bag i. Hun ville virkelig gerne gøre et godt indtryk på alle, og det havde hun også gjort med alle andre. Hun havde håbet på at det første møde med Jakob ville gå meget bedre, faktisk havde hun forventet det. Men hun var også bange. Hun red trods alt på hans pony nu, og hun vidste selv hvordan hun havde haft det når der var andre der red på Buller. De gange hun havde stået ved barrieren og set andre ryttere ride på Buller, og den følelse hun havde haft inden i var bestemt ikke god. Hun forstod ikke hvorfor hun blev så jaloux, Buller var jo ikke engang hendes egen hest. Lisa havde mest lyst til at opgive. Havde hun haft muligheden havde hun sat Don ind i boksen og så taget hjem for ikke at komme igen. Men det lykkedes ikke, for inde i stalden stod Frida. “Det var en lang skridt tur, Lisa. Fandt du en slowknap?” Da Lisa ikke smilte vidste Frida at der var noget galt. “Du ser trist ud. Er der noget galt? Smed han dig af?” Lisa rystede på hovedet: “Jeg er bare ikke sikker på at jeg er god nok til at arbejde her. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide at være her, jeg elsker det og det at kunne bruge så meget tid på hestene er skønt. Men nu er jeg i tvivl om det nu er det rigtige.” Frida så bekymret på Lisa. Hun var ikke bare bekymret, men overrasket. “Lisa, det her siger jeg ikke fordi jeg vil have at du skal blive, men for di egen skyld. Det her er det rigtige valg for dig, der er ingen der kan være i tvivl. Du er altid glad nu du er her, og du virker som om du nyder at være her. Men hvad har fået dig til at tænke sådan?” Lisa var i tvivl om hun skulle fortælle sandheden, og i sidste ende valgte hun at fortælle Frida om mødet med Jakob. Da hun havde fortalt det, rystede Frida smilende på hovedet: ”Du skal ikke tage det så tungt. Han er lidt trist til mode for tiden, det skyldes nok at han ikke må ride for tiden. Jeg vil faktisk vove at påstå at han er lad for at du passer hans heste så godt, nu hvor han ikke selv kan. Desuden så er det ikke kun dig, han er sådan ved. Han har altid været sådan. Den eneste han er sød ved er Maria.” Lisa forstod det ikke helt. Man var vel glad for sin familie. Lisa ville være glad for dem, hvis hun havde haft en:” Det forstår jeg ikke.” Frida smilede: “Efter at mor havde fået mig blev hun syg. Hun fik kræft i livmoderen, og de blev nødt til at fjerne den. Så hun kunne ikke få flere børn. Både min far og mor ville gerne have flere børn, så de adopterede Jakob og Maria. Maria knytter sig hurtigt til folk, Jakob er lidt længere tid om det. Men bare vent, i skal nok blive venner.” Lisa var nu ikke så sikker. Jakob virkede nærmest fjendtlig over for hende. Men nu forstod hun hvorfor. Frida havde dog overbevist hende. Det at arbejde i stalden ville være det rigtige valg for hende.