min stil om den elskede enhjørning {{forumTopicSubject}}

hej jeg har så lavet en stil over på skolen som vi havde for havd syndes i

Der levede engang en ensom enhjørning inde i den store dybe skov. Stor , stærk og ædel var han. Han frygtede intet .han Levede i fred og harmoni med alle skovens beboere.
Det store smukke dyr styrede skoven i visdom ,harmoni og kærlighed. Men der var dog, en ting, han
måtte undgå, et farligt kraftfuldt væsen. Hermes havde sagt,"vogt jer for menneskets magt. Vis du ikke passer på vil det koste dig friheden og legen. Og netop trives du kun i frihed og leg,. Uden friheden vil i blive husdyr eller endnu værre, trælle for mennesket." Sagde hermes, hermes var skovens gud han var elskede Eldur med hele sit hjerte .
Eldur havde engang set det kraftfulde . En dag lød skoven af grove støjende stemmer. Fuglenes sang var væk . Skyer dækkede solen. Skovens væsner stoppede deres
leg. Flygtede dybere ind i skoven i en ny og ukendt tilstand. En tilstand væsnerne ikke kendte navnet på. Men som vi mennesker kalder angst. Angsten for ham var
ukendte.


Men den store smukke Eldur kendte ikke til angst .For første gang blev han nysgerri.
. Og kræver
visdom ikke netop også nysgerrighed? For at kunne gro og blive til endnu større visdom?
Eldur så for første gang To snavsede mænd der brutalt holdt fast i en smuk kvinde. Så skøn var hun, at
enhjørningen glemte sin viden om, at mennesker er farlige
for skovens væsner.. Det var kongens datter prinsessen,
de to mænd havde taget til fange. De havde en ond plan. de Ville bytte prinsessen for hele
kongerige. Alt det forstod enhjørningen ikke. Magt og had. et kongerige, det eksisterede ikke i Hermes skovrige. Der var alle væsner lige. Men en
ting forstod Eldur. Prinsessens sorg og angst.
Eldur følte hendes sorg i sit eget hjerte. Og som den ædle
skabning han var, kunne han ikke bare gå sin vej og forlade prinsessen til sin skæbne i de to banditters hænder.
Eldur trådte frem fra sit skjul. Væltede de to mænd med sit lange horn. Det horn, som Elsur aldrig var tænkt at skulle bruges
som våben. Men prinsessens glæde over sin frihed
overdøvede de advarende ord, som Hermes råbte til Eldur i hovedet .Prinsessen så på enhjørningen, strøg ham blidt over halsen og sagde, "tak smukke væsen jeg har aldrig set noget så smukt som dig ." Så dejlig og blid føltes prinsessens hånd. Og hvem kan
modstå så blid og kærlig en stemme? Ingen, ej heller en viis ædel. Prinsessen så med store strålende øjne på
enhjørningen. Vil du ikke følge mig tilbage til min fars slot . nej Eldru kunne ikke modstå prinsessens smil.
Eldur bad prinsessen sætte sig op på hans stærke ryg. Så han kunne ride hende tilbage til byen. Et menneske, der red på et dyr. Oven i købet på en enhjørning,
som aldrig var set af menneskeøjne før. Hermes stod bedrøvet i
udkanten af skoven og så Eldur ride afsted med prinsessen.
Og for første gang lukkede Eldur sit hjerte for Hermes.
I byen blev prinsessen og enhjørningen af folk der råbte og jublede af glæde over at prinsessen var tillagde. Prinsessen og enhjørningen klædte hinanden så flot.
Enhjørningen fremhævede prinsessens skønhed og prinsessen fremhævede enhjørningens styrke. Kongen kom løbende over mod det smukke par . prinsessen hoppede af Eldur og


er ikk helt færdig men skriv da vis i vil hører mere